Tak for de mange bemærkninger, der er faldet i forbindelse med førstebehandlingen her.
Jeg kan sidde tilbage med indtrykket af, at man leder meget efter håret i suppen og forsøger at få skyggen af et hår til at blive en hel paryk, når jeg hører de mange klager, der er over sådan forskellige småting.
Med hensyn til det egentlige indhold, der ligger i det at samle skatteforvaltningen i et enstrenget skattesystem, hører jeg ingen, der er modstander af grundideen bag ved det, vi laver her. Jeg hører ingen, der er modstander af selve den store tanke om at få skabt et fagligt stærkt, kompetent og mere effektivt skattevæsen. Og det er det, der er ideen.
Ideen er, at vi laver et skattesystem, hvor vi opbygger nogle faglige miljøer, som over for både medarbejderne og i særdeleshed deres kunder, borgere, virksomheder og organisationer, kan yde en bedre service, lave en mere effektiv rådgivning og være præcise i afgørelserne, sådan at vi får et fagligt kvalitativt højere niveau.
Ved at samle arbejdet i nogle stærkere enheder ved vi, at medarbejderne opnår en større ekspertise og rutine, også i de komplicerede sager. Vi opnår også den fordel ved den struktur, vi har her, at det bliver muligt for borgerne at henvende sig i det skattecenter, der passer dem bedst, og få en betjening. Uanset hvilket skattecenter de rent geografisk måtte ligge nærmest, er det muligt at henvende sig i hele landet og dermed også få en effektiv betjening, uanset hvor de har deres hverdag som borgere.
Det betyder, at vi får nogle mere smidige måder for borgerne at komme i kontakt med skattemyndighederne på. Med kundekontaktcentrene, der har åbent ud over normal åbningstid, vil det også være muligt at få direkte rådgivning og en dialog med skattemyndighederne ud over det, som vi kan tilbyde i dag.
I den systemmodernisering, der løbende ligger af det it-mæssige i forbindelse med det her, får vi også muligheden for at udvide de tilbud, vi har over internettet. Det betyder, at vi med det lovforslag, der ligger her, får mulighed for at give borgerne en langt stærkere skatteforvaltning, samtidig med at vi får mulighed for at give medarbejderne chancen for fagligt at få nye og større udfordringer. Derfor tror vi, at det bliver et meget, meget stærkt skattesystem med stærke skattemyndigheder, vi får bygget op. Vi tror også på, at det vil være muligt at flytte nogle opgaver til enkelte skattecentre og dermed lave nogle særlige stærke områder inden for f.eks. transfer pricing og selskabsligning, hvor det også vil blive muligt at undersøge nærmere, hvorledes chancerne er for at lægge opgaver, der i øjeblikket foregår i hovedkontoret, ud i de enkelte skattecentre og dermed få lavet en decentralisering af opgaverne. Noget, som mange har været inde på, har bl.a. været antallet af centre. Vi har lavet en vurdering ud fra hensynet til at sikre et effektivt og rationelt drevet skattesystem og hensynet til at sikre et genbrug af de skattecentre, dvs. den struktur, der er i øjeblikket, for at sikre en vis geografisk spredning, for at sikre, at vi tager højde for det tilfælde, at der skulle være tidligere amtshovedstæder, der bliver fraflyttet, og samtidig også for at sikre, at der sker en organisatorisk adskillelse af skatteankenævnene og skattecentrene. Det sidste er vigtigt for borgernes retssikkerhed. Ud fra den betragtning og på baggrund af det samlede overblik over, hvad der skal til både for at få lavet fagligt kompetente centre og for at sikre en geografisk spredning, har vi lagt os fast på 30 skattecentre. Det er ganske korrekt, at der kunne være flere byer, der måtte ønske sig et skattecenter, men vi mener, at de 30 skattecentre også med henblik på at kunne lave faglige miljøer, hvor der kan gives den rigtige rådgivning, er det rigtige niveau at lægge sig på. Det er også det niveau, som giver mulighed for, at vi som sagt kan flytte nogle opgaver fra hovedkontoret ud i skattecentrene. Derfor er det ikke regeringens intention at ændre på antallet eller placeringen af skattecentrene. Når man kigger på et af de andre spørgsmål, der har været fremme, nemlig det økonomiske, kan man måske lidt polemisk sige - jeg håber, at den ironiske tone i det vil blive forstået - at det er imponerende, at nogle kommuner kan nå at beregne en delmængde af et resultat, de ikke kender endnu. For der er ikke indgået en aftale om DUT-forhandlingerne vedrørende overtagelsen af skatte- og inddrivelsesområdet. Der er en forskel i opfattelsen af, hvor mange penge der bruges. Derfor har man valgt at tage en ekstern konsulent ind som en uvildig opmand for at få sikret, at den linje, der bliver lagt her, vil være konsistent gennem hele kommunalreformen, og at det økonomiske niveau, som vi fastlægger, og som har været hidtil, er det rigtige niveau. Derfor må jeg tage det med et gran salt, når nogle kommuner i dag forsøger at beregne, hvad det for dem vil betyde i forhold til et resultat, de ikke kender. Ligeledes var der spørgsmål fremme om, hvad der sker med de effektivt drevne kommuner, og om ikke vi burde gå ind og sige, at nu skal kommunerne kommune for kommune have fordelt det, som vi ændrer i bloktilskuddet, ud fra de udgifter, de har i dag. Dertil er bare at sige, at vi forhandler med KL, og at der har været det ønske, at man skulle tage de ændringer generelt over bloktilskuddet. Det er det udgangspunkt, vores forhandlingspart har haft. Såfremt der sker en ændring i den position, så lad os kigge på det, men vi har den opfattelse, at når modparten kommer og beder os om at lave en fordeling på en bestemt måde, skal vi lytte til det, modparten siger, også på det her område. Endelig er der det at sige til spørgsmålet om Datatilsynet, at vi har været inde at vurdere de bekymringer og bemærkninger, Datatilsynet har haft. Der er i det høringsnotat, som er optrykt, også taget højde for en række af de konkrete spørgsmål, som Datatilsynet har stillet op, og der er taget hånd om, hvorledes vi kan tage nogle initiativer for at sikre, at data ikke kommer længere ud, end det er nødvendigt for at have et effektivt, fleksibelt og rationelt skattevæsen.
Til sidst er der vel det at nævne, at jeg tror, at det her vil være en stor succes for borgerne. Det vil være en succes for borgerne i form af, at de får en mere præcis og mere effektiv skatteforvaltning, der kan give dem et klarere og hurtigere svar, og som fagligt kan give dem et korrekt svar på et tidligere tidspunkt.
Det vil også være et mere rationelt drevet skattevæsen, der gør, at vi kan flytte midler enten til andre områder af velfærdssamfundet eller til at styrke dele af den skattemæssige kontrol.
Jeg vil absolut give hr. Mikkel Dencker ret i, at der er nogle områder vedrørende indsatsen mod sort arbejde, socialt bedrageri og momssvindel, hvor der er et potentielt behov for at flytte pengene over. Der er i øjeblikket en konsulentundersøgelse i gang på området for at få fastlagt, hvad det korrekte effektivitetspotentiale er. Når vi kender det, kan vi også lave en vurdering af, hvor det potentiale så skal finde sin udmøntning henne, og hvor vi eventuelt skal styrke den kontrolmæssige indsats, som vi har.
Jeg tror alt i alt, at det er et forslag, som vil styrke borgernes retssikkerhed, og derfor er jeg glad for, at et flertal i Folketinget så klart har tilkendegivet, at de vil støtte. Jeg håber også, at de partier, der har tilkendegivet, at de i og for sig støtter hele intentionen, også, når vi er igennem udvalgsarbejdet, vil støtte lovforslaget.