Skatteministeriet
J.nr. 2004-711-0040
Den
Til
Folketingets Skatteudvalg
L 112/L 113 - Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 1 -3 og nr. 5-18 af 18. marts
2005.
Kristian Jensen
/ Jesper Skovhus Poulsen
Side 2
Spørgsmål 1: Ministeren bedes redegøre for, hvordan forslaget tager højde for at sikre,
at socialt svage personer ikke kommer i alvorlige problemer i et statsligt
indkrævningssystem?
Svar: De sociale hensyn spiller en central rolle i bestræbelserne på at sikre bedre
retssikkerhed, større ensartethed og en mere effektiv inddrivelse og indgår i øvrigt også
i den aftale, regeringen har indgået med Dansk Folkeparti om en kommunalreform.
Ligeledes i overensstemmelse med kommunalreformaftalen foreslås det, at
opkrævningen fortsat er placeret hos de myndigheder, der har kravet, og at fordringer
først overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når beta lingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Der sker ikke
indblanding i de enkelte fordringshaveres tilrettelæggelse af selve opkrævningsarbejdet,
og kommunerne og andre fordringshavere har derfor fortsat mulighed for at tage
sociale og andre hensyn ved tilrettelæggelsen af det almindelige opkrævningsarbejde.
Det er først når opkrævningsmulighederne er udtømt, at fordringerne overgives til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Et af omdrejningspunkterne i omlægningen er, at inddrivelsesindsatsen i højere grad
skal rettes mod skyldnere med reel betalingsevne. Der lægges derfor op til, at der som
udgangspunkt ikke skal iværksættes inddrivelse, hvis det allerede på baggrund af
skyldnerens
indkomstforhold
må
konstateres,
at
beta lingsevnen
mangler.
Udgangspunktet er således, at det har formodningen i mod sig, at modtagere af
overførselsindkomster, eksempelvis kontanthjælp, har betalingsevne.
Kun i meget særlige tilfælde kan det betale sig at inddrive hos disse skyldnere. Det kan
f.eks. være hvis kontanthjælpsmodtageren bor hjemme og derfor har lave eller ingen
boligudgifter, eller hvor kontanthjælpsmodtageren på grund af fremført underskud har
fået udstedt frikort, således at der ikke skal betales løbende A -skat, herunder restskat.
I dag er udgangspunktet, at der ofte gennemføres en ressourcekrævende
betalingsevnevurdering også for denne gruppe skyldnere for herefter at konstatere, at
der ikke er betalingsevne. Der vil fremover fortsat blive taget hensyn til skyldnerens
situation, men udgangspunktet vil blive taget i skyldnerens nettoindkomst, og
betalingsevnevurderinger vil som hovedregel kun blive anvendt i situationer, hvor
skyldneren ikke kan acceptere et forslag til en betalingsordning eller lønindeholdelse
baseret på oplysni nger om skyldnerens indkomstforhold. Herved opnås, at inddrivelsen
kan ske på en betydeligt enklere måde end i dag samtidig med, at der sikres ensartethed
i de afgørelser, der træffes, hvilket ydermere vil styrke retssikkerheden på området.
Side 3
Disse ændrede principper for tilrettelæggelsen af inddrivelsesindsatsen er foreslået i et
særskilt lovforslag om harmonisering og forenkling af de materielle inddrivelsesregler,
herunder reglerne om lønindeholdelse, betalingsevnevurderinger og eftergivelse og
henstand, som er fremsat den 6. april 2005 som L 149. De ændrede regler foreslås at få
virkning fra 1. november 2005, dvs. samtidig med samlingen af inddrivelsesopgaven i
staten.
I nærværende lovforslag, hvor det hovedsagligt handler om den organisatoriske samling
af inddrivelsesopgaven i én ny statslig restanceinddrivelsesmyndighed under
Skatteministeriet og fastlæggelsen af arbejdsdelingen og kompetenceforholdene mellem
de kommunale og statslige fordringshavere og restanceinddrivelsesmyndigheden,
foreslås de ændre de principper gennemført på det sociale område vedrørende reglerne
for kommunernes opkrævning af tilbagebetalingspligtige ydelser.
Også på dette område er udgangspunktet i dag, at der i hvert enkelt tilfælde skal
gennemføres en betalingsevnevurdering, dvs. en vurdering af skyldnerens økonomi
med udgangspunkt i husstandens indtægter og udgifter, inden opkrævningen
iværksættes. Det gælder også eksempelvis kontanthjælpsmodtagere, selvom der som
nævnt normalt ikke vil være betalingsevne hos denne gruppe skyldnere.
Det foreslås således, at opkrævningsreglerne vedrørende tilbagebetalingspligtige sociale
ydelser forenkles, så tilbagebetalingskravet kan gennemføres efter skematiske regler,
der med udgangspunkt i nettoindkomsten opstiller grænser for, hvordan opkrævning
skal ske. Hvis nettoindkomsten ligger under kontanthjælpsniveauet efter skat, vil der
som udgangspunkt ikke blive iværksat opkrævning. Hvis nettoindkomsten derimod
overstiger indkomstgrænserne, udarbejder opkrævningsmyndigheden på baggrund af de
skematiske regler et forslag til en betalingsaftale. Hvis der ikke kan opnås enighed
mellem skyldneren og opkrævningsmyndigheden om tilbagebetaling, oversendes
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Forslaget indebærer ikke, at betalingsevnevurderinger generelt afskaffes, men blot at
betalingsevnevurderinger reserveres til inddrivelsesfasen og ydermere som hovedregel
til de tilfælde, hvor skyldneren indsender yderligere budgetoplysninger (budgetskema)
til restanceinddrivelsesmyndigheden, der kan begrunde en ændret vurdering af
betalingsevnen i forhold til de vejledende indkomstgrænser.
Også i forbindelse med fastlæggelsen af snitfladerne og opgavefordelingen mellem
fordringshaverne og den nye restanceinddrivelsesmyndighed er der i bærelovforslaget
(L 112) lagt vægt på, at både fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden
kan tage de nødvendige sociale hensyn i opkrævnings- og inddrivelsesarbejdet.
Side 4
Der er således givet plads til, at fordringshaverne, herunder kommunerne, i forbindelse
med opkrævningen under hensyn til skyldnerens økonomiske og sociale situation kan
indgå aftaler med skyldneren om korterevarende henstand med betalingen eller
afdragsvis betaling, hvis der f.eks. foreligger forbigående likviditetsproblemer.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilsvarende tillade afdragsvis betaling eller
henstand med betalingen.
Endvidere kan fordringshaverne, såfremt de bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold, under visse betingelser anmode restanceinddrivelsesmyndigheden
om at tilbagesende sagen med henblik på, at fordringshaveren kan tillade kortvarig
henstand med betalingen eventuelt efterfulgt af aftale om afdragsvis betaling.
Fordringshaverne har under alle omstændigheder pligt til at underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden om sådanne væsentlige ændringer i skyldnerens
forhold.
Såfremt en skyldner ønsker at få en samlet betalingsordning, der omfatter skyldnerens
samlede mellemværende med det offentlige, dvs. både kommunale og statslige krav
under opkrævning, hvor betalingsfristen endnu ikke er udløbet, og krav, der allerede er
overført til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er der mulighed for at
indgå en sådan betalingsordning med restanceinddrivelsesmyndigheden. I dag vil
sådanne ordninger kun kunne omf atte fordringer, der opkræves og inddrives af
kommunerne og altså ikke krav, der opkræves eller inddrives af staten.
Endelig vil jeg gerne understrege, at der på ingen måde er lagt op til, at der skal være
vandtætte skotter mellem de enkelte kommunale og statslige fordringshavere på den
ene side og den nye restanceinddrivelsesmyndighed på den anden side. Der lægges
tværtimod op til en løbende dialog mellem de involverede myndigheder, i det omfang
der er behov for det.
Spørgsmål 2: Hvor mange personaleressourcer forventer ministeren, der kan spares
ved at anvende det i lovforslaget foreslåede maskinelle inddrivelsessystem?
Svar: Proceduren med at anvende det maskinelle inddrivelsessystem anvendes allerede
i dag af Den Centrale Inddrivelsesenhed under ToldSkat. På de øvrige restanceområder
vil det først kunne anvendes, når der tages et nyt fælles restancesystem i brug i 1.
halvår 2007.
I rapporten om forenkling, systemmodernisering og enhedsorganisering af den
offentlige restanceinddrivelse fra marts 2004 er de administrative konsekvenser på den
Side 5
statslige del af en udvidet anvendelse af den maskinelle inddrivelse i relation til
lønindeholdelse og afdragsordninger skønnet til en besparelse på 13 mio. kr. ekskl.
støttefunktioner. Besparelsen er i analysen allerede medtaget fra 2005, da den ikke er
betinget af lovgivning.
I samme rapport er det skønnet, at der på de øvrige restanceområder kan opnås en
besparelse på 20 procent af det i rapporten opgjorte ressourceforbrug i forbindelse med
ibrugtagningen af det fælles restancesystem i 2007.
Det foreslåede maskinelle inddrivelsessystem skal således bidrage til opfyldelsen af de
forventede effektiviseringer som beskrevet i bærelovforslaget (L 112).
Spørgsmål 3: Hvorfor har ministeren ikke overvejet en model. Hvor
inddrivelsesopgaven deles, sådan at kommunerne står for inddrivelsen i forhold til
borgerne, mens staten får til opgave at inddrive virksomhedernes gæld?
Svar: Jeg har haft lejlighed til at overveje og forholde mig til den skitserede model
flere gange. Det er bl.a. sket over for Skatteudvalget i besvarelsen af en række alm. del
spørgsmål i løbet af efteråret/vinteren 2004 og i kommentarerne til de indkomne
høringssvar til lovforslagene, som er optrykt som bilag til bærelovforslaget. Endelig
kan jeg også henvise til en gennemgang af den skitserede model og sammenligning
med
den
statslige
model
i
regeringens
egen
rapport
om
forenkling,
systemmodernisering og enhedsorganisering af den offentlige restanceinddrivelse fra
marts 2004, jf. alm. del – bilag 472, samlingen 2003-2004.
Jeg skal derfor ikke gentage den samlede argumentation for regeringens model, men
blot fastslå, at det fortsat er min vurdering, at opretholdelsen af et delt ansvar mellem
kommunerne og staten for inddrivelsesopgaven ikke tilnærmelsesvis i samme omfang
som regeringens model vil kunne sikre målopfyldelsen på inddrivelsesområdet.
Udfordringerne, som entydigt er påpeget af bl.a. Rigsrevisionen og regeringens egen
undersøgelse, er, at den offentlige restanceinddrivelse i dag er for dyr og for uensartet –
navnlig fordi regelgrundlaget på området er kompliceret, systemunderstøttelsen er for
dårlig, og der er for mange myndigheder involveret.
Spørgsmål 5: Hvor mange borgere forventer ministeren, der møder op i
Landsskatteretten for at forsvare deres personlige klage? Forventer ministeren, det
foregår pr. brev, eller forventer man, de møder op personligt i København, uanset hvor
de kommer fra i Danmark?
Side 6
Svar: Klagesagerne på inddrivelsesområdet vil blive behandlet som såkaldte
”kontorsager” i Landsskatteretten, dvs. uden deltagelse af læge retsmedlemmer,
svarende til at sager om inddrivelse i det administrative klagesystem også i dag i
overvejende grad behandles af embedsmænd uden lægmandsmedvirken.
Det betyder, at der på inddrivelses området ikke vil være mulighed for at begære
retsmøde. Skyldneren har derimod krav på et møde med sagsbehandleren, ganske som
det er tilfældet med Landsskatterettens nuværende sager. Disse møder kan foregå enten
ved personligt fremmøde i Landsskatteretten, ved et møde med Landskatterettens
medarbejder i et skattecenter i nærheden af klagerens bopæl eller telefonisk.
Skatteministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der gør det muligt at skønne over,
i hvilket omfang klagerne ønsker personligt fremmøde hos Landsskatteretten som led i
klagebehandlingen på inddrivelsesområdet. Det er ikke indtrykket, at personligt
fremmøde har været benyttet i særligt omfang som led i den hidtidige klagebehandling,
hvor en stor del af de administrative klagesager på områd et bliver behandlet af de
centrale myndigheder Told og Skattestyrelsen og Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Det er imidlertid Landsskatterettens erfaring, at dialogen og den direkte kontakt med
klageren eller dennes rådgiver giver et bedre beslutningsgr undlag for Landsskatteretten
og en større forståelse for den afgørelse, som træffes. Det er samtidig
Landsskatterettens indtryk, at mange klagere sætter pris på muligheden for telefonisk
kontakt.
Erfaringen vedrørende de nuværende sagsområder i Landsskatt eretten er, at kontakten i
hovedparten af de ca. 80 pct. af sagerne, hvor klageren eller dennes repræsentant
drøfter sagen med den ansvarlige sagsbehandler, foregår pr. telefon. Landsskatterettens
vurdering støttes af den seneste brugertilfredshedsundersøgelse i 2003, hvorefter 93
pct. af brugerne tilkendegav, at de var tilfredse eller meget tilfredse med kontakten
med Landsskatteretten som led i klagebehandlingen, og at tilsvarende 93 pct.
tilkendegav at de var tilfredse eller meget tilfredse med Landsskatterettens besvarelse af
deres telefoniske henvendelser.
Den relativt høje kontaktprocent kan dog ikke uden videre overføres på
inddrivelsesområdet, idet klagesagerne på dette område kun sjældent vil afspejle
skattesagernes kompleksitet.
Spørgsmål 6: Ministeren anmodes om at yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der
laver en delt inkasso af kommunale fordringer, således at aftaler om afvikling af
restancer ved midlertidig illikviditet kan indgås med den myndighed, der har
Side 7
tilgodehavendet, mens en central kommunal inddrivelsesmyndighed forestår
tvangsinddrivelsen.
Svar: Forslaget indebærer så vidt jeg kan vurdere en opretholdelse af status quo på
inddrivelsesområdet. Opkrævningen og inddrivelsen af kommunale fordringer skal
ifølge forslaget forblive i kommunerne.
Det er i dag op til kommunerne selv at tilrettelægge de organisatoriske rammer for
opkrævnings- og inddrivelsesarbejdet. Hovedparten af kommunerne har samlet
opgaverne organisatorisk, herunder i fælleskommunale samarbejder om opkrævning og
inddrivelse, som er etableret med hjemmel i lov om kommunalt samarbejde om
opkrævning og inddrivelse. For så vidt opkrævningsopgaven også omfatter beregning
og opgørelse af krav, herunder spørgsmål om deres berettigelse, vil det typisk være den
enkelte kommunale forvaltning, der administrerer det område, fordringen vedrører, som
har ansvaret for behandlingen af denne del af opkrævningsforløbet.
Forslaget kræver således alene, at nærværende lovforslag tilbagetrækkes. Det har
regeringen selvsagt ingen planer om.
Spørgsmål 7: Kan ministeren bekræfte, at man med forslaget fremover ikke kan
foretage lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere?
Svar: Det er, som jeg har redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 1, et centralt element
i hele omlægningen af inddrivelsesområdet, at ressourcerne skal anvendes dér, hvor der
formodes at være betalingsevne. Udgangspunktet er derfor, at nettoindkomster på eller
under niveau med kontanthjælp som hovedregel skal friholdes for lønindeholdelse i
overensstemmelse med intentionerne i den nuværende praksis. Dermed vil bl.a.
modtagere af kontanthjælp, førtidspension og folkepension som hovedregel skulle
fritages for lønindeholdelse, men det er ikke hensigten helt at afskære muligheden
herfor, hvis der forekommer særlige forhold, som giver en højere nettoindtægt.
Det
kan
som
nævnt
i
min
besvarelse
af
spørgsmål 1 f.eks. fordi
kontanthjælpsmodtageren bor hjemme og derfor har lave eller ingen boligudgifter, eller
fordi kontanthjælpsmodtageren på grund af fremført underskud har fået udstedt frikort,
således at der ikke skal betales løbende A -skat, herunder restskat.
Jeg kan i øvrigt henvise til L 149 forslag til lov om ændring af forskellige love
(Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det
offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler), som er fremsat den
6.april 2005. I dette forslag foreslås det bl.a., at skatteministeren kan fastsætte nærmere
Side 8
regler for betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, med udgangspunk t i
justitsministerens lovforslag L 10 om ændring af konkursloven og konkursskatteloven
(Revision af reglerne for gældssanering) og mulighed for, at skatteministeren kan
fastsætte nærmere retningslinier for den automatiserede praksis vedr. lønindeholdelse,
som den er udviklet i Den Centrale Inddrivelsesenhed under ToldSkat.
Spørgsmål 8: Betyder reglerne om klagefrist på tre måneder fra der er truffet afgørelse,
at man ikke kan klage over en løbende lønindeholdelse mere end tre måneder efter, at
lønindeholdelsen er iværksat, eller betragtes hver måneds lønindeholdelse som en ny
afgørelse, således at borgeren kan klage, når han f.eks. efter et års lønindeholdelse
søger rådgivning og bliver klar over, at han har grund til at klage?
Svar: En afgørelse om lønindeholdelse vil efterfølgende kunne ændres dels på
grundlag af en klage dels ved genoptagelse af afgørelsen på grundlag af nye
oplysninger af betydning for den trufne afgørelse.
Hvis borgeren fremlægger nye oplysninger for myndighederne, der ikke tidligere har
været inddraget i sagen, og kan oplysningerne begrunde en ændring af afgørelsen, vil
den myndighed, der har truffet afgørelsen, kunne genoptage sagen og herved inddrage
de tilvejebragte oplysninger.
Skyldneren har endvidere krav på en revurderi ng af en iværksat lønindeholdelse, hvis
der er sket væsentlige ændringer i dennes eller husstandens økonomiske forhold, da en
lønindeholdelse altid skal foretages med respekt af kildeskattelovens regler om
betalingsevne.
Foreligger der derimod ikke nye oplysninger i sagen, er det de almindelige klageregler,
der finder anvendelse. Som udgangspunkt vil en klage til Landsskatteretten over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skulle indgives senest 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, hvormed lønindeholdelsen er iværksat, jf. bæreforslagets
§ 4, stk. 1.
3-måneders fristen, der også gælder i dag for eksempelvis klage over de kommunale
myndigheders afgørelser om lønindeholdelse, og i øvrigt gælder generelt for klage til
Landsskatteretten, skal sikre, at tvivl omkring en afgørelses rigtighed afklares inden for
rimelig tid efter, at afgørelsen er truffet.
Det kan dog ikke udelukkes, at det i helt særlige tilfælde vil være urimeligt at afvise en
klage, fordi klagefristen er overskredet. Dette kunne f.eks. tænkes at være tilfældet,
hvis klager pga. hospitalsindlæggelse eller lignende har været ude af stand til at
Side 9
fremsende klagen. Der vil derfor tilsvarende reglerne vedrørende klage til
Landsskatteretten på skatteområdet i henhold til den foreslåede bemyndigelse i
bæreforslagets § 4, stk. 2, blive fastsat regler, hvorefter der kan ses bort fra en
fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Spørgsmål 9: Når man vælger at opretholde fogedretterne for udlæg, hvorfor er det så
ikke mere effektivt også at lade klager over lønindeholdelse gå til fogedretterne frem
for til Landsskatteretten?
Svar:
Med
lovforslagene
lægges
der
op
til,
at
klage
over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, herunder pålæg om lønindeholdelse og
iværksættelse af modregning, som hovedregel skal påklages til Landsskatteretten. Dette
udgangspunkt modificeres imidlertid i forhold til indsigelser mod udlæg foretaget af
restanceinddrivelsesmyndighedens fogder, der som hidtil skal behandles af fogedretten.
Vedrørende inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger m.v., der
adskiller sig fra de øvrige fordringer ved, at der enten er tale om en strafferetlig
sanktion som konsekvens af en uacceptabel adfærd eller et krav, der udspringer af et
strafbart forhold, gør der sig endvidere særlige retshåndhævelseshensyn gældende. Bl.a.
eftergives sådanne krav kun under helt særlige omstændigheder. Klage over afgørelser
truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende disse krav skal derfor som hidtil
påkl ages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Klager over afgørelser om lønindeholdelse og modregning behandles allerede i dag i
langt de fleste tilfælde administrativt, hvorimod udlæg skal indbringes for fogedretten.
Den helt overordnede struktur i relation til klage over inddrivelsesmyndighedens
afgørelser, herunder om klager skal behandles administrativt eller ved fogedretterne,
ændres altså som udgangspunkt ikke med de fremsatte forslag.
Samtidig er det et helt naturligt led i samlingen af den offentlige restanceinddrivelse
under Skatteministeriet, at Landsskatteretten bliver den primære klageinstans. Herved
opnås et enkelt og overskueligt klagesystem, der sikrer mere ensartede afgørelser i
forhold til den samlede restanceinddrivelse. Alle elementer, der vil være med til at sikre
og styrke retssikkerheden på området.
Da spørgsmål vedrørende lønindeholdelse og modregning ikke – i modsætning til
udlæg – er et judicielt inddrivelsesskridt, giver det endvidere efter min opfattelse ikke
anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, at den administrative
klagebehandling opretholdes i disse tilfælde.
Side 10
Visse steder i lovgivningen, bl.a. i relation til kontrolafgifter, er det imidlertid fastsat, at
skyldneren kan begære indsigelser mod pålæg om lønind eholdelse eller en beslutning
om iværksættelse af modregning prøvet af fogedretten. Adgangen til i disse tilfælde at
indbringe indsigelser for fogedretten foreslås opretholdt, hvorefter der fortsat består en
særlig let adgang til domstolsprøvelse af bl.a. berettigelsen af den pålagte afgift.
Underholdsbidragsloven, almenboligloven og boligbyggeriloven indeholder tilsvarende
regler om, at indsigelser i relation til lønindeholdelse eller modregning kan indbringes
for fogedretten. Da der imidlertid for disse kravs vedkommende ikke er tale om en
kontrolafgift, lægges der med forslaget op til, at fogedretterne ikke fremover skal tage
stilling til indsigelser i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser
vedrørende
disse
krav.
Klage
vil
således
fremo ver
på
linie
med
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser i øvrigt skulle ske til Landsskatteretten,
jf. bærelovforslagets § 4.
Spørgsmål 10: Hvad er begrundelsen for, at klageadgangen bliver til Landsskatteretten
i stedet for til fogedretterne som foreslået af Foreningen af pantefogeder?
Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 9.
Spørgsmål 11: Hvor mange klagesager forventer man at få til henholdsvis
Landsskatteretten, landsretterne og Højesteret?
Svar: Forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer indebærer en
forøgelse af Landsskatterettens sagsportefølje. Det vurderes, at der bliver tale om en
forøgelse på mindre end 1.000 sager. Skønnet er forbundet med en vis usikkerhed.
For så vidt angår sagsantallet ved landsrettern e og Højesteret, vil dette ikke
nævneværdigt blive påvirket af, at den administrative klagebehandling på
inddrivelsesområdet samles i Landsskatteretten. Afgørelser truffet af de hidtidige
administrative klageinstanser har således som hovedregel kunnet påkl ages til
landsretterne.
Spørgsmål 12: Hvor mange ekstra ressourcer forventer man at tilføre
Landsskatteretten, landsretterne og Højesteret til behandling af klagesager?
Svar: Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvor mange ressourcer der vil blive tilført
Landsskatteretten i forbindelse med lovforslaget. Det forventes at blive afklaret i
forbindelse med udarbejdelse af finanslovsforslaget for 2006.
Side 11
For så vidt angår ressourcer til landsretterne og Højesteret henvises til svaret på
spørgsmål 11.
Spørgsmål 13: Er det ministerens opfattelse at borgerne vil opleve lovforslagets
centralisering af klageadgangen til Landsskatteretten som en serviceforbedring og en
forbedring af deres retssikkerhed?
Svar: Ja, det er min klare overbevisning, at borgerne med lovforslagene vil opleve både
serviceforbedringer og øget retssikkerhed på inddrivelsesområdet, herunder også som
følge af den foreslåede klagestruktur.
Som jeg har redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 9, lægges der med lovforslagene
op til, at Landsskatteretten, som et naturligt led i samlingen af den offentlige
restanceinddrivelse under Skatteministeriet, bliver den primære klageinstans i forhold
til restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.
Herved opnås et enkelt og overskueligt klagesystem, de r samtidig sikrer mere ensartede
afgørelser i forhold til den samlede restanceinddrivelse. Alle elementer, der vil være
med til at sikre og styrke retssikkerheden på området.
Det skal samtidig påpeges, at klagesystemet vil blive opbygget således, at klage n skal
indsendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, der kan ændre afgørelsen, hvis klagen
giver myndigheden grundlag herfor. Skyldneren kan altså rette henvendelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende klagen i et af de 30 skattecentre. Alene i
tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden ikke finder grundlag for at ændre
afgørelsen, oversendes sagen til Landsskatteretten.
Spørgsmål 14: Hvilke form- og indholdskrav vil man fremover stille til klager
vedrørende gældsforhold fra borgerne?
Svar: I forhold til klageren stilles det alene som en betingelse, at klage over
restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelse
skal
indgives
skriftligt
til
restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Det følger af bærelovforslagets § 4, stk.
1.
Skriftlighedskravet, der i øvrigt allerede gælder i dag vedrørende klage til
Landsskatteretten på skatteområdet, er begrundet i, at der herved sikres klarhed om
klagens omfang og indhold. Der stilles herudover ikke egentlige formkrav til klagen.
Side 12
For skyldnere, der som følge af sociale problemer, sprogvanskeligheder eller andet kan
have vanskeligt ved at varetage deres interesser, indebærer myndighedernes
almindelige vejledningspligt en særlig forpligtelse til at yde vejledning og bistand,
herunder i relation til indgivelse af klage over myndighedernes afgørelser vedr. gælde
til det offentlige.
Spørgsmål 15: Hvorledes kommer den konkrete overflytning af ressourcer fra
ToldSkat til Landsskatteretten til at foregå?
Svar:
I
bærelovforslagets
§
4
foreslås,
at
alle
klager
over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for Landsskatteretten,
med mindre andet er bestemt i lovgivningen. Indsigelser mod udlæg foretaget af
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder skal som hidtil behandles af
fogedretten.
Da behandlingen af klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser er en ny
opgave for Landsskatteretten, skal denne tilføres ressourcer svarende til opgavens
omfang.
Det er endnu ikke besluttet, hvorledes den konkrete overflytning af ressourcer skal
finde sted. Udgangspunktet er imidlertid, at medarbejdere, der helt eller overvejende er
beskæftiget med opgaven, flytter med denne. I det omfang, der ikke herved er
tilvejebragt tilstrækkeligt med ressourcer – for eksempel fordi opgaven er spredt på
mange medarbejdere – arbejdes der med en model, hvorefter det vil være muligt for
samtlige medarbejdere, der skal overgå til den fusionerede organisation, at byde ind på
de stillinger i Landsskatteretten, der vil komme som følge af opgaveoverflytningen i
forbindelse med bærelovforslaget.
Spørgsmål 16: Skal restanceinddrivelsesmyndigheden sikre sig, at det juridiske
grundlag for fordringen er korrekt, før den skrider til inddrivelse, ligesom f.eks.
fogedretterne skal sikre sig, at der er et juridisk gyldigt fundament i form af f.eks. et
underskrevet gældsbrev, før de tager en sag? Hvis der f.eks. er tale om tilbagebetaling
af kontanthjælp, skal der så være en underskrevet erklæring fra borgeren om, at man
erkender, at pengene skal tilbagebetales?
Svar: Det er efter gældende lovgivning i tilbagebetalingssager – ligesom i andre sager
på det sociale område – kommunalbestyrelsernes ansvar, at kommunerne udfører deres
virksomhed, så lovgivni ngens regler er overholdt, herunder reglerne i
retssikkerhedsloven, forvaltningslov, offentlighedslov m.v.
Side 13
Det følger af retssikkerhedslovens § 4, at kommunen skal tilrettelægge
sagsbehandlingen, så borgerne får mulighed for at medvirke ved sagsbehandling en.
Dette – sammenholdt med de almindelige forvaltningsretlige principper – indebærer, at
kommunen i forbindelse med en afgørelse om tilbagebetaling, fastsættelse af en
tilbagebetalingsordning samt en evt. senere inddrivelse skal sikre sig, at borgeren er
bekendt med og har haft lejlighed til at udtale sig om de omstændigheder, der har ført
til afgørelsen, de retsregler afgørelsen er truffet efter, klagemuligheder m.m.
Det er kommunen, der træffer afgørelse om, at f.eks. kontanthjælp udbetales med
tilbagebetalingspligt, eller at udbetalt hjælp skal tilbagebetales på grund af f.eks.
manglende opfyldelse af oplysningspligten. Kommunen kan endvidere ensidigt
fastlægge en afdragsordning, hvis lovgivningens regler herom er overholdt, jf. f.eks.
aktivlovens nuværende § 95, hvorefter kommunen skal fastlægge en betalingsordning
under hensyn til, hvad den pågældende kan betale uden at komme til at mangle det
nødvendige til sit eget eller familiens underhold. Der kan som almindelig hovedregel
ikke stilles krav om, at der skal foreligge en erklæring fra skyldner om, at den
pågældende
er
enig
i
tilbagebetalingskravet
eller
i
en
evt.
fastsat
tilbagebetalingsordning.
Det vil også i den foreslåede ordning være kommunernes ansvar at sikre, at grundlaget
for et tilbagebetalingskrav og for fastsættelsen af en tilbagebetalingsordning er i
overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder at sagsbehandlingsregler og –
praksis er overholdt, og inddrivelsesmyndigheden må, når kravet overdrages til
inddrivelse kunne gå ud fra, at dette er tilfældet. Dette princip gælder selvsagt for alle
fordringshavere
og
fordringer,
som
efter
forslaget
skal
inddrives
af
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det bemærkes, at kommunen ifølge bærelovforslagets § 2, stk. 4, i forbindelse med
oversendelsen af kravet til inddrivelse skriftligt skal orientere skyldneren om
oversendelsen. Hvis skyldneren i den forbindelse bestrider kravets eksistens eller på
anden måde gør indsigelser mod kravet eller grundlaget for en fastsat
tilbagebetalingsordning, bør inddrivelsesmyndigheden selvfølgelig undersøge, om der
er belæg for indsigelserne, herunder om sagen bør sendes tilbage til kommunen med
henblik på behandling af indsigelser om fordringen, jf. bærelovforslagets § 2, stk. 2.
Spørgsmål 17: Hvad er baggrunden for, at man ikke skal kunne få
omkostningsgodtgørelse ved klagesager om inddrivelse?
Svar: Klagesager på inddrivelsesområdet, der omfatter stillingtagen til rigtigheden i
foretagne betalingsevnevurderinger, modregning, eftergivelse og henstand mv., har
Side 14
ikke den komplikationsgrad, som gælder i de fleste sager efter skattelovgivningen, og
der er derfor intet grundlag for at ”professionalisere” disse sagstyper gennem
inddragelse af sagkyndig bistand.
Spørgsmål 18: Vil ministeren afskaffe gældsfængsel, således at man ikke længere har
mulighed for afsoning af børnebidragsrestancer?
Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for familie - og forbrugerministeren, hvorunder de
pågældende regler sorterer. Familie - og forbrugerministeren er indstillet på som led i
harmoniseringen af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige at ophæve
reglerne, hvilket jeg kan tilslutte mig. Forslag herom indgår derfor i forslag til lov om
ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for
inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale
lønsedler) - lovforslag nr. L 149 fremsat den 6.april 2005.