Folketingets Socialudvalg Dato: 14. september 2005 Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 26. august 2005 følger  hermed –  i 5 eksemplarer –  socialministerens svar på spørgsmål nr. 72 ( SOU Alm. del). Spørgsmål nr.   72: ” Ministeren bedes sende udvalget en generel redegørelse for virkningerne af Socialministeriets  vejledning  "Seksualitet  -  uanset  handicap"  af  28.  februar 2001,  herunder  mere  specifikt  spørgsmålet  om  hjælpepersoners  rolle  i  fo r- bindelse med støtte og hjælp til seksualvejledning, jf. afsnit 4.2.   ” Svar: Vejledningen ” Seksualitet  – blev revideret i 2001 på ba g- grund af et ønske fra h andicaporganisationer og personale i forskellige botil- bud, fordi man mente, at der var behov for at udvi de målgruppen til ikke kun at omfatte udviklingshæmmede, men også    sindslidende, fysisk handicappede og hjerneskadede. Der var også  behov for at synliggø re de retlige rammer og pædagogiske  retningslinier,  som  hjælpepersoner  ofte  i  dagligdagen  må  fo r- holde sig til. Vejledningen bruges i diskussioner på personalemøder,    kurser og konferen- cer, og har medvirket til åbenhed og dialog på et område, som mange sted   er stadig er et tabubelagt  område.  Det  er  den enkelte boform, der er a nsvarlig for, at de personer,  der  måtte  have behov for det, kan få den fornødne ve   j- ledning og information, og det er i mange boformer blevet en naturlig del af stedets kultur at give  stø tte  og hjælp    til beboere, som har seksuelle proble- mer. Vejledningen  har  også  medvirket  til,  at  hjælpepersoner  diskuterer  etiske spørgsmål i forbindelse med  , at skulle hjælpe andre mennesker på et område, som er meget personligt, og for mange vanskeligt at tale om. Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] GMU/ J.nr. 649 -16 98

2 Det  forhold,  at  hjælpepersoner  er  blevet  bedre  til  at    opfange  signaler,  som kan  have  seksuel  karakter,  og  derved  er  blevet  bedre  til  at  sætte  ind    med hjælp    hurtigt,  har  medført ,  at  nogle  handicappede,  som  måske  havde  en udadreagerende eller selvskadende adfærd,   har fået et roligere og  bedre liv. Den støtte og hjælp der skal gives, kan være meget forskellig. Når det han d- ler om seksualvejledning, kan det være en opgave, som hjælpepersonen kan påtage sig  i lighed med andre pædagogiske opgaver  , eller der kan være b  e- hov for at søge hjælp fra en anden fa   gperson. Over  for  nogle  mennesker  med  handicap,  er  dialog,  vejledning  m.v.  ikke altid tilstrækkelig  , og her er der måske behov  for mere konkret og handlings- rettet hjælp. At skulle hjælpe med seksualo  plæring er for mange   hjælpepersoner   græns  e- overskridende. Derfor kan en hjælpeperson heller ikke blive pålagt at deltage i seksualoplæring, men har pligt til at anvise vedkommende en anden hjæ l- peperson eller anden fagperson. I  forbindelse  med  seksualoplæri  ng  skal  der  altid  ligge  en  beskrivelse,  der angiver karakteren og omfanget af hjælpen, og beskrivelsen skal være ønsket og accepteret af den person, hjælpen vedrører, samt godkendt af den stedlige leder. I  de  fleste  situationer,  foretrækkes  en  neutral  per  son,  for  eksempel  en  sek- sualvejleder.  Amterne  har  igennem  årene  prioriteret  denne  opgave  højt  og således betalt for uddannelsen af 150 pædagoger som seksualvejledere. Di   s- se vejledere kontaktes ofte, når der er problemer, som hjælpepersoner finder for vanskelige at løse. Det kan være     samtaler med en person med handicap, eller der kan være tale om hjælp i konkrete situationer, hvor der er behov for seksualoplæring. Det  bemærkes,  at  der  i  de    andre  nordiske  lande  har  været  interesse  for,    at anvende vejledningen på institutioner og på uddannelsesst  eder. Eva Kjer Hansen /Frode Svendsen

3