Bilag til udenrigsministerens Forsvarsudvalget skrivelse af 23. maj 2005 (B 89 –  spørgsmål 30) (offentligt) Spørgsmål nr. 30: ”Er ministeren enig i FE´s vurdering af, at "Modstandsgruppernes kamp understøttes af, at den sunniarabiske gruppe i det centrale Irak er blevet yderligere marginaliseret ved valget" og at de sunniekstremistiske netværk "står bag et mindretal af angrebene i Irak" Svar: Der er mange forskellige vurderinger. FE har givet den anførte. Det er regeringens vurdering, at en politisk udvikling med hovedvægt på tolerance og brede forlig vil kunne gøre det langt mere attraktivt for en række grupper at vælge den politiske vej frem for væbnet kamp til at skaffe sig indflydelse i det nye Irak. Ikke mindst er det vigtigt, at sunnierne og de mere sekulariserede irakere tillige deltager i den politiske proces. De dominerende partier ved valget d. 30 januar 2005 har vist sig rede til at inddrage politiske modstandere, herunder ikke mindst sunnierne i den irakiske overgangsregering, der fremstår som en bred samlingsregering. Der er ikke noget nyt i FE’s vurdering om, at sunni-ekstremistiske netværk står bag et mindretal af angrebene i Irak, men at deres angreb er de mest spektakulære og tabsgivende.