Folketingets Socialudvalg Dato: 3. maj 2005 Under  henvisning  til  Folketingets  Socialudvalgs  brev  af  19.  april  2005 følger hermed  –  i 5 eksemplarer –  socialministerens svar på spørgsmål nr. 35 (SOU Alm. del). Spørgsmål nr.   35: ” Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. marts 2005 fra fem for- ældrepar til diabetes 1 patienter om brug af insulinpumper til behandling af type  1,  jf.  alm.  del  -  bilag  71.  Ministeren  bedes  i  den  forbindelse  konkret tage  stilling  til,  om  ministeren  vil  støtte  at  lade  insulinpumper  og  de  e n- gangsremedier, der bruges til pumpens drift, høre til den gruppe af diabete s- hjælpemidler, der omfattes af § 97 i   lov om social service.” Svar: Det  fremgår  bl.a.  af   forældregruppens    henvendelse,  at  der  ifølge   gruppens opfattelse hersker tvivl om, hvorvidt en insulinpumpe er et behandlingsred- skab,  der  skal  betales  af  sygehusvæsenet,  eller  et  hjælpemiddel,  der  skal betales af kommunen. Det  fremgår  yderligere  af   deres  henvendelse,  at  forældregruppen    er  af  den opfattelse, at de pågældende insulinpumper bør være omfattet af den gruppe diabeteshjæ  lpemidler, der skal betales af kommunen. Som bekendt kan hjælpemidler bl.  a. ydes af kommunerne i henhold til § 97 i lov om social service. Afgrænsningen  af  behandlingsredskaber,  som  sygehusvæsenet  afholder  u d- giften  til,  er  fastsat  i  Indenrigsministeriets  cirkulære  nr.  21  af  20.  februar 1975  om  afgrænsningen  af  behandlingsredsk  aber,  hvortil  udgiften  afholdes af sygehusvæs  enet. Et af udgangspunkterne for afgrænsningen er bl.a., om anvendelsen af app  a- raturet kræver en operation. Kræver anvendelsen af apparaturet en operat ion, Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] IWH/ J.nr. 222-1490

2 er  der  tale  om  et  behandlingsredskab,  som  skal  betales  af  sygehusvæs  enet. Eksempelvis  betragtes  pacemakere  ikke  som  et  hjælpemi  ddel  omfattet  af servicelovens § 97. Anvendelse af en insulinpumpe kræver lig  eledes, at der foretages et operativt indgreb. I  overensstemmelse  hermed  har  indenrigs-  og  sundhedsministeren  på  et spørgsmål  stillet  af  Dansk  Folkeparti  i  Folk  etinget  i  januar  2005  udtalt,  at praksis er, at insulinpumper udleveres som led i den vederlagsfri sygehusbe- handling  (Spørgsmål  S  1726  stillet  af  Birthe  Skaarup  (DF)  den  3.  januar 2005). Det  skal i tilknytning hertil bemærkes, at  kommunerne heller ikke vil have en reel mulighed for at vurdere, om en diabetiker har behov for en insulin- pumpe.  Denne  problemstilling  kom  også  frem  i  oven  for  nævnte  svar  fra indenrigs-  og  sundhedsministeren,  hvor  ministeren  udtalte,  at  det  er  lægen, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering afgør, hvilket behandlingstilbud den enkelte patient skal tilbydes. I modsætning hertil er det i § 8 i bekendtgørelse nr. 19 af 11. januar 2005 om ydelse af hjælpemidler  og forbrugsgoder eft  er serviceloven fastsat, at  kom- munen kan yde støtte til injektions - og testmaterialer (f.eks. sprøjter, kanyler, insulinpen, fingerprikker,  teststrimler  og  blodsukkermåleapparatur)  til ins u- linkrævende   diabetikere,   og   til   diabetikere   som   kombinationsbehan  dling med  insulin  og  tabletter.  Disse  hjælpemidler  er  efter  indkøb  umi   ddelbart anvendelige for diabetikeren. Jeg  kan  derfor  konkludere,  at  det  efter  Socialministeriets  opfattelse  er  helt korrekt,  at  en  insulinpumpe,  herunder  de  engangsremedier,  der  bruges  til pumpens drift, er behandlingsredskaber, som skal betales af sygehusvæs  enet. I Socialministeriet er vi dog helt opmær  ksomme på, at det på grund af den betydelige  udvikling  inden  for  hjælpemiddelområdet  til  stadighed  er  nø d- vendigt  at  tage  stilling  til,  om  nye  produkter  henhører  under  kommune rne eller sygehusvæ  senet. Eva Kjer Hansen /Birgitte Lundblad

3