Som den tidligere ordfører har redegjort for, betyder det her forslag jo, at kommunerne ved etablering af nye affaldsforbrændingsanlæg eller udvidelse af de eksisterende skal have en godkendelse af affaldsgrundlaget fra miljøministeren, før anlægget kan godkendes. Baggrunden er som sagt, at den hidtidige bekendtgørelse på grund af nogle påpegninger fra Rigsrevisionen er blevet tilbagetrukket eller bliver tilbagetrukket, så den nuværende paragraf forsvinder.
Vi ønsker, at der fortsat er koordination af forbrændingskapaciteten. Vi ønsker også, at der skal være en sammenhæng mellem affaldsmængden og affaldsforbrændingskapaciteten. Det synes vi der er sunde samfundsmæssige hensyn der taler for. Vi ønsker også stadig væk, at der skal være en fornuftig kobling til energisiden, så man fastholder, at den producerede varme udnyttes bedst muligt.
Med det in mente er det helt klart, at vi går meget positivt ind i udvalgsbehandlingen, selv om jeg synes, der er et par småting, der nok skal spørges ind til undervejs.
F.eks. er det jo i nogle af høringssvarene påpeget, at i hvert fald nogle af høringsparterne mente, at den lovændring, vi behandler her, er et udtryk for en opstramning, hvor ministeriet i stedet har tilkendegivet, at der alene er tale om en videreførelse af den eksisterende praksis. Det vil vi spørge lidt ind til. Og så vil vi også interessere os lidt for ministerens bemyndelser i det nuværende lovforslag. Men som sagt går vi positivt ind i udvalgsbehandlingen, og jeg skal på vegne af Det Radikale Venstre meddele, at det gør de også. Så vil jeg dog til sidst ikke undlade at bemærke, at jeg synes, det er utilfredsstillende, at høringssvar og høringsnotat er kommet for sent til Folketinget. Jeg vil gerne bede om, at det er noget, man i ministeriet også er opmærksom på en anden gang, for det giver folketingsmedlemmerne en dårlig arbejdsproces.