Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-792-0094 Dok.: BBB40153 Besvarelse af spørgsmål nr.   204 af 22. juli 2005 fra Folketingets Retsudvalg. Spørgsmål: ”Ministeren  bedes  kommentere  Rigshospitalets  Center  for  Voldtægtsofres  rapport om mægling i voldtægtssager. Vil ministeren anbefale, at der gøre s brug af mæ  gling i disse  sager  såvel  mellem  et  offer  og  en  ikke  dømt  gerningsmand  og  et  offer  og  en dømt gerningsmand.” Svar: 1.  I  rapporten  ”Hvor  ku’  du  gøre  det?”  har  en  medarbejd    er  ved  Center  for  Voldtægtsofre  på Rigshospitalet  beskrevet  et  forsøg  m ed  at  tilbyde  konfliktmægling  ,  der  blev  gennemført   på centret i 12 måneder i  2003-2004 . Formålet med   forsøget var  ifølge rapporten  at undersøge, om konfliktmægling kan bidrage til at forbedre voldtægtsofres livssituation, og at vurdere b etydnin- gen af mægli  ng for parterne på kort og lang sigt. Formålet var endvidere a  t identificere betingel- ser  og  faktorer,  som  muliggør  eller  begrænser  konfliktmægling ,  at  pege  på  krimina lpræventive faktorer, og at udvikle en metodebeskrivelse til brug for andre, der arbejder med voldtægtsofre og gerningsmænd. Det fremgår af rapporten, at  forsøget har omfattet  16 kvinder ud af de ca. 250 personer, der årligt henvender  sig  til  Center  for  Voldtægtsofre  på  Rigshospitalet. Alle  kvinderne  i  forsøget  kendte gerningsmanden eller kræn  keren i forvejen.  Fem af kvinderne (31 pct.) havde anmeldt forholdet til politiet, mens de resterende 11 kvinder (69 pct.) ikke havde anmeldt forholdet. Det fremgår af rapporten,  at  67  pct.  af  alle  centrets  brugere  i  2003  havde  anmeldt  det  pågæ   ldende  forhold  til politiet. De  16  kvinder  modtog  i  løbet  af  forsøgsperioden  hjælp  til  at  kontakte den  mand,  der  havde krænket dem.

- 2 - Det oplyses i rapporten, at tre af de 16 gerningsmænd aldrig blev gjort bekendt med kvinde  rnes ønske om at komme i kontakt med dem.  I det ene tilfælde besluttede kvinden således at anme   lde i stedet for at kontakte manden. I det andet tilfælde blev kontakt frarådet af politiet, fordi ma   nden blev bedømt som så psykisk afvigende, at en samtale ikke ville være forsvarlig. I det tredje ti l- fælde   havde kvinden ikke sendt det brev, hun havde skrevet til manden. Ud af de resterende 13 kvinder i forsøget  deltog i alt fem kvinder i egentlige mæglingssamtaler med den mand, der havde krænket de  m. Ingen af disse fem kvinder havde anmeldt sagen til poli- tiet. De sidste otte kvinder var alene i kontakt med gerningsmanden via brev eller sms. Tre af kvin- derne  fik  aldrig  svar  fra  gerningsmanden.  Det  anføres  i  rapporten,  at  de  kvinder,  der  aldrig  fik svar på deres henvendelse til manden, blev skuffede  og forundrede. I rapporten konkluderes bl.a. følgende om resultaterne af forsøget: ”Kvindernes udtalelser efter at have deltaget i mægling viser, at kvinderne gik sty   r- kede ud af mæglingsprocessen, hvad den end havde bragt dem. Jeg har i foro  rdet til denne rapport gjort klart, at langt fra alle kvinder, der har været udsat for et seksuelt overgreb, ønsker at optage kontakt med den mand, der har krænket dem. Undersøge l- sen  peger  imidlertid  på,  at  hvor  kvinderne  nærede  et  stærkt  ønske  om  at  møde  den person, der havde krænket dem, bidrog mægling til at forandre og fo rbedre den livs- situation, de befandt sig i efter overgrebet.” Det anføres   afslutningsvis i rapporten, at mægling ved seksuelle ove  rgreb rummer et potentiale for både kvinder, der  udsættes for overgre  b, for mænd,   der begår overgreb , og for professionelle, der  arbejder  med  seksuelle  overgreb.  Det  anføres  end videre,  at  undersøgelsen  re jser  en  række problemstillinger og spørgsmål, som   bl.a. Center for Voldtægtsofre   bør udforske yde rligere. 2. Som det fremgår , har det omhandlede forsøg omfattet en   lille personkreds, også i forhold til det antal personer, der årligt henvender sig . Der er således kun gennemført i alt fem mæ glings- samtaler. Hertil kommer, at der i ingen af disse fem tilfælde var   sket anmeldelse til politiet. Jeg finder  det  derfor  yderst  vanskeligt  at  drage  mere  håndfaste  konklusioner  om   brug  af  konflikt- mægling i   voldtægts alene på baggrund af den nævnte    rapport. Jeg  kan  i  øvrigt   oplyse,  at  sædelighedsforbryde  lser  ikke  er  omfattet  af  den  nuværende  or  dning med  konfliktråd,   der  kører  i  de  tre  politikredse   Glostrup,  Ringsted  og  Roskilde.  Konfliktrå ds- ordningen  omfatter  endvidere  kun  sager,  hvor  der  er  sket  anmeldelse  til  politiet.  Ordningen  er således baseret på den   efter min opfattelse meget væsentlige   forudsætning, at mæ gling, som re- guleres af det offentlige, er et supplement til retsforfølgning  –

- 3 - Jeg er umiddelbart skeptisk over for, om konfliktmægling   er et egnet redskab i forhold til vold- tæ  gtsofre. Selv  om det naturligvis ikke kan udelukkes, at det i enkelte sager vil kunne være en måde for både offer og gerningsmand at komme videre på, tro   r jeg, at det vil væ  re yderst sjæ  l- dent, at offeret for en voldtægt  , der er anmeldt til politiet, ønsker en samtale med ge rningsman- den. Jeg finder således ikke, at de 16 forløb   – – ppor- ten, giver et tilstrækkeligt grundlag   for mere generelle anbefalinger om brug af konfliktmægling i voldtægtssager  . Det fremhæves også i rapporten, a   t forsøget rejser en række pr   oblemstillinger og spørgsmål  .