Folketingets Socialudvalg Dato: 7. juni 2005 Under  henvisning  til  Folketingets  Socialudvalgs  brev  af  20.  april  2005 følger hermed  –  i 5 eksemplarer –  socialministerens svar på spørgsmål nr. 36 (SOU Alm. del). Spørgsmål nr.   36: ” Ministeren  bedes  sende  udvalget  det  notat,  der  er  udarbejdet  af  Esther Malmborg  og  Knud  Erik  Petersen  i  forbindelse  med  UFC  Børn  og  Unges igangværende  und  ersøgelse  vedrørende  tilsynet  med  døgninstitutioner  og opholdssteder.  Undersøgelsen  blev  præsenteret  på  KABU -konferencen  den 15. april 2005” Svar: Hermed fremsendes notatet om amternes pædagogiske tilsyn med egne døgninstitutioner og private opholdsste der. Jeg vil gerne knytte et par kommentarer til notatet. Notatet er en udløber  af KABU -projektet om tilsyn, der forventes  færdigt i slutningen af 2005. I  notatet  påpeger  UFC  Børn  og  Unge    det  problematiske  i,  at  amternes  til- synspraksis  med  anbringelsesstederne  er  meget  forskellig,  og  at  de  fører tilsyn med egne institutioner. UFC Børn  og Unge foreslår på den baggrund, at der oprettes en uvildig tilsynsmyndighed. Jeg  kan oplyse, at Socialministeriet  har udsendt bekendtgørelse nr. 1340 af 15. december 2004 om godkendelse og tilsyn med opholdssteder, der trådte i kraft 1. januar 2005. Bekendtgørelsen vil være med til at sikre en større en s- artethed i betingelserne for godkendelse af opholdsstederne. Der udkommer snart en vejledning til bekendtgørelsen . Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] ASA/ J.nr. 216-503

2 For så vidt angår s  ammenblanding af interesser, er det et problem, som jeg er opmærksom på.  I forbindelse  med  kommuna   lreformen  har jeg derfor stillet forslag om, at der skal etableres et statsligt tilsyn, der skal foretage stikprø- ver blandt  tilbuddene i Tilbudsportalen, herunder anbringelsesstederne. Til- synet  skal  vurdere,  om  der  er  overensstemmelse  mellem  oplysningerne  på portalen og de faktiske forhold.   Tilsynet kan give meddelelse til kommunalbestyrelsen om, at et af de tilbud, som  hører  under  deres  tils ynsforpligtelse, ikke  lever  op  til  lovgivningen  på det sociale område. Kommunalbestyrelserne og handicapråd  ene i beboernes opholdskommuner såvel som den kommunalbestyrelse, der f ø tilbuddet, skal underrettes om tilsynsrapporterne, således at  opholdskommu- nerne kan tage stilling til, om beboeren skal visiteres til et andet tilbud. Det foreslås endvidere, at tilsynsrapporterne offentliggøres på ti   lbudsportalen. For  så  vidt  angår  spørgsmålet  om  at  fastholde  den  specialviden,  der  i  dag findes på b ørne - og ungeområdet i amterne  efter kommunalreformen, har det væ  ret væsentligt for mig at sikre, at denne viden videreføres og til stadighed udvikles. Derfor flyttes den eksisterende viden, der i dag ligger i amterne på børn  og  unge  området  ud  til  kommune  rne  og  til  VISO  samt  til  regionerne, for så vidt angår viden om børn og unge med handicap. Eva Kjer Hansen /Birgitte Lundblad

3 2005 - 03 - 28 Projekt Tilsyn UFC Børn og Unge har foretaget en kortlægning af alle a   m- ters  og de 3  storkommuners  tilsynsordninger i  perioden  fe- bruar  2004  til  april  2005.  Nedenfor  præsenteres  de  pointer og anbefalinger som UFC Børn og Unge er nået frem til ud fra kortlægningen. Overordnede pointer i kortlægningen og analysen af a  m- ternes pædagogiske tilsyn med egne døgni   nstitutioner og private opholdssteder. Udgangspunkt Som udgangspunktet for dets amtslige tilsyn med anbringel- sesstederne gælder det, at: Det offentlige skal sikre et udviklende hverdagsliv for børn og unge, der må anbringes uden for eget hjem. Tilsynet skal være sensitivt over for det enkelte a  n- bringelsessted som levemiljø for anbragte børn og unges trivsel, problemløsning og udvikling. Tilsynet skal kontrollere, at anbringelsesforløbene l e- ver op til gældende love og retningslinjer, så de i   n- volveredes retssikkerhed respekteres (normal-danske hverdagsvilkår*, omsorg og udviklingsstøtte, inddr  a- gelse i beslutninger vedr. egne forhold, klarhed om klageadgang m.v.) og ressourcerne anvendes fagligt kvalificeret og økonomisk effektivt. Der er tale om ydelser, der næsten udelukkende finansieres via ska  t- tebetaling. * Anbringelse uden for hjemmet hører til blandt de foranstaltninger: ”… der retter sig mod børn og unge, der har et særligt behov for støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes   af de tilbud,  som i alminde- lighed står åbne for børn/unge og deres familier.

4 Servicelovens § 32 stk. 1 understreger, at det er kommunernes opgave over for denne gruppe af børn og unge og deres familier ”… at søge disse børns og unges opvækstvilkår sikret     på en sådan måde, at de får en tryghed i u d- foldelsesmuligheder  og  en  sikkerhed  for  udvikling  og  sundhed,  der  så  vidt muligt stiller dem på linie med deres jævnaldrende, som ikke har haft tilsv   a- rende vanskeligheder i deres opvækst”    . (Jf. pkt.28-29, ”Vejledn ing om sæ  r- lig støtte til børn og unge”, Lov om Social Service, 2002). 1. Udtalte forskelle i amternes tilsynspraksis - Kortlægningen viser, at der er en række udtalte fo r- skelle i amternes tilsynspraksis. Det rejser spørgsm å- let om, hvor ”lang elastik” der er   og bør være for de enkelte amters udmøntning af lovgivningens beste m- melser. Især er det bemærkelsesværdigt, at vilkårene for at drive private opholdssteder for børn og unge er meget forskellige fra amt til amt. Amterne står samt i- digt selv for tilsynet med egne døgninstitutioner. Det kan betyde en uklar sammenblanding af juridiske, po- litiske, faglige og økonomiske interessehensyn, hvi l- ket rejser en række problematikker i forhold til ret  s- sikkerheden på området. 2. De tilsynsførende har stor specialviden - Kortlægningen viser, at de tilsynsførende gennemg   å- ende er solidt erfarne socialarbejdere med stor speci- alviden inden for området. Det må derfor i lyset af strukturreformen være særdeles vigtigt at sikre en fastholdelse og videre udvikling af den kompetence og specialviden, som er akkumuleret i dette tilsyns- korps gennem årene. 3.Re-organisering af tilsynsfunktionerne. -      Det  amtslige  tilsyns  myndighedsudøvelse  spænder samtidig over kontrol-,      vedligeholdelses-   og   udviklingsopgaver.   Problemer med ”k asketforvirring” i      tilsynet  vil  næppe  kunne  opløses,  så  længe  funkti o- nerne sorterer under den      samme   politisk-økonomiske   myndighed,   amtsrådet. Uanset hvilket      embedshoved, der bærer tilsynskasketten.

5      Derfor  er  der  brug  for  systematik,  dokumentation  og opfølgning gennem et      formaliseret  tilsyn,  der  varetages  af  en  organisato- risk uvildig instans.      Samtidig  med  åben  dialog,  refleksion  og   udviklings- arbejde gennem et      løbende driftsrelateret tilsyn. Tilsynet foreslås organ  i- seret sådan, at de      forskellige  funktioner  understøtter  hinanden  og  sa m- men bidrager til at sikre og      styrke de anbragte børn og unges hverdagsliv og u d- vikling. Ida Flachs Esther Malmborg Knud Erik Pedersen

6 2005 - 03 - 28 Projekt Tilsyn: Overordnede pointer i kortlægningen og analysen af a  m- ternes pædagogiske tilsyn med egne døgninstitutioner og private opholdssteder. Som udgangspunktet for dets amtslige tilsyn med anbringel- sesstederne gælder det, at: Det offentlige skal sikre et udviklende hverdagsliv for børn og unge, der må anbringes uden for eget hjem. Tilsynet skal være sensitivt over for det enkelte a  n- bringelsessted som levemiljø for anbragte børn og unges trivsel, problemløsning og udvikling. Tilsynet skal kontrollere, at anbringelsesforløben e le- ver op til gældende love og retningslinjer, så de i   n- volveredes retssikkerhed respekteres (normal-danske hverdagsvilkår*, omsorg og udviklingsstøtte, inddr  a- gelse i beslutninger vedr. egne forhold, klarhed om klageadgang m.v.) og ressourcerne anvendes fagligt kvalificeret og økonomisk effektivt. Der er tale om ydelser, der næsten udelukkende finansieres via ska  t- tebetaling. * Anbringelse uden for hjemmet hører til blandt de foranstaltninger: ”… der retter sig mod børn og unge, der har et særligt behov for    støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud,  som i almind  e- lighed står åbne for børn/unge og deres familier. Servicelovens § 32 stk. 1 understreger, at det er kommunernes opgave over for denne gruppe af børn og unge og  deres familier ”… at søge disse børns og unges opvækstvilkår sikret på en sådan måde, at de får en tryghed i u d- foldelsesmuligheder  og  en  sikkerhed  for  udvikling  og  sundhed,  der  så  vidt muligt stiller dem på linie med deres jævnaldrende, som ikke har haft t   ilsva- rende vanskeligheder i deres opvækst”    . (Jf. pkt.28-29, ”Vejledning om sæ   r- lig støtte til børn og unge”, Lov om Social Service, 2002). Projekt  Tilsyns  kortlægning  af  alle  amters  og  de  3  sto  r- kommuners   tilsynsordninger   i   perioden   februar   2004   til april 2005 viser:

7 - Amterne skelner usystematisk mellem forskellige ni- veauer eller dimensioner i tilsynsvirksomheden (f.eks. skelner nogle mellem faglig, organisatorisk og bru- geroplevet kvalitet, mellem systematisk og opfølge n- de tilsyn og nogle mellem driftsrelateret og formalise- ret tilsyn), ligesom temaer for tilsynet fordeles under varierende kategorier/overskrifter.      Servicefunktioner og kontrolfunktioner indgår sidel ø- bende og      sammenvævet  i  den  amtslige  forvaltnings  myndi  g- heds- og autoritetsudøvelse.     Det   kan   give   sig   udslag   i   en   betydelig   ”kasket - forvirring”*: Det er ikke      umiddelbart  gennemskueligt,  hvornår  den  tilsynsf ø- rende optræder som loyal      kollega  (servicerende  -  ”blød bowlerhat”),  som  me   d- virker til fælles      problemløsning,  og  hvo rnår  kontrolkasketten  er  på, og tilsynets autoritet kan     træde ind  med  sanktioner ved  påtale  af  fejl og  man   g- ler. Kasketforvirringen     opleves af nogle som et dilemma, som søges modvi r- ket på forskellig vis: Ved     direkte  markering  af  tilsynsførendes   rolle  i  den  givne sammenhæng, eller ved       at  adskille  kontrol-  og  servicefunktioner  gennem  for- deling på forskellige     personer,  teams  eller  forvaltningsafsnit,  eller  ved  at det formaliserede tilsyn     involverer  en  ”udenforstående”  medarbejder  uden     lø- bende driftsrelateret     kontakt til stedet. Markeringen af tilsynets autoritet og kontrolfunktion er også     blevet  skærpet  ved  politisk  udmelding  om  uanmeldte tilsynsbesøg som element     i tilsynet. Det er dog tvivlsomt, om der opnås en reel uvildighed hos

8     tilsynsførende gennem disse organiseringer og kasket - markeringer, så længe     funktionerne    sorterer    under    den    samme    politisk- økonomiske myndighed og     vedkommendes  samlede  interesser.  Myndigheden  til- hører i dag amtsrådet,     ligegyldigt hvilket embedshoved, der bærer tilsynsk  a- sketten.     De  seneste  rapporter  fra  Folketingets  Ombudsmands inspektioner på sociale     tilbud understreger tilsvarende behovet for en styrkel- se af retssikkerheden. *  I  vores  dialog  med  amternes  tilsynsførende  besk rev  de  fleste  kasket- forvirringen  som  et  dilemma.  Socialchefernes  fælles  politikpapir  fra ARF  (22.07.03)  betoner  opmærksomheden  på  ”tilsynskasketten”  i  det andet af 4 principper for en fælles politik i amternes tilsyn med egne ti  l- bud. - Projekt Tilsyn har kortlagt rammer og betingelser for det generelle tilsyn med anbringelsessteder for børn og unge, som i dag varetages af amterne. De tilsyns- førende er gennemgående solidt erfarne socialarbe  j- dere med efteruddannelse (pædagoger, socialrådgiv   e- re eller lærere, ma  nge med ledererfaring) og stor spe- cialviden inden for området. Det må derfor i lyset af strukturreformen være særdeles vigtigt at sikre en fastholdelse og videre udvikling af den kompetence og specialviden, som er akkumuleret i dette tilsyns- korps gennem år ene. Ikke mindst i forhold til opga- verne med godkendelse og tilsyn af de private op- holdssteder, der siden amterne overtog opgaven fra kommunerne i 1998 fortsat er vokset til at rumme en stigende andel af de anbragte børn og unge (2520 e l- ler 18 % i 2003). Ressourceudmåling og matchning. Inspektioner  og  undersøgelser  ved  Folketingets  Ombud s- mand har på det seneste medført en række præciseringer af

9 lovgivningens  implikationer  for  god  forvaltningsskik  mht. tilsyn  på  anbringelsesomådet,  især  med  henblik  på  a t  sikre den  enkelte  borgers  retssikkerhed  i  samspillet  med  det  of- fentlige servicesystem (§ 39 i Retssikkerhedsloven, Jf. ”N o- tat om tilsyn efter den sociale lovgivning –  amtskommunens forpligtelser og kompetence”, Socialministeriet, 04.10.2002). Det rejser spørgsmålet om, hvor ”lang elastik” der er og bør være  for  de  enkelte  amters  udmøntning  af  lovgivningens bestemmelser. De enkelte amter organiserer og gennemfører selv  godkendelse  og  tilsyn  med  anbringelsesstederne  inden for Servicelovens og Retssikkerhedslovens bestemmelser og i lyset af vejledningen fra ARF og KL. Projekt  Tilsyns  undersøgelse  af  amternes  tilsynspraksis  v i- ser  en  række  udtalte  forskelle  i  amternes  praksis.  Især  kan det konstateres, at vilkårene for at drive private opholdsst e- der for børn  og unge er meget forskellige fra amt til amt. F.eks. kan krav og betingelser til en ansøgning om godke n- delse som privat opholdssted se afgørende forskellige ud på tværs  af  en  amtsgrænse.  Det  gælder  f.eks.  lokale  beste m- melser  om  krav  til  leder  og  personales  uddannelses-,  erfa- ringsbaggrund og  kompetencer, bopælspligt,  maksimalt  a  n- tal  anbragte,  supervisionsaftale,  samarbejdsaftale  med  sko- levæsen,  inddragelse  af  forældre  og  netværk  og  procedure for indberetning af magtanvendelse. Tilsvarende er serviceniveauet i vejledning og tilsyn med de godkendte opholdssteder  yderst  forskelligt:  svingende  fra 1 månedligt  til  1  årligt  besøg  som  servicenorm  og  et  spring mellem  en  kontrolorienteret  tilgang  (80  %  kontrol,  20  % vejledning) og en dialog- og tillidsbaseret tilsynskultur (tro- værdig dialog så længe andet ikke er indiceret). Nogle steder får opholdsstederne en løbende tæt konsulen t- støtte  (formidling  af  henvisninger,  deltagelse  i  visitation, faglig  sparring,  rådgivning  om  ledelses -  og  personalefor- hold, hjælp til udvik  lingsprojekter, tema-undervisning m.v.), medens  de  i  andre  amter  får  besked  på  som  private  e  r- hvervsdrivende  selv  at  købe  deres  service  ude  i  byen.  Det sidste forhold gør, at disse opholdssteder kan få nogle bet  y- delige   udgifter   til   driften,   som   amtets   egne   institutioner undgår  (gratis  servicering  ved  amtets  konsulenter  på  døg   n-

1 0 institutionsområdet). Det kan betyde ulige vilkår i forholdet mellem  pris  og  kvalitet,  såvel  mellem  opholdssteder  i  fo r- skellige amter indbyrdes som opholdssteder og døgninstit u- tioner imellem. Døgninstitutionerne har generelt deres øk  o- nomiske grundlag sikret gennem en flerårig driftsaftale eller som en integreret del af den amtslige forvaltning. De private opholdssteder  lever  med  en  betydelig  økonomisk  risiko  i tilfælde af vigende belægni ng (som det har været tendensen i flere egne af landet i de seneste år). De godkendte budge t- ter er beregnet ud fra en årlig belægning på 95 %. Den m e- get  beskedne  reserve  på  max.  5  %  af  budgetsummen,  der ved  overskud  på  årsbasis  kan  hensættes  som  økonomisk buffer til trange tider (manglende indtægter ved pladsledi  g- hed, ekstra udgifter ved barsel- og sygeorlov m.v.) eller an- vendes til pædagogisk udviklingsarbejde (f.eks. kvalitetssi  k- ring), kan også få den konsekvens, at nogle   - og især nye    - opholdssteder i forsigtighed vælger det økonomisk sikre og foretager gentagne vikar- og deltidsansættelser. Det kan b  e- tyde  problemer  for  personalets  kontinuitet  og  kompetence- niveau  og  dermed  for  kvaliteten  af  den  socialpædagogiske indsats. Budgetkravet om stort set fuld belægning giver b  e- grænset  rum  for  en  velovervejet  visitation  og  individuel matchning  mellem  den  anbragtes  problemer  og  behov  og ”det rigtige” anbringelsestilbud. Amterne  betegner  de  private  opholdssteder  som  et  supple- ment   til   de   offentlige   institutionstilbud   (se   eksempelvis ”Rapport fra dialogforum”, Socialministeriet, 2004, bilag fra arbejdsgruppe  01.07.03).  Det  er  amterne,  der  godkender, medfinancierer  og  fører  tilsyn  med  disse ”supplerende”  ti   l- bud –  uden at opholdsstederne kan appellere amtets afgøre l- se til anden instans. Samtidig fører amterne selv alene tils y- net med egne (konkurrerende) døgntilbud. Dette kan betyde en  uklar  sammenblanding  af  juridiske,  politiske,  faglige  og økonomiske  interessehensyn,  hvilket  rejser  en  række  pr   o- blematikker i forhold til retssikkerheden på området. Organisering af tilsynsfunktionerne.

1 1 Tilsynet rummer således mange funktioner og skal varetage forskellige hensyn. Myndighedsudøvelsen spænder samtidig over kontrol-, vedligeholdelses- og udviklingsopgaver. Der- for  er der brug  for såvel  systematik,  dokumentation og o p- følgning gennem et formaliseret tilsyn som for åben dialog, refleksion og udviklingsarbejde gennem et løbende driftsr e- lateret tilsyn, der baseres på gensidig tillid mellem parterne ud fra en forpligtende kontrakt. Det er derfor helt afgørende, at  få organiseret tilsynet sådan,  at  de  forskellige  funktioner understøtter  hinanden  og  sammen  bidrager  til  at  sikre  og styrke de anbragte børn og unges hverdagsliv og udvikling. På  baggrund  af  undersøgelserne  af  amter  nes  tilsynspraksis foreslås  modellen  for  det  samlede  tilsyn  sammensat  af  fø  l- gende: 1)  Et formaliseret tilsyn varetages af en organisatorisk uvildig instans (regionalt placeret, evt. i statsligt re- gi) forberedt gennem: rekvirerede ajourførte oplysninger om  anbrin- gelsesstedet (kontrakt/godkendelses-aftale, ydelseskatalog/standardbeskrivelse, drifts- og udviklingsplan, belægningsoversigt, budget og regnskab, personale- og organisationsoversigt, arbejdsplaner, indberettede magtanvendelser og klager, attester fra tekniske tilsynsmyndigheder m.m.) og en tilsynsmanual afpasset efter prioriterede be- hov. Regelmæssige tilsynsbesøg (f.eks. 1 gang årligt) foretages med rundvisning på inde  - og udearealer (evt. ledsaget af anbragte børn og unge eller pårørende), intervie  ws med leder- og personalerepræsentanter, dialog og observation med anbragte børn og unge i forbindelse med hverdagsaktiviteter. Sideløbende indhentede informationer fra øvr  i- ge interessenter (anbragte børn og unge, sag s- behandler, kuratorer, forældre, skol  e og be- skæftigelse) gennem spørgeskema   - undersøgelse.

1 2 Tilsynsrapporten  beskriver  og  vurderer  anbringel- sesstedets forhold på en række indikatorer (centr   a- le områder som kontinuitet i personaletilknytning, utidig afbrydelse af anbringelsesforløb, personal e- fordeling via vagtplaner, bruger- og interessenttil- fredshed,  brugerinddragelse  og  selvbestemmelse, uddannelses-  og  beskæftigelsestilbud,  magtanve  n- delser/ konflikthåndtering m.fl.) og angiver foku s- områder, hvor der er indikation for et nærmere ti   l- syn og faglig opfølgning. 2)  Driftsherren eller den godkendelsesansvarlige myn- dighed fører et løbende driftsrelateret samarbejde og tilsyn med anbringelsesstedet som integreret led i ud- formning og opfølgning på drifts  - og udviklingsafta- len/godkendelsesaftalen. Herunder fø lges der op på rapporten fra det formaliserede tilsyn (”kasket - tilsynet”) med henblik på en afklaring og evt. udbe  d- ring af de indikerede fokusområder. Der arbejdes med udbedringsplaner og følges op på disse. Det løbende tilsyn varetager konsulent-, rådgivn ings- og vejled- ningsopgaver på anbringelsesstedet efter årlig se  r- vicenorm og konkret aftale. Den løbende kontrol med indberetninger af magtanvendelse og opfølgning på disse placeres samme sted som varetager arbejdet med drifts- og udviklingsaftaler/ godkendelsesaftaler. Anbringelsesstedets pædagogiske stil og hele vir  k- somhed fremtræder i høj grad gennem de måder, st e- det håndterer konflikter på. Det er derfor oplagt, at lade behandlingen af magtanvendelser (kontrol med retssikkerheden) indgå som et led i det  fortsatte arbej- de med udvikling af anbringelsesstedets samlede pæ- dagogik. Konstruktiv konflikthåndtering er væsentlig for en pædagogik, der både kan danne bæredygtige relationer, bidrage offensivt til kompetenceudvikling og tackle de stadige konflikter, som er en del af døgnmiljøets hverdagsliv. 3)  Anbringelsesstedet varetager en systematisk egenkon- trol, der sikrer løbende feedback og erfaringsopsa m- ling på egen virksomhed. Det er i praksis anbringe l- sesstedernes ledelse, der varetager tilsynet med og an-

1 3 svaret for den konkrete indsats i hverdagen. Med virksomhedsplan, ydelseskatalog eller standardbe- skrivelse som udgangspunkt foretager stedet selv en løbende kritisk refleksion over sit virke, evt. gennem en søgemodel med udvalgte fokuspunkter. 4)  Det specifikke tilsyn med den enkelte anbragte (matchning ved visitation, opfølgning på handl  e- plan/udviklingsplan, modtagelse af indberetninger, tilsynsbesøg og deltagelse i faglige konferencer, in d- dragelse af brugersynspunkter, revurdering af foran- staltningen, m.v.) søges k oordineret med den øvrige tilsynsvirksomhed gennem fastlagte bestemmelser om gensidig underretning (f.eks. melde-pligt ved ind- og udskrivning, statusnotater, tilsynsrapporter, tilfælde af magtanvendelse, ændringer i drifts  -/ godkendelsesaf- tale, uregelmæss  igheder i anbringelsesstedet funkti- on).   5)  I de tilfælde, hvor der indgår    andre eksterne instanser (f.eks. plejehjemsforening, projektorganisation o.l.) med tilsynslignende funktioner, skal disse forpligtes til et koordineret samspil og præcisering i forhol  d til tilsynsmyndighederne, der altid vil bære det endelige ansvar for de udliciterede opgaver.   6)  Et netværk af interessenterne på anbringelsesområdet danner den organisatoriske ramme om den samlede tilsynsvirksomhed (inspireret af den såkaldte  Oslo- model*), såvel på de private opholdssteder som de o  f- fentlige institutioner. De nævnte interessenter bidr  a- ger hver med oplysninger om anbringelsesstedets virksomhed. Disse samles, gennemgås og drøftes i et koordinerende og prioriterende dialogmøde, hvor der fremsættes forslag til fokusområder og forbedrede indsatser i den kommende periode. Der søges opnået konsensus om kommende fokusområder og indsat s- plan, der formuleres af det uvildige tilsyn. Ansvaret for opfølgning deles af parterne, dog således at a  n- bringelsesstedet og driftsher- ren/godkendelsesmyndigheden sammen er ansvarlige for den konkrete realisering af aftalerne.

1 4 * I Oslo kommune indførte man omkring 1992 en organisering til kvalitet s- sikring af døgninstitutionerne. Man havde konstateret, at den ene døgnin  sti- tution efter den anden ”brød sammen” og måtte startes op helt forfra. Dette viste,  at  driftsherrens  tilsyn  med  og  indseende  med  institutionslivet  var  for tilfældigt. Gennem et 3  -årigt udviklingsprojekt indførtes en model, hvor alle interessenter  inddrages  i  en  regelmæssig  gentagen  evaluering  af  instituti  o- nens  forhold  og  udformning  af  en  opfølgnings -  og  udviklingsplan.  I  1999 fandtes de hidtidige erfaringer meget positive. Modellens  udvikling   og  implementering   kan  iværksættes gennem et udviklingsarbejde, der søger at finde en konstru k- tiv balance mellem formaliseringsgrad (manualer, dokumen- tationskrav,  procedurer,  deadlines)  og  dynamisk  fleksibili- tet, der tilgodeser de relevante faglige dialoger og en sensi- tivitet over for levemiljøernes særlige kultur og    usædvanligt komplekse  opgaver,  der  ikke  lader  sig  definere  efter  faste standarder   (såkaldte   ”vilde   problemer”   uden   foreskreven løsning).  Metodeudvikling  vil  dermed  være  påkrævet  som integreret  del  af  modellen.  Ikke  mindst  gennem  refleksion over  den  pædago  giske  tilsynspraksis,  som  skal  følge  op  på de fokusområder, der er indikation for at afklare og udbedre nærmere. De  norske  erfaringer  viser,  at  opstart  og  indkøring  af  ti l- synskonceptet og den indbyggede kvalitetssikring er ganske ressourcekrævende.   Når   mo   dellen   er   implementeret   vil mange basisoplysninger være etableret og en del rutiner vil lette  arbejdet.  Modellens  styrke  er  især,  at  den  befordrer med-ejerskab og – ansvar hos interessenterne i en fælles b  e- stræbelse  på  at  fremme  anbringelsesarbejdets  kvalit   et,  bi- drage til løsninger på forekommende problemer og konfli  k- ter i respekt for gældende love, regler og forskrifter. Den  foreslåede  organisationsmodel  bygger  som  nævnt  på positive  erfaringer  fra  døgninstitutionsområdet  i  Oslo,  hvor kommunen som driftsherre var ansvarlig for alle aspekter af virksomheden under en fælles forvaltningsenhed. En udskillelse af det formaliserede tilsyn til en statslig, uvil- dig  instans  vil  yderligere  kunne  styrke  retssikkerheden  og etableringen af relevante kriterier for kvalitet i tilsynet.

1 5 UFC Børn og Unge Ida Flachs Esther Malmborg