UDENRIGSMINISTERIET Den   29. september 2005 Udenrigsudvalgets spørgsmål 93-94 af 8. september 2005 til skriftlig besvarelse Spørgsmål 93: ” I regeringens plan for de udviklingspolitiske prioriteter 2006-2010 slås det fast, at bistanden søges effektiviseret således, "at der sikres mest mulig bistand for hver bistandskrone til gavn for de fattige mennesker i udviklingslandene" (s. 12). Kan ministeren bekræfte, at når regeringen taler om effektivitet i bistanden, så tænkes der på effekten af bistanden i modtagerlandet - således at hensynet til effekten i modtagerlandet går forud for hensynet til danske interesser, såsom erhvervsinteresser? Kan ministeren redegøre for, på grundlag af hvilke kriterier denne effektivitet i bistanden vil blive målt og monitoreret?” Svar: Det kan bekræftes, at når regeringen taler om effektivitet i bistanden, da vedrører det effekten i modtagerlandet.   Måling af bistandseffektiviteten vil ske på to niveauer. For det første i form af de rapporter om resultaterne af den danske bistand, som Udenrigsministeriets enhed for kvalitetssikring af bistanden årligt udgiver. Medlemmer af Udenrigsudvalget modtager disse rapporter, der på en række områder opgør resultaterne af og udviklingen i dansk bistand. For det andet vil Danmark som alle andre donorer monitorere opfyldelsen af Paris-erklæringen om bistandseffektivitet, der blev vedtaget i marts 2005. I erklæringen er fastlagt 12 indikatorer med tilknyttede mål (og delmål), der alle skal være opfyldt i 2010. Indikatorerne forpligter både modtagerlande og donorer. Der vil blive gennemført to internationale målinger af Paris-erklæringen inden det næste planlagte højniveaumøde om bistandseffektivitet i 2008.