Også for Det Radikale Venstre er det vigtigt at sikre det mangfoldige boligmarked, og andelsboliger er en vigtig del af det.
Det her lovforslag rummer flere elementer, men det handler sådan set om at forbedre købernes situation og give køberne mere fast grund under fødderne, kan man sige, når de skal erhverve andele i andelsboligforeninger. Her har der været tale om et hul i lovgivningen for de andelsboligforeninger, der er under stiftelse.
Det, der handler om at sikre køberne ordentlige og fyldestgørende oplysninger om økonomi, hæftelsesforhold og andre væsentlige ting, synes vi er en god idé. Det handler om, at den enkelte køber skal vide, hvilke økonomiske konsekvenser det har for ham eller hende, når man køber den her andel. Det andet handler om en fortrydelsesfrist, også det er rigtig fornuftigt, synes vi.
Så er der alt det med pengene under bordet. Vi er jo alle sammen enige om, at det har været et problem og en i virkeligheden utålelig retstilstand, at købere kunne blive udsat for at skulle betale penge under bordet for at kunne få en andelslejlighed. Så det er rigtig positivt, at man nu hæfter en straf til det, så det ikke bare er ulovligt, men faktisk også er strafbart. Det støtter vi fuldt ud.
I selve bemærkningerne står der, at i de tilfælde, hvor det bare sker - kan man sige - på grundlag af en fejlagtig beregning, kommer den enkelte sælger ikke til at hæfte for det. Derudover står der også, at hvis der er tale om uagtsomme overtrædelser, vil man også blive omfattet af straffen. Her ser jeg nok et behov for lige at få præciseret, hvad uagtsomme overtrædelser er, blot for at være helt sikker på, hvad det er for en retstilstand, vi har. Så er spørgsmålet - det kan jeg jo også se af den førstebehandling, der var før valget - om det her er nok til at få bugt med det her problem med penge under bordet. Jeg er først og fremmest tilbøjelig til at sige, at det må tiden vise. Vi må se, om det virker så præventivt med den her straf, som vi håber at det vil. Spørgsmålet er, om man skal indføre obligatoriske ventelister i andelsboligforeningerne, og jeg vil sige, at for Det Radikale Venstre er det ikke noget, vi sådan lige tager imod med åbne arme, for jeg synes, at der er flere hensyn, og at det er lidt af en balancegang. Det grundlæggende ved andelstanken er jo stadig, at andelsforeningerne får mulighed for selv at indrette sig, og det grundlæggende er også, at de selv får mulighed for at vælge, hvem de optager i andelsboligforeningen. På den anden side er det klart, at et åbent boligmarked er en værdifuld ting, og jeg synes, at det er noget, som vi på mange måder bør stræbe efter. I forhold til det almene boligmarked støtter vi jo varmt, at vi får åbne ventelister. Jeg synes, at vi skal gå ind i det her, diskutere det og se på, hvilke muligheder der er. Jeg støtter meget den socialdemokratiske ordfører, der siger, at vi kan se på hele spørgsmålet om ventelister og procedurer i forbindelse med salg, men jeg vil sige det sådan, at vi også er afventende. Det er ikke sådan hver dag, at vi lige giver køb på den frihed, man kan sige at andelsboligforeninger har.
I sidste ende kan man også spørge sig selv: Vil det virke, hvis vi får åbne ventelister for de sidste 5 pct., eller hvor mange det nu er? Det er jo ikke særlig mange. Så er spørgsmålet også, om det vil få bugt med det her problem med penge under bordet. Alt i alt vil jeg sige, at vi gerne vil kigge på det med ventelisterne, men vi ligger nok i den skeptiske ende. Men i forhold til lovforslaget er vi positive.