Mine udtalelser de seneste dage har givet anledning til mange misfor- ståelser, både om rege  ringens kurs og om mine egne holdninger. Det skal jeg være den første til at beklage. På den baggrund har jeg derfor uforbeholdent trukket mine udsagn om ulighed tilbage. Som jeg også har fortalt pressen, er min fornemste opgave som soc i- alminister at arbejde for, at de svageste grupper i vort samfund får det bedre. Derfor må der ikke være den mindste usikkerhed om, at jeg som socialminister vil bekæmpe sociale skel.   Det gør jeg faktisk ihæ   r- digt hver eneste dag. Det er ikke regeringens politik at øge uligheden i Danmark. Det er jeg - og har i øvrigt altid været    - enig i. Regeringen ønsker en afbalanceret økonomisk og social udvikling, som løfter de svagest stillede,  og et samfund uden for store sociale og økonomiske skel. Det er en positiv målsætning for os, at    alle i samfundet skal kunne ny- de godt af den danske velstand. Vi skal simpelthen måles på, om de svageste i samfundet har gode levevilkår. Fra tid til anden hører vi bekymrede  meldinger fra Rådet for Socialt Udsatte, Kirkens Korshær og andre, som kender til vilkårene for de allersvageste. Jeg tager meldingerne alvorligt, og det forstærker kun min overbevisning om, at vi skal bekæmpe den marginalisering, som også findes i et velstående samfund som   det danske. En særlig udfordring er den gruppe, hvor   marginaliseringen skyldes psykisk sygdom eller misbrug - eller begge dele på én gang. Disse mennesker kan være svære at opdage i statistikkerne. Men det betyder ikke, at vi glemmer dem. Heldigvis har vi ikke bare viljen, men også midlerne til at sætte en indsats ind for de allersvageste. Vi er netop et rigt land. Og i Danmark

2 er vi i den lykkelige situation, at økonomien er i vækst. Det kommer alle til gode - også dem med de laveste indkomster . Hvordan hænger det så sammen med de tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der fremgik af en artikel i Information fra i går?   Ifølge disse tal har lavindkomstgruppen - den tiende-del af befolkningen, som har de laveste indkomster - haft en negativ indkomstudvikling i perioden fra 1995 til 2003. Sagen er, at fremstillingen fra Arbejderbevægelsens Erhverv  sråd  ikke er retvisende. For det første tager t allene ikke højde for, at  lavindkomstgruppen ændrer sig over tid. Det   er ikke de samme mennesker, der befinder sig i gruppen fra år til år  . I den periode vi er inde i nu er der f.eks. mange studerende. Det betyder automatisk et fald i den gennemsnitlige ind- komst falder blandt personerne med de laveste indkomster. Det kan man altså ikke udlæ   gge som en negativ udvikling. Studerende er nogle af dem, der efter få år får ganske gode indko   mster. Hvis man følger indkomstudviklingen for de samme personer over tid, tegner der sig et helt andet billede. De konkrete personer, som i 1995 var blandt de 10 pct. i befolkningen med de laveste indkomster, har i perioden frem til 2003 i gennemsnit fået fordoblet deres disponible realindkomst. For det andet har Arbejderbevægelsens   Erhvervsråd  valgt perioden 1995 til 2003. Hvis Arbejderbevægel  sens Erhvervsråd  i stedet havde valgt at se på en reel 10 -års periode fra 1993 til 2003, så ville   man kunne se, at den gennemsnitlige stigning i disponibel indkomst for lavindkomstgruppen er på niveau med  befolkningen som helhed. Vi kan altså konstatere,  at lavindkomstgruppen også  har fået del i væksten i samfundet. Det skyldes jobskabelsen i samfundet. Det skyldes skatteindtægterne. Og det skyldes satsreguleringen, som sikrer, at pensioner, kontant-

3 hjælp, dagpenge og så videre automatisk reguleres    i forhold til udvik- lingen i lønningerne på arbejdsmark  edet. Derfor er Danmark da også et af de lande i verden, der har den  mest lige indkomstfordeling. Én måde at se på indkomstfordelingen i et samfund på, er at opgøre andelen i befolkningen med en indkomst, der er lavere end halvdelen af median-indkomsten. Her viser tallene, at lavindkomstgruppen i Danmark udgør cirka 4, 3 pct. af befolkningen. Dermed er lavindkomstgruppen i Danmark bety- deligt mindre end i de fleste andre lande, som vi normalt sammenlig- ner os med. Det har FN's Udviklingsorganisation UNDP bekræftet, ligesom de har trukket deres tidligere udsendte - og fejlagtige - tal til- bage. Et andet mål for ligheden er  den såkaldte  Gini-koefficient, som er et mål for indkomstforskelle. Målt på Gini   -koefficitenten er Danmark det land, der har den mest lige indkomstfordeling blandt de lande, vi normalt sammenligner os med. Siden 1994 har Gini-koefficienten været svag  t stigende. Det tyder på stigende ulighed, men udviklingen kan næsten udelukkende forklares ved udviklingen i kapitalindkomsten. Det gælder   i særdeleshed udvi  k- lingen på boligmarkedet. Derimod har  udviklingen i løn og indkoms t- overførsler ikke i væsentligt omfang bidraget til at øge indkomstfo r- skellene. Og lad mig i øvrigt  påpege, at væksten i uli   gheden målt på ginikoeff  i- cienten tog et vist hop opad med de socialdemokratisk ledede regerin- ger i 90'erne. Ikke desto mindre hører jeg gang på gang 90'erne omtalt som en  sæ  r- lig succesrig periode i Danmarks-historien. Skiftende regeringer og Folketing har æren af den høje vækst, den g o- de økonomi og den lave ulighed i Danmark. Den økonomiske sanering

4 i 80'erne lagde grunden for, at Danmark nu er et af de vestlige lande, der har den højeste vækst. Arbejdsmarkedsreformerne i 90'erne sty  r- kede udviklingen. Flere på arbejdsmarkedet og dermed ø  get velstand, det er forudsæ  t- ningen for, at vi kan have ressourcer til at hjælpe dem med de laveste indkomster og hjælpe de allersvageste grupper   - udsatte børn,  psykisk syge, misbrugere m.fl. Og forudsætningen for øget v   elstand er, at det kan betale sig at arbejde og bidrage til samfundet. Regeringen har blandt andet øget gevinsten ved gå fra ledighed til a  r- bejde ved at øge beskæftigelsesfradraget. Oven i købet på en måde, der har en klar social profil til fordel for de lavestlø nnede. Vi har også i ndført loft over kontanthjælpen, så vi begrænser det antal personer, der decideret taber penge på at tage et arbejde. Og sammen med S og DF har vi netop indgået aftalen "en ny start til alle", hvor nogle af hovedpunkterne er: Pligt til uddannelse for unge starthjælps  - og kontanthjælpsmo  d- tagere Alle der modtager starthjælp, kontanthjælp eller arbejdsløshed s- dagpenge skal have deres sag gennemgået, hvis de ikke det sen e- ste år har modtaget et aktivt tilbud Der skal simpelthen væ  re en forskel på , om man arbejder og uddanner sig eller ej. Kald det gulerod. Kald det incitamenter. Kald det hold- ningsbearbejdelse. Under alle omstændigheder er det ikke acceptabelt, at nogen i Da  n- mark næsten intet har ud af at gå på arbejde hver dag . I medierne har der været fokuseret på, at det for ca. 130.000 personer kun giver en gevinst på 50 kr. om dagen ved at være i arbejde. De har med andre ord meget lidt ud af at være   eller komme i beskæftigelse.

5 Det til trods for regeringens initiativer. Mangel på incitament til at komme i beskæftigelse    er på alle måder dårligt . Man bryder ikke de sociale skel ved at passivere folk. På den baggrund vil jeg bare endnu engang slå fast, at loftet over ko  n- tanthjælpen er en nø   dvendighed. I og for sig kan jeg ær  gre mig over, at loftet ikke blev indført for længe siden. Jo længere mennesker har været   på passiv forsørgelse  , jo sværere er det at hjælpe dem. Men det skal ikke få os til at give op. Jeg vil ikke læne mig tilbage og opgive en eneste person, der kan blive selvforsørgende. Jeg er helt enig med tidligere socialminister Karen Jespersen, når hun i Berlingske Tidende den 10. september skrev, at "passiv hjælp desvæ r- re igen er blevet en mærkesag". Jeg er helt enig med Karen Jespersen i, at "de svage grupper på  arbejdsmarkedet ville være bedre hjulpet med at bruge de mange penge på en målrettet indsats for at komme i arbejde. Intet skaber så store uligheder som arbejdsløshed." Vejen mod mindre samfundsmæssige skel er altså at trække menn e- sker ind på arbejdsmar kedet. Og måden at trække mennesker ind på arbejdsmarkedet er at sikre sig, at det gør en fo rskel om man arbejder eller ej. Jeg betragter det som min personlige mærkesag, at gøre en intensiv   e- ret indsats for de allersvageste: de udsatte børn, de psykisk syge , mis- brugerne og andre. Ingen i Danmark skal gå for lud og koldt vand. Vi skal tage os godt af dem, der ikke umiddelbart kan klare sig selv. Og så vil jeg i øvrigt slutte af med et budskab om, at vi er nødt til at nuancere fattigdomsdiskussionen i Danmark. Vi skal have fokus på en ny slags fattigdom, der især går ud over de børn, som vo kser op uden udsigt til uddannelse, uden at få gode normer med hje mmefra og så videre. Det fattigdomsproblem er langt vanskeligere at tackle. Det lø- ser vi ikke bare ved at yde nogle flere penge. Hér må vi sætte ind over

6 en bred kam med bedre uddannelser, flere krav til forældrene, mere lektiehjælp og lignende   initiativer. Jeg ønsker et samfund, der hænger godt sammen. Det betyder o   gså, at der ikke bør være for stor økonomi sk og social ulighed. Der vil altid være forskel, og det skal altid kunne betale sig at gøre en in   dsats, og vi skal sørge for, at de svageste i samfundet  får mulighed for at  følge med øk onomisk.