TALEPAPIR til brug for samrådsmøde den 1. september 2005
Regeringen har som led i finanslovforslaget for 2006 taget initiativ til, at NGO’erne,
altså private organisationer og foreninger, ikke fremover skal drive ulandsoplysning i
Danmark for statsmidler. Pengene skal i stedet gå direkte til NGO’ernes indsatser i
udviklingslandene. Ændringen omfatter såvel Danidas Oplysningsbevilling (ca. 12 mio.
kr.) som den projektrelaterede oplysning finansieret over NGO-bevillingen (ca. 20 mio.
kr.).
I dag kan Danidas Oplysningsbevilling søges af private organisationer, institutioner,
skoler, foreninger, massemedier og enkeltpersoner. I 2004 udgjorde den samlede
oplysningsbevilling 24 mio. kr., heraf bevilgedes ca. 12 mio. kr. til private organisationer
og foreninger.
Derudover fik de private organisationer i 2004 små 20 mio. kr. til projektrelateret
oplysning, som en del af projektbevillingerne over NGO-bevillingen.
Fra og med 2006 tilføres de midler, som NGO’erne hidtil har fået fra
Oplysningsbevillingen, til NGO-bevillingen og vil blive anvendt til NGO’ernes konkrete
bistandsarbejde i udviklingslandene. På samme måde vil de midler, der fra NGO-
bevillingen er blevet brugt til projektorienteret oplysning, også skulle anvendes til
bistandssamarbejdet ude.
Danidas Oplysningsbevilling vil herefter udgøre omkring 13 mio. kr. og vil kunne søges
af privatpersoner, uddannelsesinstitutioner, skoler, medier mv., men ikke af private
organisationer og foreninger.
Jeg vil gerne understrege, at jeg naturligvis finder oplysning og debat vigtigt. Ikke mindst
set i forhold til de store spørgsmål om globaliseringen og dens konsekvenser, som vi står
over for. Omlægningen skal udelukkende ses som et ønske om, at de private
organisationers oplysningsvirksomhed sker for private midler og ikke for statens. Jeg
forventer altså, at de private organisationer fortsat vil drive oplysningsvirksomhed, men
for egne midler. Derved vil de kunne tilrettelægge deres oplysningsaktiviteter mere frit,
fordi de nu ikke skal forholde sig til, hvad de ifølge retningslinierne kan anvende
statsmidlerne til.
Nu skal NGO’erne selv prioritere oplysningsindsatsen, og så må vi se, om det får nogen
betydning for forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Det kan da godt være, at
udbuddet bliver mindre, når det er efterspørgselen, der bestemmer, frem for
tilstedeværelsen af en vis mængde statslige støtte-kroner.
Jeg vil også gerne gøre klart, at der ikke er tale om besparelser på udviklingsbistanden.
Jeg forventer, at de sparede midler til oplysningsaktiviteter vil blive anvendt af NGO’er
til konkrete projektaktiviteter til gavn for fattige mennesker i udviklingslandene.
