Kritisk eftersyn af den multilaterale bistand Udenrigsministeriet, august 2005

2 Konklusion Som opfølgning på regeringsgrundlaget (februar 2005) har Udenrigsministeriet gennemført et kritisk eftersyn af den multilaterale danske bistand. Eftersynet er opdelt i to dele henholdsvis:   (i) en analyse af hvor meget Danmark forholdsmæssigt yder i multilateral bistand sammenlignet med ligesindede donorer (en dataanalyse); og   (ii) en gennemgang af den danske bistand til de enkelte multilaterale organisationer (en organisationsspecifik gennemgang). Dataanalysen viser, at Danmark i de senere år har givet ca. 50-380 mio. kr. mere i multilateral bistand end gennemsnittet af en række ligesindede donorer.   Gennemgangen indeholder en vurdering af, hvorvidt de enkelte multilaterale organisationers aktiviteter er i overensstemmelse med regeringens udviklingspolitiske prioriteter samt af de enkelte organisationernes effektivitet Som følge af eftersynet har regeringen besluttet, at der samlet omprioriteres i alt 150 mio. kr. fra den multilaterale til den bilaterale bistand. Der er ikke tale om en besparelse, men om en overflytning af midler fra multilateral til bilateral bistand. Herved bringes den multilaterale bistand mere på niveau med ligesindede lande. Samtidig styrkes udbyttet af den enkelte bistandskrone i forhold til indfrielsen af regeringens udviklingspolitiske prioriteter. Omprioriteringerne er indgået i regeringens forslag til FL06. Omprioritering af 100 mio. kr. gennemføres ved følgende reduktioner: - 30 mio. kr. til den Internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD) – henset til organisationens begrænsede merværdi i forhold til andre organisationer på området, især Verdensbanken. - 10 mio. kr. til det Internationale Handelscenter (ITC) – henset til ønsket om at skabe et økonomisk råderum til et nyt dansk erhvervssektorprogram i Afrika. Samlet set vil der være tale om en opprioritering af den danske bistand til handel og udvikling. - 10 mio. kr. fra multilaterale rådgivere – henset til at Danmark finansierer forholdsmæssigt mange rådgivere i FN-organisationerne. - 50 mio. kr. fra den multilaterale regionalbistand, der anvendes til en lang række mindre bidrag til regionale organisationer – henset til ønsket om at fokusere den multilaterale bistand på færre og større bidrag.   Hertil omprioriteres 50 mio. kr. af den del af den multilaterale miljøbistand, som gives til mange små internationale miljøorganisationer. De frigivne midler vil i stedet blive anvendt til mere fokuserede bilaterale miljøindsatser i de danske programsamarbejdslande. Regeringen høje prioritering af miljøet fastholdes dermed samlet set.

3 Som følge af gennemgangen af den multilaterale bistand er det endvidere besluttet, at afvikle den danske bistand til den Nordiske Udviklingsfond (NDF). Beslutningen skyldes, at der - om end NDF er en effektiv organisation - i dag kan stilles spørgsmålstegn ved NDF’s eksistensberettigelse. Bindingen af NDF’s indkøb i Norden stemmer ikke længere overens med den danske holdning til afbinding af bistanden. Derved forsvinder NDF’s vigtigste eksistensberettigelse.

4 Dataanalyse – samlede resultater Den vedlagte dataanalyse (bilag 1) viser, at Danmark i årene 1999-2003 ydede mere i multilateral bistand end andre ligesindede lande. Hvor meget mere Danmark gav afhænger af opgørelsesmetoden. Analysens forudsætninger: De ligesindede lande opfattes i analysen som de andre lande, der yder over 0,7% af BNI i bistand - Norge, Sverige, Holland og Luxembourg – samt Finland og UK, der udviklingspolitisk ligger på samme linie som Danmark.   Dataanalysen er baseret på en korrektion af den bistand, som Danmark har rapporteret til OECD, således at der skabes et sammenligneligt grundlag i forhold til de ligesindede lande.   Korrektionen indebærer, at nedenstående poster henregnes til den bilaterale bistand, og ikke til den multilaterale som angivet på finansloven: i) Ekstraordinær humanitær bistand og det internationale humanitære beredskab ii) Bidraget til den Globale Fond for bekæmpelse af hiv/aids iii) Ordinære bidrag til den Internationale Røde Kors komité og FN’s højkommissær for menneskerettigheder Uden denne korrektion vil det være vanskeligt at opnå et grundlag, hvorved Danmarks multilaterale bistand meningsfyldt kan sammenlignes med de ligesindede lande. Generelt er der blandt de ligesindede lande forskellige opfattelser af, hvorledes multilateral bistand defineres, hvilket vanskeliggør analysen. De internationale definitioner af multilateral bistand er ikke i overensstemmelse med, hvad der alment kan opfattes som multilateral bistand. For eksempel opgøres øremærkede bidrag til internationale organisationer som bilateral bistand. I Danmark har man haft en fast praksis for i opgørelsen over bistanden i finansloven og i Danidas årsberetning at opgive sådanne bidrag som multilaterale.   De forskellige opgørelsesmetoder Dataanalysens resultater kan teknisk udformes i henhold til tre forskellige udregningsmetoder, som kan lægges til grund for en sammenligning mellem Danmark og de ligesindede landes multilaterale bistandsandel: 1.   Der kan tages en helhedsbetragtning, hvor der udregnes et vejet gennemsnit over de seks ligesindede landes fordeling mellem multilateral og bilateral bistand. Dette vil indebære, at store landes bistand (f.eks. UK) indgår med større vægt end små landes bistand (f.eks. Luxembourgs). Denne beregningsmetode viser, at der er en begrænset forskel mellem Danmark og de ligesindede landes multilaterale bistandsandel. Gennemsnitlig lå den danske multilaterale bistandsandel i 1999-2003 ud fra denne udregningsmetode ca. ½ procentpoint højere end de ligesindede landes (ca. 50 mio. kr.).  

5 2.   Der kan udregnes et simpelt gennemsnit over de seks ligesindede landes fordeling mellem multilateral og bilateral bistand, hvor alle landenes bistand uanset størrelse tildeles samme vægt. Denne beregning viser, at Danmark i perioden 1999-2003 gennemsnitlig gav ca. 1½ procentpoint mere i multilateral bistand end de ligesindede (ca. 150-200 mio. kr.) 3.   Analysen kunne indsnævres til alene at omfatte kredsen af 0,7% donorers fordeling mellem multilateral og bilateral bistand (dvs. fire ligesindede lande, hvorved UK og Finland ikke medregnes). Med dette sammenligningsgrundlag gav Danmark i perioden 1999-2003 mindst 3 procentpoint mere i multilateral bistand end de øvrige lande (Sverige, Norge, Nederlandene og Luxembourg). Et hypotetisk fald i den danske multilaterale bistand på 3 procentpoint i 1999-2003 (lidt over 300 mio. kr./år) ville have bragt Danmark på niveau med Sverige. 4.   Endelig kunne der tages udgangspunkt i en opgørelse over ligesindede landes bidrag per indbygger til de multilaterale organisationer. Denne opgørelse viser, at Danmark lå højere end de ligesindede lande med undtagelse af Norge. Opgørelsen afspejler den høje gennemsnitlige danske bistandsprocent (ca. 0,98% af BNI) i perioden 1999-2003 sammenlignet med de ligesindede landes gennemsnitlige bistandsprocent (ca. 0,64% af BNI). Hvis de øvrige lande havde haft samme bistandsprocent som Danmark ville   beregningen vise, at Danmark i perioden 1999-2003 gennemsnitlig gav ca. 380 mio. kr. mere end de ligesindede på årsbasis. Hvis Danmark efter denne beregningsmodel skulle bringe sig på niveau med de ligesindede lande ville bl.a. bidrag til UNDP og WFP skulle reducere med hhv. ca. 95 mio. kr./år og ca. 102 mio. kr./år.   Denne sammenligning med de ligesindede lande medregner ikke de yderligere øremærkede bidrag til de multilaterale organisationer, som opgives til OECD som bilateral bistand. Hvis disse øremærkede bidrag medregnes, da vil det påvirke forskellen mellem Danmarks og de ligesindede lande. Som et eksempel kan det nævnes, at Sverige i 2003 ydede ca. 62 mio. USD i kernebidrag til UNDP, medens Danmark samme år gav ca. 55 mio. USD. Sverige gav derimod ca. 43 mio. USD i øremærkede bidrag, hvor Danmark gav ca. 13 mio. USD. Samlet var Sveriges bidrag til UNDP således ca. 55% højere end det danske. Hvis man kun så på kernebidragene var Sveriges bistand ca. 13% højere end den danske.

6 Bilag 1: Dataanalyse Generelt er der ikke tale om en ensartet fordeling i OECD-kredsen mellem bilateral og multilateral bistand.   Danmarks rapporterede til OECD i 1999-2003 gennemsnitlig ca. 39% af den danske bistand som multilateral bistand og ca. 61% som bilateral bistand. Danmarks ligesindede lande rapporterede i samme periode gennemsnitligt henholdsvis ca. 31,5% som multilateral bistand og ca. 68,5% som bilateral bistand til OECD.   Dataanalysen er baseret på en korrektion af den bistand, som Danmark har rapporteret til OECD, således at der skabes et sammenligneligt grundlag i forhold til de ligesindede lande.   Korrektionen indebærer, at nedenstående poster henregnes til den bilaterale bistand, og ikke til den multilaterale som angivet på finansloven: - ekstraordinær humanitære bistand og det internationale humanitære beredskab (ca. 4,6% af den samlede bistand i 2002-2003) - bidraget til den Globale Fond for bekæmpelse af hiv/aids (ca. 0,8% af den samlede bistand i 2002-2003) - ordinære bidrag til ICRC og UNHCHR (ca. 0,2% af den samlede bistand i 2002-2003). De sammenlignelige tal er i nedenstående angivet som Danmark (*). Tabel 1: Danmarks multilaterale bistandsandel  sammenlignet med ligesindede lande 5-års gennemsnit 1999 -2003: ODA Bilateral Multilateral    Fordeling Danmark * 1.684,66 1.137,19 547,47 67:33 Norge 1.543,50 1.097,56 445,94 71:29 Sverige 1.901,22 1.328,51 572,71 70:30 Finland 439,40 248,44 190,96 57:43 Holland 3.352,08 2.405,60 946,48 72:28 Luxembourg 144,23 111,93 32,30 78:22 Storbritannien 4.742,60 2.989,36 1.753,24 63:37 Den ovenstående tabel giver en oversigt over forholdet mellem Danmarks multilaterale og bilaterale bistand sammenlignet med en række ligesindede lande. Ligesindede lande opfattes i analysen som de lande, der yder mindst 0,7 pct. af BNI i bistand og lande som har udviklingspolitiske prioriteter, der ligger tæt på Danmarks.

7 Hvis opgørelsen af den danske multilaterale bistand bringes i overensstemmelse med de ligesindede landes tilgang udgjorde den danske multilaterale bistand set over en 5-årig periode (1999-2003) gennemsnitlig ca. 33%, medens den bilaterale bistand udgjorde ca. 67%.   De ligesindede lande gav i samme periode ca. 32,5% i multilateral bistand og ca. 67,5% i bilateral bistand, hvis der tages en helhedsbetragtning over landenes samlede bistand (dvs. et vejet gennemsnit).   Ud fra denne beregningsmetode var den danske multilaterale bistand ca. ½ procentpoint højere end de ligesindede lande, hvilket svarer til ca. 50 mio./år. Hvis man i stedet tager et simpelt gennemsnit af de ligesindede landenes fordeling, hvor alle landenes bistand medregnes med samme vægt, udgjorde den  multilaterale bistand ca. 31,5% og den bilaterale bistand ca. 68,5%.   Ud fra denne beregningsmetode var den danske multilaterale bistand ca. 1½ procentpoint højere end de ligesindede lande, hvilket svarer til ca. 150-200 mio. kr./år. Tabel 1 viser, at Danmark set over perioden 1999-2003 forholdsmæssigt gav mindre multilateral bistand end Finland og UK. På den anden side gav Danmark større multilateral bistand end Norge, Sverige, Holland og Luxembourg.   Hvis Danmark skulle bringe sig på niveau med de lande, som yder mindst 0,7% af BNI i bistand, da viser tabel 1, at det ville have krævet en stigning i den bilaterale bistandsandel på mindst 3 procentpoint i perioden 1999-2003. Med sidstnævnte ændring ville fordelingen mellem Danmarks multilaterale og bilaterale bistand have svaret til Sveriges. Det ville have krævet overførsel af lidt over 300 mio. kr./år fra den multilaterale til den bilaterale ramme.

8 Tabel 2: Den organisationsspecifikke bistand (i pct.), inkl. EU- systemet Organisation Danmark *    Norge    Sverige  Finland UK Holland   Luxemborg Total EU-systemet 18,5 0,0 17,8 34,4 55,2 23,9 45,0 Total Verdensbank- systemet 14,9 17,3 19,4 12,8 14,9 18,9 16,3 Total andre multilaterale bidrag (incl. IFAD/IMF) 16,6 9,6 5,5 3,8 5,5 12,3 10,8 Total 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 Tabel 2 viser en række træk ved den forholdsmæssige fordeling mellem organisationer af den multilaterale danske bistand set i sammenligning med Danmarks ligesindede lande. Tabellen viser generelt, at bidragene til EU har stor betydning for, hvordan de ligesindede lande fordeler deres multilaterale bistand. Hovedparten af bistanden til EU ydes som pålignede bidrag gennem budgettet. Lande med en forholdsmæssig lille bistandsprocent såsom Finland og UK anvender som følge af deres pålignede bidrag en forholdsmæssig høj andel af deres multilaterale bistand på EU- systemet. Samme gør sig gældende for Luxembourg, hvilket dog skyldes landets begrænsede multilaterale bistand, der giver de pålignede bidrag til EU en betydelig vægt. Det bedste sammenligningsgrundlag for fordeling til forskellige multilaterale organisationer opnås ved at trække EU-systemet ud af det samlede billede og se på fordelingen til FN- systemet, Verdensbanken, regionale banker og fonde samt andre typer af multilaterale bidrag. Det muliggør også en sammenligning med Norge, som ikke yder bidrag til EU-systemet.

9 Tabel 3 viser fordelingen, hvis EU-bistanden ikke medregnes, hvilket giver et bedre sammenligningsgrundlag. Tabel 3: Den organisationsspecifikke bistand (i pct.), eksklusiv EU-systemet  -  gennemsnit 1999-2003 Organisation Danmark * Norge   Sverige Finland UK Holland    Luxemburg Total Verdensbank-systemet 18,3 17,3 23,6 19,5 33,2 24,9 29,7 Total andre multilaterale bidrag (incl. IFAD/IMF) 20,3 9,6 6,7 5,8 12,3 16,1 19,6 Total 100 100 100 100 100 100 100 Tabel 3 viser ikke et entydigt billede i forhold til Danmarks ligesindede landes bidrag til FN- organisationer. Danmark gav forholdsmæssigt mere til FN-organisationerne end Luxembourg og UK, medens Danmarks forholdsmæssige bidrag var mindre end bidragene fra Norge, Sverige, Finland og Holland.   For så vidt angik bidraget til Verdensbanken viser tabel 3, at kun Norge gav et forholdsmæssigt mindre   bidrag   end   Danmark,   mens   Sverige,   Finland,   UK,   Holland   og   Luxemburgs forholdsmæssige bidrag var højere.   Efter de netop afsluttede forhandlinger om genopfyldning af Verdensbanken (IDA-14) for 2005-2008 ligger Danmark målt ud fra bidragsandelen nu som nr. 16 i donorkredsen. I forhold til de ligesindede lande lå Norge nr. 12, Holland nr. 9, mens Sverige som nr. 6 havde bidraget med mere end alle de andre nordiske lande tilsammen.   Tabel 3 viser, at Danmark skiller sig ud ved et forholdsmæssigt stort bidrag uden om de store FN-organisationer, Verdensbanken, EU og de regionale banker. Dette kan henføres til de mange danske bidrag til mindre organisationer. Godt 20% af den danske multilaterale bistand blev i 1999-2003 anvendt i denne kategori. Tabel 4 giver en oversigt over sammensætningen af

10 de multilaterale bidrag i 2003-2004 uden om de store organisationer (FN, EU, Verdensbanken og regionale banker).   Tabel 4: Andre multilaterale bidrag 2003 2004 Beløb i mio. d. kr. 561,5 537,3 Antal modtagerorganisationer 119 106 Antal modtagere, der modtager <= 1. mio. kr. 61 55 Som det fremgår af tabel 5 var der tale om mange mindre bidrag. Danmark rapporterede hhv. 119 og 106 multilaterale bidrag til OECD i 2003 og 2004, som lå uden for de store organisationer. Samlet var der tale om bidrag på godt en halv milliard kroner. Cirka halvdelen af bidragene blev givet ved bidrag på 1 mio. kr. eller mindre. Endelig kan der opnås et indtryk af den multilaterale bistands forholdsmæssige størrelse ved at se på det absolutte bidrag til de multilaterale organisationer per person i Danmark og sammenligne dette bidrag med de ligesindede lande. Denne sammenligning fremgår af tabel 5. Tabel 5: Multilateral bistand (i USD) per person til organisationer - gennemsnit 1999-2003 Organisation Danmark *   Norge Sverige Finland UK Holland   Luxemburg Total EU-systemet 19,1 0,0 11,0 12,9 15,6 14,2 33,0 Total regionale banker og fonde Heraf: 9,0 11,8 8,9 4,2 1,6 3,5 1,3 -  AsDB 0,4 0,4 0,7 0,0 0,1 0,3 1,0 -  AsDF 1,0 1,0 0,5 0,7 0,4 0,4 0,0 -  AfDB 0,3 0,2 0,1 0,1 0,0 0,0 0,0 -  AfDF 5,1 8,1 5,1 2,0 0,9 0,8 0,0 -  NDF 2,0 0,0 0,0 1,2 0,0 0,0 0,0 -  Andre regionale banker/fonde (1) 0,0 2,0 2,4 0,3 0,1 0,1 0,3 Total 102,7 98,8 64,4 36,7 29,4 59,2 73,5 (1) Indeholder bidrag til NDF for Norge og Sverige

11 Tabel 5 viser, at Danmark målt i kroner og ører per dansker gav et forholdsmæssigt højt bidrag til en række multilaterale organisationer i forhold til kredsen af ligesindede lande. Niveauet var for perioden 1999-2003 omtrent på højde med Norges bidrag per person. Det bemærkes, at de svenske bidrag til de multilaterale organisationer forventes at stige i de kommende år som følge af målet om en stigende svensk bistand. Opgørelse over de ligesindede landes bidrag per indbygger til de multilaterale organisationer afspejler den høje gennemsnitlige bistandsprocent (ca. 0,98% af BNI) i perioden 1999-2003 sammenlignet med de ligesindede landes gennemsnitlige bistandsprocent (ca. 0,64% af BNI).   Hvis de øvrige lande havde haft samme bistandsprocent som Danmark ville beregningen vise, at Danmark i perioden 1999-2003 gennemsnitlig gav ca. 380 mio. kr. mere end de ligesindede på årsbasis. Skulle Danmark efter denne beregningsmodel bringe sig på niveau med de ligesindede lande ville bl.a. bidrag til UNDP og WFP skulle reducere med hhv. ca. 95 mio. kr./år og ca. 102 mio. kr./år. Denne sammenligning med de ligesindede lande medregner ikke de yderligere øremærkede bidrag til de multilaterale organisationer, som opgives til OECD som bilateral bistand.

12 Bilag 2: Gennemgang af de multilaterale organisationer Indledning: Den internationale udviklingsdebat har i mange år været præget af intense diskussioner om, hvilke former for politik der fremmer nedbringelse af fattigdommen i udviklingslandene.   Bekæmpelse af fattigdom er da også den helt grundlæggende målsætning for dansk udviklingspolitik, samtidig med at udviklingspolitikken indgår som et centralt udenrigspolitisk instrument.   Centralt i drøftelserne af samspillet mellem udviklingsbistandens aktører og de nationale aktører i udviklingslandene står erkendelsen af, at positive sociale og politiske forandringer i udviklingslandene ikke fremmes ved, at eksterne partnere forsøger at drive landenes politik. Bistanden må understøtte udviklingslandenes egne visioner og planer.   I september 2000 vedtog FN’s stats- og regeringschefer en omfattende ”Årtusindeerklæring”, der indeholdt et løfte om at samarbejde for at garantere fred og sikkerhed og for at bekæmpe fattigdom. På udviklingsområdet har FN’s generalsekretær siden uddraget de otte såkaldte 2015 Mål af erklæringen, hvorved der er skabt en fælles politisk ramme for det globale bistandssamarbejde. Den øgede vilje til at trække på samme hammel i udviklingssamarbejdet er også kommet til udtryk i form af øget vilje til samarbejde blandt de multilaterale organisationer. De multilaterale organisationer har erkendt, at et positivt udfald af udviklingssamarbejdet afhænger af, om de enkelte organisationer får mulighed for at tage sig af de områder, hvor de har særlige forudsætninger.   På det operative plan er både bilaterale og multilaterale organisationers bistand til de fattigste lande i stigende grad blevet forankret i udviklingslandenes egne nationale fattigdomsstrategier (PRSPs). Der er herigennem skabt en ramme, der kan bringe alle parter ind i et forpligtende og langsigtet samarbejde.   Regeringen ønsker fortsat en høj dansk profil og prioritering af det multilaterale felt, som gør Danmark til en indflydelsesrig donor, der er med til at påvirke og sætte den internationale udviklingsdagsorden.   Danmark kan sammen med ligesindede donorer påvirke de multilaterale organisationer i retning af danske udviklingspolitiske prioriteter. Herved er der reelt set tale om betydelige midler, som bliver løftet i retning af den danske politik - f.eks. på miljøområdet eller i forhold til indsatsen mod hiv/aids.   Udgangspunktet for den følgende gennemgang af de enkelte multilaterale organisationer er en vurdering af, hvorvidt de enkelte multilaterale organisationers aktiviteter er i overensstemmelse med danske udviklingspolitiske prioriteter samt af organisationernes effektivitet.

13 Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker og IMF. Udviklingsbankerne - Verdensbanken (IBRD), Den afrikanske Udviklingsbank (AfDB), Den asiatiske Udviklingsbank (AsDB)og Den inter-amerikanske Udviklingsbank (IDB) - og IMF udgør tilsammen den væsentligste samlede multilaterale kilde til finansiering af udvikling.   Udviklingsbankerne består alle af en bank, der låner penge til mellemindkomstlande på markedsvilkår og en udviklingsfond, der yder lån til de fattigste lande på meget bløde vilkår.   Udviklingsbankerne bistår de låntagende lande med at gennemføre en udviklingsorienteret politik og reformer, der på sigt skal sætte dem i stand til at klare sig selv. Udviklingsbankerne yder fortrinsvis projektlån, men en voksende del af långivningen stilles til rådighed som budgetstøtte til gennemførelse af strukturelle, sociale og institutionelle reformer. I krisesituationer træder bankerne til med lån rettet mod stabilisering, reformer og afbødning af sociale virkninger. Bankerne tiltrækker også private investeringer – indirekte gennem blåstempling af den førte politik og støtte til reformer, der frigør produktive kræfter i den private sektor - og direkte gennem medfinansiering af nye og ofte banebrydende investeringer. Bankerne anses generelt som meget professionelle med betydelig ekspertise og som effektive organisationer. Bankernes idegrundlag og fokus er ændret i takt med policy udviklingen og ændringerne i de låntagende landes situation. Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande været stærkt medvirkende til den markante orientering af udviklingsbankerne imod fattigdomsreduktion og levevilkårsforbedringer for den brede befolkning, som navnlig har fundet sted i 1990’erne. Fattigdomsstrategier er allerede udarbejdet eller under udarbejdelse i langt de fleste af de over 80 lande, der har adgang til lån i udviklingsfondene. Desuden har decentralisering af især Verdensbanken medført en intensiveret dialog med udviklingslandene og styrket samarbejdet på lokalt plan.   I 2004 bidrog Danmark i alt med  ca. 600 mio. kr. til Verdensbanken og ca. 300  mio. kr. til de regionale udviklingsbanker. Ud over fondsopfyldningerne omfatter samarbejdet bidrag til trustfonde, der fremmer danske virksomheders deltagelse i bankernes arbejde og bidrag til tematiske trustfonde der ruster bankerne til at intensivere indsatsen på danske prioritetsområder - f.eks. god regeringsførelse, miljø og vedvarende energi - samt bidrag til privatsektor- og andre faciliteter, som Danmark vurderer som betydende. Verdensbanken Med en andel på omkring 35 pct. af de totale multilaterale overførsler til udviklingslandene er Verdensbanken den største og vigtigste donor i lavindkomstlandene. Bankens overordnede mål er at bidrage til fattigdomsbekæmpelse. Verdensbanken spiller en afgørende rolle på den udviklingspolitiske scene; dels som normsætter og førende vidensbase på udviklingsområdet, og dels som følge af bankens operationelle styrke med tilstedeværelse i næsten alle lavindkomstlande. Gennem de seneste 10 år har Verdensbanken bevæget sig fra et mere snævert fokus på strukturtilpasning og store infrastrukturprojekter til i højere grad at rette sin støtte mod sociale sektorer baseret på landenes nationale fattigdomsstrategier. I hovedparten af de danske

14 programsamarbejdslande er Verdensbanken den vigtigste eksterne samarbejdspartner for Danmark. Verdensbankens  strategi  for  fattigdomsbekæmpelse  har  to  strenge:  (i)  at  skabe  de  rette betingelser  for  bæredygtig  vækst  og  investeringer  med  henblik  på  skabelse  af  jobs;  og  (ii)  at styrke de fattiges deltagelse i udviklingsprocessen gennem investering i uddannelse, sundhed og social beskyttelse. Herudover indgår indarbejdelse af tværgående hensyn som ligestilling mellem kønnene, miljømæssig bæredygtighed og god regeringsførelse. Desuden støtter Danmark aktivt en bedre integration af  menneskerettighedsaspekter i Verdensbankens aktiviteter. Vurderinger af implementering af de tværgående hensyn er generelt tilfredsstillende, men der er dog stadig behov for mindre justeringer   Det centrale i Verdensbankens tilgang til bekæmpelse af fattigdom er landestrategier udarbejdet i    partnerskab    med    modtagerlandene    og    baseret    på    nationale    fattigdomsstrategier. Landestrategierne   udgør   en   pakke,   der   kombinerer   finansiering,   policy-rådgivning   og institutionel    støtte.    Som    følge    heraf    indtager    Verdensbanken    ofte    en    lederrolle    i donorsamarbejde,   selv   om   der   er   rapporteret   om   nogle   vanskeligheder,   fra   danske bistandsambassader,  især hvor Verdensbanken ikke har egne decentrale landerepræsentationer. Med den netop afsluttede 14. genopfyldning (2005-2008) vil Verdensbankens indsats til fordel for  vækstfremmende aktiviteter blive intensiveret. Der vil i særlig grad blive fokuseret på at øge investeringerne i uddannelse, sundhed og i basal infrastruktur vedrørende vand-, elektricitet og kommunikation.  Endelig  udgør  Verdensbankens  støtte  til  udvikling  af  udviklingslandenes handel med omverdenen et vigtigt grundlag for styrkelse af landenes økonomiske vækst.   I Verdensbankens overordnede målsætning om bæredygtig vækst indgår den private sektor – særligt  de    små  og  mellemstore  virksomheder  -  som  det  grundlæggende  element  til  at  skabe produktivitet, vækst og jobs. Staten skal på den anden side sikre fornuftige makroøkonomiske politikker,   transparent   og   ansvarlig   styring   af   de   offentlige   finanser   og   finansiering   af infrastruktur, herunder i partnerskab med private investeringer.   Under den 14. genopfyldning vil der blive anvendt en ny mekanisme ved fordeling af gaver og lån,  der  tager  udgangspunkt  i  landenes  gældssituation.  De  lande  med  gode  politikker  og resultater tildeles udelukkende lånebistand, mens de lande, der ikke kan betale deres gæld tilbage udelukkende tildeles gavebistand. En gruppe midtimellem tildeles en 50/50 blanding af lån og gaver. God  regeringsførelse  er  i  sidste  halvdel  af  1990’erne  blevet  et  højt  prioriteret  område  og Verdensbanken har bidraget væsentligt til, at god regeringsførelse, korruptionsbekæmpelse og ansvarlig  forvaltning  i  dag  indgår  som  centrale  elementer  i  udviklingssamarbejdet,  navnlig indenfor den offentlige og den finansielle sektor.   Verdensbanken har gennem de seneste år – bl.a. på opfordring af Danmark og en række andre donorer  –  oparbejdet  en  større  kapacitet  inden  for  støtte  til  LICUS-landene  (Low  Income Countries   Under   Stress),   herunder   post-konflikt   situationer.   Der   arbejdes   på   at   styrke

15 samarbejdet  med  FN  systemet  på  dette  område.  Endelig  bidrager  Verdensbanken  (og  IMF) også til at begrænse hvidvask af penge og terrornetværks muligheder for at overføre midler.   I forhold til Verdensbankens effektivitet på landeniveau finder tildeling af midler sted på basis af et præstationsafhængigt tildelingssystem baseret på i hvilken udstrækning landene er i stand til   at   føre   en   forsvarlig   økonomisk   politik,   sikre   god   regeringsførelse   og   fokusere   på bekæmpelse af fattigdom. Der gøres dog undtagelser i post-konflikt situationer samt i svage og sårbare lande.   Resultatmålingssystemet  vil  blive  styrket  i  den  14.  genopfyldning  ved  hjælp  af  et  todelt   moniteringssystem.  Der  vil  dels  blive  målt  udfra  14  aggregerede  landeindikatorer  inden  for områder    som    sundhed,    uddannelse,    vand,    energi    og    privatsektor.    Verdensbankens landestrategier og projekter/programmer vil blive designet således, at det er muligt at måle de konkrete  resultater  af  indsatsen.  Verdensbanken  vil  også  styrke  sit  bidrag  til  de  nationale statistiksystemer.   Danmarks bidrag til IDA-14 (2005-2008) udgør 1.448 mio. kr. Bidraget vil blive udbetalt gennem udstedelse af i alt fire statsforskrivninger på henholdsvis 188 mio. kr. i 2005 og 420 mio. kr. i hvert af årene 2006-08. Herudover giver Danmark traditionelt bidrag til et antal trustfonde under Verdensbanken.   Vurdering: Verdensbanken  vurderes  at  være  en  effektiv  organisation,  som  spiller  en  vigtig  operativ  og normativ  rolle  på  udviklingsområdet.  Verdensbankens  aktiviteter  er  i  god  overensstemmelse med   de   danske   udviklingspolitiske   prioriteter,   herunder   gennem   en   aktiv   indsats   for bekæmpelse af fattigdom ved at skabe rammer for bæredygtig økonomisk vækst i fattige lande. afsluttede genopfyldningsforhandlinger til IDA-14.   Den afrikanske Udviklingsbank I Afrika-banken ejer de afrikanske lande 60% af aktierne, hvilket giver den et styrket lokalt/regionalt ejerskab og et godt grundlag for en reel udviklingspolitisk dialog med de afrikanske lande. Med lånetilsagn på et niveau op mod 10 mia. kr.  i de senere  år står Afrika- banken  for ca. 12 pct. – og i visse programsamarbejdslande såsom Benin og Ghana op mod 20 pct. – af den multilaterale bistand til Afrika Syd for Sahara. Med en stigning på 40 pct. i genopfyldningsniveauet i den Afrikanske Udviklingsfond i forbindelse med den sidste 3-årige genopfyldning (den 10. genopfyldning), som blev afsluttet i december 2004, vil bankens betydning som udviklingsaktør i Afrika blive styrket. Det blev under genopfyldningsforhandlingerne besluttet, at Fondens aktiviteter i de svageste og mest forgældede lande skal omlægges fra rentefrie lån til gavebistand efter stort set samme model som i Verdensbanken. Tildelingen af gavebistand vil dermed blive baseret på en række kriterier for bæredygtig gæld. Det er Afrika-bankens vurdering, at modellen vil resultere i et niveau for gavebistand på omkring 44 pct.   Afrika-bankens fokus på  landdistriktsudvikling, herunder infrastruktur, uddannelse og sundhed (inklusiv smitsomme sygdomme), privatsektoraktiviteter, god regeringsførelse, samt de

16 tværgående hensyn ligestilling og miljø er i overensstemmelse med de overordnede danske bistandsprioriteter.   Derudover arbejder Fonden på linie med Danmark for at fremme regionalt økonomisk samarbejde og integration. Som et nyt fokusområdet har Afrika-banken iværksat et særligt initiativ rettet mod vandforsyning og sanitet i landområder, ligesom banken er vært for Den Afrikanske Vandfacilitet.   Med den nye genopfyldning er der lagt op til, at Fonden i højere grad skal bidrage til finansieringen af låntagerlandenes sektorprogrammer. Det er et område, som man fra dansk side har lagt stor vægt på. Fonden vil også deltage i budgetstøtte. Flere store donorer, herunder Japan og USA, har dog udtrykt skepsis overfor budgetstøtten, hvorfor det ikke kan forventes, at Fonden vil benytte instrumentet i større omfang.   I forbindelse med midtvejsevalueringen af den 10. genopfyldningsperiode vil der blive gjort status for arbejdet med en yderligere fokusering af Bankens indsatser baseret på organisationens komparative fordele. En nyligt gennemført fælles donor vurdering samt Udenrigsministeriets egne evalueringer viser, at banken stadig kæmper med at omsætte sine politikker til praksis. Aktiviteterne på landeniveau er præget af mange forsinkelser. Grundet den manglende erfaring og begrænsede tilstedeværelse og gennemslagskraft på landeniveau formår banken ikke at deltage aktivt i den lokale donorkoordination og dialog med de lokale myndigheder. Hvor de overordnede politikker er ved at være på plads, må man konstatere, at det stadig halter med gennemførelsen.   Danmarks ordinære tilskud til Den afrikanske Udviklingsbank og Den afrikanske Udviklingsfond ligger for 2005-2007 på  117, 5 mio. kr. årligt, hvoraf de 100 mio. kr. årligt er et resultat af den seneste genopfyldning. I opfølgning på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg, og som en del af opprioriteringen af miljøindsatser i Afrika, er der desuden for 2005 og efterfølgende år afsat kr. 75 mio. årligt til den afrikanske Udviklingsbank til særlige vand- og sanitetsprogrammer i Afrika. Vurdering: Regeringen prioriterer bekæmpelse af fattigdom og forbedringer af miljøet i Afrika højt. I det lys er der god overensstemmelse mellem bistanden til Afrika-banken og de danske udviklingspolitiske prioriteter.   Den asiatiske Udviklingsbank Den asiatiske udviklingsbank (AsDBs) overordnede målsætning er fattigdomsbekæmpelse gennem bæredygtig økonomisk vækst, social udvikling og god regeringsførelse. Der blev i juni 2004 foretaget en gennemgang af bankens fattigdomsstrategi fra 1999. Gennemgangen bekræftede strategiens relevans, men anbefalede tillige en række justeringer rettet mod at skabe grundlag for en mere effektiv implementering. Der peges bl.a. på behovet for en styrkelse af bankens landefokus, herunder en mere resultatorienteret tilgang ved udarbejdelse og gennemførelse af landestrategier.   

17 Anbefalingerne falder i god tråd med en række initiativer, som AsDB allerede har iværksat. AsDB har - i opfølgning på drøftelser med donorerne under genopfyldningen af bankens udviklingsfond i 2003/2004 - etableret rammerne for en styrket mål og resultatstyring på alle niveauer i bankens arbejde. Der arbejdes fortsat med den nødvendige udbygning af bankes resultatmålingssystem med henblik på en bedre rapportering om opnåede resultater på landeniveau.   Det gælder på landeniveau - i forhold til de enkelte modtagerlande - og internt i banken selv. Repræsentationerne i de enkelte lande er blevet styrket og har fået større ansvar i relation til udviklingen og gennemførelsen af bankens landestrategier, og samarbejdet med øvrige donorer - der tidligere kunne være vanskeligt - tillægges generelt stadig større betydning. I stedet for tidligere at indgå særskilte partnerskabsaftaler med de enkelte lande, koncentrer banken sig nu om i samarbejde med andre donorer at bidrage til gennemførelsen af landenes egne strategier for fattigdomsbekæmpelse. Foreløbige meldinger fra andre donorer i regionen tyder på, at der allerede er sket betydelige fremskridt på dette område.   På hovedkvartersniveau er et af de vigtigste tiltag en ny personalestrategi, der tager sigte på at styrke personalets kompetencer og etablere et effektivt system til at arbejde med de enkelte medarbejderes svagheder og styrker.   AsDB er en både administrativt velfungerende og effektiv bank, der - foruden at være finansielt velfunderet - nyder stor tillid og respekt i regionen. Banken er den tredjestørste udviklingsinvestor i regionen. Banken har reageret hurtigt og konstruktivt på bl.a. kritik fra donorkredsen og arbejder på at blive en mere effektiv samarbejdspartner for såvel låntagere som andre donorer. Den faktiske implementering af de iværksatte tiltag er igangsat og vil strække sig over de næste år.      Danmark ejer 0,35 pct. (1,3 mia. DKK) af bankens aktier og har en stemmevægt på 0,6 pct. og en bidragsandel ved de seneste genopfyldninger af bankens udviklingsfond på 0,89 pct. Den sidste genopfyldning (AsDF IX, 2005-2008) blev bragt på plads i efteråret 2004 med et dansk bidrag på 183 mio. kr., eller 46 mio. kr. i hvert af finansårene 2005-2008. Danmark støtter derudover med i alt 15 mio. kr. årligt en række trustfonde i banken, herunder til indsatser for ligestilling og vedvarende energi.   Vurdering: Den asiatiske udviklingsbank vurderes at være en effektiv organisation, hvis aktiviteter generelt er i overensstemmelse med dansk udviklingspolitik, herunder gennem fokus på bekæmpelse af fattigdom og god regeringsførelse. il de netop afsluttede genopfyldningsforhandlinger for 2005-2008 Den Inter-amerikanske Udviklingsbank Baggrunden for det danske medlemskab i den Inter-amerikanske Udviklingsbank (IDB) er de betydelige udviklingsudfordringer, Latinamerika står overfor koblet med Bankens tyngde i regionen med årlige udlån (2003) på 9 mia. USD. IDB er den vigtigste udviklingsinstitution i regionen. Bankens komparative fordel ligger i dens regionale forankring, hvilket er fremmende

18 for tillidsforholdet og dialogen med låntagerlandene om bl.a. politisk og kulturelt følsomme emner.    Banken yder lån til udviklingsprojekter der fremmer bæredygtig økonomisk og social udvikling.   Der opereres med fire prioritetsområder: social udvikling, reform af den offentlige sektor, øget konkurrencedygtighed/privatsektorudvikling samt regional integration.   Gennem et samarbejde med IDB - bistandsmæssigt og på erhvervssiden - kan Danmark nå bredt ud til i alt 26 låntagerlande. Den målrettede danske indsats i IDB ses som et supplement til det bilaterale arbejde i regionen. Danmark har en aktie og stemmeandel på 0,17% hvilket er sammenligneligt med Norge og Finland, og betydeligt mindre end Sverige (0,32%). Danmark har desuden aktier i Inter-American Investment Cooperation (IIC), en søsterorganisation til IDB, der har til formål at fremme investeringerne i små og mellemstore virksomheder. Det samlede danske bidrag til Banken er i 2005 på 12,6 mio. kr. Tilbagemeldingen fra danske bistandsrepræsentationer i regionen er kritisk overfor IDBs tilpasning og støtte til gennemførelse af nationale fattigdomsstrategier, deltagelse i donor koordination og IDB’s opnåede resultater på landeniveau.   I modsætning til de øvrige nordiske lande har Danmark i de seneste år ikke ydet bistand til ubundne tematiske trust fonde under IDB, og IDB har generelt siden 2003 været betydeligt lavere prioriteret i Danmark end i særligt Sverige og Norge.   Vurdering: Den inter-amerikanske udviklingsbank spiller en vigtig rolle i Latinamerika og er som følge heraf en vigtig samarbejdspartner for Danmark i den bilaterale bistand til Bolivia og Nicaragua. I det lys anses det som vanskeligt yderligere at reducere bistanden til den inter-amerikanske udviklingsbank, om end bankens effektivitet ikke er optimal. Den internationale Valutafond (IMF) IMF er den internationale monetære institution, der skal sikre monetær stabilitet. Fonden overvåger løbende den makroøkonomiske og monetære udvikling i medlemslandene og stiller kortsigtede likviditetslån til rådighed for de medlemslande, der har behov for det. Denne långivning er ledsaget af betingelser om gennemførelse af reformer i låntagerlandene.   For at fastholde sin tilstedeværelse i de fattigste lande har Fonden introduceret et blødt lånevindue, som i dag betegnes PRGF (Poverty Reduction & Growth Facility). Udlån fra PRGF var oprindeligt beregnet for de højt forgældede fattige lande, men faciliteten anvendes i dag også til andre fattige lande. Gaveelementet i faciliteten finansieres delvis ved Fondens egne indtægter, dels ved donorbidrag. Danmark har i alt bidraget med ca. 125 mio. kr. til IMF’s koncessionelle udlån.   I forhold til Danmarks bistandsaktiviteter spiller IMF en vigtig rolle, idet bilaterale budgetstøtteprogrammer og Danmarks støtte til gældslettelse typisk er snævert forbundet med  

19 IMF’s periodiske analyser af landenes økonomiske situation i forbindelse med arrangementer under IMF. Vurdering: IMF spiller en central rolle for udviklingslandene i forbindelse med sikring af deres makroøkonomiske stabilitet. NDF Nordisk Udviklings Fond (NDF) blev i 1988 oprettet af Nordisk Ministerråd. NDF har til formål at fremme økonomisk og social udvikling i de fattigste udviklingslande gennem ydelse af bløde lån til finansiering af projekter af nordisk interesse, dvs. projekter som er med til at fremme nordiske landes bistandspolitiske prioriteter og med rod i den nordiske ressourcebase.   Fondens grundkapital udgør ca. 7,1 mia. kr. Danmarks andel udgør 22 pct. af den indbetalte fondskapital på 4,3 mia. kr. ultimo 2004. De årlige indbetalinger for Danmark varierer mellem 50-110 mio. kr. afhængigt af NDF’s planlagte aktivitetsniveau det pågældende år. NDF  er  en  lille  udviklingsinstitution.  Med  blot  15  ansatte  er  fonden  ikke  selv  ansvarlig  for projektplanlægning- og implementering. Fonden yder kreditter i form af samfinansiering med andre  multilaterale  og  bilaterale  donorer,  herunder  især  med  Verdensbanksgruppen  og  de regionale   udviklingsbanker.   I   mindre   omfang   gennemføres   projekter   med   de   nordiske bistandsorganisationer, herunder Danida.   NDF er en omkostningseffektiv organisation, som har høj kvalitet i udlånsprodukterne, ligesom der  traditionelt  har  været  en  betydelig  interesse  fra  nordisk  erhvervsliv  til  samarbejde  med Fonden. Efter nogle år med en forholdsvis lav implementeringsrate er der inden for de sidste to år  sket  en  væsentlig  forøgelse  i  såvel  implementeringen  som  indgåelsen  af  nye  kontrakter. Bestyrelsen har i samarbejde med NDF’s ledelse arbejdet målbevidst herpå. Selvom NDF er en effektiv organisation, kan der i dag stilles et reelt spørgsmålstegn ved NDF’s eksistensberettigelse. Bindingen af NDF’s indkøb i Norden stemmer ikke længere overens med den nordiske holdning til afbinding af bistanden. Derved forsvinder NDF’s vigtigste eksistensberettigelse og det kan være vanskeligt at se, at den merværdi NDF tilføjer finansieringsprocessen overstiger de øgede transaktionsomkostninger for modtagerlandet. NDF’s finansieringsform i form af støtte til enkeltprojekter har heller ikke fulgt med udviklingen i andre udviklingsbanker og blandt de bilaterale donorer, hvor der i stigende grad anvendes støtte til hele sektorer/programmer (sundhed, uddannelse el. lign.) eller generel budgetstøtte. NDF har i dag fuldt ud forpligtet sin kapital. Den næste  genopfyldning (NDF V) er under forhandling. Indbetalingerne til NDF V først vil falde om ca. seks år. Afvikling af NDF er realistisk at overveje set i forhold til relevansen for dansk bistand.   Vurdering: Om end NDF vurderes at være en effektiv organisation kan der i dag stilles et reelt spørgsmålstegn ved NDF’s eksistensberettigelse henset til afbindingen af dansk bistand.  

20 UNDP FN’s udviklingsprogram, UNDP, har til opgave at finansiere og koordinere faglig bistand til udviklingslandene. UNDP gennemfører desuden konkrete udviklingsaktiviteter. Med kontorer i ca. 130 lande indtager UNDP en central position i FN-systemet. UNDP’s indsats bygger primært på fire elementer: Styrkelse af god regeringsførelse og administration til fremme af bæredygtig udvikling; som koordinator af FN-systemets udviklingssamarbejde; og som fortaler for de fattigste landes interesser. Selvom denne fokusering er et skridt i den rigtige retning, er områderne for UNDP fortsat meget vide, og der er fortsat behov for en afgrænsning inden for de enkelte områder. UNDP’s globale tilstedeværelse muliggør en hurtig indsats i f.eks. krisesituationer. UNDP har opbygget en solid erfaring, når det gælder kapacitetsopbygning på lokalt niveau i de fattigste lande. De nære kontakter med FN-systemets politiske og fredsbevarende organer giver UNDP mulighed for at følge op i overgangen fra konflikt til genopbygning. I dette arbejde tillægger UNDP ikke på samme måde som Verdensbanksystemet modtagerlandenes ”præstationer” afgørende betydning. Bistand til såvel god regeringsførelse og demokrati som post-konflikthåndtering indebærer ofte håndtering af følsomme spørgsmål i forhold til modtagerlandenes regeringer, hvor UNDP’s komparative fordel består i det opbyggede tillidsforhold. UNDP opfattes generelt som upartisk, f.eks. når det gælder bistand inden for menneskerettigheds- og demokratiseringsspørgsmål.   UNDP spiller en central rolle i forhold til overvågning og opfyldning af 2015 Målene. UNDP’s administrator er leder af den gruppe (UN Development Group, UNDG), der varetager den overordnede koordination af FN-systemets udviklingsindsats, såvel som koordineringen af FN- organisationernes indsatser på landeniveau.   Den nuværende administrator, der tiltrådte i 1999, har gjort en målrettet indsats for at omlægge programaktiviteterne til rådgivning og teknisk bistand på et overordnet policy niveau og har gennemført en organisatorisk opstramning. Det har indebåret omfattende personale- reduktioner, decentralisering og indførelse af resultatbaseret ledelse. Disse foranstaltninger har betydet, at UNDP’s landekontorer bedre er blevet i stand til at leve op til rollen som koordinator for FN-systemet i marken.   Til trods for disse fremskridt har UNDP stadig et behov for at øge sin effektivitet og styrke sit fokus, når det gælder indsatsen i de enkelte lande. Dette er en vurdering, der  bekræftes  i den fælles multilaterale monitorering, som blev gennemført i 2004 blandt en række ligesindede lande (MOPAN). Den generelle tilbagemelding fra danske bistandsambassader er, at UNDP på landeniveau bør styrke arbejdet for koordineret donorindsatser og harmonisering af retningslinjer og procedurer for udviklingssamarbejdet. I 2003 udgjorde de samlede bidrag til UNDP’s generelle budget (kernebudget) 770 mio. USD, hvilket indebærer en stigning i de generelle ressourcer for tredje år i træk. Bidragene til UNDP’s generelle budget kommer for knap 90 procents vedkommende fra 10 donorlande, herunder

21 Danmark, som er på syvende pladsen med et årligt bidrag på 370 mio. DKK. Norge har i 2004 overhalet USA som største donor. Vurdering: UNDP spiller en central rolle i det globale bistandssamarbejde og i FN-systemet. Selvom der i de senere år er gennemført omfattende reformer, der har styrket UNDP’s rolle som koordinator for FN-systemet, er der fortsat behov for, at UNDP yderligere fokuserer sine aktiviteter på færre indsatsområder og bliver mere synlige i koordineringen på landeniveau. er er generelt større frihed til omprioritering af den danske støtte til FN-organisationerne. FN-Centeret i København og UNICEF’s lager i Frihavnen Danmark finansierer løbende bl.a. husleje, kommunikation og flytteudgifter for at tilskynde FN-organisationer til at etablere afdelinger i København. Som koordinator for FN’s operationelle udviklingsaktiviteter administreres dette samarbejde omkring FN-centeret i København af UNDP. Tilstedeværelsen af FN-organisationer i København indebærer en række fordele for såvel FN som for Danmark, ikke mindst i kraft af en markant større generelle synliggørelse af FN i Danmark. Derved bidrager tilstedeværelsen også til at styrke bevidstheden om FN-systemets muligheder og den brede offentlige forståelse for FN’s centrale placering i dansk udviklings- og udenrigspolitik. Samtidig har FN organisationerne bedre muligheder for løbende at forstå og fortolke danske synspunkter i forhold til de pågældende organisationer. Hertil kommer klare økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af placering af så relativt mange internationale stillinger i Danmark. Der er tale om ikke ubetydelige offentlige indtægter  fra internationale embedsmænds forbrug og indirekte skatter, der er for tiden 253 danskere beskæftiget i FN-organisationerne i København. Der har været en tendens til, at man i de senere år ved overflytning af yderligere FN-enheder til København i højere grad end tidligere har satset på ansættelse af lokal dansk arbejdskraft frem for den langt dyrere løsning at udsende internationalt ansatte til København. Tilstedeværelsen af en højtudannet og velkvalificeret arbejdsstyrke i Danmark har da også angiveligt spillet ind ved beslutninger om flytning af enheder til Danmark. Placering i København af indkøbsafdelinger fra FN-organisationerne (IAPSO, UNOPS, UNFPA, UNICEF) letter danske virksomheders muligheder for at give tilbud på leverancer til disse organisationer – både tjenesteydelser og varer. Dette har samlet ført til en markant stigning i de danske leverancer over de sidste 10 år.  F.eks. er den danske andel af FN’s indkøbsorganisation, IAPSO’s samlede indkøb steget klart fra 8,15% i 1997 til 20,12 % i 2002.    Vurdering: Der er klare politiske og økonomiske fordele ved at bidrage til FN-centeret i København og UNICEF’s lager i frihavnen.  

22 Bistand til sundhed herunder støtte til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og bekæmpelse af  hiv/aids    Befolknings- og sundhedsspørgsmål spiller en central rolle i udviklingsprocessen. De nationale sundhedssystemer i udviklingslandene er generelt svage og dårligt udbyggede. Mange dør af helt banale sygdomme. Der er fortsat en høj børnedødelighed i mange af de fattigste lande, og det er ikke lykkes at nedbringe mødredødeligheden væsentligt. Støtte til en forbedring af de nationale sundhedssystemer med fokus på styrkelse af den primære sundhedssektor er afgørende for at fremme den menneskelige udvikling i verdens fattigste lande. Tilstrækkelige forsyninger af basal medicin og opbygning af systemer, der kan nå ud til de fattigste områder og de mest sårbare grupper i samfundet er afgørende elementer heri.   Hiv/aids epidemien har i en række lande i Afrika nået et omfang, hvor den har sat den sociale og økonomiske udvikling alvorligt tilbage og udgør en risiko for den sociale stabilitet og sikkerhed. Fattige lande rammes hårdest af hiv/aids, og i de fattigste lande er kvinderne de mest udsatte for smitte. I Afrika syd for Sahara er over 25 millioner ramt af sygdommen, heraf er 55 pct. kvinder.   En række multilaterale organisationer herunder UNICEF, UNFPA, WHO, den Globale Fond og UNAIDS yder en betydelig indsats i bekæmpelsen af hiv/aids både inden for forebyggelse, behandling og støtte til smittede og støtte til berørte af sygdommen som f.eks. forældreløse børn. Bekæmpelse af hiv/aids og en styrket indsats for fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er blandt regeringens prioriteringen for udviklingsindsatsen. Mange udviklingslande er stadig præget af en høj befolkningstilvækst. FN’s konference om befolkning og udvikling i Kairo i 1994 markerede et skift fra en snæver fokusering på demografiske målsætninger og kontrol af befolkningstilvæksten i retning af en bredere tilgang, der fokuserer på fremme af reproduktiv sundhed og rettigheder, herunder familieplanlægning. Den internationale udviklingsindsats på befolkningsområdet omfatter således i dag ikke kun sundhedssektoren, men inddrager også andre sektorer, ikke mindst uddannelse. Styrkelse af global sundhed og forebyggelsen og bekæmpelsen af hiv/aids har stået blandt regeringens klare udviklingspolitiske prioriteter i de senere år.   WHO FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, har som sit formål at sikre og forbedre sundhedstilstanden i verden. Organisationen har som sit mandat at lede og koordinere den internationale indsats på sundhedsområdet, først og fremmest med sigte på en styrkelse af den primære sundhedspleje i udviklingslandene, og at fastsætte internationale standarder.   Ved Gro Harlem Brundtlands tiltrædelse som generaldirektør i 1998 indledtes en meget tiltrængt og gennemgribende omstrukturering af organisationen, og en redefinering af WHO’s opgaver. Med reformprocessen er det generelt lykkedes WHO at genindtage sin plads som den centrale, internationale aktør på sundhedsområdet, særligt i forhold til fastsættelse af normer og standarder for sundhedsområdet.  

23 Fra dansk side prioriteres den videre reformproces med fokus på fælles arbejdsplan og -budget, decentralisering og resultatbaseret ledelse og en styrkelse af WHO's landekontorer og disses evne til at støtte udviklingen af nationale sundhedssystemer med fokus på den primære sundhedstjeneste. Endvidere prioriteres en styrkelse af WHO's arbejde inden for reproduktiv og seksuel sundhed og en strategisk og afbalanceret WHO indsats inden for hiv/aids behandling og forebyggelse, herunder initiativet "3 by 5". Udviklingen i WHO giver grund til optimisme. Den resultatbaserede tilgang styrkes vedvarende og WHO har taget væsentlige skridt i retning af øget transparens og effektivitet. Hertil forventes decentraliseringen af organisationen, at blive konsolideret i de kommende år, hvilket vil styrke organisationens arbejde på landeniveau med at opbygge national kapacitet. Der udestår imidlertid fortsat et betydeligt arbejde for at få udviklet en sammenhængende organisationskultur og få styrket den overordnende sammenhæng mellem organisationens prioriteringer inden for de 36 indsatsområder.   Der lægges fra dansk side vægt på, at WHO’s indsats inden for seksuel og reproduktiv sundhed opprioriteres. Dette gælder tillige de  øvrige sundhedsrelaterede 2015 mål, som generelt ikke prioriteres tilstrækkeligt højt i WHO’s budget, og hvor der er  al for stor afhængighed af frivillige bidrag til gennemførelsen af disse indsatser. På hiv/aids området vurderes WHO at have ydet en god indsats med hensyn til prækvalificering af medicin og reducerede priser på ARV-behandling. I forhold til behandlingsinitiativet"3 by 5" er WHO noget tilbageholdende med at erkende, at det opstillede mål ikke kan forventes nået i 2005. Vurdering: Der er med reformprocessen og WHO’s centrale rolle på sundhedsområdet grundlag for et fortsat tæt og solidt samarbejde med organisationen.   UNICEF FN's børnefond (UNICEF) er fortaler for børns rettigheder og bistår udviklingslandene med at forbedre levevilkårene for børn, unge og kvinder. UNICEF's strategi for 2002-2005 er fokuseret på følgende fem prioritetsområder: Pigers uddannelse, integrerede indsatser for børns tidlige ud- vikling, vaccinationsprogrammer, bekæmpelse af hiv/aids og forbedret beskyttelse af børn mod vold, udnyttelse, misbrug og diskriminering. Handlingsplanen fra FN's børnetopmøde i 2002 og 2015 målene udstikker rammerne for organisationens indsatser i de kommende 10 år.   Fra dansk side er det vurderingen, at UNICEF udfører et vigtigt arbejde for at fremme børns rettigheder og forbedre deres levevilkår. Organisationen opstiller præcise målsætninger og arbejder systematisk med indfrielse af resultater.  Tilbagemeldingerne fra de danske bistandsambassader er imidlertid kritisk i forhold til UNICEF’s tilpasning og støtte til nationale fattigdomsstrategier samt organisationens deltagelse i donorkoordination og harmonisering af egne retningslinjer for udviklingssamarbejdet.

24 I 2004 gennemførte UNICEF en midtvejsevaluering af deres strategi for 2002-2005, som skal danne grundlag for den kommende strategi 2006-2009. Overordnet set blev de danske prioriteter tilfredsstillende tilgodeset. Den nye strategi ventes at fastholde de fem prioritetsområder og øge koncentrationen om 2015-målene., Herudover vil UNICEF bl.a. sikre større engagement i nationale fattigdomsstrategier og sektorprogramsamarbejde, og yderligere udvikle og tilpasse den rettighedsbaserede tilgang. I forhold til ressourcefordelingsmekanismen for regulære bidrag forventes det, at man i 2005 når målsætningen om, at minimum 60% af ressourcerne anvendes i lavindkomstlande. Målet om anvendelse af 50% i Afrika syd for Sahara blev nået i 2004.   Vurdering: UNICEF’s komparative fordel er et klart defineret mandat, en tradition for at levere konkrete resultater, en stærk tilstedeværelse på landeniveau, samt fordelen af både at være en udviklings- og humanitær organisation. Det vurderes, at FN’s børnefond (UNICEF) gennemfører et vigtigt arbejde for at fremme børns levevilkår. UNICEF opstiller præcise målsætninger og arbejder systematisk for indfrielse af resultater.   UNICEF bør dog fortsat forbedre sin indsats for tilpasse sig og støtte nationale fattigdomsstrategier samt forbedre sin deltagelse i donorkoordination og harmonisering af egne retningslinier for udviklingssamarbejdet. UNAIDS FN’s koordinerende aids program (UNAIDS) blev etableret i 1996. Det er et fælles program af samfinansierende organisationer: UNDP, UNFPA, UNICEF, WHO, UNDCP, UNESCO, ILO og Verdensbanken. Programmets opgave er at lede og koordinere den globale indsats mod hiv/aids, at bistå nationale regeringer i bekæmpelse af epidemien, at fremme en bred politisk og social mobilisering i de enkelte lande og gennem indsamling af data stå for den globale oplysningsvirksomhed om alle sygdommens aspekter. UNAIDS har med en dynamisk ledelse og et relativt lille sekretariat medvirket til en bred politisk mobilisering, og har etableret sig som den autoritative kilde til oplysninger om hiv/aids.   Organisationen udfylder samtidig en vigtig rolle i forhold til koordination af hiv/aids bekæmpelse både på globalt og på landeniveau. Senest har UNAIDS med   styrket sit fokus på koordination og samarbejde på landeniveau og derigennem spillet en vigtig rolle for en effektivisering af indsatsen på området. Vurdering: UNAIDS vurderes at spille en vigtig funktion gennem sin koordinerende rolle for den globale indsats mod hiv/aids, der er en klar dansk udviklingspolitisk prioritet.