Bilag til udenrigsministerens
Forsvarsudvalget
skrivelse af 25. maj 2005
(B 89 spørgsmål 50)
(offentligt)
Spørgsmål nr. 50:
Kan ministeren i oversigtsform oplyse, hvor stor gældseftergivelsen inden for rammerne af
Paris-klubben er pr. land i kreditorgruppen både procentuelt og i hele kroner, samt over hvor
mange år eftergivelsen afvikles?
Svar:
Kreditorerne i Parisklubben indgik den 21. november 2004 en gældslettelsesaftale med Irak.
Aftalen indebærer en samlet gældsreduktion på 80 pct. (fra ca. USD 38 mia. til godt USD 9
mia.) fordelt over tre faser på hhv. 30:30:20 procent beregnet i nutidsværdi. Den første fase
strækker sig frem til udløbet af det nuværende arrangement med IMF (Emergency Post
Conflict Assistance), som i løbet af andet halvår af 2005 vil blive afløst af et IMF Stand By
Arrangement og indlede den anden fase. Ved en vellykket gennemførelse af dette arrangement,
som forventes at strække sig frem til 2008, vil de sidste 20 pct. blive eftergivet. Restgælden skal
betales over 23 år indledt med 6 års afdragsfri periode. Aftalen forudsætter som andre
Parisklubaftaler, at andre kreditorer ikke vil få (væsentligt) bedre vilkår.
Beløbet på de USD 38 mia. er anslået. Opgørelse af debitorlandets gæld sker i første omgang på
grundlag af indberetninger fra de enkelte kreditorlande. Herefter skal de enkelte krav
gennemgås og godkendes af debitorlandet. Denne såkaldte rekoncilieringsproces kan være
langvarig og indledes normalt først i forbindelse med forhandlingerne om de bilaterale aftaler.
De tal, som i sidste instans indgår i de enkelte bilaterale moratorieaftaler med Irak, kan variere
ganske betydeligt fra de først anmeldte krav, dels fordi nogle krav må frafaldes under
rekoncilieringsprocessen, dels som følge af ændrede rente og valutakursforudsætninger. I
indeværende fase er oplysninger om de enkelte landes anmeldte krav fortrolige.