Justitsministeriet Lovafdelingen Dato 6. april 2005 Kontor: Procesretskontoret Sagsnr.: 2005-740-0019 Dok.: KHE40064 Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk K O M M E N T E R E T      O V E R S I G T over Høringssvar vedrørende Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civ ile retspleje III (Adgang til domstolene) for så vidt angår forslagene om sagso  mkostninger, retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring I. Høringen Betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) (heref- ter ”betænkningen”) har været sendt til høring hos: Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Å l- borg  og  Roskilde,  Domstolsstyrelsen,  Procesbevillingsnævnet,  Dommerforeningen,  Dommer- fuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Ad- vokatrådet,   Foreningen   Danske   Inkassoadvokater,    Dansk   Retspolitisk   Forening,   Institut   for Menneskerettigheder,  Amtsrådsforeningen,  Kommunernes  Landsforening,  Københavns  Ko m- mune,   Frederiksberg   Kommune,   Forbrugerrådet,   Forenede   Danske   Motorejere,   Finansrådet, Realkreditrådet,  Forsikring  &  Pension,  HTS  Interesse organisationen,  Dansk  Industri,  Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske Entreprenører,  Liberale  Erhvervs  Råd,  Foreningen  af  Statsautoriserede  Revisorer,  Dansk  Eje n- domsmæglerforening,  De  Danske  Patentagenters  Forening,  Danmarks  Rederiforening,  Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,  Specialarbejderforbundet  i  Danmark,  Handels-  og  Kontorfunktionærernes  Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Da  n- ske Mediers Forum, Dansk Journalistforbund, Landbrugsrådet, Foreningen af Registrerede Rev i-

- 2 - sorer,    IT-Brancheforeningen,    Danske    Finansieringsselskabers    Forening,    Boligselskabernes Landsforening og Lejernes Landsorganisation. Denne  høringsoversigt  medtager  høringssvar  vedrørende  de  dele  af  betænkningen,  der  angår forslagene om sagsomkostninger, retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring. Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarene er anført med kursiv. II. Høringssvarene 1. Generelt Præsidenterne  for  Vestre  Landsret  og  Københavns  Byret,  Københavns  Kommune,  For- enede Danske Motorejere, Liberale Erhvervs  Råd , Danmarks Rederiforening, Det  Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed og Landbrugsrådet  har ingen bemærkninger til Retsplejerådets fo rslag. Dommerforeningen tilslutter sig Retsplejerådets forslag . I de tilfælde, hvor der ikke har været enighed i rådet, tilslutter foreningen sig flertallets fo rslag.  Præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde   tilslutter sig Dommerforeningens høringssvar. Realkreditrådet   udtrykker  overordnet  anerkendelse  af  den  linje,  der  tilsigtes  med  betænknin- gen, idet der i takt med udviklingen og den måde, hvorpå borgere og virksomheder tilrettelægger deres aktiviteter er behov for en smidigere tilgang til domstolene. Især kapitlerne 6 og 7 om hen- holdsvis retsafgifter i civile sager og sagsomkostninger rummer en tiltrængt og velkommen om- stilling til de realiteter, der gør sig gældende for virksomheder og borgere, der får behov for at få prøvet sager ved domstolene. HTS Interesseorganisation er grundlæggende meget tilfreds med de tiltag, Retsplejerådet læ g- ger op til, særligt for så vidt angår retsafgifter, tilkendelse af sagsomkostninger og småsagspr   o- ces.  Det  er  HTS-I’s  opfattelse,  at  disse  tiltag  vil  medvirke  til  at  gøre  domstolsbehandlingen  af tvister mere attraktiv for erhvervslivet, bl.a. fordi omkostningsniveauet vil komme til at stå i be d- re forhold til sagens reelle værdi for parterne, end tilfældet er nu. Dansk Byggeri ser overordnet positivt på de tiltag, der er skitseret i betænkningen. Dansk  Arbejdsgiverforening  finder,  at  der  generelt  er  tale  om  fornuftige  og  velafbalancerede ændringsforslag.

- 3 - Dansk  Journalistforbund  ser  mange  positive  tiltag  i  betænkningen  og  anfører,  at  mange  af    forslagene giver borgerne en reel mulighed for at benytte domstolene til at få  afgjort en tvist – en mulighed,  der  efter  forbundets  opfattelse  for  mange  ikke  eksisterer  i  dag.  For  borgerne  er  det væsentligt med en hurtig og billig retsafgørelse. Foreningen  af  Registrerede  Revisorer  kan  overordnet  tilslutte  sig  betænkningens  generelle sigte mod at lette borgernes adgang til domstole. 2. Sagsomkostninger Domstolsstyrelsen  anfører,  at  Retsplejerådets  forslag  om  mere  udførligt  begrundede  sagso m- kostningsafgørelser vil medføre en vis merbelastning af domstolene. Præsidenten for Østre Landsret anfører i tilknytning til udtalelserne i  betænkningen om vig- tigheden af, at afgørelser om sagsomkostninger nærmere begrundes, at det er en forudsætning, at der  fra  parternes  side  senest  ved  domsforhandlingen  foreligger  behørig  dokumentation  for  af- holdte sagsomkostninger. Advokatrådet   er  enig  i  Retsplejerådets  udgangspunkt,  hvorefter  det  er  taberen,  der  betaler  s a- gens omkostninger på objektivt grundlag. Advokatrådet er endvidere enig i, at omkostningsfas  t- sættelsen  bør  foretages  af  retten  efter  en  vurdering  af,  om  udgifterne  har  været  nødvendige  til sagens  førelse.  Endvidere  er  Advokatrådet  enig  med  Retsplejerådet  i  at  opretholde  sondringen mellem udgifter til advokatbistand og øvrige udgifter til sagens behandling. Advokatrådet  har  noteret  sig,  a t  Retsplejerådet  lægger  op  til  en  ændring  af  tilkendelse  af  sag s- omkostninger  i  delvist  vundne  sager.  Forslaget  indebærer,  at  parterne  i  sådanne  tilfælde  deler omkostningerne  til  retsafgift,  bevisførelse  mv.  Advokatrådet  er  enig  med  Retsplejerådet  i,  at spørgsmålet om, hvorvidt en part overvejende har vundet eller tabt sagen , ikke alene afgøres ud fra, om resultatet ligger  cirka midt mellem parternes påstande. Advokatrådet fremhæver,  at der   vil blive tale om en såvel kvantitativ som kvalitativ indgående bed  ømmelse af parternes indsats, og vurderingen må basere sig på forhold, som ikke nødvendigvis fremkommer i fornødent o  m- fang under retssagen, medmindre parterne selv inddrager disse forhold som led i omkostnings- fastsættelsen.  Advokatrådet  bemærker  desuden,  a t  nydannelsen  vil  medføre  en  udviskning  af princippet  om,  at  det  har  betydning,  hvem  der  vælger  at  være  den  udfarende  part  og  indleder søgsmål. Advokatrådet  påpeger  vigtigheden  af,  at  der  i  præmisserne  i  afgørelsen  tydeligt  angives  ikke alene, med hvilke beløb, men også på baggrund af hvilke forho  ld en skævdeling fremkommer, så

- 4 - parterne får mulighed for at fremhæve eksempelvis særlige retsskridts tidsmæssige aspekt, hvi l- ken bevisførelse der har givet anledning til særligt arbejde mv. Advokatrådet er  for så vidt angår omkostningsdækning til advokatudgif  ter enig med Retsplejerå- det i, at den gældende ordning, hvorefter der fastsættes omkostninger til advokatbistand efter en vurdering af, hvad der kan anses for at passende beløb, opretholdes. Advokatrådet not erer med tilfredshed, at Retsplejerådet tilkendegiver, at domstolenes udfyldning af  begrebet ”et pa ssende beløb” i dag ikke sikrer sagens vinder en rimelig kompensation, og at der derfor er behov for en forhøjelse  af  de  vejledende  takster.  Advokatrådet  er   endvidere  enig  i  Retsplejerådets  bemær k- ninger, hvorefter der ikke kan opretholdes et takstsystem, som går ud på, at visse sager giver en overdækning på bekostning af andre sager. Domstolenes omkostningsfastsættelse må derfor efter Advokatrådets  opfattelse   i  langt  højere  grad  basere  sig  på  en  konkret  vurdering  af  et  passende salær for en advokatydelse i den pågæ ldende sag. Advokatrådet finder , at den tabel over et normalsalær til en advokat fastsat på baggrund af sag s- genstandens værdi, som Retsplejerådet ha r opstillet, er egnet til at så tvivl om de parametre, der skal anvendes til fastsættelse af henholdsvis passende omkostninger, jf. retsplejelovens § 312, og et rimeligt salær, jf. retsplejelovens § 126. Advokatrådet bemærker derfor, at uanset  at der er tale om  en  forhøjelse  i  forhold  til  de  nugældende  takster,  er  den  opstillede  tabel  ikke  udtryk  for  et rimeligt advokatsalær, jf. retsplejelovens § 126, hvilket ifølge Retsplejerådet heller ikke er  fo r- målet med tabellen. Adv okatrådet finder, at den anførte ta bel kan være nyttig til at fastlægge et niveau for det erstatningsretlige opgør mellem taberen og vinderen af en retssag, men er uegnet som et udtryk for størrelsen af et passende salær for en kvalitetsmæssig almindelig advokatydel- se. Advokatrådet har for stået Retsplejerådets tabel som en rettesnor for kommende takstjusteringer. Advokatrådet  går derfor  ud fra, at de vejledende  takster fortsat fastsættes af landsretspræside  n- terne efter forudgående drøftelse med Advokatrådet. I det lys har Advokatrådet for s   å vidt ikke bemærkninger til tabellen, men har noteret sig, at tabellen vedrører en standardsag, som forud- sættes afviklet over ½   -1 retsdag. I de tilfælde, hvor sagen kræver særlig forberedelse, særlig eks- pertise  eller  flere  retsdage,  lægger  Advokatrådet  de rfor  til  grund,  at  der  foretages  en  væsentlig forhøjelse i forhold til de beløb, der er angivet i tabellen, og at salærtaksterne også i fremtiden er vejledende takster. Advokatrådet   bemærker med hensyn til Retsplejerådets forslag om, at taksterne for inde nretslig inkasso fortsat skal fastsættes af landsretspræsidenterne, men at taksterne fastsættes på et lavere niveau end de gældende takster, at fastsættelsen af vejledende takster fortsat bør ske efter drøf- telse mellem Advokatrådet og landsretspræsidentern e, og at Advokatrådet ikke finder det rim e- ligt at fastsætte inkassotaksterne på det niveau, betænkningen læ gger op til.

- 5 - Advokatrådet  støtter  Retsplejerådets  forslag  om  høring  af  parterne  over  omkostningsfastsætte  l- sen, om begrundelse af afgørelser om sagsomkostninger og om aktindsigt i sagsomkostningsaf- gørelser. Advokatrådet er uenig i Retsplejerådets bemærkninger om, at selvstændig forrentning af udgi  fter for perioden  forud for  rettens afgørelse om sagsomkostninger vil blive meget kompliceret. Ad- vokatråde t anfører, at retterne i forvejen i en række sager skal kunne foretage renteberegninger, og det vil være helt ukompliceret at udforme et edb-program, der kan håndtere forrentningen af forskellige beløb fra forskellige tidspunkter. Det beror efter Advokatrå dets opfattelse derfor ikke på tekniske vanskeligheder, om der bør være adgang til forrentning af tilkendte sagsomkostni n- ger  fra  udgiftens  afholdelse.  I  de  tilfælde,  hvor  en  part  har  afholdt  væsentlige  udgifter  tidligt  i sagen, og hvor domstolene efterfølgende tilkender parten fuld omkostningsdækning herfor, kan det efter Advokatrådets opfattelse overvejes, om det er rimeligt ikke at tilkende renter af beløbet, idet parten i en række tilfælde kan have været belastet likviditetsmæssigt af udlægget under sa- gen. Institut for Menneskerettigheder finder, at det på baggrund af Den Europæiske M enneskeret- tighedskonventions artikel 6 bør overvejes, om parternes adgang til at fremsætte bemærkninger til  rettens  påtænkte  sagsomkostningsafgørelse  og  til  faktiske  oplysni nger  afgivet  af  modparten eller indlæg fra modparten i anledning af sagsomkostningsspørgsmålet bør fremgå udtrykkeligt af  retsplejeloven.  Institut  for  Menneskerettigheder  anfører,  at  det  forekommer  mest  naturligt  at indføre  en  udtrykkelig  lovregel  om  høring  af  parterne,  da  det  formentligt  i  dag  er  praksis  ved domstolene  ikke  at  høre  parterne,  før  sagsomkostningsafgørelsen  træffes,  og  at  denne  praksis således ønskes ændret.  I tilknytning hertil bemærker instituttet, at det forekommer rigtigst at be- vare en regel svarende til den nugældende retsplejelovs § 321, 2. pkt., om høring af en advokat eller anden rettergangsfuldmægtig, som påstås dømt til at betale sagsomkostninger,   men således at  det  påhviler  retten  (i  stedet  for  modparten)  at  drage  omsorg  for  høring   af  den  advokat  eller anden rettergangsfuldmægtig, der påstås dømt til at   betale sagsomkostninger. Institut for Menneskerettigheder anfører, at der af Den Europæiske Menneskerettighedskonven- tions artikel 6 følger et krav om begrundelse af blandt andet civile afgørelser. Under henvisning til,  at  det  formentligt  er  praksis  ved  domstolene  ikke  at  begrunde  sagsomkostningsafgørelser, forekommer det efter instituttets opfattelse mest naturligt at indføre en udtrykkelig lovregel om begrundelseskravet i retsplejeloven, da denne praksis ønskes ændret. Frederiksberg Kommune finder det positivt, at Retsplejerådet foreslår en langt større genne  m- sigtighed  ved  afgørelser  om  sagsomkostninger,  således  at  parterne  inddrages  og  afgørelsen  b e- grundes. Kommunen anfører, at retsplejelovens § 312, stk. 2, om særlige grunde til at fravige, at

- 6 - den  tabende  part  skal  erstatte  modpartens  sagsomkostninger,  kun  bør  kunne  anvendes  i  sager, hvor der foreligger særlige konkrete forhold, der kan begrunde en fravigelse. Forsikring &  Pension  kan  overordnet  tilslutte  sig  forslaget  om  at  bibeholde  princippet  om,  at den  tabende  part  skal  være  objektivt  ansvarlig  for  den  vindende  parts  sagsomkostninger  samt forslaget om – som grundlag for beregning af advokatsalæret – at bibeholde generelle vejledende salærtakster. Forsikring  &  Pension  anfører,  at  Retsplejerådets   forslag  –  med  bevarelsen  af  den  eksisterende retshjælpsforsikringsordning – vil medføre øgede erstatningsudbetalinger i form af højere salæ- rer til advokaterne. Det er derfor efter F&P’s opfattelse ikke korrekt, når det i betænkningen a n- føres, at forslaget ikke tilsigter en forhøjelse af de salærer, som advokater kræver, men en bedre overensstemmelse mellem disse salærer og det beløb, som tilkendes den vindende part til dæk- ning af udgifter til advokat. Forsikring & Pension anfører, at forslaget vil medføre en generel forhøjelse af advokaternes sa- lærkrav  under  retshjælpsforsikringen.  Samtidig  vil  forslaget  om  bredere  intervaller  formentlig   have den konsekvens, at advokaterne i forbindelse med retshjælpsdækning generelt vil beregne deres salærkrav i den øvre ende  af hvert interval. Med forslaget må forsikringsselskaberne fo r- ventes i højere grad at måtte afsætte ressourcer til i de konkrete tilfælde at bedømme rimeligh e- den i advokaternes salærkrav. Forsikring & Pension stiller sig noget undrende over for forslaget om at undtage de mindre sager fra de nye takster. F&P forstår bemærkningerne  i betænkningen således, at man for disse sager må tage udgangspunkt i et minimumssalær på 10.000 kr.   Der vil altså  også på dette område være tale om en væsentlig forhøjelse i retshjælpsforsikringens salærafregning. F&P fremhæver i rela- tion til forslaget om et minimumssalær på 10.000 kr., at størrelsen af salæret indgår i vurd  eringen af, hvornår det  – både  i relation til fri proces og retshjælpsforsikring – er rimeligt at føre en sag. En generel forhøjelse af minimumssalæret vil med andre ord kunne skubbe grænserne for, hvor- når en sag bør dækkes. Forsikring & Pension  fremhæver, at udgifterne til øgede forsikringsudbetalinger alene vil kunne dækkes ved at forhøje præmierne på retshjælpsdækning. F&P peger i den forbindelse på, at det har været kutyme ved tidligere lovændringer, der har haft direkte indflydelse på de private fo r- sikringers  dækningsområde,  at  man   samtidig  har  medtaget  en  overgangsregel  om  adgang  for selskaberne  til  at  regulere  præmierne  (uden  opsigelsesret  for  kunden)  i  overensstemmelse  med den skønnede merudgift. Det skete bl.a. i forbindelse med den seneste ændring af erstatningsan- svarsloven.  F&P  finder  det  af  afgørende  betydning,  at  man  indføjer  tilsvarende  regulering  ved eventuelle opfølgende lovinitiativer på dette område.

- 7 - HTS Interesseorganisation tager  afstand  fra  bemærkningerne  i  betænkningen  om,  at  den  vin- dende parts status – f.eks. som interesseorganisation – skal tillægges betydning i rettens vurde- ring af, om den tabende  part skal betale (fulde) sagsomkostninger til den vindende part. HTS-I finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at operere med et sagsomkostningsfordelingsprin- cip,  hvor  den  vindende  parts  status  og  økonomiske  formåen  har  selvstændig  betydning.  Store erhvervsvirksomheder  og  interesseorganisationer  afholder  –  på  samme  måde  som  andre    –  om- kostninger  ved  at  føre  retssager  og  har  samme  krav  som  andre  på  at  få  dækket  d  isse  udgifter, hvis de vinder sagen. Dansk Byggeri anfører,  at  tilkendte  sagsomkostninger  bør  fastsættes,  så de  kommer  på  niveau med et normalt advokathonorar for det udførte arbejde. Dansk Byggeri finder, at den tabel, der er optrykt i betænkningen, i mange tilfælde ikke vil give mulighed for at opnå dækning for de no r- male omkostninger. Det foreslås derfor, at satserne i tabellen forhøjes, og at det samtidig gøres klart, at tabellen alene skal være vejledende. Landsorganisationen  i  Danmark,   Specialarbejderforbundet  i  Danmark  og  Handels-  og Kontorfunktionærernes  Forbund  finder,  at  betænkningen  flere  steder  lægger  op  til  negativ særbehandling  af  interesseorganisationer,  herunder  faglige  organisationer.  Efter  organisationer- nes  opfattelse  anføres  der  ingen  egentlig  begrundelse  herfor.  Organisationerne  henleder  i  den forbindelse opmærksomheden på det  forhold,  at  o rganisationerne i stort set alle sager optræder som  mandatar  for  et  eller  flere  medlemmer,  der  i  henhold  til  organisationers  foreningsretlige regler har et retskrav på at få retshjælp.   Organisationerne er uforstående overfor, hvorfor en o r- ganisation i et sådant tilfælde skal stilles anderledes end det medlem, der optrædes på ve  gne af. Dansk Journalistforbund støtter, at retsplejeloven fortsætter med hovedprincippet om, at tabe- ren betaler modpartens omkostninger, og at det er domstolene, der fastsætter beløbets størrelse. Beløbet får formodentlig et mere realistisk niveau, hvis parterne under sagen redegør for, hvilke omkostninger de har haft, således at dette  danner baggrund for rettens afgørelse om størrelsen af sagsomkostningerne.  Forbundet  støtter  endvidere  forslagene  om,  at  afgørelser  om  sagsomkost- ninger  skal  begrundes,  og  at  afgørelser  om  sagsomkostninger  i  civile  sager  er  omfattet  af  de samme regler om aktindsigt, uanset om afgørelsen indgår i en dom eller er truffet ved kende lse eller beslutning. Justitsministeriet  er  enig  med  Retsplejerådet  i ,  at  der  fortsat  bør  være  mulighed  for  at  fravige hovedprincippet om, at den tabende part skal erstatte modparten dennes sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det, jf. pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Justitsmini- steriet er i den forbindelse enig i, at der ved vurderingen af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, bl.a. bør tages hensyn til, om

- 8 - sagen har principiel karakter eller videregående betydning, og  om en af parterne er en offentlig myndighed,  en  stor  erhvervsvirksomhed,  en  interesseorganisation  eller  lignende.  I  lyset  af  hø- ringssvarene er bemærkningerne præciseret, således at det fremgår, at det navnlig er   , når sagen har principiel karakter eller videregående betydning, at  der bør kunne tages hensyn til, om en af parterne  er  en  offentlig  myndighed,  en  stor  erhvervsvirksomhed,  en  interesseorganisation  eller lignende. I overensstemmelse med Retsplejerådets forslag  lægges der med lovforslaget op til en lidt mere fleksibel og nuanceret fordeling af sagsomkostninger i de tilfælde, hvor parterne hver især har fået delvis me dhold i deres krav. Som anført af Advokatrådet, indebærer forslaget, at det for fo r- delingen af sagsomkostninger ikke længere vil have betydning, hvilken af parterne der har an- lagt retssagen, idet det – som noget nyt – forudsættes, at parterne, når de har f ået nogenlunde lige meget medhold, skal dele de samlede retsafgifter lige, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8 (bemærkningerne til retsplejelovens § 313). Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der er behov for en mærkbar fo rhøjelse af de standardtakster for sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, som anvendes af domstolene, med henblik på at opnå en bedre overensstemmelse med parternes fakt   iske udgifter til advokatbistand, jf. pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Justitsministeriet fin- der, at standardtaksterne passende kan udformes som foreslået af Retsplejerådet. Justitsminist   e- riet bemærker, at taksterne er vejledende og derfor kan fraviges, hvis den konkrete sags omstæn- digheder begrunder det. Med  hensyn  til  sager  om  krav  på  højst  50.000  kr.,  som  ikke  er  omfattet  af  Retsplejerådets  fo   r- slag,  er  det  forudsat,  at  de  gældende  takster  for  udmåling  af  sagsomkostninger  til  dækning  af udgifter  til  advokatbistand  videreføres  uændret,  jf.  pkt.  2.3.3  i  lovforslagets  almindelige  be- mærkninger. Spørgsmålet om sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand i s ager om krav på højst 50.000 kr. vil blive taget op i forbindelse med en stillingtagen til Retsplejer å- dets forslag om en småsagsproces. Som  anført  i  pkt.  2.3.4  i  lovforslagets  almindelige  bemærkninger,  finder  Justitsministeriet  ikke tilstrækkeligt grundlag for en ændring af de intervaller og sagsomkostningsbeløb, som fremgår af  de  gældende  standardtakster  for  tilkendelse  af  sagsomkostninger  til  dækning  af  advokatbi- stand i inkassosager. Det er således forudsat , at de gældende standardtakster videreføres uænd- ret,  dog  således   at  der  fremover  ved  udmåling  af  sagsomkostninger  til  dækning  af  advokatb i- stand i inkassosager altid tages udgangspunkt i det beløb, der er angivet som middelværdi i det pågældende inte rval, så der kun er én takst for hvert interval.

- 9 - Med lovforslaget foreslås retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger nyaffattet, og   det for- udsættes  i  lovforslagets  bemærkninger,  at  parterne  udtaler  sig  om  sagsomkostningerne  inden afgørelsen herom, og at afgørelser om sagsomkostninger fremover indeholder en beløbsmæssig specifikation fordelt på retsafgift, passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand og ø v- rige  udgifter  og  endvidere  i  givet  fald  en  konkret  begrundelse,  hvis  den  tabende  part  helt  eller delvis fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, jf. bemærkningerne til lov- forslagets § 1, nr. 8 (bemærkningerne til § 322). Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet ikke  grundlag  for  at  foreslå  udtrykkelige  lovbestemmelser  om  høring  af  parterne  eller  begru n- delse af afgørelser om sagsomkostninger, heller ikke i lyset af reglerne i Den Europæiske Men- neskerettighedskonvention om adgangen til en retfærdig rettergang. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at et formaliseret system, hvor tilkendte sagso m- kostningsbeløb i et vist omfang skal forrentes for perioder forud for rettens afgørelse om sags- omkostninger, ville blive meget kompliceret. I relation til det, Advokatrådet har anført om selve renteberegningen, bemærkes, at vanskelighederne ved en sådan ordning især ville bestå i at fas   t- lægge  kriterier  for  og  konkret  tage  stilling  til,  hvornår  der  skulle  ske  forrentning  for  perioder forud for rettens afgørelse om sagsomkostninger. Den forudsatte forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, har til formål at sikre, at de omkostni nger, som en part tilkendes af retten, i højere grad modsvarer partens faktiske advokatudgifter, og forhøjelsen vil derfor som hovedregel ikke påvirke de faktiske advokatudgifter i en retssag. I sager, hvor de fa k- tiske advokatudgifter svarer til standardbeløbet, herunder også  hvor der  er meddelt fri proces, eller hvor sagens omkostninger er omfattet af en retshjælpsforsikring, vil forslaget dog medføre en  stigning  i  sagsomkostningerne  og  dermed  medføre  visse  merudgifter  bl.a.  for  retshjælpsfor- sikringer, jf. pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger. På denne baggrund og i lyset  af Forsikring & Pensions høringssvar er der i lovforslaget medta- get  en  overgangsregel,  hvorefter  en  forsikringstager  ikke  kan  opsige  en  forsikringsaftale  på grund af en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet i den ændring af størrelsen af sags- omkostningerne, der er forudsat i lovforslaget, jf. lovforslagets § 12, stk. 5, og bemærkningerne hertil.  En  tilsvarende  overgangsbestemmelse  blev  bl.a.  anvendt  i  forbindelse  med  ændringen  i 1988 af forholdet mellem fri proces og retshjælpsforsikringsdækning, jf. pkt. 4.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger. 3. Retshjælp Advokatrådet  er i det store og hele enig i Retsplejerådets forslag til en opdeling af retshjælp i tre trin. Advokatrådet kan endvidere tilslutte sig Rets plejerådets anbefaling om en fo rhøjelse af

- 10 - taksterne for advokatretshjælp og hilser det velkommen og tiltrængt, at Retsplejerådet for eslår en årlig  regulering af tilskuddet. Advokatrådet  har  ingen  bemærkninger  til  Retsplejerådets  forslag  om,  at  statens  ti  lskud  til  rets- hjælp ved advokat skal gøres subsidiært i forhold til klientens retshjælpsforsikring. Advokatrådet finder  dog,  at  selvrisikoen  på  retshjælpsforsikringsdækningen  for  sådanne  sager    bør  ophæves. Advokatrådet  forudsætter  endvidere ,  at  ordningen  administreres  uden  at  pålægge  advokaten yderligere pligter end i dag, og at advokaten således vil have opfyldt sin forpligtelse både i fo  r- hold til klienten og i forhold til statskassen ved at spørge, om klienten er dækket af en retshjælps- forsikring. Advokatrådet bemærker, at rådet gentagne gange    af medlemmer er blevet gjort opmærksom på, at der er betydelig forskel ved landets byretter i administrationen af bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved advokat. Der er således forskel i vurderingen af, hvornår   der foreligger en tvist, der udløser udvidet retshjælp (fremover trin 3). Der er endvidere problemer med at afgrænse, hvor- når der er tale om samme sag i tilfælde, hvor der først søges om almindelig ret shjælp (fremover trin  2)  og  senere  søges  udvidet  retshjælp  (fremover  trin  3).  Desuden  følger  Københavns  Byret tilsyneladende en praksis, hvorefter der ikke ydes retshjælp (hverken almindelig eller udvidet) i tilfælde,  hvor  ansøgeren  for  så  vidt  opfylder  alle  betingelser  efter  bekendtgøre lsen,  men  hvor advokaten på forhånd kan se, at den samlede advokatregning vil komme til at overstige tilsku  d- det efter bekendtgørelsen. Institut  for  Menneskerettigheder  henstiller,  at  der  tilføres  de  private  retshjælpsinstitutioner øgede  ressourcer  til  varetagelse  af  deres  samfundsmæssige  opgave  at  være  en  del  af  et  lands- dækkende net, der skal sikre borgernes ”access to justice”. Forbrugerrådet  finder det positivt, at der foreslås en forenkling i det nuværende system, så det bliver mere overskueligt, hvad der kan ydes og til hvem, herunder at tilskudsbetingelserne bliver klarere og fastlagt i en bekendtgørelse. Forbrugerrådet er positiv over for Retsplejerådets forslag om, at retshjælp, selv om den organis  e- res uafhængigt af retten, fysisk kan placeres i tilknytning til rettens lokaler, således at borg eren har  én  indgang  til  vejledning  vedrørende  forskellige  former  for  konfliktløsningsmodeller.  Fo r- brugerrådet finder det endvidere positivt, at det i Retsplejerådet  s betænkning nr.  1401/2001 om reform af den civile retspleje I foreslås, at byretterne vejlede r om den formelle fremgangsmå de ved et sagsanlæg, herunder krav til stævning og betaling af retsafgift, og om fri proces og even- tuel dækning via retshjælpsforsikring.

- 11 - Forbrugerrådet  anfører,  at  en  ændring  af  udvidet  retshjælp   bør  afvente  Retsplejerådets  senere overvejelser om forligsmægling i retssager ved domstolene. Forsikring  &  Pension  anfører,  at  de  fleste  af  de  sager,  der  behandles  ved  advokatretshjælp, formentlig  næppe  opfylder  retshjælpsforsikringens  betingelse  om,  at  der  skal  foreligge  en  kon- kret  tvist.  Samtidig  må  det  forventes,  at  en  lang  række  sager   vil  skulle  henvises  til  behandling ved relevant klagenævn mv., inden retshjælpsdækning kan ydes. F&P finder på den baggrund, at forslaget  om,  at  der  i  forbindelse  med  advokatretshjælp  skal  søges  om  retshjælpsdækning,  vil gøre ordningen administrativt tungere for såvel advokater som forsikringsselskabe r, uden at det i øvrigt vil have betydning for et nævneværdigt antal sager. Forsikring & Pension anfører endvidere, at forslaget om at gøre statstilskuddet subsidiært i for- hold til en eventuel forsikringsdækning vil betyde, at de sikrede via deres præmier selv skal beta- le  for  en  ydelse,  som  de  i  øvrigt  –  uden  forsikringsdækning  –  gratis  kunne  opnå.   Forslaget  vil efter F&P’s opfattelse udhule de sikredes incitament til at tegne forsikring og er i modstrid med de generelle principper for tegning  af private forsikringsordninger. F&P udtrykker derfor mod- stand mod denne del  af  forslaget, der i øvrigt efter F&P’s opfattelse synes at rejse spørgsmål i forhold til regeringens skattestop. Københavns Retshjælp anfører, at en række administrative klagesager blandt andet som følge af de senere års regeludvikling har ændret karakter i retning af egen tlig retlige tvister, hvor der i høj grad er brug for, at ikke mindst samfundets svageste kan blive repræsenteret af en retshjælps- institution for at undgå dels en følelse af magtesløshe d hos borgeren, dels en unødig vidtløftiggø- relse af forvaltningsprocessen.  Retshjælpen anfører, at en fornuftig bistand til borgerne så ledes i en række tilfælde har den virkning, at forvaltningsprocessen kan gennemføres smidigere og med mindre ressourceanvendelse hos det offentlige. Københavns Retshjælp anfører, at antallet af henvendelser er relativt stabilt, hvorfor en udbeta- ling  på  baggrund  af  antal  henvendelser  ikke  nødvendigvis  vil  have  nogen  væsentlig  st yrende funktion. Retshjælpen anfører endvidere,  at en tidsopgørelse pr. sag  for  at være anvendelig må forudsætte, dels at alle rådgivere er lige gode, dels at sa gsbehandlingstiden (i form af rådgi vning) er proportional med nytteværdien af rådgivningen. Det  er efter retshjælpens opfattelse ikke altid tilfældet og behøver heller ikke  altid være det.  Med frivillig  arbejdskraft og til dels studerende med mindre erfaring er der en risiko for, at der ydes for lang rådgivning i en sag, hvor klie nten hellere skulle have været informeret om, at hun eller han ikke havde mulighed for at vinde frem med sit synspunkt. På den anden side står den relativt mindre sag, som for den   enkelte kan have en sådan betydning, at den bør behandles, uanset at den kræver  en del  ressourcer. Retshjæ lpen finder på denne baggrund, at det er tvivlsomt, om der kommer et nyttigt redskab ud af en blanket pr. henvendelse med angivelse af anvendt tid på  sagen. Retshjælpen peger på, at der i stedet ku n-

- 12 - ne overvejes en kvalitetsrevision,  hvor der ud over tal bør gives oplysning om arbejdets tilrette- læggelse,  herunder  bemanding,  kontrol  med  konkret  sagsbehandling,  kursustiltag,  stabilitet  i fremmøde  osv.  Endvidere  kunne  det  være  relevant  at  søge  afdækket,  hvilke  klienter  der  opnår bistand i retshjælpsinstitutionerne. Københavns Retshjælp anfører, at der skal tungtvejende grunde til for at indføre en registrering af cpr-numre, med de muligheder det vil kunne skabe for samkøring med andre registre. Århus Retshjælp  , Gellerupparkens Retshjælp og Arbejdernes Retshjælp i Silkeborg anfø- rer,  at  retshjælpsinstitutionernes  primære  opgave  er  at  betjene  de  svage  grupper,  og  at  tilskud, som hovedsageligt baserer sig på e n afregning pr. sag, efterlader disse grupper uden reel mulig- hed for at opnå adgang til en retslig bedømmelse af deres sag. Retshjælpsinstitutionerne  anfører,  at  de  rådsøgende  ved  retshjælpsinstitutionerne   groft  set  kan opdeles i to kategorier, hvoraf den ene udgøres af mennesker, der lige så   vel kunne profitere af andre retshjælpstilbud, herunder retshjælp ved advokat, mens den anden består af mennesker, der i flere henseender er fattige på ressourcer , og som har svært ved at profitere af andre retshjælps- tilbud end retshjælpsinstitutionerne. Det er karakteristisk for den sidste gruppe, at de sjældent har gavn af enkeltstående råd, men har behov for en videregående indsats, idet de har svært ved især skriftlig kontakt til myndigheder mv. Retshjælpsinstitutionerne  anfører,  at  sagsgenstanden  i  den  enkelte  sag  ved  retshjælpsinstitutio- nerne objektivt set kan være lille, men på grund af de rådsøgendes svage position kan det være essentielt, at der  ydes kvalificeret og grundig retshjælp. Også arbejdets omfang m ed de enkelte sager påvirkes af, at de rådsøgende  gennemgående har få ressourcer til selv at være aktive. U    d over  de  sagskategorier,  der  er  almindelige  i  forbindelse  med  retshjælp  ved  advokater  –  f.eks. familieretlige, erstatningsretlige og lignende sager – er en ikke uvæsentlig del af retshjælpsinsti- tutionernes  sager  forvaltningssager.  Netop  forvaltningssagerne  passer  efter  retshjælpsinstitutio- nernes  opfattelse  dårligt  med  den  model,  der  er  opstillet  i  Retsplejerådets  betænkning,  idet  de ofte indebærer en besværlig og langvarig sagsbehandling. Der er således i stort omfang tale om, at  retshjælpsinstitutionerne  følger  sagerne  såvel  ved  henvendelse  til  offentlig e  og  private  mod- parter,  ligesom  retshjælpsinstitutionerne  i  praksis  overtager  sagsbehandlingen  som  partsrepræ- sentant ved behandling i nævn og klage til overordnede myndigheder. Retshjælpsinstitutionerne anfører, at disse arbejdsopgaver bevirker, at Retsplejerådets forslag om honorering af retshjælp efter trin 1, 2 og 3 må modificeres , hvilket Retsplejerådet også lægger op til  gennem  en  opsplitning  af  tilskud  i  basistilskud  og  yderligere  tilskud  (trin  1,  2  og  3).  Det  er retshjælpsinstitutionernes opfattelse, at en væsentlig del af tilskuddet skal bevares som basistil- skud for at kunne tilgodese netop retshjælpen til de svage grupper, men at en honorering af ydel-

- 13 - ser  i  øvrigt  (trin  1,  2  og  3)  kun  delvist  kan  tages  som  udtryk  for  omfanget  af  den  samlede arbejdsindsats. Trinmodellen er efter retshjælpsinstitutionernes opfattelse  ikke anvendelig i den type af langvarige sager, som kun retshjælpsinstitutioner er villige til at behandle. I disse sager må  den  primære  finansiering  ske  via  basistilskuddet.  Ydelser  efter  trinmodellen  bør   endvidere være lovbundne i lighed med advokatretshjælpsydelserne. Såfremt man øn sker, at retshjælpsin- stitutionerne skal opretholde den telefoniske rådgivning, må der tages hensyn til dette i tilskud  s- ordningen. Retshjælpsinstitutionerne opfordrer til, at man i forsøget på forenkling ikke taber m uligheden for at tage individuelle hensyn i f.eks. basistilskuddet. Retshjælpsinstitutionerne er ret forskellige i såvel fordelingen af sagsområder som rådsøgendes baggrund. Der er stor forskel på, hvor ma    nge ressourcer  en  gennemsnitlig  sag  kræver.  Samtidig  er  der  sager,  hvor  rådsøgende  er  udlæn ding med dertil hørende øget tidsforbrug til tolkning og forklaring. En rådsøgende, der er studerende, er ofte lige så dårligt stillet økonomisk, men er ofte lettere at hjælpe. Retshjælpsinst  itutionernes geografiske placering har også  stor indflydelse på d et gennemsnitlige ressourceforbrug pr. sag. Retshjælpsinstitutionerne  anfører,  at  ydelserne  for  retshjælp  efter  trin  2  og  3  bør  afregnes  med samme takst som advokatretshjælpsydelserne, idet det frivillige arbejde først og fremmest gives til støtte for de svage grupper, dvs. at det frivillige arbejde reducerer omkostningerne væsentligt i de ofte meget langvarige sager, der vedrører svage grupper. Dette arbejde bør som nævnt hono- reres over basistilskuddet. Retshjælpsinstitutionerne  er  af  den  opfattelse,  at  der  i  stedet  for  Retsplejerådets  indstilling  om kun at bevare status quo bør vælges en offensiv strategi, hvis mål skal være at udbrede de p rivate retshjælpsinstitutioner til en rimelig dækningsgrad i hele landet. Ud over at det vil være et kvali- tativt velegnet retshjælpstilbud til en stor gruppe rådsøgende, der herved i realiteten får   ”access to justice”, vil det bidrage til en kvalitativ forbedring af unge jurastuderendes uddannelse og al- mene  dannelse.  For  så  vidt  angår  offentlig  støtte  ,  er  det  væsentligt,  at  midler  til  opstart  af  nye institutioner  ikke  går  fra   midlerne  til  de  hidtidige  institutioner,  således  at   samarbejdet  mellem gamle og nye institutioner ikke hæmmes. Det oplyses enstemmigt fra rådgiverne i de nuværende institutioner, at arbejdet  i en retshjælpsinstitution er så  givende fagligt og dannelsesmæ ssigt, at det er retshjælpsinstitutionernes opfattelse, at der i alle egne af landet er jurister og mulighed for at tiltrække jurastuderende, der vil kunne engageres i drift af en privat retshjælpsinstitution. Om- kostningerne ved en udbygning af de private retshjælpsinstitutioner må antages at være relativt beskedne og må påregnes i et vist omfang at medføre en reduktion i omkostningerne til advoka  t- retshjælp. Dansk Journalistforbund foreslår, at en s elvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de økono- miske betingelser for fri proces, skal kunne opnå retshjælp, selv   om den aktuelle tvist er opstået

- 14 - under udførelse af erhvervet, når vedkommende skønnes at have en rimelig grund til at føre pr o- ces. Samtidig foreslås det, at der gives mulighed for at yde retshjælp til inkassosager i de tilfæ l- de, hvor tvisten angår et krav, som for sagsøgers vedkommende reelt kan sidestilles med en m i- stet  lønindtægt.  Efter  forbundets  opfattelse  bør  det  ligeledes  sikres,  at  de  små  selvstændige  e r- hvervsdrivende er omfattet af muligheden for bistand hos retshjælpsinstitutionerne og  advokat- vagterne. Dette tilbud bør omfatte både trin 1, 2 og 3. Justitsministeriet kan tilslutte sig den trinmodel for retshjælp, som Retsplejerådet fo reslår, he r- under med hensyn til et trin 3 omfattende rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger, og finder  ikke  grundlag  for  at  afvente  Retsplejerådets  kommende  overvejelser  om  fo rligsmægling ved domstolene, før der indføres en ny samlet regulering af retshjælp. I overensstemmelse med Retsplejerådets forslag videreføres med lovforslaget den gældende un d- tagelse  fra  advokatretshjælp  med  hensyn  til  aktivt  erhvervsdrivendes  sager  af  overvejende  er- hvervsmæssig karakter. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (bemærkninger- ne  til  §  323),  er  dette  begrundet  i,  at  udgifter  til  juridisk  bistand  til  erhvervsdrivende  som  ud- gangspunkt bør afholdes som en driftsudgift og ikke med statsstøtte. Samtidig foreslås det imi d- lertid  at  ophæve  undtagelsen  vedrørende  aktivt  erhvervsdrivendes  sager  af  overvejende  er- hvervsmæssig karakter for så vidt angår helt grundlæggende mundtlig rådgivning (ret    shjælp på trin  1).  Fremover  vil  aktivt  erhvervsdrivende  således  også    kunne  få  gratis  retshjælp  af  denne karakter vedrørende en erhvervsmæssig sag. Det, Advokatrådet har anført om advokaternes erfaringer med byretternes administration af den gældende bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokat, vil indgå i Justitsministeriets ove r- vejelser  om  udformningen  af  en  ny  bekendtgørelse  om  advokatretshjælp,  der  vil  blive  udstedt efter lovforslagets vedtagelse, og der vil før udstedelsen af den nye bekendtgørelse blive gennem- ført en høring over et udkast til bekendtgørelse hos berørte myndigheder og organisationer, her- under Advokatr ådet. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der er en sådan sammenhæng mellem advoka   t- retshjælp  og  fri  proces,  at  statens  tilskud  til  advokatretshjælp  bør  være  subsidiær  i  forhold  til retshjælpsforsikringsdækning, på samme måde som    fri proces er det, jf. betænkningen side 341. Justitsministeriet finder ikke, at en sådan ordning vil påføre advokaterne eller forsikringsselsk   a- berne  uforholdsmæssige  administrative  byrder.  Advokaten  vil  skulle  vurdere,  om  der  er  rets- hjælpsforsikringsdækning, for at kunne sende sin anmodning om udbetaling af vederlag til enten forsikringsselskabet  eller  det  offentlige.  Som  anført  af  Retsplejerådet  forudsætter  forsikring s- dækning, at der foreligger en tvist, og at sagen er omfattet af forsikringens emnemæssige dæk- ningsområde. Efter Justitsministeriets opfattelse må advokater antages at kunne foretage denne vurdering uden større vanskeligheder. Det har således  i forvejen betydning for statstilskuddet til

- 15 - advokatretshjælp, om der foreligger en tvist, og retshjælpsforsikringens emnemæssige område er i  almindelighed  klart  afgrænset  i  forsikringsbetingelserne.  For  forsikringsselskaberne  vil  der være visse økonomiske og administrative konsekvenser, jf. pkt. 6 i lovforslagets almindelige be- mærkninger.  Ordningen  vedrørende  advokatretshjælp  er  en  tilskudsordning,  og  udgifter  til  til- skudsbelagte aktiviteter er ikke omfattet af regeringens skattestop. Det foreslås, at retshjælpsforsikringer fremover  dækker uden fradrag af selvrisiko, såfremt si k- rede opfylder de økonomiske betingelser for retshjælp og fri proces, jf. lovforslagets § 12, stk. 4. Dette vil også gælde i relation til advokatretshjælp. Det, retshjælpsinstitutionerne har anført, vil indgå i Justitsministeriets   overvejelser  om udform- ningen af en bekendtgørelse om tilskud til retshjælpskontorer, der vil blive udstedt efter lovfors- lagets vedtagelse, og der vil før udstedelsen af bekendtgørelsen blive gennemført en høring over et  udkast  til  bekendtgørelse  hos  berørte  myndigheder  og  organisationer,  herunder  de  private retshjælpsinstitutioner,  som  i  dag  modtager  tilskud  fra  Justitsministeriet.  Det  bemærkes,  at  Ju- stitsministeriet  ikke  finder  grundlag  for,  at  en  del  af  tilskuddet  til  retshjælpskontorerne  gøres lovbundet eller fastsættes efter takster svarende til taksterne for advokatretshjælp. Det bemærkes endvidere,  at  det  med  forslaget  om  fremtidig  satsregulering  af  taksterne  for  advokatretshjælp sikres, at taksterne fremover følger den almindelige lønudvikling i samfundet, og at Justitsmini- steriet på denne baggrund og  under hensyn til de økonomiske konsekvenser for staten ikke har fundet grundlag for herudover at foretage en forhøjelse af taksterne som foreslået af Retsplej e- rådet. 4. Fri proces og retshjælpsforsikring Procesbevillingsnævnet  henviser  til,  at  nævnet  til  brug  for  Retsplejerådets  overvejelser  i  n o- vember  2003  bl.a.  har  udtalt,  at  man  på  baggrund  af  erfaringerne  med  arbejdet  i  Procesbevi l- lingsnævnet fandt, at et uafhængigt organ af denne karakter kunne anses for egnet til at behandle klager vedrørende fri proces. Procesbevillingsnævnet kunne endvidere tiltræde, at der kunne op- nås  visse  bespare lser  ved  at  henlægge  opgaven  til  Procesbevillingsnævnet  og  dets  sekretariat frem for at etablere et nyt nævn med eget sekretariat. Procesbevillingsnævnet bemærker endvidere, at det ikke af Retsplejerådets forslag fre mgår, om formandskabet for fri proces-afdelingen skal varetages  af  en  enkelt person (med  en suppleant), der  i  lighed  med,  hvad  der  gælder  for  Procesbevillingsnævnets  formand,  fritages  for  tjeneste  i formandsperioden,  eller  om  formandens  opgaver  forventes  fordelt  på  en  formand  og  en  række næstformænd. Procesbevillingsnævnet finder det under alle omstændigheder naturligt, at perso- nale- og budgetansvar for det samlede nævn placeres hos den højesteretsdommer, der er formand

- 16 - for  Procesbevillingsnævnet,  således  at  formanden  for  fri  proces -afdelingen  ikke  pålægges  et selvstændigt ansvar for budget og personale i fri proces-afdelingen. Procesbevillingsnævnet har ikke herudover bemærkninger til indholdet af den klageordning, som Retsplejerådet foreslår, men anfører,   at Retsplejerådets forslag har vidtrækkende økonomiske og administrative konsekvenser for Procesbevillingsnævnet. Domstolsstyrelsen kan tilslutte sig Procesbevillingsnævnets høringssvar med hensyn til de øko- nomiske  og  administrative  konsekvenser,  som  Retsplejerådets  forslag  har  for  Procesbevilling s- nævnet. Domstolsstyrelsen anfører, at Retsplejerådets forslag endvidere vil medføre, at domst o- lene vil skulle behandle et større antal ansøgninger om fri proces end efter de gældende regler. Frederiksberg  Kommune  anfører  i  relation  til  Retsplejerådets  forslag  om  en  mere  nuanceret regulering af de materielle betingelser for fri proces, at der stadig bør lægges vægt på, hvorvidt ansøgeren har nogen udsigt til at få  medhold. Kommunen finder desuden, at en kompetencefor- deling mellem domstolene, der skal meddele fri proces i de tilfælde, hvor der ikke foretages vur- dering af udsigten til at få medhold,  ogCivilretsdirektoratet (nu Civilstyrelsen), der skal meddele fri proces i andre sager, kan synes unødig kompliceret for borgerne. Advokatrådet  anbefaler, at retshjælpsforsikringens dækningsområde udvide s til også at omfatte mediation i tilfælde, hvor parterne har accepteret denne konfliktløsningsform, uanset om der er indgivet stævning eller ej. Advokatrådet er skeptisk over for forslaget om at skubbe retshjælpsforsikringen ind i bunden af retshjælpsdækningen til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Forsla- get indebærer, at vurderingen af, om ansøgeren opfylder betingelsen om rimelig grund til at føre proces i første omgang skal foretages af forsikringsselskabet, som alt andet lige vil have en øko- nomisk interesse i at statuere, at betingelsen ikke er opfyldt, idet forsikringen i så fald ikke d æk- ker. Uanset at forsikringsselskabets afgørelse vil kunne indbringes for en offentlig myndighed til prøvelse,  finder  Advokatrådet  ordningen  betænkelig.  Advokatrådet  er  enig  i    det  problematiske ved, at afgørelserne om rimelig grund til at føre proces i dag træffes af en forvaltningsmyndig- hed,  og  de  betænkeligheder,  som  knytter  sig  til  den  afgørende  myndigheds  uafhængighed,  gør sig efter Advokatrådets opfattelse med endnu større styrke gældende, når   afgørelsen træffes af en privat  virksomhed,  hvis  økonomiske  forhold  afhænger  af  virksomhedens  administration  af  et skønspræget kriterium. Advokatrådet  anfører,  at   forslaget  indebærer,  at  der  for  personer,  der  opfylder  de  økonomiske betingelser  for  fri  proces,  og  som  er  dækket  af  en  retshjælpsforsikring,  kun  skal  søges  om  fri proces,  hvis  udgifterne  ved  sagens  førelse  overstiger  forsikringens  dækningsmaksimum.  Det  er

- 17 - imidlertid  i  praksis  ganske  vanskeligt  at  vurdere,  hvornår  forsikringsdækningen  er  opbrugt,  da forsikringsselskaberne som altovervejende hovedregel ikke udbetaler acontosalærer. De foreslå- ede regler må således efter Advokatrådets opfattelse forudsætte, at forsikringsselskabet løbende afregner sagen over for advokaten. Advokatrådet anfører, at  hvis Retsplejerådets forudsætning om, at forsikringsselskabe rne undla- der at opkræve selvrisiko i tilfælde, hvor den sikrede opfylder betingelserne for fri proces, ikke holder  stik,  og  statskassen  derfor  skal  refundere  selvrisikoen,  vil  ordningen  blive  endnu  mere uoverskuelig for brugerne. Advokatrådet  kan   således   ikke  støtte Retsplejerådets  flertal s  forslag  om  en  samordning  af  rets- hjælpsforsikringsordningen  og  fri  procesordningen.  Advokatrådet  finder ,  at  en  ordning,  som Retsplejerådets mindretal foreslår,   hvorefter den, der søger fri proces, kun skal henvende sig ét sted, indebærer en administrativt langt nemmere og for brugerne langt mere gennemskuelig ord- ning. Ud over væsentlige administrative lettelser indebærer forslaget efter Advokatrådets opfa t- telse samtidig den fordel, at forsikringsselskabet ikke som foreslået af flertallet skal forestå den første prøvelse af, om betingelserne for fri proces er opfyldt. Advokatrådet  er imidlertid uenig i mindretallets forslag om, at kompetencen skal ligge hos statsamterne, og kompetencen bør sål e- des som foreslået af flertall et lægges hos Civilretsdirektoratet (nu Civilstyrelsen) med klagead- gang til Procesbevillingsnævnet. Advokatrådet fremhæver i den forbindelse  også ,  at der i praksis er forskel mellem det salærni- veau,  forsikringsselskaberne  tilbyder,  og  det  salærniveau,  domstolene  anvender  i  fri  proces- sager.   Såfremt   forslaget   om   at   skubbe   retshjælpsforsikri ngen   ind   i   bunden   af   fri   proces- ordningen  gennemføres,  må  det  efter  Advokatrådets  opfattelse  forudsætte,  at  forsikringsselsk  a- berne  accepterer  at  betale  et  rimeligt  salær  til  forsikringstagerens  advokat,  jf.  retsplejelovens  § 126.  Advokatrådet   bemærker  endvidere,  at  der  muligvis  vil  være  behov  for  at  tage  stilling  til, hvor vidt de beneficerede advokater er forpligtet til at varetage sådanne sager, uanset at der ikke foreligger en beskikkelse. Advokatrådet  fremhæver  samtidig  mindretallets  udtalelser  om  behovet  for  en  liberalisering  af forsikringsbetingelsernes  §  11,  stk.  5.  De  gældende  betingelser  indebærer,  at  forsikringsselska- berne reelt har sat konkurrencen på markedet u d af kraft, fordi dækningen på forhånd er fikseret til  bestemte  maksima.  Advokatrådet  kan  ikke  tilslutte  sig  et  system,  som  indebærer,  at  forsi k- ringsselskabernes betalingsforpligtelse ikke svarer til de regler, der i øvrigt regulerer et advokat- salær.  Konsekvenserne  heraf  ville  være,  at  de  sikrede  kan  løbe  ind  i  betydelige  vanskeligheder med at finde en advokat, der ønsker at påtage sig sager omfattet af retshjælpsforsikringsdækni n- gen,  fordi  det  fikserede  salær  ligger  langt  under  niveauet  for  et  rimeligt  salær.  Behovet  for  en liberalisering vil selvsagt ikke blive mindre, hvis retshjælpsforsikringen skubbes ind i bunden af

- 18 - fri proces-ordningen, idet forsikringsselskaberne uden en liberalisering reelt vil kunne fastsætte advokatens salær, eftersom salæret ikke længere skal fastsættes af retten, da der ikke er tale om nogen beskikkelse. Advokatrådet  fremhæver  særligt,  at  de  standardiserede  vilkår  for  retshjælpsforsikringssager  i  n- debærer, at forbrugerne ikke kan vælge mellem forskellige retshjælpsprodukter med større eller mindre  dækningsområde,  pris  mv.  F.eks.  indebærer  ordningen,  at  der  ikke  kan  tegnes  en  ret s- hjælpsforsikring, som også dækker tilfælde, hvor den sikrede involveres i en skilsmissesag mv. Endvidere indebærer den gældende ordning, at forbrugeren ikke frit kan vælge, hvilken advokat man ønsker at lade sig repræsentere af. Såfremt den sikrede ønsker en særlig t specialiseret advo- kat til at varetage sin sag, kan den sikrede i praksis ikke anvende sin forsikring, da højt speciali- serede  advokater  ikke  vil  påtage  sig  sager,  hvor  der  tilbydes  honorering  på  det  niveau,  forsi  k- ringsselskaberne finder er passende, så længe dette niveau ligger væsentlig under et rimeligt s a- lær for den specialiserede ydelse. I sådanne tilfælde forhindrer standardvilkårene, at den   sikrede alligevel antager den specialiserede advokat og selv betaler forskellen. Advokatrådet har for så vidt ingen bemærkninger til, at forsikringsselskaberne udbyder en ret  s- hjælpsforsikringsordning,  der  alene  yder  tilskud  til  den  sikredes  udgifter  til  gennemførelse  af retssager. Advokatrådet finder imidlertid, at selskabet  ikke som det sker i dag, bør kunne diktere prisen  på  advokatydelsen  og  samtidig  forhindre  den  sikrede  i  at   anvende  forsikringens  dæk- ningsomfang til den advokatydelse, som den sikrede finder passende i sagen. Advokatrådet fi n- der derfor, at standardvilkårene bør liberaliseres, så der opnås konkurrence mellem selskabe   rnes dækning både i relation til dækningens område og omfang. Advokatrådet  fremhæver   endelig  med  hensyn  til  forholdet  mellem  retshjælpsforsikring  og  fri proces, at Retsplejerådets forudsætning  i betænkningen om, at det offentlige kan påklage et fo r- sikringsselskabs afvisning af at yde dækning under henvisning til, at der ikke er rimelig grund til at  føre  proces,  til  Ankenævnet  for  Forsikring,  ikke  umiddelbart  er  opfyldt.  Efter  de  gældende regler kan kun forsikringstageren selv (eller en forbruger, der er sikret i henhold til en forsikring) klage  til  Ankenævnet  for  Forsikring.  Ankenævnet  har  antaget,  at  man  ikke  kunne  realitetsbe- handle  en  klage  over,  at  forsikringsselskabet  ikke  ville  yde  retshjælp  til  en  fri  proces-dækket tvist, da forsikringstageren ikke havde retlig interesse i sagen, der reelt var en tvist mellem staten og  forsikringsselskabet.  Retsplejerådets  forslag  må  derf  or  efter  Advokatrådets  opfattelse  foru d- sætte  en  ændring  af  ankenævnets  vedtægter,  og  det  må   bero  på  nærmere  overvejelse r,  om  det offentlige bør have klageadgang til et forbrugerklagenævn. Advokatrådet er enig i, at de fastsatte beløbsgrænser undergives en  årlig pristalsregulering. A d- vokatrådet fremhæve r samtidig, at der gennem de seneste år er sket en betydelig udhuling af fri

- 19 - proces-ordningen. Der bør derfor i forbindelse med en lovfæstelse af beløbsgrænsen foretages en væsentlig forhøjelse af indtægtsgrænsen med henblik på at sikre en større dæ kningsgrad. Advokatrådet er uenig i Retsplejerådets forslag om, at der skal ske salærfastsættelse til fri pr  o- ces-advokater  med  udgangspunkt  i  et  takstsæt.  Advokatrådet  finder,  at  Retsplejerådets  forslag indebærer en cementering af den udhuling af fri proces-ordningen, som har fundet sted gennem fastsættelse af advokatsalærer, der ligger langt under et passende advokatsalær efter retsplejelo- ven. Advokatrådet finder dermed, at borgernes muligheder for frit at vælge en  advokat, herunder en advokat med særlig indsigt i det forhold, som sagen vedrører, er blevet væsentligt forringet. Advokatrådet finder, at Retsplejerådets forslag indebærer en umulig dobbelthed, idet rådet med den ene hånd ønsker en ordning, der giver per soner med mindre økonomisk formåen reel adgang til domstolene, og med den anden hånd ikke ønsker at betale de udgifter, der er forbundet he r- med.  De  foreslåede  honoreringsregler  indebærer  således  væsentlig  ringere  mulighed  for  adv  o- katbistand for personer, der meddeles fri proces end for personer, der har økonomisk mulighed for selv at betale for sagens gennemførelse. Advokatrådet  tager særligt afstand fra Retsplejerådets bemærkning  om, at der ikke er noget una- turligt  i,  at  salæret  til  statens  advokat  i  samme  sag  kan  overstige  salæret  til  advokaten  for  den borger,  der  har  opnået  fri  proces.  Advokatrådet  er  ikke    enig  i,  at  det  er  naturligt,  at  borgerens advokat  skulle  kunne  levere  den  nødvendige  bistand  til  sagens  førelse  på  et  væsentligt  ringere økonomisk grundlag end statens advokat. Advokatrådet fremhæver i den forbindelse, at statens advokat har ubegrænset adgang til ekspertbistand fra hele embedsværket under sagen. Advokatrådet  finder det endvidere ejendommeligt, at salærfastsættelsen til den beskikkede advo- kat skal fastsættes langt under det almindelige, rimelige niveau på markedet, hvorimod hon oraret til f.eks. en revisor, der medvirker som synsmand under sagen, fastsættes til markedsprisen på en revisorydelse. Advokatrådet  anfører, at salæret til fri proces - advokaten – i modsætning til den omkostningsfast- sættelse, der ved sagens afslutning skal ske til fordeling af sagens udgifter mellem sagens parter –  udgør et arbejdshonorar, som ikke bør være påvirket af, om der er meddelt fri proces eller ej. Advokatrådet  fremhæver  i  den  forbindelse,  at  retsplejelovens  §  126,  stk.  2,  indeholder  en  b e- stemmelse,  som  sikrer,  at  advokaten  ikke  opkræver  større  salær,  end  hvad  der  kan  anses  for rimeligt, ligesom retsplejeloven indeholder et gennemprøvet og velfungerende klagesystem, som giver adgang til at indbringe advokatens salærfastsættelse for det uafhængige Advokatnævn. Advokatrådet har ikke oplysninger, der tyder på, at der ud fra et hensyn til sagernes behandling er  behov  for  at  indføre  egenbetaling  ved  fri  proces.  Det  væsentligste  argument  for  at  indføre egenbetaling  er  efter  Advokatrådets  opfattelse  således  formodentlig  fiskal.  Advokatrådet  finder

- 20 - det uheldigt, hvis kravet om egenbetaling kan afholde i øvrigt berettigede personer fra at søge en i øvrigt velfunderet sag gennemført ved domstolene. Det forekommer derfor ikke hensigtsmæs- sigt at stille krav om egenbetaling for fri proces, og i hvert fald bør der være mulighed for efter en konkret vurdering at fritage for egenbetaling, hvor det skønnes begrundet i den enkelte ansø- gers forhold. Advokatrådet  er  af  flere  medlemmer  blevet  gjort  opmærksom  på,  at  de  gældende  regler  om  fri proces  indeholder  et  ”hul”,  som  kan  medføre  uheldige  resultater.  I  de  tilfælde,  hvor  en  borger ikke har haft fri proces i første instans, men har vundet sagen, opstår et særegent problem, hvis modparten  anker  sagen.  Søger  og  får  indstævnte  herefter  fri  proces  til  ankesagen,  omfatter  fri proces-bevillingen  ikke  førsteinstanssagen,  hvilket  indebærer,  at  udgiften  hertil  må  afholdes  af den pågæld ende selv, uanset udfaldet af andeninstansens afgørelse. Efter Advokatrådets opfatte l- se  er  dette  ikke  rimeligt,  navnlig  ikke  i  tilfælde, hvor  indstævnte  får  medhold  også  ved  and  en- instansen. Forbrugerrådet   tilslutter  sig  Retsplejerådets  forslag  om  en  for højelse  af  indtægtsgrænsen  for samlevende  ved  ansøgning  om  fri  proces  og  erklærer  sig  enig  i  vigtigheden  af  et  afbalanceret helhedssyn i form af en højere grad af reel lighed i de muligheder, som personer med forskellige økonomiske forhold har for at føre retssag. Forbrugerrådet   tilslutter  sig  Retsplejerådet s  forslag  om  at  videreføre  reglen  om,  at  fri  proces  i særlige tilfælde kan bevilges, selv om de almindelige betingelser ikke er opfyldt, herunder navn- lig i sager af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse. Forbrugerrådet  tilslutter sig endvidere  forslaget  om  at  give  fri  proces,  selv  om  ansøgeren  har  en  ret  til  forsikringsdækning, hvis omkostningerne ikke kan holdes inden for forsikringens maksimum. Forbrugerrådet finder, at der bør ku nne  ydes fri  proces uanset indkomst i de tilfælde, hvor for- brugeren allerede har fået helt eller delvis  medhold ved Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat  ankenævn,  for  at  den  erhvervsdrivende  ikke  ved  at  nægte  at  opfylde  kan  gøre  klage-  og ankenævnssystemet illusorisk. Forbrugerrådet finder, at sådanne nævnsafgørelser, hvor forbrug  e- ren har fået medhold, desuden bør kunne tvangsful dbyrdes umiddelbart. Forbrugerrådet anfører, at der med de snævre betingelser, der skal til for at opnå fri proces, ikke er grund til at indføre en selvrisiko, da betingelserne i sig selv bør være tilstrækkelige til at gøre op med ikke seriøse sager. Forbrugerrådet anfører, at der  i hvert fald ikke bør være selvrisiko i forbrugerklagenævns- og ankenævnssager. Forbrugerråd et lægger vægt på , at en beskikket advokat ikke må modtage salær eller godtgørelse ud over det beløb, der er fastsat af retten. Den foreslåede undtagelse, hvorefter  dette ikke gælder,

- 21 - såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten om veder laget, og advokaten fra- falder krav på vederlag af statskassen , åbner efter Forbrugerrådets opfattelse op for misbrug, og Forbrugerrådet er derfor imod en sådan   undtagelse. Forbrugerrådet tilslutter sig de justering er af betingelserne for retshjælpsforsikring, som Retsple- jerådets flertal foreslå  r, herunder at der ikke er selvrisiko, når ansøgeren opfylder de øk onomiske betingelser for fri proces. Forbrugerrådet er ligeledes enig i, at det bør overvejes at forhøje fo r- sikringsmaksimum, således at udgifterne  i så godt som alle sager kan rummes inden for maks i- mum, også set  i lyset af Retsplejerådets forslag om sagsomkos tninger. Forbrugerrådet finder, at retshjælpsbetingelserne bør ændres , således  at også eventuelle omkos t- ninger ved behandling af sager ved ankenævn dækkes, f.eks. sagkyndige erklæringer mv. Forbrugerrådet finder det væsentligt, at vurderingen af, om en part har rimelig grund til at føre proces, vil falde ens ud, hvad enten parten har en retshjælpsforsikring, der dækker sagen, eller ej. Forsikring & Pension kan generelt tilslutte sig principperne i forslaget om at adskille fri proces og retshjælpsforsikring. Forsikring & Pension har således ikke indvendinger mod forslaget om at ophæve betingelsen om,  at sikrede, der opfylder  de økonomiske betingelser for fri proces, skal indgive fri proces-ansøgning. Forsikring & Pension er derimod modstander af den del af forslaget, hvor Retsplejerådets flertal forudsætter, at der ikke skal være nogen selvrisiko på retshjælpsforsikringen, når sikrede opfy  l- der de økonomiske betingelser for at få fri proces. Det forekommer efter F&P’s opfattelse uhe n- sigtsmæssigt, at selskaberne skal foretage den økonomiske bedømmelse alene med henblik på at vurdere, hvorvidt der skal betales selvrisiko eller ej. Der vil – til alle kunders fordel – kunne op- nås en administrativ lettelse, såfremt selskaberne helt kunne undgå at foretage denne vurdering og således  anvende den samme selvrisiko i alle sager. F&P bemærker, at det ligeledes må væ re i alle parters interesse, at selskaberne – hvor dette ikke er umiddelbart nødvendigt – generelt frita- ges  for  at  skulle  involvere  sig  i  sikredes  private,  økonomiske  oplysninger  om  indtægtsforhold mv. F&P fremhæver samtidig, at Retsplejerådet foreslår at indføre en egenbetaling på 1.000 kr. i forbindelse  med  fri  proces  med  en  adgang  for  det  offentlige  til  i  særlige  tilfælde  at  fritage  for denne. Parallelt hermed bør der efter F&P’s opfattelse på retshjælpsforsikringso mrådet  – af bl.a. præventive hensyn – gælde en (vis) egenbetaling i form af en generel selvrisiko (eventuelt med en tilsvarende adgang for det offentlige til i særlige tilfælde at dække denne selvrisiko). Forsikring & Pension kan ikke tilslutte sig Retsplejerådets mindretals forslag om en ophævelse af  bestemmelsen  i  forsikringsbetingelsernes  §  11,  stk.  5,  om  beregning  af  advokatsalæret.  For- slaget vil efter F&P’s opfattelse betyde en radikal ændring af den almindelige private retshjælps-

- 22 - forsikrings rolle i samfundet.  Ligesom domstolene har forsikringsselskaberne behov  for  et red- skab til beregning af advokatsalæret. I det omfang et sådant redskab ikke fandtes  – og man gik over  til  en  rent  aftalebaseret  ordning  –  måtte  selskaberne  på  anden  vis  træffe  foranstaltninger med  henblik  på  at  sikre,  at  omkostningerne  i  den  enkelte  sag  blev  holdt  på    et  rimeligt  niveau, herunder  sikre,  at  der  ikke  blev  rejst  krav  baseret  på  f.eks.  en  helt  urimelig  timetals -  og/eller timesatsberegning.  Den  rent  aftalebaserede  ordning  ville  med  andre  ord  efter  F&P’s  opfattelse forudsætte, at selskaberne fra sag til sag i langt højere grad måtte forholde sig til omkostning s- spørgsmålet dels i form af forudgående salæraftaler, dels ved løbende at skulle inddrages i pr  o- cessen med henblik på godkendelse af de enkelte sagsskridt. Ordningen ville endvidere forudsætte, at sikredes i dag frie valg af advokat måtte indskrænkes. I det omfang selskaberne i alle sager skulle forhandle med advokaten om størrelsen af dennes sa- lær mv. og i øvrigt løbende deltage i sagens behandling, ville dette naturligvis medføre væsent- ligt øgede administrationsomkostninger. Samtidig ligger det formentligt også klart, at i hvert fald advokaternes ønske om regelændringen hovedsagelig er begrundet i ønsket om generelt at kunne rejse større salærkrav mod retshjælpsforsikringen. Forslaget ville således give tvis medføre øgede udgifter til advokatsalærer. En forsikringsdækning på området ville med andre ord tage form af et helt andet produkt – og til en helt anden pris – end det, vi kender i dag. Produktet ville for- mentligt  næppe  kunne  indgå  som  ”automatisk”  b estanddel  af  de  almindelige  former  for  privat- forsikringer, og det ville bl.a. på grund af prisen formentligt være de færreste, som ville finde det attraktivt at tegne individuelle forsikringer på området. Forsikring & Pension er enig i Retsplejerådets fle rtals beslutning om ikke at anbefale ændringer af de eksisterende dækningsundtagelser i retshjælpsforsikringen med hensyn til det familieretlige område,  ansættelses -  samt  skatte-  og  afgiftssagerne.  F&P  fremhæver  i  den  forbindelse,  at  en eventuel udvidelse på de nævnte områder vil have vidtgående omkostningsmæssige konsekve   n- ser og så ledes i væsentligt omfang fordyre dækningen. Forsikring & Pension har med tilfredshed noteret sig, at man ikke med forslaget søger at ensrette rimelig grund-betingelsen under henholdsvis fri proces og retshjælpsforsikringen. Det er F&P’s opfattelse, at opretholdelse af en privat dækning – i form af retshjælpsdækning – forudsætter en vis partsautonomi for forsikringsselskaberne med hensyn til, hvorledes dækningen skal formule- res samt administreres, herunder bl.a. i relation til spørgsmålet om rimeligheden af at føre ret s- sag. Man må med andre ord acceptere, at rimelighedsbedømmelsen efter retshjælpsforsikri ngen i visse tilfælde vil være en anden end efter de foreslåede regler om fri  proces. Forsikrings & Pension stiller sig positiv over for forslaget om, at retshjælpsforsikringen også bør dække  en  eventuel  nødvendig  tvangsfuldbyrdelse.  F&P  bemærker  imidlertid,  at  forslaget  vil medføre  øgede  dækningsudgifter,  samt  at  det  eventuelt  vil  kunne  være  nødvendigt  at  fastsætte

- 23 - særlige betingelser for tvangsfuldbyrdelsesdækningen med henblik på at  undgå, at denne udny t- tes til at føre udsigtsløse sager. Det forudsættes samtidig, at selskaberne i de konkrete tilfælde må kunne vurdere – og lade forsikringsdækningen afhænge af – rimeligheden af at søge tvangsfuld- byrdelse gennemført. Forsikring & Pension har noteret sig Retsplejerådets flertal s anbefaling, hvorefter de enkelte for- sikringsselskaber  løbende  –  og  navnlig  efter  en  gennemførelse  af  Retsplejerådet  forslag  om sagsomkostninger  –  bør  overveje,  om  der  kan  være  grund  til  at  forhøje  forsikringsmaksimum med henblik på at  fastholde den nuværende fordeling, hvor udgifterne i så godt som alle sager kan rummes inden for forsikringsmaksimummet. F&P anfører i den forbindelse, at selskaberne – som følge af den frie konkurrence på dette område   – må antages løbende at tilpasse dækningen til kundernes behov. HTS  Interesseorganisation  finder,  at  der  bør  skabes  lettere  adgang  for  mindrebemidlede  er- hvervsdrivende  til  at  få  fri  proces .  HTS-I  fremhæver,  at  det  ofte  er  forbundet  med  meget  store omkostninger – selv efter en gennemførelse af de foreslåede omkostningslettelser  – at føre rets- sag i Danmark, hvilket kan afholde mindrebemidlede virksomheder fra at indlede processer, som de  ellers  kunne  have  ført.  Mindrebemidlede  virksomheder  kan  endvidere  føle  sig  tvunget  til  at indgå ofte ikke  gunstige forlig.  HTS-I  fremhæver endvidere, at virksomheder  generelt ikke har mulighed  for  at  tegne  retshjælpsforsikringer,  da  retshjælpsdækning  til  erhvervsvirksomheder indtil for ganske nyligt ikke har været udbudt som almindeligt forsikringsprodukt, og de få pr o- dukter, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt, har et begrænset dæ kningsområd e. HTS Interesseorganisation opfordrer på den baggrund  regeringen til på ny at overveje indførelse af  en  model,  hvorefter  visse  erhvervsdrivende  kan  få  bevilget  fri  proces  til  almindelige  forre t- ningsmæssige retssager. Eventuelt kunne man forestille sig, at den pågældende virksomhed blev forpligtet til at tilbagebetale en del af den bevilgede fri proces, såfremt virksomheden fik me d- hold i retssagen og derved opnåede et kontant provenu. HTS -I henleder i den sammenhæng op- mærksomheden  på,  at  man  i  Sverige  har  videre  adgang  til  fri  proces  i  erhv ervsmæssige  sager, netop  når  der  er  tale  om  hovedvirksomhed  af  mindre  omfang,  hvor  den  erhvervsdrivende  næ r- mest kan sidestilles med en lønmodtager. Håndværksrådet    finder, at der i større omfang i reglerne for fri proces bør skabes mulighed for, at erhvervsdrivende og tidligere erhvervsdrivende kan få fri proces. Mange mindre erhvervsdr i- vende i personligt drevne firmaer har en indtægt, der ligger under de grænser, som berettiger til fri proces, og som udgangspunkt bør der efter Håndværksrådet opfattelse   ikke være forskelsbe- handling  af  indtægter  opnået  som  lønmodtager  og  som  erhvervsdrivende.  Der  er   dog  ifølge Håndværksrådet   en forskel, fordi den erhvervsdrivende kan indregne risikoen og omkostningerne ved eventuelle retssager i sin økonomi og sine priser, ligesom den erhvervsdrivende har mulig-

- 24 - hed for at afløfte omkostningerne i virksomhedsregnskabet. Derfor bør en lempelse af reglerne for fri proces i forhold til mindre erhvervsdrivende ikke nødvendigvis ske i form af samme vilkår som for private forbrugere, men der bør efter Håndværksrådets opfattelse   ske en lempelse. Håndværksrådet gør   i den forbindelse opmærksom på, at Håndværksrådet behandler mange s   a- ger, hvor virksomheder gennem vildledning har købt annoncer eller internetregistreringer af sel- skaber, der har specialiseret sig i at kontakte nystartede virksomheder (”annoncehajer”). Det har vist sig, at mange af de nystartede virksomheder er bibeskæftigelse for private lønmodtagere, og bl.a.  i  sådanne  sager  b ør  det  efter  Håndværksrådets  opfattelse    i  større  omfang  end  hidtil  være muligt at kunne få fri proces . Håndværksrådet   anfører, at også i andre tilfælde, hvor en tidligere erhvervsdrivende har måttet lukke  sin  virksomhed  med  efterfølgende  store  økonomiske  problemer,  kunne  det  være  rimeligt og hensigtsmæssigt, at en sådan person kunne få fri proces til at føre retssager om forhold, som kunne være af væsentlig betydning for den pågældendes fremtid. Dansk Arbejdsgiverforening finder det generelt rimeligt, at der i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om fri proces foretages en vurdering af, om ansøgeren har rimelig udsigt til at få medhold i sagen. DA forstår forslaget om, at der fremover skal meddeles fri proces i bl.a. sager om opsigelse og ophævelse af ansættelsesforhold, medmindre andre hensyn klart taler herimod, således, at der fremover som  altovervejende hovedregel vil blive bevilget fri proces i afskedigel- sessager.  Sammenholdt  med  forslaget  om  en  væsentlig  forhøjelse  af  grænsen  for  fri  proces  for samlevende vil der efter DA’s opfattelse være risiko for, at der fremover vil blive indbragt bety- deligt flere sager om afskedigelse for domstolene, hvor arbejdsgiveren i sidste ende frifindes. Dansk  Arbejdsgiverforening  anfører  i  den  forbindelse,  at  det  vil  være  til  gene  for  den  enkelte arbejdsgiver at blive mødt med et ubegrundet søgsmål i forbindelse med afskedigelse af en me d- arbejder. Uanset om arbejdsgiveren bliver frifundet under sagen, vil en sådan sag ku nne påføre den pågældende arbejdsgiver betydelige udgifter, der ikke dækkes af eventuelle  tilkendte sags- omkostninger, ligesom en sådan sag kan medføre et betydeligt tidsforbrug.  I sager om afsk edi- gelse er der efter DA’s opfattelse ikke grundlag for en  yderligere lempelse af kravene i forbin- delse med vurderingen af ansøgerens udsigt til at få me dhold i sagen. Under alle omstændigheder bør der efter DA’s opfattelse i forbindelse med ansøgninger om fri proces i sager om ansættelses- forhold  lægges  vægt  på,  om  ansøgeren  er  medlem  af  en  faglig  organisation,  der  tilbyder  ret s- hjælp til sine medlemmer. Foreningen af Statsamtmænd og Foreningen af Statsamtsjurister kan ikke anbefale Retsple- jerådets forslag om ændringer i reglerne om kompetencen til at meddele fri proces. Det må efter foreningernes  opfattelse  tages  i  betragtning,  at  den  gældende  ordning,  hvorefter  statsamterne