Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dato: 17. juni 2005

Dokument nr. 244177
2. Kontor

Sagsbehandler
Marjun Egholm

 

 

Folketingets Retsudvalg

 

Med brev af 8. juni 2005 (Ad L 130 – spørgsmål 2) har udvalget bedt om min besvarelse af følgende spørgsmål:

”Ministerens kommentar udbedes til henvendelse af 7. juni 2005 fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske, jf. L 130 – bilag 3.”

Svar:

Landsforeningen for bøsser og lesbiske, Forbundet af 1948’s brev til Folketingets Retsudvalg forstår jeg således, at det er foreningens opfattelse, at den eneste hindring for, at den vejledende ordning for gudstjenestelig velsignelse af par, der har indgået registreret partnerskab, som syv af biskopperne har udsendt, kan anvendes som et egentligt vielsesritual, er den gældende lov om registreret partnerskab.

Jeg er ikke enig i denne argumentation.

En ændring af loven således, at der bliver mulighed for, at præster i folkekirken og i andre trossamfund kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab, kunne efter min opfattelse ses som en utidig politisk indblanding i trossamfundenes indre anliggender.

Hvis loven skal ændres på dette punkt, må det være en forudsætning, at der fra trossamfundene er udtrykt et markant ønske om at få åbnet en sådan mulighed.

Jeg kan konstatere, at den fremherskende opfattelse såvel i folkekirken som i andre trossamfund er, at ægteskab og partnerskab mellem to mennesker af samme køn er væsentligt forskellige forhold, og at det ikke er muligt at ligestille ægteskab og partnerskab i den kirkelige forståelse og praksis.

Muligvis vil denne opfattelse på et tidspunkt ændre sig. Efter regeringens opfattelse er dette ikke sket på nuværende tidspunkt. Hermed mangler der en afgørende forudsætning for ændre på den gældende lov.

 

 

Bertel Haarder

 

/ Carsten Dalsgaard Jørgensen