Indenrigs- og sundhedsministeren Kære  Elsebeth Jensen Tak for din henvendelse af 6. august 2005 om tilskud til lægemidler. Du skriver indle d- ningsvist, at det næppe kan være gennem  tænkt, at Folketinget har vedtaget, at der kun skal ydes medicintilskud til det billigste kopiprodukt, da dette tvinger patienten til at kø- be dette produkt. Du nævner i den forbindelse, at  det kan være et problem for  sæ rligt epilepsipatienter og psykiatriske patienter at skifte medicin, da kontinuiteten i behand- lingen dermed vil ophøre . Endelig nævner du, at der gælder det særlige for epilepsip   a- tienter, at når disse patienter skifter til et nyt kopipræparat, så skal der gå 3 måneder før den pågælde  nde person igen må køre bil. Jeg  kan  oplyse,  at  formålet  med  de  nye  tilskudsregler,  hvor  tilskuddet  beregnes  på baggrund af prisen på det billigste lægemiddel i en tilskudsgruppe, er at  tilskynde læger og patienter til at flytte forbruget til det billigste lægemi ddel i gruppen af synonyme læ- gemidler  (kopilægemidler) .  Herved  vil  medicinudgifterne  blive  reduceret  for  såvel  det offentlige som for patienterne selv. Hvis lægen eller patienten  – uden sundhedsfaglig begrundelse – fravælger det billigste præparat vil pati  enten derimod selv skulle betale forskellen mellem tilskudsprisen og forbrugerprisen på det læ gemiddel, som udleveres. Efter reglerne i Lægemiddelstyrelsens receptbekendtgørelse skal apotekerne ved ek  s- pedition  af  et  lægemiddel  undersøge,  om  der  findes  et    billigere  lægemiddel,  som  er synonymt  med  det  ordinerede  og  i  givet  fald  udlevere  det  billigste  lægemiddel.  B e- kendtgørelsens bestemmelse om substitution skal imidlertid ikke anvendes, hvis lægen på recepten har angivet, at der ikke må foretages substitution. Patienten kan herudover altid selv bestemme, at der ikke skal substitueres til det billig- ste lægemiddel, ligesom patienten kan vælge et hvilket som helst af de substituerb  are synonyme lægemidler, med mindre lægen har fravalgt substit  ution. I sådanne tilfælde skal patienten dog selv betale forskellen mellem lægemidlets salgspris og lægemidlets tilskudspris. Synonyme lægemidler er karakteriseret ved at have samme virksomme indholdssto ffer som  originalpræparatet.  De  virksomme  indholdsstoffer  er  de  stof fer,  som  helbreder København, den  19. september 2005 4.s.kt. j.nr.: 2005-13009-252 Elsebeth Jensen Rørløkken 78 2730 Herlev

2 eller lindrer sygdom. Synonyme lægemidler kan dog godt indeholde hjælpesto  ffer, som afviger fra originalpræparatets. Hjælpestofferne er de stoffer, som eksempe  lvis binder lægemidlet sammen. Herudover adskiller synonyme lægemi  dler sig før st og fremmest fra originalpræparatet ved at have forskellige navne, pakninger og lavere pr iser. Det kan i ganske særlige tilfælde være behandlingsmæssige årsager til, at en patient ordineres et specifikt lægemiddel inden for en tilskudsgruppe frem for et  synonymt læ- gemiddel. I sådanne tilfælde følger det af sygesikringslovens regler, at Lægemiddelst   y- relsen efter ansøgning fra den ordinerende læge i disse særlige tilfælde kan beste    m- me,  at  tilskuddet  til  lægemidlet  til  en  bestemt  patient,  skal  beregnes  på  baggrund  af den af Lægemidde lstyrelsen udmeldte forbrugerpris til lægemidlet , selv om denne pris overstiger lægemi dlets tilskudspris (forhøjet tilskud). Jeg  kan  oplyse,  at  i  forbindelse  med,  at  Lægemiddelstyrelsen  godkender  et  kopipr o- dukt, vurderer styrelsen, om det kan substitueres med det originale lægemiddel. Su b- stitution tillades kun i de tilfælde, hvor Lægemiddelstyrelsen vurderer, at kopilægemi   d- let og originalpræparatet er bioækvivalente. Ved bioækivalens forstås, at kop  ipræparat og originalpræpar atet optages i kroppen på samme måde, og at mængden af aktivt stof i blod og væv er ens indenfor nogle nærmere fastsatte grænser. Når der er tale om lægemidler, hvor koncentrationen er særlig kritisk, fx for epilepsil æ- gemidler, arbejder Lægemiddelstyrelsen m ed snævrere grænser for godkendelse. L  æ- gemiddelstyrelsen  har  oplyst,  at  der  ikke  er  noget,  som  tyder  på,  at  der  er  behov for sæ rligt snævre grænser for substitution for lægemidler til psykiatriske patienter. Det er min opfattelse, at hverken patienter, herunder epilepsipatienter eller psykiatriske patienter, eller den offentlige sygesikring bør betale mere end nødvendigt for en ordin  e- ret lægemiddelbehandling. På baggrund af de oplysninger, som jeg har modtaget fra Lægemiddelstyrelsen, finder jeg ikke, at  der er behov for at introducere særlige undt a- gelsesregler for epilepsipatienter eller psykiatriske patienter. Afslutningsvis kan jeg oplyse, at der ikke er noget til hinder for, at epileptikere må køre bil i forbindelse med skift af epilepsimedicin eller skift til kopipræparat. Det er altid den behandlende læge, der skal overveje, om der foreligger særlige forhold, som kan b  e- grunde et råd til patienten om ikke at køre bil i en observationsperiode. Kop ipræparater er i den henseende ligeværdige med original præparatet. Der er således ikke grund til restriktioner ved skift mellem præparater med samme indhold af læg  emiddel. Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen