UDENRIGSMINISTERIET Udenrigsudvalgets spørgsmål 16 af 18. maj 2005 Spørgsmål 16:   ”Ministeren bedes oplyse, hvordan EU vil sikre, at deres krav om åbning for markedsadgang inden for vandforsyningsområdet fører til, at vandforsyningen også når ud til de fattigste.” Besvarelse: Der er ikke noget i GATS-aftalen, der anfægter et lands ret til at levere og regulere offentlige tjenesteydelser. GATS-aftalen drejer sig om at give markedsadgang til andre WTO-medlemmer. Hvis et land vælger at åbne sit marked inden for en given sektor, skal tjenesteydelserne leveres under overholdelse af modtagerlandets lovgivning.   Når EU fremsætter krav om markedsadgang inden for en given sektor, vil det derfor ikke underminere de pågældende landes råderum. Det vil fortsat være op til det enkelte land selv - via det fleksible aftaleprincip i GATS - at definere den markedsadgang, som man ønsker at give udenlandske virksomheder.   Hvis et land selv træffer beslutning om at åbne for markedsadgang inden for vandforsyningsområdet, vil landet således fortsat bevare sin ret til at fastlægge rammerne for   vandforsyningen, herunder frit vælge at afspejle og opretholde nationale udviklingspolitiske instrumenter som f.eks. public service-krav, prispolitik, der sikrer at vandforsyning er tilgængeligt for alle samt subsidier til forsyningsvirksomheder med videre.