Besvarelse af spørgsmål nr.    214 (Alm. del), som  Sund- hedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og    sund- hedsministeren den 20. september 2005 Spørgsmål    214: "Med henvisning til henvendelse af 5. september 2005 fra Gert Degnemark, Hørsholm  i tilkn ytning til  dennes foretræde for  udvalget  den  7.  september 2005 vedrørende whiplash , jf. alm. Del – bilag 296, bedes ministeren oply- se, a)   hvor mange personer, der har fået konstateret diagnosen whiplash i Danmark, b)   hvilke behandlingsresultater man har herhjemme, c)   om   man   i   Danmark   forsker   i   undersøgelse   og   behandling   af whiplash, og i givet fald resultaterne af denne forskning, d)   hvilke erfaringer Danmark har indhentet på området siden 2000, e)   findes der andre internationale behandlingsmåder med gode resul- tater end dem, som Dr. Montazem efter det oplyste udfø rer. f) hvilke  betingelser  skal  være  opfy ldt,  for  at  reglen  om  at  man  kan opnå behandling i udlandet, kan anvendes? g)   hvilke  rettigheder  har  patienter  i  forhold  til  lægefaglige  afgørelser, herunder afslag på undersøgelser, behandling og diagnosticering  – kan patienten kræve, at disse foreligger skr iftligt og indgår i journa- lerne? h)   skal  en  læges  udtalelser  om  patienters  psykiske  diagnoser   -  be- kræ ftede/understøttes  af  en  psykiater,  eller  er  en  læge  på  egen hånd berettiget til at affærdige en patient med den begrundelse, at den pågældendes lidelser ikke er fysisk men psykisk begrunder?" Svar: Som nævnt  i mit svar af 22. august 2005 på udvalgets spørg smål 37 af 8. marts  2005  er  whiplash  betegnelsen for  den  bevægelse,  hoved  og  nakke foretager i det øjeblik, kroppen påvirkes med en voldsom kraft  – f.eks. når en bilist påkøres bagfra.  Whiplash anvendes i klinisk praksis om de symp- tomer, der har relation til muskler og bindevæv, og hvor der ikke er fundet tegn  på  brud  eller  ledskred.  Der  kan  derfor  ikke,  ved  f.eks.  en  MR- scanning, forventes at findes en specifik vævslæsion.   Whiplash som diag- nose er således ikke et entydigt afgrænset  begreb. For så vidt angår spørgsmålene a) til e), har jeg indhentet oplysninger fra Sundhedsstyrelsen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 12. december 2005 Kontor: 2.s.kt. J.nr.: 2005-12165-230 Sagsbeh.: dra Fil-navn: Spr sundhedsudv. vedr. whiplash 2.doc

2 Ad a) Sundhedsstyrelsen  har  foretaget  et  træk  i  Landspatientregistret  på  perso- ner, der i 2003 og 2004 har været i kontakt med sygehusvæsenet   med di- agnosen whiplash – enten som hoved- eller bidiagnose. Det drejer sig om 7844  personer  i  2003  og  8009  personer  i  2004  med  whiplash.  Langt  de fleste patienter med whiplash har dog kun én kontakt til sygehusvæsenet . Kun ca. 600 personer i årene 2003 og 2004 har, efter at diagnosen er stil- let, haft flere sygehuskontakter under diagnosen whiplash. Dette  afspejler,  at  diagnosen  kan  dække  over  tilfælde  af  meget  forskellig sværhedsgrad, fra  skadestuepatienter med smerter, der er gået over dagen efter, til årelange forløb.   Tallene er ikke nødvendigvis  et udtryk for det samlede antal personer i de 2 år  med  whiplash-symptomer,  idet  nogle  patienter  kan  være  i  behandling i det  primære  sundhedsv æsen   uden  at  have  kontakt  til  sygehusvæs enet. Antallet heraf kendes ikke. Ad b) - d) Sundhedsstyrelsen  udgav  i  år  2000  ”Redegørelse  om  whiplash”.  Denne redegørelse  tog  udgangspunkt  i  de  seneste  års  væsentligste  undersøge   l- ser, såvel danske som internationale. Der blev i redegørelsen fre mlagt den aktuelle viden om diagnostik, forekomst, behandling og prognose. Sundhedsstyrelsen har oplyst, at man efter en fornyet søgning   er bekendt med   ca.   25   danske,   videnskabelige   artikler   fra   årene   2000-2005   om whiplash, ligesom der i perioden er indleveret 2 danske Ph.D.-afhandlinger om emnet. Det vurderes således, at der inden for de seneste 5 år har været relativt stor forskningsaktivitet på området. Forskningen omhandler bl.a. det psykologiske aspekt ved sygdommen og behandlingen  heraf.  I  en  artikel,  hvor  personer  med  kroniske  whiplash symptomer modtog psykoterapi, blev der ikke set nogen effekt. I en artikel, hvor  der  blev  set  på  en  blandet  gruppe  sygdomme  bl.a.  fibromyalgi  og whiplash, fandt man derimod en effekt af psykoterapi. På grund af antallet af deltagende personer inden for den enkelte sygdom, kunne det ikke kon- kluderes, om der var nogle sygdomme, hvor der var effekt og andre ikke. Der har desuden været forsk et i, hvorfor nogle whiplash-patienter har ved- varende symptomer, men der er ikke fundet nogen forklaring herpå. I den seneste Ph.D.-afhandling fra 2005 blev det bl.a. undersøgt , om der er forskel på symptomerne efter 1 år, afhængigt af hvilke n af 3 behandlingsty- per der igangsættes . De tre behandlingstyper der blev anvendt var påsæt- ning af semirigid halskrave i 2 uger efterfulgt af vejledning i relevante øve l- ser,  aktiv  mobilisering  samt  ”lev  som  du  plejer” -information.  Der  blev  ikke fundet  nogen  forskel.  Der  kunne  derfor  ikke  gives  generelle  anbefalinger vedrørende tidlig håndtering af patienter  med whiplash.  Dog skønnes ”lev som  du  plejer”-informationen  at  være  billigste  tilgang  og  dermed  at  for e-

3 trække ud fra et økonomisk synspunkt.   I forlængelse af  ovennævnte  under- søgelse vil der  blive foretaget nærmere  analyser i et forsøg på at identific e- re undergrupper, der kunne have særlig gavn af de enkelte  behandlinger. I en dansk undersøgelse   fra 2003 fandtes, at 12 pct.  i en undersøgelse s- gruppe – borgere/patienter mellem 18 og 70 år bosiddende i Århus omr å- det, der i 1997 henvendte sig på skadestuen efter et biluheld, og som hav- de nakkesmerter eller hovedpine - efter 1 år endnu ikke var tilbage i almin- deligt  arbejde.  Det  er  dog  opfattelsen,  at  der  i undersøgelsen  var  en   ten- dens  til,  at  de  patienter,  der  deltog  i  undersøgelsen   efter  et  år,  muligvis kunne være dem med symptomer , mens dem uden symptomer ikke læng e- re ønskede at delt age. Ad e) Som  tidligere  oplyst  i  besvarelse  af  spørgsmål  nr.  37  fra  Folketingets Sundhedsudvalg af 8. marts 2005 vedrørende Dr. Montazem og Dr. Volles behandling af whiplash, har de 2 læger i en artikel i tidsskriftet ”Ear, Nose and  Throat  Journal”  beskrevet  deres  behandlingsresultater.  I  en  ikke- kontrolleret  undersøge lse  blev  set,  at  59,5  pct.  af  de  patienter,  der  blev opereret,  havde  et  godt  resultat  af  operationen.  Undersøgelsesresultatet gav ikke holdepunkt for, at der var gavnlig effekt af operationen i forhold til spontanforløb.   Dr.  Montazem  har,  så  vidt  vides,  ikke  publiceret  yderligere undersøgelse sresultater. På baggrund af talrige internationale artikler er konklusionen, at der er evi- dens  for,  at  tidlig  mobilisering  har  positiv  effekt  på  whiplash-symptomer. Der er begrænset evidens for effekt af kiropraktisk man ipulation. Og der er ingen  evidens  for,  at  steroidinjektioner,  botulinumbehandling  eller  operativ behandling har nogen effekt. Ad f) Henvisning til behandling i udlandet kan ske i fem tilfælde: 1. Til patienter, der som følge af en sjælden og alvorlig lidelse har behov for højt specialiseret behandling , som ikke tilbydes her i landet. 2.  Til  patienter,  der  har  en  livstruende  kræftsygdom  eller  anden   lignende sygdom, som der ikke umiddelbart kan tilbydes behandling for på offentlige sygehuse her i landet, som led i second opinion ordningen. 3. I forbindelse med overholdelse af de maksimale ventetider ved livstruen- de kræf  sygdomme og visse hjertesygdomme. 4. Ved anvendelse af det udvidede frie sygehusvalg, når der er ventet mere end 2 måneder på behandling. 5. Hvis et amtsråd i øvrigt  vælger at  tilbyde henvisning til behandling i ud- landet.

4 Ad g) Efter  sundhedslovgivningen  har  patienter  ret  til  den  nødvendige  unders ø- gelse, diagnosticering eller behandling m.v. Om en undersøgelse, diagn o- sticering eller behandling er nødvendig, afgøres af en læge på basis af et lægefagligt skø  n. I  læge -patientforholdet  indgår  dialog  mellem  læge  og  patient  som  et  cen- tralt element, og i den forbindelse kan patienten give udtryk for sin opfattel- se  af  spørgsmålet  om  og karakteren  af  eventuel  sygdom.  Men  det  er  l æ- gen, der ud fra sin sundhedsfaglige  viden, kunnen og erfaring afgør, hvad der  videre  skal  ske  efter  læge -patientmødet.  Iværksættelse  af  behandling m.v. kræver patientens informerede samtykke. Resultatet  af  læge -patientmødet  skal  kortfattet  indføres  i  patientjournalen. Dette er lægen forpl igtet til efter journalføringsreglerne, men patie nten har ingen ret til at kræve specifikke forhold indført i journalen.   Patienten har ret til aktindsigt i journalen, men patienten kan ikke kræve, at sæ  rlige forhold udfærdiges skriftligt af lægen. Reglerne om lægers journalføring er nærmere fastsat i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 846 af 13. oktober 2003. Såfremt patienten er utilfreds med lægens sundhedsfaglige indsats, herun- der journalføringen, kan patienten klage over lægen til Sundhedsv  æ senets Patientklagenævn. Ad h) Efter lægeloven kan enhver læge, der har gennemført turnusuddannelsen og  i  forlængelse  heraf  har  fået  tilladelse  til  selvstændigt  virke  som  læge, udøve  en  hvilken  som  helst  lægefaglig  virksomhed.  Såfremt  lægen  ikke udviser omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med udøvelsen af den lægefaglige virksomhed, herunder vurderingen af om vedkommende selv i den konkrete behandlingssituation har den fornødne lægelige kompete  nce, kan der rejses klagesag over vedkommende ved Sundhedsvæse nets Pati- entklagenævn,  der  kan  medføre  kritik  af  lægen  og     -  i  tilfælde  af  grov  fo r- sømmelighed  - eventuel fratagelse af autorisationen. Strafferetlige sanktio- ner kan komme på tale i helt ekstraordinære tilfælde, hvor en læges sun  d- hedsfaglige virksomhed har medført f.eks. alvorlig legemsbeskadige lse el. lign. Hvis en læge ud fra sin sundhedsfaglige  viden, kunnen og erfaring finder, at en patient lider af en psykisk sygdom, er han berettiget til selvstændigt at stille denne diagnose, uden at spørgsmålet blive r forelagt en speciallæge i psykiatri  eller  andre.  Mener  lægen,  at  en  tilstand  skyldes  en  psykisk  sy g- dom  og  ingen  somatisk  årsag  har,  er  han  berettiget  til  at  handle  på  bag- grund heraf. Viser det sig, at lægen har fejlbedømt tilstanden, kan patienten klage   over lægen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. ove   nfor.