Allerførst vil jeg bare over for fru Gjellerup bekræfte det forløb om personaleinddragelse for den del af personalegruppen, der ikke vedrører tjenestemænd. Jeg mener, at der blev lavet et ganske godt stykke arbejde og en ganske glimrende præcisering af, præcis hvilken form for inddragelse der skal være i forhold til de mange medarbejdere. Hvad angår tjenestemændene, vil jeg svare fru Pia Gjellerup, samtidig med at jeg svarer fru Line Barfod.
Jeg synes, det er vigtigt at få slået fast, at vi i forbindelse med den fusion, der kommer, og dannelsen af den nye organisation har gjort en stor indsats for at få inddraget medarbejdere og medarbejderorganisationer på alle niveauer i arbejdet med at bygge en ny organisation op og for at sikre, at vi har så mange og helst alle faggrupper med.
Det er ikke alle, der i udgangspunktet har været lige positive med hensyn til at skulle deltage i opbygningen af en ny organisation. Derfor er det meget glædeligt, at vi, da vi her for nylig gennemførte det, man kan kalde en temperaturmåling på, hvordan stemningen var blandt de ansatte
- både dem, der er ansat i Told og Skat, og dem, der er ansat
i de kommunale skatteforvaltninger - fik et meget positivt resultatet med udpræget grad af, at folk så på fusionen som en god mulighed for at få nye kolleger, nye udfordringer og være med til at skabe nye rammer for at gennemføre så effektiv en skatteforvaltning som overhovedet muligt. Vedrørende hele spørgsmålet om tjenestemændene har vi klart fra regeringens side og fra vores forligspartners, Dansk Folkepartis, side sagt, at det, der var vigtigt for os, var, at for de tjenestemænd, der fortsætter, skal det foregå på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige, og at det sker i henhold til de tjenestemandsregler og de kollektive aftaler, der er indgået. Det betyder, at der ikke kommer til at ske forringelser med hensyn til løn- og andre ansættelsesvilkår som følge af overgangen frem til den 31. marts 2008, hvilket svarer til den 3-årige-aftaleperiode på det statslige og kommunale område. Det forudsættes endvidere, at tjenestemænd herefter fuldt ud er omfattet af de nye løn- og ansættelsesvilkår, der gælder for allerede ansatte tjenestemænd i den nye ansættelsesmyndighed. Vi har forsøgt at sikre, at det, der kommer til at ske for personalet, hvad enten de er overenskomstansatte eller tjenestemandsansatte, er en klar afspejling af de forhold, der kommer til at være på alle andre områder, selv om vi er den første del af hele kommunalreformens omflytninger. Derfor har vi lavet en præcisering, der sikrer, at tjenestemænd på vores område vil blive behandlet med lige så stor respekt og med lige så stor omtanke for de indgåede aftaler som tjenestemænd på alle de andre områder. Derfor mener jeg ikke, at der er grundlag for den kritiske indstilling i forhold til tjenestemændenes vilkår, som er kommet fra både fru Line Barfod og fru Pia Gjellerup. Så nævner fru Line Barfod en række andre spørgsmål, først og fremmest spørgsmålet om borgerservicen. Det vil jo været sådan, at for langt de fleste danskere vil kontakten til myndighederne ske enten gennem modtagelse af de skrivelser, som den nye myndighed sender ud, eller ved henvendelse, som kan ske på flere måder. En måde kan være en henvendelse gennem de nye kundekontaktcentre, hvor vi har mulighed for at have længere telefontider, hvor folk kan få telefonisk besvarelse af de spørgsmål, de måtte have. Der vil altså være længere telefonåbningstider end i dag, sådan at vi har åbent, når borgerne har brug for os og ikke modsat. En anden af de nye muligheder vil være at gå hen i de kommende borgerservicecentre, der vil være i kommunerne. Vi vil sikre, at der vil være en uddannet personalestab, der kan vejlede, men også sikre, at man kan få foretaget de mest almindelige handlinger såsom udskrivelse af nyt skattekort, få ændret sin forskudsopgørelse, få udleveret de blanketter, man har brug for, eller få vejledning i, præcis hvordan man udfylder enten blanketter eller bruger TastSelv-servicen på internettet eller via telefonen. Vi har aftalt med KL, altså med Kommunernes Landsforening, hvor stor en del af den nuværende medarbejderstab der skal blive tilbage i kommunerne for på en god og effektiv måde at løfte den opgave. Det er en medarbejderstab, der svarer til ca. tre ansatte for hver af de nye kommuner, og det betyder, at der vil være kvalificeret personale også i kommunerne til at løfte den del af opgaven, der bliver tilbage.
Så må jeg sige, at jeg er fuldstændig uenig i fru Line Barfods vurdering af, at det her vil gøre det nemmere for folk at smyge sig udenom, hvad angår skatteligning. Vi vil tværtimod få muligheden for ved at samle kræfterne og højne det faglige niveau at sikre en ensartethed, der giver større retssikkerhed for borgere og virksomheder. Vi vil også bedre kunne tage fat på de virksomheder, som forsøger at snyde, og som ikke ønsker at bidrage til samfundet.
Vi har brug for en større indsats for at sikre en korrekt ligning. Den indsats kan bedst muligt foregå ved, at vi i stedet for at bruge kræfterne på tilsyn over for hinanden, på dobbeltadministration, på dobbeltarbejde, på at spilde kræfterne på at have for mange funktioner spredt ud, så samler dem til at være en stærkere kontrol, en stærkere ligning. Forhåbentlig vil vi også være bedre til at komme på forkant. I stedet for at vente på at fejlen er sket og så gå ud og rette den vil vi være bedre til at rådgive, når vi kan se, at her er der et område, hvor borgere eller virksomheder ikke er gode nok eller typisk begår fejl. Så kan vi gå ud og advare og vejlede langt stærkere, end vi kan i dag.
Min klare vurdering vil være, at det her vil være med til at højne det faglige niveau. Det vil være med til at give en bedre mulighed for at sikre ensartethed i hele landet, fordi vi får muligheden for at kunne opnå en større ensartethed i de vejledninger og procedurer, der bliver lavet
i de kommende skattecentre. Derfor deler jeg ikke fru Line Barfods bekymring. Tværtimod ser jeg det her som et klart spring fremad i forhold til retssikkerheden, men også i forhold til kontrol og dermed også i forhold til det provenu, vi vil få ind på opgaven.