Skatteministeriet
J.nr. 2004-711-0040
Den
Til
Folketingets Skatteudvalg
L 112 - Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 19 -25 af 5. april 2005.
Kristian Jensen
/Jesper Skovhus Poulsen
3
Spørgsmål 19: Vil ministeren oplyse, hvor en flygtning eller indvandrer, der har en
skatterestance og som ikke kan det danske sprog, skal henvende sig?
Svar: Flygtninge og indvandrere, også de der måtte have sprogvanskeligheder, skal
naturligvis henvende sig til restanceinddrivelsesmyndigheden i skattecenteret præcis
som enhver anden skyldner.
Som jeg tidligere har været inde på i forbindelse med besvarelsen af udvalgets
spørgsmål 14 – L 112/113, indebærer myndighedernes almindelige vejledningspligt
en særlig forpligtelse til at yde vejledning og bistand til skyldnere, der som følge af
f.eks. sprogvanskeligheder kan have vanskeligt ved at varetage deres interesser.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil så ledes efter omstændighederne have pligt til
i fornødent omfang at sørge for tolkebistand.
Dette er imidlertid ikke en ny problemstilling. Forståelsesproblemer af denne
karakter adskiller sig ikke fra de situationer, der allerede i dag kan opstå i forhold til
inddrivelsesmyndighedernes nuværende opgavevaretagelse eller for den sags skyld i
forhold til forvaltningens myndighedsudøvelse i almindelighed. Det skal i den
forbindelse erindres, at en ikke uvæsentlig del af opkrævningen og inddrivelsen i
dag varetages af centrale og regionale myndigheder i staten og fælleskommunale
samarbejder.
Jeg mener i øvrigt ikke, at sprogvanskeligheder i sig selv nødvendigvis tilsiger, at
kontakten til myndighederne ikke kan ske som i enhver anden sag, men jeg vil gerne
understrege, at det er en generel målsætning, at tilrettelæggelsen og organiseringen
af restanceinddrivelsen også tager hensyn til skyldnere med særlige behov. Det
overvejes bl.a., om der er mulighed for at servicere borgerne på nye og andre måder,
herunder om restanceinddrivelsesmyndigheden i særlige situationer kan komme ud
til borgerne, i stedet for at borgerne skal komme til myndighederne.
Spørgsmål 20: Hvordan forestiller ministeren sig, at en borger, der ikke kan forstå
det danske sprog, skal kunne komme i kontakt med inddrivelsesmyndigheden, der
ofte ligger meget langt væk?
Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 19.
Spørgsmål 21: Hvordan forestiller ministeren sig, at forvaltningslovens
bestemmelser om tolkebistand skal kunne overholdes, hvis en borger ikke kan
forstå, hvorfor der skal betales på en skatterestance?
4
Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 19.
Spørgsmål 22: Hvordan forestiller ministeren sig, at ældre mennesker, svagelige og
dem der føler afmagt for systemerne og som har skatterestancer skal kunne komme i
personlig kontakt med den statslige opkrævnings-/inddrivelsesmyndighed ud over
pr. telefon?
Svar: Med den indledende bemærkning, at jeg modsætter mig enhver generalisering
af ældre mennesker som svage, fremgår det a f min besvarelse af spørgsmål 1 og 7,
at det er et centralt element i omlægningen af inddrivelsesområdet at ressourcerne
skal anvendes der hvor der vurderes at være betalingsevne. Den i spørgsmålet
nævnte gruppe af mennesker mener jeg som hovedregel ikke falder i denne kategori,
og de vil derfor ikke som udgangspunkt blive udsat for inddrivelsesskridt.
Herudover har den fremtidige organisering af inddrivelsesopgaven og det fremtidige
forenklede regelgrundlag har til hensigt at etablere et system, der grundlæggende
ændrer procedurerne omkring en inddrivelsessag – herunder minimerer behovet for
personlige fremmøder. Når et betydeligt antal borgere i dag er nødsaget til at være i
personlig kontakt ved fremmøde med opkrævnings- og inddrivelsesmyndighederne
for at få afklaret og afviklet deres gæld til det offentlige, hænger det efter min
opfattelse sammen med, at regelgrundlaget og praksis på inddrivelsesområdet er
kompliceret og uensartet, og at der er indlagt vide muligheder for skøn. Dette er på
ingen måde be fordrende for gennemsigtigheden og dermed for borgernes forståelse
af afgørelser på inddrivelsesområdet.
Det er ikke mindst derfor regeringen lægger afgørende vægt på, at samlingen af
inddrivelsesopgaven i staten skal følges op af forenklinger og harmonisering af de
bagvedliggende regelsæt, så vi kan nedbringe behovet for, at skyldnere – i visse
tilfælde alene af forståelsesmæssige grunde – er i personlig kontakt, herunder ved
personligt fremmøde, med inddrivelsesmyndigheden, der er dyr og tidskrævende for
alle parter.
Når det er sagt, er det klart, at behovet for kontakt mellem borgere og virksomheder
og myndigheder i opkrævnings- og inddrivelsessager fortsat vil bestå. Og samlingen
af inddrivelsen i staten afskærer på ingen måde en sådan kontakt. Det er imidlertid
hensigten, at kontakter i inddrivelsessager i langt højere grad kan foregå telefonisk,
pr. brev eller mail, men såfremt behovet opstår, vil kontakten fortsat kunne ske ved
personligt fremmøde. I den forbindelse overvejes det i Skatteministeriet, om
myndighederne som led i bestræbelserne på at bedre servicen for borgere og
5
virksomheder i særlige situationer kan komme ud til borgere, der har problemer, i
stedet for at borgerne altid skal komme til skatte- og inddrivelsesmyndighederne.
Det kunne f.eks. være i situationer som beskrevet i spørgsmålet.
En ikke uvæsentlig del af opkrævningen og inddrivelsen varetages allerede i dag af
centrale og regionale myndigheder i staten og fælleskommunale samarbejder om
opkrævning og inddrivelse, hvor spørgsmåle t om personlig kontakt med
myndighederne mig bekendt ikke har givet anledning til problemer. Endelig skal
man huske på, at der med kommunalreformen lægges op til en betydelig reduktion i
antallet af kommuner, hvilket også i en kommunal inddrivelsesmodel vi lle betyde
en forandring i forhold til situationen i dag.
Spørgsmål 23: Vil ministeren oplyse, hvem der skal betale for tabt
arbejdsfortjeneste og dyr transport til skatte-/inddrivelsescentrene?
Svar: Som jeg er inde på i besvarelsen af spørgsmål 22 best ræber vi os på, at
borgerbetjeningen på skatte - og inddrivelsesområdet fremover skal foregå via andre
kanaler end dem, vi kender i dag. Efter fusionen af de statslige og kommunale
skattemyndigheder og samlingen af inddrivelsesopgaven i staten vil en borger f.eks.
kunne rette henvendelse til et hvilket som helst skattecenter i landet, og altså ikke
kun det, der ligger nærmest den pågældendes bopæl. Der vil endvidere ske en
udbygning af Tast Selv løsninger, som hidtil ikke har været så udbredt på
inddrivelsesområdet,
ligesom
der
vil
blive
etableret
landsdækkende
servicetelefoner.
Jeg henviser endvidere til besvarelsen af spørgsmål 22.
Spørgsmål 24: Hvordan forestiller ministeren sig, at små selvstændigt
erhvervsdrivende skal kunne komme i personlig kontakt med skatte-
/inddrivelsescentrene uden at miste mange arbejdstimer, hvis de har noget de gerne
vil forelægge personligt for myndigheden?
Svar: Selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhedsrelaterede restancer inddrives i
dag af de regionale told- og skattemyndigheder. Selvstændigt erhvervsdrivendes
personlige skatterestancer inddrives af kommunerne, og i det omfang den
erhvervsdrivende måtte være i restance med andre offentlige krav, vil den
pågældende
skulle
være
i
kontakt
med
yderligere
offentlige
inddrivelsesmyndigheder. I forbindelse med den statslige inddrivelse overfor ca.
69.000 personligt drevne virksomheder er der et sammenfald med andre
inddrivelsesmyndigheder i ca. 52.000 tilfælde.
6
Sammenlægningen af inddrivelsesopgaven hos én myndighed vil for de be rørte
borgere begrænse kontakten ved, at borgeren kan få afklaret sine forhold ét sted –
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, der vil være repræsenteret i hvert enkelt af
de 30 skattecentre.
Jeg henviser i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 22 med den ti lføjelse, at den i
spørgsmålet omhandlede personlige forelæggelse for skatte -/inddrivelsescentrene jo
ikke nødvendigvis behøver at ske ved fysisk personligt fremmøde.
Spørgsmål 25: Er det korrekt opfattet, at det i mange tilfælde bliver billigere for en
borger (undgår tabt arbejdsfortjeneste og tabte timer) ikke at give møde ved den
statslige inddrivelsesmyndighed, da det bliver billigere at lade den statslige
inddrivelsesmyndighed komme ud til borgeren ved udkørende fogedforretning?
Svar: Nej, det er ikke korrekt opfattet. Omkostningerne ved at udvise passivitet i en
inddrivelsessag kan meget hurtigt løbe op i form af påløbne morarenter,
rykkergebyrer, gebyr i forbindelse med tilsigelse til udlægsforretning og gebyr i
forbindelse med en udgående fogedforr etning. Jeg må derfor kraftigt fraråde at
anvende den i spørgsmålet skitserede fremgangsmåde.
Jeg henviser endvidere til besvarelsen af spørgsmål 22 og 23 og særligt til, at
personlige forelæggelser for skatte-/inddrivelsescentrene som nævnt i besvarelsen af
spørgsmål 24 ikke nødvendigvis behøver at ske ved fysisk personligt fremmøde.