Besvarelse  af  spørgsmål  nr.    69  (Alm.  del),  som  Sund- hedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og    sund- hedsministeren den 19. april 2005 Spørgsmål    69: "Ministeren bedes kommentere henvendelse af 16. februar 2005 og materi- ale modtaget ved foretræde den 13. april fra Lisbeth Kastberg, Lemvig, jf. alm. del - bilag 70 og 84." Svar: I henvendelsen til udvalget beretter Lisbeth Kastberg med udgangspunkt i sine egne sager ved Patientklagenævnet, Patientforsikringen og domstol e- ne om fejlbehandling i det offentlige sygehusvæsen  og om den efterfølge n- de langvarige og utilfredsstillende sagsgang på klage- og erstatningsområ- det. Patientklagenævnet  er et uafhængi gt  klageorgan, hvis afgø relser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Det skal derfor indlednings- vis slås fast, at jeg ikke har mulighed for at tage stilling til indholdet af den konkrete sag. Når det er sagt, skal jeg dog bemærke, at det af Lisbeth Kastbergs beskr i- velse  af  Patientklagenævnets  behandling  af  hendes  sag  fremgår,  at  der ikke er tale om en helt almindelig klage. Det er kun en meget lille del af sa- gerne i Patientklagenævnet, som sendes til Retslæge  rådet, og disse sager er  som  regel  ganske  komplicerede.  Dette  er formentlig  årsagen  til,  at  be- handlingen af klagen har taget særligt lang tid. Vedrørende spørgsmålet om forældelse    har jeg netop besvaret et spørg s- mål fra Sundhedsudvalget om samme problematik, jf. besvarelsen af SUU alm.  del,  spm.  75.  Jeg svarede  her  blandt  andet,  at  det  er  tidspunktet for borgerens indgivelse af klagen, der er afgørende for forældelsesspørgsm   å- let. Hvis klagen er rettidigt indgivet, har det ingen betydning, om Patientkla- genæ vnet  efterfølgende  ønsker  denne  uddybet  eller  præciseret  el.lign. Forhold, der kan tilskrives Patientklagenævnet, har således ingen indflyde l- se på spørgsmålet om forældelse. Den retlige regulering af Patientklagenævnet blev i øvrigt   i forbindelse med æn dringer af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse i 2003 taget op til revision, og stort set alle partierne i Folketinget fandt, at nævnet fung erede tilfredsstillende  som  klageorgan,  herunder  at  nævnet  er  bredt  sa mmensat af  både  sundhedsfaglige  medlemmer,  læ gfolk  og  med  en  dommer  som Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-16112-28 Sagsbeh.: cav Fil-navn: Dokument 1

2 formand. Derved skulle såvel patientens som sundhedspersonalets retssik- kerhed være sikret ved behandlingen af klages ager. Vedrørende spørgsmålet om manglende erstatning fra Patientforsikringen, kan jeg henholde mig til mit brev af 29. november 2004, som Lisbeth Kast- berg vedlagde som bilag til sit materiale til foretræde t for Sundhedsudvalget den  13.  april  2005.  Det  fremgår  heraf  blandt  andet,  at Folketinget  i  1992 indførte  patientforsi kringsordningen,  så  patienter,  der  blev  påført  skader som følge af behandling i sundhedsvæsenet, kunne kompenseres økon   o- misk for skaden. Ordningen er netop her fra 2004 blevet udvidet, så den nu dækker  såvel  fysiske  som  psykiske  skader  og  såvel  skader  opstået  i  pri- mær - som i sygehussektoren. Som det endvidere fremgår af mit brev, er jeg opmærksom på, at  Lisbeth Kastberg desværre ikke har kunnet drage fordel af ordningen, men det er vigtig for mig at pointere, at minimering af og opfølgning på skader o pstået i sundhedsvæsenet   er  områder,  som  regeringen  arbejder  målrettet  på at styrke i samarbejde med de relevante myndigheder og organisationer m.v. Vedrørende  ønsket  om,  at  fejlbehandling  erkendes  og    følges  op ,  skal  jeg henlede  opmærksomheden  på  lov  om  patientsikkerhed  i  sundhedsvæs e- net, som trådte i kraft den 1. januar 2004. Med loven skal sundhedsperso- nalet rapportere fejl og utilsigtede hændelser i sygehusvæsenet   med hen- blik  på  at  lære  af  disse  hændelser,  så  gentagelser  heraf  un dgås. I  2004 modtog patientsikkerhedsordningen 5700 rapporter om utilsigtede hænde l- ser – hvilket var næsten dobbelt så mange som forventet. Det følger af patientretsstillingsloven, at patienten skal informeres om uti l- sigtede  hændelser,  som  har  betydning  for  patientens  helbred  eller  vid ere behandling, ligesom patienten efter patientforsikringsloven skal informeres om muligheden for at søg e erstatning som følge heraf. Det er på denne baggrund min opfattelse, at fejlbehandling i dag i stigende omfang både erkendes og følges op.