Udenrigsministeriet
Den 8. juni 2005
Udenrigsudvalgets spørgsmål
nr. 30 af 30. maj 2005 og
spørgsmål nr. 31-33 af 1. juni
2005 vedrørende Bangladesh
landestrategi.
(Alm. del bilag 102)
Spørgsmål 31:
Landerammen for Bangladesh er blevet skåret ned fra 320 mio. kr. i 2001 til 200 mio. kr. i 2004
grundet korruption i landet. På den baggrund bedes ministeren oplyse, om korruptionen i
Bangladesh er større end i sammenlignelige lande.
Svar:
Bangladesh lå i 2004 for fjerde år i træk nederst på Transparency Internationals
korrutionsindeks (CPI). Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank har anslået, at
korruptionen mindsker den årlige vækstrate med mellem to og fire procentpoint. Selvom
donorerne samstemmende har erklæret nul tolerance over for misbrug og korruption, er der
store forskelle i håndteringen. Danmark håndhæver strengt principperne om at gennemføre
indsatserne uden negative påvirkninger og er blandt de førende donorer i kampen mod
korruptionen. Denne indsats vil blive fortsat.
Landerammen for Bangladesh er reduceret i tre omgange siden 2001:
1: Gennemgangen af udviklingssamarbejdet, som lå til grund for regeringens redegørelse fra
januar 2002 om udviklingsbistanden og miljøbistanden, resulterede for Bangladesh i en
reduktion af den indikative landeramme for 2002 fra 320 til 270 mio. kr. Begrundelsen for
nedskæringen var, at samarbejdet led under at planlægningen og implementeringen af
programmet i for høj grad blev varetaget fra dansk side, og at Bangladeshs regering ikke levede
op til sit ansvar.
2: Den indikative landeramme for 2002 blev yderligere reduceret med 40 mio. kr. til 230 mio.
kr., da Danmark afbrød samarbejdet med Skibsfartsministeriet efter et forsøg på korruption fra
skibsfartsministerens side i forbindelse med en kontrakt om renovering af fire færger. Sagen gav
efterfølgende anledning til en debat om korruption og bekæmpelse heraf i den bangladeshiske
regering og i pressen, uden at dette dog førte til konkrete skridt på bangladeshisk side.
3: Som konsekvens af manglende fremskridt med hensyn til menneskerettigheder og god
regeringsførelse blev det i oktober 2003 besluttet at reducere landerammen med yderligere 30
mio. kr. i kombination med formuleringen af klare mål for korruptionsbekæmpelse, som den
bangladeshiske regering skal opfylde for at fastholde den danske bistand på det reducerede
niveau.