Folketingets Retsudvalg Dato: 8 april 2005 Under  henvisning  til  Folketingets  Retsudvalgs  brev  af  3.  marts  2005 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 21 (REU Alm. del). Spørgsmål nr.  21: ”Ministeren bedes redegøre for, om der agtes fremsat forslag om lovfæstelse af principperne vedrørende magtbeføjelser og begunstigelser, sådan som det generelt skete med vedtagelsen af straffuldbyrdelsesloven i 2000. Ministeren bedes  desuden  oplyse,  hvorledes  de  administrative  forskrifter  kan  præcise- res,  og  hvilket  tiltag  der  påtænkes  med  henblik  på  at  ruste  institutionernes ledelse og personale til på en betryg gende måde at varetage hensynet til de anbragtes retssikkerhed. Der henvises til vedlagte uddybning af spørgsmålet. Spørgsmålet  har  tidligere  været  stillet  i  folketingsåret  2004  -05,  1.  samling, jf. REU alm. - spørgsmål 118. ” Svar: Reglerne  om  magtanvendelse,  herunder  i  relation  til  ungdomssanktionen, bygger aktuelt på bekendtgørelse nr. 1309 af 14. december 2004 om  mag t- anvendelse  over  for  børn  og  unge,  der  er  anbragt  uden  for  hjemmet.  Be- kendtgørelsen er udstedt i medfør af § 108 (og §132, stk. 3,  vedr. finansie- ring) i lov om social service. Jeg mener, at en eventuel ny regulering, uanset om der tænkes på love eller bekendtgørelser, bør afvente resultaterne fra evalueringen af ungdomssank- tionen, der aktuelt er under såvel kvantitativ som kvalitativ evalue ring. Fol- ketingets Retsudvalg og Socialudvalg vil blive orienteret om evalueringen. I lyset af resultaterne af denne evaluering samt øvrige tilkendegivelser, her- under fra praksisfeltet, vil jeg vurdere behovet for ændringer. Med hensyn til at ruste ledelse og medarbejdere til at varetage hensynet til de anbragtes  retssikkerhed  kan  jeg  oplyse,  at  det  allerede  fremgår  af  magta n- Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] KPU/ J.nr. 640-1494

2 vendelsesbekendtgørelsen,  at  institutionens  leder  skal  sikre  sig,  at  såvel  de anbragte børn og unge som forældremyndighedens indehaver gøres bekendt med reglerne i bekendtgørelsen, herunder om klagemuligheder. Det fremgår herudover af bekendtgørelsen, at denne skal udleveres til samtlige medarbej- dere, som skal kvittere for modtagelsen. I uddybningen af spørgsmålet er  bl.a. refereret til, at kriterierne for iværksæt- telse  af  restriktioner  i  tilknytning  til  ungdomssanktionen  skulle  være  vage. Som eksempel omtales relationen til tilbageførsel. I den forbindelse kan jeg henvise til Socialministeriets vejledning nr.  4 af 16. januar 2002 om særlig støtte  til  børn  og  unge,  og  Socialministeriets  orienteringsbrev  af  11.  marts 2003  til  samtlige  kommuner  m.fl  (bilag  1).  Brevet  indeholder  en  udførlig beskrivelse af emnet,  bl.a. baseret på en indhentet udtalelse fra Justitsmin i- steriet. Jeg  vil  i  forbindelse  med  en  revision  af  ministeriets  vejledning  om  særlig støtte til børn og unge være opmærksom på behovet for at u nderstrege, at et ophold  i  sikret afdeling  ikke  bør  strækkes  ud over  det strengt  påkrævede   – inden for de rammer, der er afstukket i dommen. Hvis der måtte blive rejst spørgsmål af mere generel karakter i tilkny  tning til gennemførelse af en ungdomssanktion, vil ministeriet være opmærksom på  i lighed med tidligere at udsende et orienteringsbrev, der vil være den hurtigst mulige generelle reaktion. Eva Kjer Hansen /Birgitte Lundblad

3 Til samtlige kommuner, amtskommuner m. fl. Dato: 11. marts 2003 Orientering  om  spørgsmål  i  forbindelse  med  gennemførelse  af  en  un g- domssanktion (efter straffelovens § 74 a) Baggrund Der er over for Socialministeriet fremsat ønske om en nærmere orientering om  ungdomssanktionen.  Der  er  på  tidspunktet  for  dette  orienteringsbrev alene afsagt et begrænset antal domme til ungdomssanktion. Ministeriet har alene besvaret spørgsmål af mere generel  interesse vedrøren- de  et  begrænset  antal  situationer.  Orienteringsbrevet  tager  udgangspunkt  i disse  besvarelser,  og  vedrører  overvejende  spørgsmål  af  retlig  karakter  og kan  ikke  betragtes  som  en  mere  generel  dækkende  vejledning.  Senere  sup- plerende spørgsmå l af mere generel interesse,  vil blive søgt samlet op med henblik på en efterfølgende supplerende orie ntering. Besvarelserne har i vid udstrækning kunnet ske med henvisning til bemærk- ninger til lovforslaget og tidligere givet vejledning, herunder i Orienteringsbrevet i forbindelse med lovens vedtagelse. Socialmini- steriets brev af 1. juni 2001. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 620 af 21. juni 2001 om magt- anvendelse mv. (med senere ændringer). Vejledning om særlig støtte til børn og unge. Socialministeriets vej- ledning nr. 4 af 16. januar 2002. Orienteringens indhold Til indledning gives en mere bred orientering, herunder om lovforslaget, og formuleringen af lovbestemmelsen i straffeloven. Dernæst berøres mere konkretiserede spørgsmål vedrøre nde: Indstilling til anklagemyndigheden, planlægning af et ungdomssank- tionsforløb Tilsyn med unge, der er dømt til ungdomssanktion Magtanvendelse Servicelovens tilbud for unge, der er idømt en ungdomssanktion Kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af en ung i sikret afdeling med anden hjemmel end i dom til ungdomssanktion

4 Kompetence  til  at  træffe  afgørelse  om  tilbageføring  til  sikret  afde- ling (med hjemmel i dom til ungdomssanktion) Endelig berøres to problemstillinger, Justitsministeriet har udtalt sig om: Gennemførelse af afgørelse om ungdomssanktion og tilbageføring til sikret  afdeling  i  tilfælde  af  undvigelse.  Sondring  mellem  pålæg  og vilkår. Regulering af spørgsmål om ny kriminalitet Indførelsen af ungdomssanktionen, lovforslaget I  straffeloven  blev  der  med  virkning  for  gerningstidspunkter  fra  den  1. juli 2001 indført en ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret soci- alpædagogisk behandling af 2 års varighed for de 15 -17 årige. Formålet med lovændringen  er  at styrke  indsatsen  og  reaktionsmulighederne  over  for  den hårde  kerne  af  socialt  belastede  og  utilpassede  unge  kriminelle  ge nnem  at fastholde den unge i længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling, der på længere sigt kan få den unge på ret kurs. Lovforslaget    kan    læses    og    downloades    fra    Folketingets    hjemmeside www.ft3p.dk  se  under  dokumenter  –  arkiv  samlingen  2000-01.  I  bemærknin- gerne  til  lovforslaget  er  der  forholdt  til  flere  af  de  problemstillinger,  der  i praksis vil opstå i forbindelse med afviklingen af en ungdomssank tion. Lov- forslaget bygger på den rapport, som Ekspertgruppen om ungdomskriminal i- tet  afleverede  til  justitsministeren  og  socialministeren  den  2.  februar  2001. Rapporten    kan    findes    på    nettet    under    Justitsministeriets    hjemmeside www.jm.dk Lovteksten (straffelovens § 74 a) ”§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk  behandling  af  2  års  varighed,  hvis  det  må  anses  for  fo  r- målstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Stk.  2.  Retten  kan  give  den  dømte  pålæg  svarende  til  de  vilkår,  der  kan fastsættes  efter  §  57.  Længstetiden  for  ophold  i  døgninstitution  eller  god- kendt opholdssted er 1 år og 6  måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er u  n- dergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at  idømme  straf forlænge  foranstaltningen,  herunder længstetiderne  efter  2. pkt., med indtil 6 måneder. Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambu- lant behandling til anbringelse  på  en  døgninstitution for børn og unge eller godkendt  opholdssted  indbragt  for  retten  til  prøvelse.  Det  samme  gælder,  i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørel- se  om,  at  den  pågældende  skal  for blive  i  institution  ud  over  det  i  dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens ind-

5 bringelse for retten har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.     Stk.  4.  Justitsministeren  kan  efter  forhandling  med  socialministeren  fast- sætte  regler  om  meddelelse  af  tilladelse  til  udgang  mv.  til  personer,  der  er undergivet  en  foranstaltning  efter  stk.  1  og  2.  Justitsministeren  kan  i  den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.” Indstilling  til  anklagemyndigheden,  planlægning  af  et  ungdomssankti- onsforløb For  at  tilvejebringe  et  grundlag  for  sanktionsfastsættelsen  indhenter  ankla- gemyndigheden  i  forbindelse  med  forberedelsen  af  straffesager  mod  unge under 18 år oplys ninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myn- digheder  i  sigtedes  opholdskommune.  De  sociale  myndigheder  bør  i  den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom  til socialpæda- gogisk behandling må anses for formålstjenlig, og   – som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for unge, som har begået alvorlig kriminalitet – hvilke pålæg, der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge. I de sager, hvor en ungdomssanktion kan komme på tale, skal indstillingen fra  de sociale  myndigheder  indeholde  forslag  til, hvordan ungdomssanktio- nen  for  den  pågældende  unge  bør  udformes.  De  sociale  my ndigheder  bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institut  ion/opholdssted. Har den unge  under  sagen  været  anbragt  i  varetægtssurrogat  i  sikret  afdeling,  og  er der her gennemført en pædagogisk observation, der viser, at den på gældende ikke  har behov for at  være  i en  sikret  afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution/opholdssted. Det er i lovforslaget med reference til rapporten fra Ekspertgruppen omtalt, at  det  forudsættes,  at  retten  ikke  afsiger  dom  til  en  ungdomssanktion,  hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling. De sociale myndigheder udarbejder en handleplan, som forudsættes at være en  del  af  indstillingen,  eventuelt  som  et  bilag.  Handleplanen  kan  løbende tilpasses af kommunen – inden for de overordnede rammer, der er afstukket ved  dommen.  Et  kvalificeret  arbejde  med  handleplanen  er  afgørende  for  et vellykket forløb. Linjerne heri skal være gennemdrøftet med og stå klart for den unge. Samtidig skal de være klare pejlemærker for de ansatte, der yder den socialpædagogiske indsats i forhold til den unge. Betydningen   af   en   velbegrundet   indstilling   kan   ses   af   en   landsretsdom (V.L.D. 13. marts 2002, U.f.r. 2002, s. 1303). Kommunen havde i denne sag argumenteret for, at en ung ikke skulle have pålæg om at indlede ungdom s-

6 sanktionen på en sikret afdeling. Dommen indeholdt i forlængelse heraf ikke et sådant pålæg. Samtidig havde kommunen i den konkrete sag udarbejdet en alternativ hand- leplan  for  den  situation,  at  den  unge  ikke  blev  dømt  til  socialpædagogisk foranstaltning. Kommunen havde således et beredskab til at kunne forholde sig til den unge uanset dommens udfald. Kommunen bør ved  planlægningen af et ungdomssanktionsforløb tilstræbe, at der sikres en kontinuitet i forløbet. Amtet vil evt. kunne yde bistand med hensyn til plads i et egnet døgntilbud, der kan magte den unge. Kontinuiteten vedrører også den behandlingsmæssige indsats. Det kan således være værd  i- fuldt, hvis der er mulighed for, at personale kan følge den unge fra den sik- rede afdeling til et åbent døgntilbud og evt. i det videre fo rløb. Ikke  alle  døgntilbud  er  indrettet  på  at  kunne  modtage  målgruppen  af  unge. Kommunen  bør  derfor,  på  tidspunktet,  det  anses  for  at  være  en  realistisk mulighed, at den unge skal i et ungdomssanktionsforløb afdække muligheder for et kontinuert forløb. Tilsyn med unge, der er dømt til ungdomssanktion Ungdomssanktionen fratager ikke kommunen fra den sædvanlige tilsynsfor- pligtelse, herunder under anbringelse i døgntilbud, også i sikrede afde linger. Magtanvendelse ”Magtanvendelsesbekendtgørelse”,    Socialministeriets    bekendtgørelse    nr. 620 af 21. juni 2001, blev ændret i forbindelse med indførelsen af ungdoms- sanktionen og omfatter også unge, der er dømt til en ungdomssanktion. Det fremgår eft er ændringen, at unge kan optages i sikret afdeling efter det fyldte 18. år, hvis opholdet er led i en ungdomssanktion. Servicelovens tilbud for unge, der er idømt en ungdomssanktion Unge, der er idømt en ungdomssanktion, kan sideløbende med en afvikling af en ungdomssanktion tilbydes foranstaltninger efter serviceloven, jf. Soci- alministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge.  Det  betyder,  at  regelsættet,  der  knytter  sig  hertil,  skal  følges.  Et  ek- sempel herpå gengive s nedenfor. Kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af en ung i sikret af- deling med anden hjemmel end i dom til ungdomssanktion Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det er påkrævet, at en ung i et un g- domssanktionsforløb skal have ophold i en sikret afdeling, og der ikke med hjemmel i dommen om ungdomssanktion er grundlag for at træffe afgørelse om  tilbageføring.  I  en  sådan  situation  kan  kommunen  træffe  afg ørelse  om

7 anbringelse  i  sikret  afdeling  efter  de  sædvanlige  regler  i  serviceloven  og magtanvendelsesbekendtgørelsen. Kompetence  til  at  træffe  afgørelse  om  tilbageføring  til  sikret  afdeling (med hjemmel i dom til ungdomssanktion) Reglerne om kompetence til at træffe afgørelse om tilbageføring fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 620 af 21. juni 2001. (Denne bekendt- gørelse  er  senere  ændret,  men  ændringen  vedrører  ikke  kompetencespørgs- målet.) Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 5, at kommunen er komp  e- tent til at træffe sådanne afgørelser, og at kommunens afgørelse skal tilt ræ- des af amtskommunen i det amt, hvor den pågældende sikrede afdeling li g- ger. Gennemførelse  af  afgørelse  om  ungdomssanktion  og  tilbageføring  til sikret afdeling i tilfælde af undvigelse. Sondring mellem pålæg og vilkår. Justitsministeriet har på en fores pørgsel udtalt følgende: ”I bemærkningerne til lovforslaget om indførelse af ungdomssanktion er det anført, at dette indebærer, at afgørelsen, herunder pålægget om institution s- ophold, kan gennemføres umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Hvis den dømte ikke opfylder et vilkår i eller i henhold til en betinget dom om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret således ikke gennemtvinges ved, at politiet henter den pågældende og bringer vedkom mende tilbage til instituti- onen. I stedet er i straffelovens § 60 fastsat nærmere regler om sanktionerne ved overtrædelse af vilkår i eller i henhold til en betinget dom. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion  – f.eks. om institutionsophold – kan derimod  gennemtvinges  umiddelbart.  Hvis  en  person,  som  er  undergivet ungdomssanktion, undviger fra en sikret døgninstitution, vil det derfor være muligt  ved  efterfølgende  pågribelse  at  bringe  vedkommende  tilbage  til  en sikret  døgninstitution  på  ny  med  henblik  på  de  n  fortsatte  gennemførelse  af ungdomssanktionen.”   Regulering af spørgsmål om ny kriminalitet Justitsministeriet har på en forespørgsel bl.a. udtalt følgende: ”Straffelovens § 74 a, stk. 2, 3. pkt., regulerer spørgsmålet om ny kriminal i- tet, der begås af  unge, som er undergivet ungdomssanktion, og hvor straffe- sagen i anledning af den nye kriminalitet afgøres, inden ungdomssanktionen er afviklet. Hvis en person, der er undergivet en foranstaltning efter § 74 a, stk. 1, begår ny kriminalitet, kan retten så ledes efter straffelovens § 74 a, stk. 2, 3. pkt., i stedet for at dømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

8 Efter  straffelovens  §  89  a,  stk.  2,  kan  retten  endvidere  træffe  bestemmelse om  bortfald  af  en  tidligere  idømt  foranstaltning  efter  straffelovens  §  74  a, hvis  den  person,  der  er  undergivet  en  sådan  foranstaltning,  efterfølgende idømmes straf. I  bemærkningerne  til  lovforslaget  om  indførelse  af  ungdomssanktionen  er der  nærmere  angivet  mulige  løsninger for  de  tilfælde,  hvor  en  ung,  som  er undergivet en ungdomssanktion, begår ny kriminalitet. …” Med venlig hilsen Kirsten á Rogvi Peter Uldall