Holbergsgade 6 · 1057 København K · T3392 3380 · F3311 1239 · E [email protected] · www.inm.dk
Dato:
10. maj 2005
Kontor:
Udlændingelovskontoret
J.nr.:
2005/4011-140
Sagsbeh.:
KJH
Fil-navn:
Spm. 11
Besvarelse af spørgsmål nr. 11 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge-
og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration
den 22. marts 2005 (Alm. Del) i forlængelse af samrådet den 15. marts 2005 .
Spørgsmål:
”Ministeren bedes redegøre nærmere for, hvilke regler eller retningslinier der gæ lder i relation
til iværksættelse af DNA -test, herunder om der findes regler eller retningslinier som nærmere
fastlægger, i hvilket tilfælde der skal foret ages en DNA-test.”
Svar:
Det fremgår af udlændingelovens § 40 c, at udlændingemyndighederne ved behandlingen af
en ansø gning om familiesammenføring af et barn kan kræve, at barnet og den person, til
hvem barnet oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for
opholdstilladelsen, medvirker til en DNA-undersøgelse med henblik på at fastslå den famili e-
mæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde må anses for tilstrækkeligt dok u-
menteret.
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at Udlændingestyrelsen kan beslutte, at der
skal foretages en DNA-undersøgelse, hvis den fremlagte dokumentation ikke tilstrækkeligt
dokumenterer familieforholdet mellem et udenlandsk barn og barnets herboende forældre.
Dette kan være tilfældet , hvis der ikke fremlægges dokumentation for det angivne slægtskab
eller hvis de dokumenter, der fremlægges, ikke kan ægthedsvurderes, eksempelvis på grund
af forholdene i ansøgerens hje mland.
DNA-undersøgelser kan endvidere anvendes i de tilfælde, hvor der er konkret mistanke om,
at den familiemæssige tilknytning ikke forligger. U dlændingemyndighedernes erfarings grund-
lag med hensyn til muligheden for dokumentation og misbrug i grupper af sager kan efter en
konkret vurdering begrunde en sådan mistanke om, at den foreliggende dokumentation ikke
