Leif Mikkelsen (V): Det her er et lovforslag, der har været genstand for en betydelig opmærksomhed og debat, al den stund det blev fremsat, umiddelbart før de danske kommuner var samlet til årsmøde. Det påkalder sig naturligvis en vis opmærksomhed, når der spilles ud med et lovforslag, som begrænser mulighederne for dispositionsret i kommuner og amtskommuner. Nu er lovforslaget der, og vi vil gerne fra Venstres side sige, at vi ønsker at værne om det kommunale selvstyre så langt som overhovedet muligt. Dermed vil jeg gerne indledningsvis understrege, at en række af de elementer, der er i det her lovforslag, er og har det sigte alene at være et bud på en løsning op til en kommunalreform. Vi anerkender, at den økonomiske styring, vi har i Danmark af kommunernes økonomi, foregår ved økonomiaftaler, og sådan bør det også være i fremtiden. Vi er altså i en særlig situation i forbindelse med kommunalreformen, hvor det er hensigtsmæssigt at sikre, at kommunalreformen får den bedst mulige start, altså at kommunerne - også økonomisk - får en god indgang. Derfor vil vi i Venstre naturligvis støtte det her lovforslag, som har en række elementer i sig, som i øvrigt er en del af aftalen imellem regeringen og KL om likviditetsbindinger, begrænsninger osv. Så er der områder, hvor vi roligt kan sige, at det ikke er noget, vi har hørt der er stor begejstring for i dele af den kommunale verden. Det lytter vi naturligvis gerne til og har også lyttet så meget, at vi er meget indstillet på at imødekomme nogle af de synspunkter, der er fremkommet fra Kommunernes Landsforening, hvor man så blot skal notere sig, at vi skal holde fast i formålet, nemlig at begrænse væksten, sådan at vi er sikre på, at der ikke sker en uhensigtsmæssig udvikling af økonomien. Formålet med det her lovforslag er altså at begrænse udgiftsvæksten i kommunerne i 2005 og understøtte en hensigtsmæssig økonomisk adfærd i kommuner og amtskommuner i perioden op til kommunalreformen. Det skal vi holde os for øje, og det vil vi. Det, vi så har noteret, er, at det, der har givet mest anledning til bekymring, usikkerhed, eller hvordan man skal sige det, er fastfrysningen af de kommunale skatter, som betyder, at man jo ikke kan rokke med dem, hverken op eller ned. Det er blevet opfattet som et alvorligt indgreb, og der er blevet brugt stærke ord, som når der er blevet spurgt, om det er mistillid til det kommunale selvstyre. Det er det bestemt ikke, det udspringer altså af den her særlige situation, vi er i, og fremtiden skal vise noget andet. Jeg vil så godt føje til her i dag, at de høringssvar, der har været, har vi noteret os, og det er værd at lytte så meget, at en række af betænkelighederne imødekommes under udvalgsarbejdet. Jeg har forstået, at der har været mange forhandlinger imellem indenrigs- og sundhedsministeren og Kommunernes Landsforening, som så fører frem til, at vi her i dag roligt kan sige, at der vil kunne etableres mulighed for ændringsforslag til det her lovforslag, som betyder, at hvad angår de kommuner, der ikke skal sammenlægges med nogen, er det ikke nødvendigt at blokere for deres muligheder for eksempelvis at sænke skatten. Hvor der er kommuner, der skal sammenlægges, kan man inden for den gruppe, der skal sammenlægges, justere for at tilpasse sig fremtiden. Det kan være hensigtsmæssigt. Hele deponeringsdelen er også værd at overveje. Så vil jeg bare sige, at Venstre er åben over for at imødekomme så langt som muligt, blot det formål, som er indgangen til det her lovforslag, fastholdes. Dermed støtter vi lovforslaget og er klar til at foretage justeringer, så vi kan få en lidt mildere stemmeføring i fremtiden, uden at vi har en tro på, at vi i alle detaljer når til enighed med det kommunale bagland. Men vi vil gerne gå et stykke ad vejen.