Jeg deler jo fru Colette Brix' og Dansk Folkepartis interesse
i et godt og stærkt hotelerhverv i Danmark, for det har vi gavn af. Men jeg må også minde om, at vi rent faktisk i Danmark i de seneste opgørelser har langt flere overnatninger end en række af de lande, som er blevet nævnt som alternativer, bl.a. Norge og Sverige, som Dansk Folkeparti har peget på. Vi vil gerne fra regeringens side gøre en indsats for at se, hvordan vi kan styrke og sikre, at vi har et godt og stabilt hotelerhverv. Det, vi bare ikke ønsker, er at skibe os ind i en retning af differentieret moms.
I forhold til de administrative byrder, som dansk erhvervsliv bliver pålagt rent lovgivningsmæssigt, er et af de steder, hvor vi klart er bedre end andre lande, at vi har en enstrenget momsstruktur, at vi ikke opererer med diffentieret moms. Det letter administrationen, og det afklarer en lang række grænsedragninger og grænsetilfælde, der er i andre lande. Derfor kan vi fra regeringens side ikke støtte forslaget.