Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-792-0093 Dok.: JOK40203 Besvarelse af spørgsmål nr.   292 af 21. juli 2005 fra Folketingets Retsudvalg. Spørgsmål: ” Ministeren bedes redegøre for, om det er lovligt at afvise gæster til et diskotek alene på grund af, at de bor på en bestemt adresse med et beste  mt postnummer. Endvidere bedes ministeren gøre rede for sin holdning til denne fremgangsmåde.” Svar: 1. Efter § 1, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.  (racediskrimi- nationsloven), straffes med bøde eller fængsel indtil 6 m   åneder den, som inden for e rhvervsmæ  s- sig  eller  almennyttig  virksomhed  på  grund  af  en  persons  race,  hudfarve,  nationale  eller  etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre. På samme måde straf  fes den, som af nogen af de i stk. 1 nævnte grunde nægter at give en person  adgang  på  samme  vilkår  som  andre  til  sted,  forestilling,  u  dstilling,  sammenkomst  eller lignende, der er åben for almenheden, jf. lovens § 1, stk. 2. 2.  Racediskriminationsloven blev – ndring af straffelovens § 266 b – ved lov nr. 289 af 9. juni 1971 med henblik på at skabe grundlag for dansk ratifikation af FN’s konvention  af  21.  december  1965  om  afskaffelse  af  alle  former  for  racediskrimination.  Efter konventionens  artikel  5 forpligter  deltagerstaterne  sig  til  at  forbyde  og  afskaffe  alle  former  for racediskrimination og at sikre enhver ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse. Dette gælder i forhold til en lang   række opregnede borgerlige, pol  itiske, sociale, økonomiske og kult urelle rettigheder. Det fremgår af betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination, der lå til grund for racediskriminationslovens indførelse , at der efter dagældende ret generelt   ikke var noget til hin- der for, at private erhvervsdrivende kunne nægte at   betjene eller give adgang til bestemte perso- ner eller grupper, jf. betænkningens   side 23, 1. spalte, hvor bl.a. følgende er  anført: ”Som det fremgår af foranstående, er der i dansk    ret et ikke ubetydeligt område, hvor den  almindelige  regel  om  kontraktfrihed  medfører,  at  ydelse  af  tjeneste  o.lign.  kan

- 2 - nægtes  uden  begrundelse,  hvorfor  der  ikke  på  disse  områder  gælder  noget  re tligt værn imod, at der ved afgørelse af, om tjeneste skal yd   es, tages hensyn til f.eks. race. Kun på områder, der beherskes af det offentlige, enten som driftsherre eller som ko  n- cessionsgiver,  har  man  efter  gældende  ret  mulighed  for  at  sikre  bo  rgernes  ligestil- ling.” 3.  Racediskriminationsloven  vedrører   alene  forskelsbehandling  på  grundlag  af  race,  hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. Forskelsbehandling på grund af bopælsadresse er derimod ikke omfattet af lovens    § 1, stk. 1 og 2, og en diskotekejers nægtelse af at give bestem  te personer adgang til diskoteket på grund af de pågældendes  bopælsadresse  i  et  nærmere  bestemt  postdistrikt vil  efter  Justitsministeriets  opfat- telse  derfor  ikke  udgøre  en  overtrædelse  af  l   oven,  medmindre  nægtelsen  reelt  er  udtryk  for  en forskelsbehandling på grund af race m.v . Tilsvarende ville  en diskoteksejer f.eks. kunne fastsætte, at    kun personer over 30 år eller pe rso- ner med en bestemt påklædning kan få adgang til diskoteket. Som  nævnt  vil  e  n  overtrædelse  af  loven    imidlertid  kunne  foreligge,  hvis  der  i  realiteten  er  tale om at udelukke  personer, der tilhører  en bestemt race, eller som har en bestemt hudfarve, natio- nal eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. 4. Efter  Justitsministeriets  opfattelse  er  der  ikke  tilstrækkeligt  tungtve  jende  grunde  til  at  ændre lovgivningens hovedregel om kontraktfrihed, hvorefter f.eks. en diskoteksejer som udgangspunkt frit kan bestemme, hvilke persongrupper der må komme ind på diskoteket.