Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-792-0091 Dok.: MUB40168 Besvarelse af spørgsmål nr.   183 af 21. juni 2005 fra Folketingets Retsudvalg. Spørgsmål: ”Finder justitsministeren, at det svar på spørgsmål 117, der blev afgivet til Folk etin- gets  Retsudvalg  i  forbindelse  med  behandlingen  af  terrorpakken  i  2002,  hvorefter ”det normalt vil være af meget teoretisk karakter” at statuere dolus eventualis -forsæt i relation til straffelovens §§ 114-114e, fortsat er 100 pct. retvisende, set i forhold til den uenighed, der udtrykkes i artiklen ”Acceptforsæt    – n farbar vej” i Ugeskrift for Retsvæsen 2005B, side 140, hvori det anføres: ”Svaret (svaret på spørgsmål nr. 117) er  næppe  dækkende.  Det  er  ikke  urealistisk,  at  terrorgrupper  skaffer  sig  sympatis e- rende medhjælpere, der står for en begrænset delopgave, og s om ikke indvies i den samlede plan. I en sådan situation kan medhjælperen få fæ rten af, at vedkommende er med i noget større og accepterer dette, hvorved der f oreligger et acceptforsæt. De  t- te   eksempel   har   stor   lighed   med   faktum   i   den   skelsæ  ttende   ”Kuffertd om”   U 1979.576H, hvor der også forelå partiel medvirken.” Svar: 1. I Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 117, som blev afgivet til Folketingets Ret  sud- valg den 22. april 2002 i forbindelse med behandlingen af L 35 (anti-terrorpakken) i 2002, er det anført ,  at lovforslagets bestemmelser om bl.a. terrorisme og  finansiering  af terrorisme omfatter alle forsætsgrader, således at det ikke vil være udelukket at anvende forsæt sformen dolus even- tualis i forhold til de pågældende bestemme   lser. Det anfør es endvidere i den pågældende besvarelse   , at en anvendelse af dolus eventualis vil kræ- ve, at anklagemyndigheden i en konkret sag om overtrædelse af   f.eks. straffelovens § 114 a om finansiering af terrorisme er i stand til – foreligger direkte forsæt eller sandsynlighedsforsæt   – uligheden af, at den organisation, der er ydet økonomisk støtte til,    er en terrororganisation, og at gernings- manden  enten  har  indvilget  i  denne  mulighed  eller  ville  have  ydet  sin  støtte,  selv  om  vedko m- mende havde vidst, at der var tale om en terrororganisation. I besvarelsen anførte  Justitsministeriet, at det på denne baggrund og i lyset af udtalelsen i Høj e- sterets dom i U 1992.455H om, at der ved anvendelsen af forsætsformen dolus eventualis gen  e-

- 2 - relt bør  udvises varsomhed, efter Justitsministeriets opfattelse måtte antage s, at spørgsm å let om anvendelse  af  forsætsformen  dolus  eventualis  i  forhold  til  de  foreslåede  b   estemmelser  i  anti - terrorpakken normalt vil være af meget teoretisk kara  kter. 2. Michael Bjørn Hansen anfører   i sin artikel som nævnt i spørgsmålet bl.a. , at det ikke er ureali- stisk, at terrorgrupper skaffer sig sympatiserende medhjælpere, der står for en begrænset de lop- gave, og som ikke indvies i den samlede plan. I et sådan situation kan medhjælperen få fæ rten af, at vedkommende er med i noget større og accepterer dette, hvorved der foreligger et acceptfo r- sæt. Dette eksempel har efter forfatterens opfattelse stor lighed med faktum i de  n så kaldte Kuf- fertdom, jf. U1979.576H, hvor forfatteren anfører, at  der også forelå partiel me  dvirken. 3. Justitsministeriet bemærker, at    Højesteret  i udtalelsen i U1992.455H som ovenfor nævnt a  n- førte ,  at  der  ” generelt  (bør )  udvises  varsomhed  med  hensyn  til  anvendelsen  af  forsætsfo  rmen dolus eventualis”.  Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag i dommens præmi  sser for at antage, at Højesterets udtalelse alene skulle   vedrøre  situationer som den, der forelå  i den pågældende sag    (forsøg på ma  nddrab). I den omtalte ” Kuffertdom”  (U1979.576H) blev den tiltalte dømt  for overtrædelse af   en bestem- melse i straffelovens § 124 om straf bl.a. for den, der hjælper en fængslet person med at undvige. Den  pågældende  bestemmelse  omfatter  ikke  en  bestemt  han   dling,  men  enhver  handling,  som konkret hjælper den   fængslede t  il at undvige. I modsætning hertil kriminaliserer stra  ffelovens §§ 114 og 114a bestemt angivne handlinger. Justitsministeriet  finder  det  tvivlsomt,  om  det  forhold,  at  en  person,  der  har  fået  e n  begrænset opgave, ” får  færten af  ” , at vedkommende er med i ” noget større ”  og accepterer dette, vil have et forsæt, som er tilstrækkeligt konkretiseret til domfældelse for en terrorhandling. En domfældelse i en sådan situation vil  efter Justitsministeriets opfattelse formentlig kræve, at ankl  agemyndighe- den kan løfte bevisbyrden for, at vedkommende har indset  muligheden for, at hans opgave indgik i udførelsen af  den pågældende konkrete forbrydelse, og at han enten indvilgede i denne mulig- hed eller ville have udført opgaven, selv om  han havde vidst, at den var en del af den pågælde   n- de konkrete forbrydelse. Det er på den  anførte  baggrund fortsat Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om anve  ndel- se  af  forsætsformen  dolus  eventualis  i  forhold  til  de  bes  temmelser,  der  blev  indført  ved  te rror- pakken, normalt vil være af meget teoretisk karakter  .