1 Ministeren anser lovforslag nr. 132 om bl.a. retshjælp som et fremskridt og en forbedring for retssikkerheden. Hvor   imidlertid   borgeren   er   i   tvist   med   det   offentlige,   er   der   tale   om   en   forringelse   af retssikkerheden og ”access to justice”. I  dag  gives  der  ikke  retshjælp  til  tvister  med  det  offentlige,  med  mindre  det  offentlige  ikke  har opfyldt  sin  pligt  til  jf.  Forvaltningslovens  §  7  at  give  tilstrækkelig  vejledning  og  rådgivning.  I lovforslag 132 gives der end ikke retshjælp i tvister med det offentlige   uanset at vejledningspligten er tilsidesat. I  forhold  til  det  offentlige,  vil  retshjælp  trin  3  ikke  komme  i  anvendelse,  da  offentlige  modparter aldrig  deltager  i  forligsforhandlinger.  Det  antages  at  forlig  med  det  offentlige  er  i  strid  med forvaltningens pligt til at behandle borgerne lige. ”Access  to  justice”  er  altså  forringet  og  ikke  forbedret.  I  forhold  til  det  offentlige  er  retshjælpen begrænset til trin 1 og 2. Hertil kommer, at dommerkontorerne i de senere år har anlagt en stadig mere restriktiv  holdning til ydelse af retshjælp. Udfærdigelse af klage til ombudsmanden dækkes ikke, da ombudsmanden ikke er en del af det offentlige klagesystem. Tvister med Dansk Røde Kors personale i asylcentre dækkes ikke,     da     Dansk     Røde     Kors     anses     at     udføre     offentlig       administration     på     vegne     af Udlændingestyrelsen. Uanset at det dokumenteres, at en embedsmands vejledning og rådgivning jf. Forvaltningslovens  §  7  er  forkert,  vildledende  eller  mangelfuld,  afslår  dommerkontorerne  at  tage stilling   hertil   og   afslår   retshjælp      ud   fra   en   betragtning   om   at   Forvaltningslovens   §   7   om vejledningspligt altid er overholdt. Antallet af tvister mellem borgerne og den offentlige administration forøges i disse år og antallet af tilfælde,   hvor   forvaltningen   ikke   giver   tilstrækkelig   vejled ning   og   rådgivning   vokser   i   antal. Antallet    af    offentlige    forskrifter,    hvor    lovteksten    ikke    er    entydig    eller    klar,    men    hvor administrationen kræver sagkyndig analyse af lovens forarbejder er stigende. Antallet  af  retssager  mellem  borgerne  og  forvaltningen  udgør  et  stadigt  stigende  procenttal  af samtlige  retssager.  Da  borgerne  kun  anlægger  sagerne,  hvis  de  kan  få  dem  finansieret,  må  det antages, at behovet for domstolsafgørelser mellem borgerne og det offentlige reelt er endnu større. Det  er  især  de  ubemid  lede  borgere,  der  udsættes  for  tvister  med  det  offentlige  og  det  er  især  de ubemidlede borgere, der lider under manglen på retshjælp.

2 I  et  antal  tilfælde  yder  advokater  alligevel  retshjælp  til  de  ubemidlede  borgere  i  tvister  med  det offentlige, og det viser sig ofte, at det offentlige først efter en sådan advokatintervention ændrer sin afgørelse.  Det  er  ikke  rimeligt,  at  ubemidlede  borgere  skal  være  afhængige  af,  om  der  findes advokater,  der  vil  hjælpe  dem  at  altruistiske  grunde.  Statistikken  viser,  at  bor  gerne  kun  vandt  ret ved  den  ydede  men  ikke  finansierede  advokatbistand.  (Jeg  stiller  gerne  statistikken  fra  mine  egne sager til udvalgets rådighed). Tvisterne mellem de ubemidlede borger og det offentlige er almindeligvis så juridisk krævende, at de ikke kan dækkes af den advokatretshjælp, der giver på landets biblioteker. Tvister med det offentlige er karakteriseret ved mange aktstykker og nødvendige studier af praksis og forarbejder, der ikke fremgår af lovteksten. For  den  store  gruppe  borgere,  der  af  udlændingemyndighederne  er  nægtet  adgang  til  at  skaffe  sig lovlig  indtægt  udover  tiggeri  og  prostitution,  og  som  har  fået  inddraget  deres  kontante  ydelser,  er der  i  realiteten  ingen  retshjælp  at  få.  Fri  proces  gives  sjældent,  og  hvor  den  gives,  forspildes øjemedet ofte pga. lang sagsbehandlingstid ved domstolene. Når der føres retssag mellem det offentlige og den ubemidlede borger, er det ikke ualmindeligt, at kammeradvokaten    møder    med    to    advokater,    medens    den    frie    proces    knapt    nok    dækker omkostningerne  ved  en  advokats  indsats  på  borgerens  vegne.  Ydermere  får  kammeradvokaten betydelig assistance fra sin offentlige klient, medens borgerens advokat ikke kan vente hjælp fra sin klient,  der  normalt  ikke  har  indsigt  i  det  retsområde,  som  sagen  drejer  sig  om,  og   som  ofte  er  så traumatiseret  af  sin  konflikt,  at  den  pågældende  er  reduceret  i  henseende  til  kognitive  evner, hukommelse og koncentration. En klar mangel på balance til fordel for den offentlige part. At   negativlisten   i   retshjælpsordningen   nu   udvides,   sål   edes,   at   dommerkontorerne   kan   nægte retshjælp,  hvor  der  findes  et  klageorgan,  gør  ubalancen  større.  Et  indlæg  til  et  klageorgan  kræver ofte meget mere end den ubemidlede borger kan klare. En række forhold, der er relevante for sagens afgørelser, afklares d erfor ikke og indgår ikke i klageorganets afgørelse. Med venlig hilsen Hans Boserup