Jeg vil gerne takke ordførerne for den positive modtagelse, forslaget har fået.
Det er et forslag, som for det første sikrer, at de statslige bygherrer frivilligt kan bidrage til et innovationsorgan for byggeriet på lige fod med private bygherrer og også private virksomheder.
For det andet indfører vi så en bemyndigelse til at udstede regler for opførelse af statsligt byggeri, f.eks. i et offentlig-privat partnerskab, og også her kan man stille nogle tilsvarende krav, f.eks. til den kunstneriske udsmykning og til kvaliteten.
Nu er det jo et lovforslag, som vi har førstebehandlet en gang før, det er en direkte genfremsættelse af lovforslag nr. L 96, som vi behandlede den 2. december 2004. Jeg har så noteret mig, at der er sket lidt ændringer i ordførertalerne, men kan konstatere, at der er opbakning til forslaget.
Der blev spurgt direkte af Socialdemokraternes ordfører, hvor mange penge det kommer op på, hvilke mål vi når. Til det er der blot at sige, at det til enhver tid er finansloven, der afgør, hvor mange penge der skal bruges til støtte det ene, det andet og det tredje sted for at optimere det, man ønsker fra regeringens eller oppositionens side.
Jeg vil gerne komme med et par bemærkninger til offentlig-privat partnerskab, som er et produkt, der afprøves for at give skatteborgerne mest for deres penge. Offentlig-privat partnerskab har jo været anvendt i udlandet, og der er både gode og dårlige eksempler. Vi må konstatere, at der, i hvert fald når man taler engelsk skolebyggeri, faktisk har kunnet spares ret mange penge. Det vil altså sige, at nogle af skatteborgernes penge, som egentlig blev brugt på skolebyggeri, så kunne bruges andre steder i den offentlige sektor. Så jeg tror ikke, at man skal være så bange for den konkurrence.
Hr. Frank Aaen taler om, at offentlig-privat partnerskab meget vel kan risikere at være noget skidt, nemlig at de private går ud og scorer kassen. Jeg har det altså på den måde, at man i forbindelse med et offentlig-privat partnerskab, som nu f.eks. kan anvendes i forbindelse med byggeri af Rigsarkivet, kan sige, at der måske er nogle private entreprenører, der er gode til at drive en bygning, og så er det offentlige måske bedre til nogle andre kompetencer.
Jeg ved, at det er en helt anden diskussion end det, lovforslaget indeholder. Jeg vil blot sige, at vi i regeringen er klare på, at vi gerne vil have afprøvet de her offentlig-private partnerskaber både i staten og i kommunerne. Når man ser på en del af de erfaringer, der er indhøstet i udlandet, kan vi faktisk få nogle skattekroner tilovers på det her område; og det går ud på at bruge skatteborgernes penge bedst muligt.
Det her er jo netop et redskab: Hvis man anvender OPP, skal der være mulighed for at kunne støtte disse elementer, når der nu er de her muligheder for, at statslige bygherrer kan bidrage til dette innovationsprogram. Vi ønsker selvfølgelig, at det er de private, der skal betale ind, der skal være med til at udvikle det her byggeri, men vi mener faktisk også, at staten skal have mulighed for at gå ind de enkelte steder. Jeg kan ikke give nogen oplysning om, hvor mange penge eller hvilke mål det hele kommer op på. Det er den til enhver tid vedtagne finanslov, der afgør det.