UDENRIGSMINISTERIET Udenrigsudvalgets spørgsmål 18 af 18. maj 2005 Spørgsmål 18:   ”Ministeren bedes oplyse, om der er elementer i EU’s krav, der sikrer, at lokale vandforsyningsselskaber (offentligt ejede, andelsejede mv.) kan fortsætte i det hidtidige regi.” Besvarelse: Et WTO-medlemsland, herunder et udviklingsland, kan ikke via GATS-aftalen tvinges til at liberalisere bestemte sektorer. GATS-aftalen adskiller sig fra WTO’s øvrige aftaler ved, at medlemmerne kun tager specifikke forpligtelser inden for bestemte sektorer, den såkaldte ”bottom-up”-tilgang. Det betyder, at det enkelte land i henhold til GATS-aftalen fuldt ud selv kan bestemme, hvilke sektorer landet ønsker at liberalisere.   Derfor indeholder EU’s krav om markedsadgang inden for vandforsyningsområdet heller ikke krav om ændringer i de lokale vandforsyningsselskabers beføjelser. Landene har således forsat ret til at fastlægge, hvilket regi de lokale vandforsyningsselskaber skal drives i.