Skatteministeriet J.nr. 2004-711 - 0040 Den Til Folketingets Skatteudvalg Ad L 112 – Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Jeg ønsker følgende tekstbidrag optaget i betænkningen til ovennævnte lovforslag:               ”Skatteministeren   har   om   anvendelsen   af   ministerbemyndigelsen   i lovforslagets  §  2,  stk.  6,  supplerende  oplyst,  at  baggrunden  for  den foreslåede    bemyndigelsesbestemmelse    er,    at    der    er    behov    for administrativt  at  kunne  fastsætte  de  nærmere  regler  for  det  praktiske samspil og snitfladerne mellem fordringshavernes og restanceinddrivelsesmyndighedens  opgavevaretagelse,  og  at  der  sikres tilstrækkelig fleksibilitet, så disse regler kan justeres administrativt i takt med, at der indhøstes erfaringer med de nye procedurer og regler.               Bemyndigelsen kan alene anvendes til administrativt at fastsætte regler om gennemførelsen   af   de   omtalte   lovregler.   Dvs.   om   den   praktiske fremgangsmåde ved overdragelse af fordri nger til restanceinddrivelsesmyndigheden,  herunder  at  overdragelsen  skal  ske elektronisk,  om  størrelsen  af  fordringer,  der  kan  tillades  afdragsvis betaling eller henstand med og om tidsfrister herfor.               Bemyndigelsesbestemmelsen kan omvendt ikke anvendes til at fratage de kommunale  og  statslige  opkrævningsmyndigheder/fordringshavere  den kompetence,     som     de     direkte     er     tillagt     i     lovbestemmelserne.

Bemyndigelsen kan heller ikke anvendes til at begrænse opkrævningsmyndighedernes tilrettelæggelse af opkrævningsarbejdet, der afhængigt af lovgivningen og praksis på de enkelte områder, kan omfatte udsendelse  af  opkrævninger  eller  indgåelse  af  betalingsor dninger  og afdragsordninger, kontroller med at betalingen sker og rykkerprocedurer. I det omfang en kommunal fordringshaver f.eks. vurderer, at der ikke bør iværksættes opkrævning i forhold til en borger med sociale problemer, er bemyndigelsesbestemmelsen heller ikke til hinder herfor.               Det     er     fortsat     hensigten,     at     fordringerne     skal    overdrages    til restanceinddrivelsesmyndigheden,   når   fordringshaverne   vurderer,   at opkrævningsmulighederne med de til rådighed stående midler er udtømt eller efter sædvanlig rykkerprocedure,  såfremt det efter fordringshaverens vurdering er mere hensigtsmæssigt, at restanceinddrivelsesmyndigheden søger kravet inddrevet.               Formålet med bemyndigelsesbestemmelsen er således først og fremmest   administrativt  at  kunne  sikre  ensartethed  i  opkrævningsarbejdet  blandt fordringshaverne,  herunder  kommunerne  imellem,  såfremt  det  senere måtte   vise  sig  nødvendigt  at  fastsætte  regler  herom.  Det  skal  således præciseres, at det alene er hensigten at fastsætte regler om bl.a. tidsfrister og  maksimumbeløb  for  de  betalingsaftaler  og  henstandsbevillinger  de kommunale og statslige fordringshavere kan indgå henholdsvis give som led i opkrævningen, såfremt det sen ere måtte vise sig nødvendigt.               I givet fald vil udgangspunktet være, at der ikke fastsættes tidsmæssige begrænsninger for fordringshavernes indgåelse af betalingsaftaler på under 12   måneder,   forudsat  betalingsaftalen  overholdes  af  skyldneren,  og forudsat  aftalen  indgås  med  henblik  på  fuld  og  endelig  indfrielse  af fordringen.  Det  forudsættes  endvidere,  at  betalingsaftaler  indgås  med henblik på, at kravet betales hurtigst muligt. Bet alingsaftaler vedrørende mindre krav bør derfor om muligt omfatte afviklingsperioder på under 12 måneder.               Udgangspunktet   er   med   andre   ord,   at   der   skal   ske   mindst   mulig indblanding i de kommunale og statslige fordringshaveres tilrettelæggelse af opkrævningsarbejdet.               Endelig bemærkes, at det i forarbejderne til lovforslagets § 2 er anført, at rentetilskrivningen af de enkelte fordringer forestås og indberettes af de enkelte fordringshavere, og at skatteministeren i medfør af den foreslåede

bemyndigelse  i  §  2,  stk.  6,  vil  fastsætte  nærmere  regler  herom  under hensyntagen    til    de    IT-tekniske    muligheder,    indtil    et    nyt    samlet restancesystem kan tages i brug.               Det har imidlertid vist sig, at rentetilskrivningen efter gældende regler ikke i alle tilfælde forestås af den enkelte fordringshaver. F.eks. er det Den Centrale Inddrivelsesenhed i ToldSkat, der som inddrivelsesmyndighed administrerer  rentetilskrivningen  af  de  adskillige  hundreder  statslige fordringer,  som  de  står  fo r  inddrivelsen  af.  Bemyndigelsen  vil  derfor vedrørende dette punkt blive anvendt til at fastlægge den administrativt set mest hensigtsmæssige fremgangsmåde for håndteringen af rentetilskrivningen.” Kristian Jensen /Søren W. Clausen