UDENRIGSMINISTERIET
Udenrigsudvalgets spørgsmål 8
af 10. maj 2005
Spørgsmål 8:
Kan ministeren oplyse, hvilke midler regeringen har afsat til demokratiudvikling i Belarus og
Ukraine i 2005 og 2006, og hvordan støtten forventes gennemført?
Besvarelse:
Danmarks bistandsindsats, herunder demokratiudvikling, i Belarus og Ukraine sker inden for
rammerne af Naboskabsprogrammet. I henhold til strategien for programmet udmøntes
indsatsen primært gennem en række større underprogrammer, hvoraf foreløbig tre er iværksat,
medens yderligere syv forventes iværksat i løbet af indeværende år.
Belarus og Ukraine er omfattet af tre af disse programmer, hvoraf to sigter på fremme af
demokratiske processer. Det drejer sig dels om et civilsamfundsprogram på 22 mio. kr. for
perioden 2005 2007, der vil yde konkret støtte til opbygning af et levedygtigt civilsamfund,
der kan udøve indflydelse på landets politiske, økonomiske og sociale udvikling. Derudover et
medieprogram på forventet 20 mio. kr. for perioden 2005 2007, der bl.a. vil støtte uafhængige
medier. Begge programmer ventes iværksat sidst på sommeren. Belarus og Ukraine er
endvidere tillige med Moldova omfattet af et program vedr. handel med mennesker på 30 mio.
kr., som ventes iværksat i løbet af efteråret.
Naboskabsprogrammet er fleksibelt. Udover de større programmer ydes også støtte til mindre
projekter, når der måtte være særlige (politiske) behov herfor. Til eksempel blev der under
programmet i forbindelse med valgene i Belarus og Ukraine i efteråret 2004 ydet støtte til
fremme af tværgående samarbejde mellem politiske partier og fremme af adgang til uvildig
information (Belarus) samt træning af valgkommissioner, gennemførelse af parallel
meningsmåling i form af exit polls (Ukraine) til et samlet beløb på 5,2 mio. kr.
Der forventes også ydet målrettet demokratistøtte i forbindelse med de forestående valg i 2006
i Belarus (præsidentvalg) og Ukraine (parlamentsvalg).