UDENRIGSMINISTERIET Udenrigsudvalgets spørgsmål 19 af 18. maj 2005 Spørgsmål 19:   ”Ministeren bedes oplyse, hvilke analyser af mulige gevinster og tab for udviklingslandene der er blevet gennemført i forbindelse med en åbning for markedsadgang inden for vandforsyningsområdet.” Besvarelse: Der er gennemført en række analyser af fordele og ulemper ved at åbne markedsadgangen inden for vandforsyning. Bl.a. Verdensbanken og OECD har arbejdet intensivt med dette område og har udarbejdet en bred vifte af analyser. Endvidere benytter Kommissionen regelmæssige konsultationer med NGO’er om sin politik som væsentligt input til formulering af sin handelspolitik. I arbejdet med dansk udviklingsbistand gennemføres der ligeledes grundige analyser før der iværksættes nogen form for åbning af markedsadgang i forbindelse med vores vandsektorprogrammer.   Da der som nævnt i svaret til spørgsmål 14 endnu ikke er nogen lande, der har bundet sig til en WTO-markedsåbning for vandforsyning, er de nævnte undersøgelser resultatet af privatisering gennemført uden relation til GATS-aftalen og de igangværende GATS-forhandlinger.