27-06-05 Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato:   8. juni 2005 Dok.:   MCC40088 Politikontoret - 1 - Udkast til tale til ministeren til brug for besvarelsen af samråd s- spørgsmål L (Alm. del) i Retsudvalget den 1  0. juni 2005. Samråds spørgsmål L: ”Ad  Rigsadvokatens  redegørelse for  behandlingen  af klager over politiet i de nordiske lande og i Storbritan- nien, jf. REU, alm. del, svar på spørgsmål nr. 5. Hvilke  overvejelser  giver  redegørelsen  ministeren  a n- ledning til?” Svar:

- 2 - 1.  Baggrunden  for  Rigsadvokatens  redegørelse   er  som bekendt, at der i forbindelse med Statsadvokaten i Aal- borgs  behandling  af  en  sag  fra  Løgstør  om  en  anholdt, der  døde   i  politiets  varetægt  ,  blev  rejst  spørgsmål om den danske politiklagenævnsor  dning. Det skete bl.a. i en tv-udsendelse på DR sidste år om samme sag. Retsudvalget bad mig på den baggrund  redegøre  for be- handlingen  af  sager  mod  politiet  i  de  øvrige   nordiske lande og i Storbritannien, og jeg bad herefter Rigsadvo- katen  udarbejde  den  redegørelse   om  spørgsmålet  ,  som jeg i april i år  sendte til Retsudvalget. Jeg  vil  gerne  indlede  min  besvarelse  af  retsudvalgs- spør gsmålet  med en kort beskrivelse af den danske poli- tiklagenæv  nsordning. Herefter  vil  jeg  omtale  de  væsentligste    konklusioner  i Rigsadvokatens  redegørelse, og til slut vil  jeg  redeg ø re for mine overvejelser i anledning af redegøre lsen.

- 3 - 2. Politiklagenævnso  rdningen trådte i kraft den 1. j anuar 1996,  hvor  reglerne  om  politiklagenævn  blev  in  dsat  i retsplejeloven. Ordningen er den, at der for hver af de regionale stats- advokater   er   oprettet   et   uafhængigt     politiklagenævn, som løbende  fører tilsyn med statsadvoka ternes behand- ling  af  klager  over  politipersonalets  adfærd  i  tjen  esten og anmeldelser om strafbare forhold begået af p olitiper- sonalet i tjenesten. Politiklagenævnen  e  består  af  en  advokat  som  forma nd og to lægmand, der   udpeges efter indstilling fra amtsrå- dene  og  de  kommuner,  der  også  har  amtskommunale opgaver. Når  statsadvokaten  modtager   adfærds  klager  over  eller anmeldelser vedrørende  politipersonalet i tjenesten, skal statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet.

- 4 - Politiklagenævnet kan   i den forbindelse tilkendegive, at der  bør  indledes  undersøgelser    i  anledning  af  sådanne adfærdsklage  sager  og  straffesager,  ligesom  næ  vnet  kan tilkendegive,  at  en  adfærdsklage  bør  behandles  som  en anmeldelse om strafbart forhold eller omvendt. Statsadvokaten  skal  endvidere  løbende  orientere  polit i- klagenævnene   om   alle   væsentlige   beslutninger,   som statsadvokaten træffer i forbindelse med   undersø gelsen. Ved sagens afslutning skal statsadvokaten udarbejde en redegørelse    til    politiklagenævnet    om    resultatet    af undersø gelsen.  Af  redegørelse n  skal  det  bl.a.  fremgå , hvordan statsadvokaten har tænkt sig at afgøre s   agen. Politiklagenævnet    meddeler    herefter    statsadvokaten, hvordan  sagen  efter  nævnets  opfattelse  bør  afgøres, og politiklagenævnet  har    senere  mulighed  for  –   når  stat s- advokaten har truffet sin afgørelse  –   at klage over  afgø- relsen til Rigsadvokaten, hvis de ikke er enige.

- 5 - Der  kan  beskikkes  en  advokat  for  den  forurettede,  når forholdene taler herfor, eller hvis det følger af  de gene- relle bestemmelser. For  at  forbedre  retstillingen  for  pårørende  til    personer, der dør i politiets varetægt,    har jeg i lovforslag nr. L 160 –  som skal tredjebehandles på tirsdag   –  foreslået,  at ad- gangen  til  at  få  beskikket  en  bistandsadvokat  udv ides. Efter forslaget, skal også pårørende til personer, som er afgå et  ved  døden   under  politiets  behandling  af  straffe- sager mod politipersonale, kunne beskikkes en bistands- advokat. 3.  Jeg  vil  nu  kort  omtale  de  væsentligste    konklusioner fra Rigsadvokatens redegørelse. Det er i den forbindelse værd at be  mærke,   at de enkelte landes  klagesystemer  på  en  række centrale  punkter  er forskellige,  og  at  man  i  sagens  natur  derfor  bør  u dvise

- 6 - stor varsomhed, når  klagesystemerne skal sammenlignes og bedømmes. Som tidligere nævnt    har vi i Danmark oprettet uafhæ  n- gige   politiklagenævn,   der løbende    fører    tilsyn   med statsadvokaternes behandling af adfærdsklage  r og straf- fesager mod politipersonale. Lignende ordninger med  uafhængige    organer, der  fører tilsyn med myndighedernes behandling af politiklagesa- ger, findes i Norge og Storbritannien, mens der ikke er oprettet  så danne  uafhængige    tilsynsorganer  i  Sverige, Finland og Island. I  disse  lande  behandles  klager  over  politiet  i  stedet  in- den  for  de  eksisterende  rammer,  dvs.  af  anklagemyn- digheden og politiet.

- 7 - Klagesystemerne  i  de  enkelte  lande  adskiller  sig  også fra  hinanden,  når  det  drejer  sig  om  spørgsmålet  om, hvilke personalegrupper der er omfattet af ordningen. I Danmark omfatter politiklagenævnsordningen   ansatte i politikredsene  og  hos  Rigspolitichefen  med  politimyn- dighed,  mens  ordningerne  i  andre  lande  f.eks.  omfatter alle  ansatte  i  politiet  (Sverige)  eller  alle  ansatte  i  både politiet og anklagemyndigheden (Norge). Der  er  også  forskelle ,  når  det  drejer  sig  om ,  hvilke sagstyper der er omfattet af de enkelte landes ordninger. I  Danmark  er  både  adfærdsklages   ager  og  straffesager omfattet  af  politiklagenævnsordningen,  mens de  tilsva- rende  tilsynsorganer  i  f.eks.  Norge  og  Storbritannien alene   behandler   enten   straffesager   (Norge)   eller   ad- færdsklager (Storbritannien)  .

- 8 - Som også Rigsadvokaten er inde på i   sin redegørelse,  er det navnlig  disse  forskelle,  man  skal  være  opmær ksom på  ved en sammenligning af antallet af sager, hvor kla- gerne i de enkelte lande har fået medhold  i sin klage  – den såkaldte ”medholdspr  ocent”. Hertil  kommer,  at  også   opgørelsesmetoden  i   landene omfattet  af  redegørelsen  er  forskellig,   og  for  Sveriges og Finlands vedkommende foreligger der slet ikke stati- stisk   materiale.   Også   disse   forhold   vanskeliggør   en sammenligning   af   ”medholdsprocenten”   i   de   enkelte lande. Med disse væsentlige   forbehold tegner der sig imidlertid ved en umiddelbar sammenligning af procenttallene det billede,  at  den  samlede  ”medholdsprocent”    i  Danmark er væsentlig højere end i de øvrige la nde. Den  samlede  danske  ” medholdsprocent”  va r  således   i 2001 15,8 pct., i 2002 11,6 pct. og i 2003 15,8 pct.

- 9 - For   adfærdsklagernes     vedkommende   varierede   den danske medholdsprocent mellem 6,1 pct. i 2001 og 4,8 pct.  i  2002,  og  for  straffesagernes  vedkommende  mel- lem 17,3 pct. i 2002 og 23,4 pct. i 2003. Når   straffesagerne  ”renses”  for  færdselssager –   hvor sager  om  politifolk,  der  tages  i  en  automatisk  hastig- hedskontrol,  udgør  den  væsentligste  andel     af  straffesa- gerne  –  varierer ”me dholdsprocenten” mellem  7,7 pct. i 2001 og 2,7 pct. i 2003. I  Storbritannien  varierede  ”medholdprocenten”    i  ad- færdsklagesager    mellem  3,4  pct.  i  årene  2001/2002  og 3,8 pct. i årene 2002/2003. I  Island  var  den  samlede  medholdsprocenten  0  pct.  i 2001  (på grund af et meget begrænset    talmateriale), 3,2 pct. i 2002 og 10,5 pct. i 2003.

- 10 - I   Norge   varierede   medholdsprocenten   i   straffesager mellem 5,7 pct. i 2001 og 7,1 pct. i 2002. 4. Regeringen lægger   naturligvis stor vægt på, at kl   age- sager  mod  politiet  behandles  på  en  måde  ,  som  virker betryggende  for  alle  implicerede  parter,  og  man  skal derfor være åben over for inspiration fra lande, der har valgt at organisere klagesystemet på en anden måde. Som  det  er  fremgået  af  Rigsadvokatens  redegørelse,  er der forskelle i den måde, som Storbritannien og de no r- diske  lande,  herunder  Danmark,  har  valgt  at  organisere deres klagesystemer på. Jeg  vil  Imidlertid  gerne  slå  fast,  at  Rigsadvokatens  r e- degørelse for klagesagsordningerne i de øvrige nord  iske lande samt Storbritannien har overbevist mig om, at den her  i  landet  gældende  ordning  med  ua  fhæ  ngige  klage- nævn langt er at foretrække.

- 11 - Der er i hvert fald efter min opfattelse ikke belæg for   – på  baggrund  af  den  såkaldte  ”medholdsprocent” –   at fastslå,  at  vores   politiklagenævnsordning    ikke  fungerer tilfredsstillende. Derfor er der efter min opfattelse ikke grundlag for at vi ændrer vores klageordning.