Besvarelse af spørgsmål nr.    143 (Alm. del), som Folke- tingets   Sundhedsudvalg   har   stillet   til   indenrigs-   og sundhedsministeren den 21. juni 2005 Spørgsmål    143: "Vil ministeren med henvisning til henvendelsen af 27. marts 2005 fra Erik S.  Nielsen,  Esbjerg,  jf.  alm.  del  –  bilag  135  og  spørgsmål  129,   redegøre udførligt for forældelsesreglerne i forbindelse med sager, der indbringes for Patientforsikringen  og  Patientskadeankenævnet,  herunder  hvilke  forhold der kan begrunde suspension af fristerne? Efter hvilke kriterier bedømmes det, om en erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden, jf. patientforsikringslovens § 19?” Svar: Indledningsvist  bemærkes,  at  spørgsmål  12  9  er  udgået,  jf.  skrivelse  af  3. juni 2005 fra Sundhedsudvalget. Erik S. Nielsens henvendelse af 27. marts 2005 er kommenteret ved ministeriets besvarelse af spørgsmål 101. For krav efter patientforsikringsloven gælder forældelsesreglerne i lovens § 19.  De  almindelige  regler  om forældelse  af  erstatningskrav  finder kun  an- vendelse,  såfremt erstatningskrav  ikke  støttes  på  patientforsikringsl oven, men på almindelige erstatningsregler. Dette vil således være tilfældet, s  å- fremt patienten ikke er berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Af patientforsikringslovens § 19 fremgår det: §  19.  Erstatningskrav  efter  denne  lov  skal  være  anmeldt  til  patientforsi   k- ringsforeningen  senest  5  år  efter,  a t  den  erstatningsberettigede  har  fået eller burde have fået kendskab til skaden. Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag, skaden er forårs aget. Den  5-årige  forældelsesfrist  efter  patientforsikringslovens  §  19,  stk.  1,  er ikke absolut, idet den først l ø ber fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet eller burde være blevet vidende om skaden. Den 10 -årige forældelsesfrist efter lovens § 19, stk. 2, er derimod absolut. Der kan således under ingen omstændigheder ses bort  fra en overskridelse af 10-årsfristen, uanset hvor undskyldelig den måtte være – og det gælder også i tilfælde, hvor patienten ikke har kunnet anmelde skaden tidligere, fordi den først har vist sig senere end 10 år efter, at den blev forårsaget. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 28. juli 2005 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2005-16221-11 Sagsbeh.: DK Fil-navn: spm. 143

2 De to forskellige frister i patientforsikringslovens § 19 virker på den måde, at sagen er forældet, når blot en af fristerne er overskredet. Den 5-årige forældelse efter § 19, stk. 1, svarer derfor til dansk rets almin- delige regler om forælde lse af bl.a. erstatningskrav. Disse regler findes i lov nr.  274  af  22/12  1908  om  forældelse  (herefter  benævnt  1908  -loven),  der opstiller en forældelsesfrist på 5 år, der imidlertid suspenderes jf. lovens § 3, når den berettigede har været ude af stand til at gøre sit krav gæl   dende, bl.a. på grund af  ”utilregnelig uvidenhed” om kravet. Det fremgår af motiverne til patientforsikringslovens § 19, stk. 1, at de al- mindelige regler i 1908-loven finder anvendelse ved fristberegningen for så vidt angår afbrydelse af fristen på grund af skadelidtes utilregnelige uviden- hed m.v. Hvis patienten befinder sig i en tilstand af utilregnelig uvidenhed om et krav efter patientforsikringsloven, vil den 5-årige forældelse i patientforsikring s- lovens § 19, stk. 1, være suspe nderet – ligesom foræ ldelsen af et krav efter almindelige  erstatningsregler  vil  være  s uspenderet  efter  1908-loven.  Hvis patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden, foreligger der normalt  ikke  længere  ”utilregnelig  uvidenhed”  om  kravet,  og  reglen  i  pat i- entforsikringslovens § 19, stk. 1, fører derfor til samme resultat som 1908 - loven. Fristen i patientforsikringslovens § 19, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, hvor patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden, hvilket normalt vil  være  det tidspunk t,  hvor  patienten første gang  har mærket  symptomer på skaden. Patienten vil ved tolkningen af symptomerne dog være afhæ n- gig af de informationer herom, som fås af læger m.v. Hvis patienten herved bibringes det indtryk, at der ikke er tale om tegn på nogen skade ved be- handlingen, kan det tale for, at patienten ikke ”burde have fået kendskab til skaden”. Højesteret har i en dom af 8. december 2003 fremsat bemærkninger om, hvornår en patient har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Høje- steret fastslog i denne dom, at ”patientforsikringslovens § 19, stk. 1, må   –  i overensstemmelse  med,  hvad  der  ville  følge  af  §  3  i  forældelse sloven  af 1908 –  forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor  den  erstatningsberettigede  har  fået   eller  burde  have  fået  ken dskab ikke alene til selve skaden, men også til, at denne kunne være forårsaget af sygehusets  behandling  eller  muligvis  kunne  være  undgået  ved  en  anden behandling  og  dermed  til,  at  der  kan  være  et  grundlag  for  et  krav  om  e   r- statning  efter  patientforsikringsloven……” Dommen  er  omtalt  i  Patientska- deankenævnets årsberetning for 2003 side 83  – 86. "

3