Den næste sag på dagsordenen var:
5) Første behandling af lovforslag nr. L 135:
Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Styrket undervisning i dansk som andetsprog, herunder ved udvidet adgang til at henvise tosprogede elever til andre skoler end distriktsskolen). Af undervisningsministeren (Bertel Haarder). (Fremsat 1/4 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Lovforslaget handler jo om, at vi skal styrke undervisningen
i dansk som andetsprog, og herunder også den mulighed at henvise eleverne til andre skoler end distriktsskolerne. Med det her lovforslag får vi et meget godt redskab til kommunerne, så det bliver lettere at lave lokale løsninger netop for at kunne styrke folkeskolens undervisning af tosprogede elever for derved også at afhjælpe det forhold, at tosprogede elever generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet. Kompetencen til at træffe beslutning om henvisningen af de tosprogede elever til undervisning i dansk som andetsprog kommer nu til at ligge hos kommunalbestyrelsen, og den kan så beslutte at henvise til en anden skole i kommunen, hvis det er påkrævet af det pædagogiske hensyn. Det er meget vigtigt, at man hele tiden evaluerer elevens niveau, fordi det jo er vigtigt, at eleven hurtigst muligt kommer i en normalklasse, og hidtil har det kun været muligt at henvise tosprogede elever med behov for basisundervisning i dansk som andetsprog til nogle modtageklasser. Med det her lovforslag vil eleven kunne blive på distriktsskolen, hvis kommunalbestyrelsen vælger, at dette skal være gældende, og så vil det være let stille og roligt at få indsluset eleven i en almindelig klasse i nogle fag. Det bliver op til kommunalbestyrelsen at afgøre, om undervisningen bedst sikres på distriktsskolen, eller om der af pædagogiske grunde er et hensyn, der skal tages, og om det er nødvendigt at henvise dem til en skole, hvor undervisningen er tilrettelagt særligt med henblik på at tilgodese tosprogede elevers behov for sproglig og faglig udvikling. Det forudsættes, at afgørelsen om behovet for den enkelte elevs placering træffes på baggrund af konkrete pædagogiske vurderinger af den enkelte elevs sprogstøttebehov.
     I Venstre mener vi, at det er den rigtige vej at gå, nemlig at give kommunalbestyrelsen kompetencen til at planlægge og tilrettelægge det bedste undervisningstilbud af de tosprogede elever i deres egen kommune. Venstre anbefaler forslaget.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Thomas Adelskov.

En række undersøgelser satte i 2004 folkeskolen til debat. Konklusionerne var enslydende: Den danske skole er simpelt hen ikke god nok til at give eleverne den nødvendige faglige ballast.
     Særlig alvorligt er det for de 16-17 pct. af en ungdomsårgang, der i undersøgelserne fik skudsmålet:
funktionelle analfabeter. Nu er det her begreb formodentlig ikke helt dækkende for de faktiske problemer for de elever i skolerne, der læser dårligst, men uanset antallet og uanset begrebet så er det en katastrofe, at vi ikke er i stand til at sikre alle unge de mest basale værktøjer til at kunne klare sig i voksenlivet.
     Efter de generelt dårlige undersøgelsesresultater viste endnu en PISA-undersøgelse, at folkeskolen særlig halter efter, når det gælder de faglige færdigheder hos vores indvandrerbørn og -unge.
     Socialdemokratiet er parat til tage sin del af ansvaret for at forbedre den danske folkeskole. Vi har foreslået en lang række initiativer, der samlet skal være med til at løfte skolen. Bl.a. har vi foreslået en øget og styrket efteruddannelse af skolens lærere inden for de mest centrale områder udpeget af OECD-teamet. Det handler om læsning, naturfag, urolige børn, tosprogede elever og evalueringen i skolen.
     Socialdemokratiet har foreslået, at skolens ledelse styrkes, at samarbejdet mellem skolen og forældrene styrkes, og at der tages en række selvstændige initiativer over for de skoler og de kommuner, der har særlig store udfordringer i form af mange tosprogede elever.
     Vi ønsker at give kommunerne nogle redskaber at arbejde med for at sikre og øge deres integrationsarbejde. Socialdemokratiet har foreslået, at der oprettes en særlig økonomisk pulje til de mest udfordrede skoler, således at de får mulighed for at få flere lærere, lavere klassekvotienter, bedre og nyere lokaler og bedre undervisningsmaterialer og it-udstyr.
     I nogle kommuner arbejder man allerede med denne form, man kalder det magnetskoler. Det er der, hvor man søger at hæve de enkelte skolers niveau så meget, at skolerne bliver tilvalgt af forældrene frem for fravalgt. Socialdemokratiet ønsker også at give kommunerne mulighed for at tilrettelægge undervisningen i dansk som andetsprog og skolernes arbejde således, at man kan henvise eleverne til den eller de skoler, der kan sikre, at eleverne opnår maksimalt udbytte, og sikre, at enkelte skoler ikke tynges af elever med danskundervisningsbehov, men at disse elever kan henvises til andre skoler.

     Dette lovforslag gennemfører netop denne sidste del, og er en mulighed for de kommuner, der ønsker at gøre brug af den såkaldte Albertslundmodel - ikke som krav til kommunerne, men som et tilbud til kommunerne om også at kunne anvende dette redskab i integrationsarbejdet.
     Vores håb er, at vi kan være med til at skabe en lang række værktøjer og redskaber, der samlet er med til at sikre, at vi får øget det faglige niveau i folkeskolen så vel for etniske danskere som for unge med anden etnisk baggrund. Socialdemokratiet kan støtte forslaget.

I Det Radikale Venstre sætter vi også stor pris på en styrkelse af samarbejdet med forældrene. Hvordan finder hr. Thomas Adelskov, at det her forslag styrker samarbejdet med forældrene? Forældrene optræder først et godt stykke inde i lovforslaget, når de bliver nævnt som berettigede til partshøring. Er det sådan den socialdemokratiske forestilling om, hvordan forældre inddrages, at man bliver partshørt om beslutningsgrundlaget for at henvise ens barn til en anden skole end den ønskede? Det er det ene. Det andet er, om hr. Thomas Adelskov vil referere de positive erfaringer, der har været med Albertslundmodellen, og som gør, at man ønsker at generalisere eller lovliggøre metoden i Danmark generelt.

Vi har foreslået, at der indføres en række nye redskaber til forældresamarbejdet. Vi har bl.a. også foreslået, at forældresamtalerne lovfastsættes med et højere antal end det, vi i dag ser praktiseret ude i skolerne.
     Vi mener sådan set også, at forældrene, allerede inden børnene starter i skolerne, bør inddrages i diskussioner med skolen og med lærerne om, hvordan eleverne skal arbejde i den danske folkeskole, for vi tror, det også er med til at skabe klare forudsætninger for en ordentlig skolegang, både for det ansvar, som ligger hos forældrene, og det ansvar, der ligger hos skolen.
     Når det drejer sig om forældrenes medansvar her, så må man jo konstatere, at de erfaringer fra Albertslundmodellen, og det bliver der også spurgt til, netop tilsiger, at mange af indvandrerforældrene rent faktisk synes, at det her er en god idé. Det viser sig jo bl.a. ved, at de elever fortsætter på de skoler, som de har været henvist til, efter at de ikke længere har de her ekstraordinære behov for støtte i dansk.
     Derfor synes vi, det er en udmærket idé som et redskab og et tilbud til kommunerne, og læg at mærke til, at det vel at mærke ikke er et krav til kommunerne, for jeg tror, det er vigtigt, at det er et redskab, man kan anvende afhængigt af de lokale forhold.

Når nu Socialdemokratiet har så positiv og progressiv en holdning til forældrenes inddragelse og har andre forslag, forekommer det så ikke besynderligt, at der overhovedet ikke tales om forældrenes inddragelse i den her tvangsmæssige placering af børnene i forbindelse med det skolevalg, som forældrene måtte have truffet? For der står nemlig ikke noget som helst om de meget positive typer af inddragelse, som hr. Thomas Adelskov nævner, i det her konkrete lovforslag, som jo er det, der behandles i dag.
     Det andet er, at én ting er, at eleverne bliver på den skole, de er blevet henvist til - det synes jeg selvfølgelig er én god erfaring - noget andet er, hvad der er den sproglige erfaring, og om realiteten er, at de elever, der bliver henvist, også får et dansk sprog, der har modersmålsniveau.

Altså for det første så handler det her lovforslag i bund og grund ikke om at øge mulighederne for forældrene for at kunne engagere sig i skolerne. Det er nogle andre diskussioner, vi skal tage på et andet tidspunkt.
     Men når det drejer sig om erfaringerne, og når det drejer sig om de positive erfaringer med Albertslundmodellen, ja, så kan man dels sige, at der i Albertslund i hvert fald er den positive erfaring, at man ikke søger væk og hen til andre skoler, altså f.eks. distriktskolerne, når danskundervisningsbehovet er endelig ophørt, dels at der jo for nylig var undersøgelser, som viste, at også indvandrerforældre rent faktisk ser det som en stor fordel, at der på skolerne ikke går en meget stor overvægt af tosprogede elever, men at der er blandede skoler, og helst ser deres børn gå på blandede skoler.
     Det giver vi også en mulighed for nu, så kommunerne kan tilrettelægge deres skolepolitik og deres skoler sådan, at det her ikke bliver et problem, eller i hvert fald at de har et nyt værktøj at anvende i deres integrationsarbejde.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Louise Frevert.

Dette lovforslag har været lang tid undervejs, og det er derfor med stor glæde, at Dansk Folkeparti ser, at det nu endelig bliver fremsat.
     Desværre nåede vi det ikke inden valget, men bedre sent end aldrig, da dette lovforslag forhåbentlig vil være med til at dæmme op for de store problemer, der desværre er med mange fremmedsprogede børn i den danske folkeskole.

     Når vi taler om mangel på integration, og når vi taler om dårlig integration, er det børnene, der bliver de store tabere senere som voksne. Derfor er det utrolig nødvendigt, at man griber ind allerede fra børnehaveklassen og vurderer børnene individuelt, så man kan være sikker på, at det, der er primært, nemlig det danske sprog, bliver det, der bliver fokuseret på, og at alle børn, der kommer ud af den danske folkeskole, vil være i stand til at læse og skrive på et optimalt dansk, der vil være til gavn for dem senere hen i tilværelsen.
     Dette lovforslag er jo ikke et skal-lovforslag, men et kan-lovforslag, og det vil være op til kommunerne selv, hvordan de vil tilrettelægge deres undervisning af tosprogede børn, når de har forskellige værktøjer, som de kan bruge for at gøre det bedre for børnene.
     Jeg håber da også, at hele problematikken omkring fremmedsprogede børn vil være et overgangsfænomen, idet vi har gjort tiltag, der skal dæmme op for, at børn ikke kan tale dansk, når de kommer i børnehaveklasse, ved at man allerede i børnehaven giver de børn, som har problemer med det danske sprog, sprogstimulering.
     Det må være i alles interesse, at man får en folkeskole, hvor det primære er at lære og tilegne sig kundskaber, og at den fællesnævner, som står som det ønskværdige mål, ikke kun er at have en folkeskole, som skal varetage fællesskabet, selv om det også er vigtigt. Derfor lægger vi vægt på, at man på en sympatisk måde er i stand til at få de fremmedsprogede børn integreret i skoler, hvor der vil være mulighed for, at de i deres dagligdag kan tale dansk som primært sprog.
     Vi skal væk fra ghettodannelser på skolerne; vi skal tænke ad nye veje, når det gælder integration. Derfor er dette lovforslag og det frie skolevalg et godt udgangspunkt at starte fra. Indvandrerforældre eller fremmedsprogede børns forældre kan se det fornuftige i, at man via frivillighedens vej kan få børn sluset ind på skoler, hvor man giver dem en mulighed for i videst muligt omfang at kunne modtage basisundervisning.
     Så kommer der en lille parentes her på falderebet, men det er meget svært for mig ikke at fremføre den, fordi jeg vil påtale, at ordet tosprogede i virkeligheden er misvisende
i det her tilfælde. Det, vi taler om her, er jo altså trods alt en gruppe børn, der som sagt ikke er tosprogede, men etsprogede. Derfor er hele problemet ved at kalde dem tosprogede - og jeg ved udmærket godt, hvad definitionen er, så det skal jeg ikke have skudt i skoene lige om lidt - at det er misvisende, at man på en eller anden måde har fået indsluset ordet tosproget i det danske sprog og lagt en kutyme for dagen for, at man bare tager det som et ord, man bruger i gængs forstand, i stedet for at kalde det fremmedsprogede børn. Man kalder det tosprogede børn, selv om vi jo, som jeg sagde før, ved, at denne gruppe af børn er en gruppe af børn, som ikke er tosprogede i ordets bogstavelige forstand, men er etsprogede. Eksempelvis taler de arabisk eller tyrkisk, og det vil sige, at de har ét sprog, de har ikke to sprog, som ville være det optimale, hvis man i ordets pålydende forstand og værdi skulle tale om tosprogethed. Så det var en lille parentes, som jeg synes man skal tage til efterretning. Jeg har tidligere også fremført, at vi i Dansk Folkeparti godt kunne forestille os, at det ville være hensigtsmæssigt, at man fik det slettet og kaldte dem fremmedsprogede i stedet for tosprogede, men det har der ikke været præcedens for. Vi er stadig væk ihærdige, og vi er startet med en anden samling her fulde af fortrøstning til, at det nok skal kunne lykkes på et eller andet tidspunkt at få manet til fornuft.

Nu har OECD jo anbefalet Danmark, at man skulle gøre nogle forsøg med modersmålsundervisning, fordi man mener, det vil styrke elevernes evne til at lære både dansk og andre fag. Hvordan ser fru Louise Frevert på OECD's anbefalinger?

Jeg vil sige, at selvfølgelig er de da taget til efterretning, de undersøgelser. Og jeg vil godt lige have lov til at pointere her, at der ikke på noget som helst tidspunkt for mit vedkommende har været sagt, at vi ikke bryder os om modersmålsundervisning. Det, der er hele humlen i det, er, at der kan bliver undervist i modersmålsundervisning 10 timer om dagen, hvis det er det, man ønsker, men der, hvor hele problemet kommer til at ligge i diskussionen, er der, hvor det skal diskuteres, hvem der skal betale for det, og hvem der skal finansiere det.
     Så vi har ikke på noget som helst tidspunkt sagt, at man skulle forbyde modersmålsundervisning. Det må bare være for folks egen regning, hvis de ønsker at modtage modersmålsundervisning.

Jeg har heller ikke påstået, at ordføreren ikke mener det, men jeg vil godt tage udgangspunkt i, at OECD netop anbefaler det. Fru Louise Frevert taler om, hvem der skal betale, men er det ikke i samfundets interesse at få integreret de børn og derfor netop give dem de hjælpemidler, der er de bedste? Og når OECD anbefaler modersmålsundervisning som et af dem, ville det så ikke være en god idé at indføre det?

Det, der ud fra vores betragtning vil være mest hensigtsmæssigt, er - som jeg også pointerede i min tale - at det primære sprog er dansk, og det må ligeledes være hensigtsmæssigt, at det andet kun skal være et overgangsfænomen, eller sagt på en anden måde:
     Det optimale er det, som vi har været med til at vedtage her i Folketinget, nemlig at børn skal have sprogstimulering helt fra børnehaveklassen. Lovforslaget sætter ind med ekstra danskundervisning, så de børn, der har problemer med det danske sprog, kommer til at tale dansk så tidligt som overhovedet muligt i deres skolegang, og det må være det primære. Det må være i samfundets interesse ikke at begynde at trække det i langdrag på nogen som helst måde. Danskundervisningen skal være cementeret og koncentreret, så børnene kan få udbytte af deres undervisning i hele skoleforløbet.

(Kort bemærkning). rgrethe Vestager (RV): Det var fru Louise Freverts parentes, der gjorde, at jeg tænkte, at jeg måske havde misforstået lovforslaget. Pointen i lovforslaget forekommer mig meget tydeligt at være, at det netop er målrettet børn, der har to sprog. Det er nemlig børn, som har et ikke uvæsentligt behov, men som til gengæld ikke er i kategorien børn, der har brug for egentlig basisundervisning og derfor efter den nuværende lovgivning kan henvises til modtageklasser. Derfor må man vel konstatere, at lovforslaget netop retter sig mod børn, der har to sprog: Et sprog, som er deres modersmål, fordi det rent bogstavelig tales af deres mor i hjemmet, og et dansk, som man ikke finder fyldestgørende for at kunne følge den almindelige undervisning. Eller er det to helt forskellige tolkninger af lovforslaget, vi diskuterer?