Jeg vil gerne indlede med at takke for den klare opbakning, der er til, at vi på det her område sørger for, at det ikke er Danmark alene, der laver regler, men at der er et internationalt regelsæt, i det her tilfælde beslutninger i EU, der gør, at der ikke er miljøsyndere, der bare kan flygte hjem til deres eget land og lade sig beskytte der, men at vi kan komme efter de skibe, som forurener, ud fra at man nu i EU er blevet enig om nogle fælles principper.
Som flere har været inde på, er det her jo et af de nye typiske forslag fra EU, som har et direktiv, der er vedtaget af andre ministre, der handler om, hvordan man definerer forurening, så der er ensartede definitioner, så forureneren ikke slipper væk, fordi et land har en mere uklar definition end andre.
Den anden del af det handler om: Hvordan straffer vi så for overtrædelse af de definerede regler? Det hører under mit ressortområde. Der er det rammeafgørelser, som vi i justitsministerkredsen bruger, netop fordi vi, som fru Line Barfod var inde på, ikke harmoniserer strafferammerne, men indbyrdes tilnærmer hinandens lovgivning, så der er nogenlunde samme niveau.
Jeg skal blankt erkende, at de første gange, hvor jeg drøftede det her forslag, havde jeg svært ved at forstå, hvordan formuleringen »en nedre grænse for strafmaksimum« egentlig skulle forstås. Det kræver ligesom, at man vender tingene et par gange, før man begynder at forstå, hvad princippet her er.
Princippet er jo, at vi gerne vil have en sikkerhed for, at der ikke bliver en safe haven i et land, hvor man straffer langt mindre end i resten af EU-landene. Derfor siger man, at alle må op på et vist niveau, men så kan de selv tilrettelægge, præcis hvor det skal være, sådan at der straffes nogenlunde ud fra de samme retningslinjer.
Jeg er klar over, at nogle få af høringssvarene har givet anledning til nogen kritik, og den medvirker vi da gerne til uddybende at svare på, men jeg synes nu, at vi i forbindelse med den kommenterede høringsoversigt har redegjort lidt nærmere for, hvordan mekanikken er, og hvorfor rammeafgørelsen er skruet sammen, som den er.
Jeg kan ikke lige på stående fod sige til hr. Dohrmann, hvilke lande der i dag har vedtaget hvilke konventioner, og hvorledes det er, men det er Dansk Folkeparti meget velkommen til at spørge om, hvis det er sådan, at man vil have et bedre overblik over, hvordan retstilstandene er i dag, og hvad der så sker fremover.
Det, der klart er regeringens intention, er jo, at vi meget gerne ser det her beslutningsforslag vedtaget, så vi har en mulighed for at tilslutte os rammeafgørelsen sammen med de andre lande og sammen med direktivet få det vedtaget, så vi kan være med til at sikre, at der er ensartede regler i EU for, hvornår en forurening finder sted, men også en sikkerhed for, at man straffer de personer, som forsætligt forurener vores have.
Jeg er meget, meget glad for, at der her i Folketinget også er en så klar og entydig opbakning til, at vi i internationalt regi netop skal forsøge at finde fælles løsninger på det, der er grænseoverskridende problemer. Det er ikke noget, vi selv klarer på egen hånd i Danmark, og det her er i hvert fald efter min opfattelse et skridt i den helt rigtige retning, for så vidt angår bekæmpelse af forurening fra skibe.