Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Politikontoret Sagsnr.: 2005-150-0063 Dok.: DRA20308 Besvarelse af spørgsmål nr.   17 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del). Spørgsmål: ”A f retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. fremgår, at retten i domme om dø  mtes sagsomkostninger i straffesager kan begrænse omkostningsansvaret, når re   tten finder, at dette ellers vil komme til at stå i åbenbart misforhold til domfæl dtes skyld og vilkår. Hvordan foretages denne vurdering af betalingsevnen set i forhold til reglerne om gældssanering? Ministeren bedes redegøre for politiets satser ved inddrivelsen af  sagens omkost- ninger. Kan ministeren herunder bekræfte, at satserne er væsentligt lavere, end hvad der anvendes i det offentlige i øvrigt?” Svar: For en mere generel beskrivelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 91 om sagsomkostninger i straffesager henvises til Justitsministeriets besvarelse af 26. juli 2004 af spørgsmål nr. 196  -198 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. Del –  bilag 659). Som  det  fremgår  af  besvarelsen,  er  der  i   retsplejelovens  §  1008,  stk.  2-5,  fastsat  en  række  b  e- grænsninger i den domfæ ldtes forpligtelse til at betale sagens omkostninger. Det fremgår således af retsplejelovens   § 1008, stk. 4, at retten bl.a. kan begrænse omkos  tnings- ansvaret, når den finder, at dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misfo   rhold til domfældtes skyld og vilkår. Spørgsmålet  om    bestemmelsens  anvendelse  i  praksis  er  bl.a.  behandlet  af  Hans  Gammeltoft- Hansen m.fl. i Kommenteret Retsplejelov, bind 3 (7. udgave, 2004), side 502f, hvoraf det fre m- går, at bestemmelsen i praksis fortrinsvis har fundet anven delse, når det efter en lovæn   dring har

- 2 - været nødvendigt at føre nogle sager gennem alle instanser for at få fastlagt den fre mtidige prak- sis. I sådanne sager har bestemmelsen således medført, at den domfældte ikke er blevet pålagt at betale sagsomkostninger, som i stedet er blevet pålagt statska ssen at betale. Om  fastsættelsen  af    en  skyldners  rådighedsbeløb  i  forbindelse  med  en    gældssanering  fre  mgår bl.a. følgende af  betænkning nr. 1449/2004 om gældss anering, side 138 ff: ” Efter gældssaneringssagen er ind  ledt, og skifteretten har  tilvejebragt  relevante  oplysninger  til  sagens  be- handling, jf. konkurslovens § 210, opfordrer skifteret- ten skyldneren til at fremkomme med forslag til gæ  l- dens sanering. Forslaget skal ledsages af en opgørelse af  skyldnerens  og  den  øvrige  husstands  indtægter  og udgifter,  jf.  konkurslovens  §  213,  1.  og  2.  pkt.  Dette budget   skal   vise   skyldnerens   og   dennes   husstands må nedlige  indtægter  og  udgifter,  således  som  disse vil være, såfremt der afsiges gældss aneringskendelse, idet  dette  budget  danner  grundlag  for  skifterettens vurdering  af  det  økonomiske  indhold  af  gældssan   e- ringsforslaget. […] Der  har  udviklet  sig  en  righoldig  retspraksis  vedrø- rende udfærdigelsen af skyl  dnerens budget. Budgettet opdeles  i  indtægter  ,  hvor  enhver  form  for  faste  og kendte  indtægter  som  udgangspunkt  skal  medtages  i budgettet, og udgifter, hvor en række faste og kendte udgifter, der er nødvendige til at opretholde hussta n- dens  beskedne  livsførelse,  medtages.  Herudover  skal husstanden have et uspecificeret beløb til  nødvendige leveomkostninger,  som  f.eks.  mad,  tøj,  aviser,  tan d- læge og fritidsaktiviteter. Dette u  dgiftsbeløb betegnes som rådighedsbeløbet  , idet skyldneren selv har rådi g- hed over anvendelsen. […] En  spørgeskemaundersøgelse  foretaget  i  1998  blandt landets skifteretter – –  viste, at der var stor forskel på typen af de indiv idu- elle  udgiftsposter,  der  tillades  medtaget  i  budgettet. En del af skifteretterne tillod f.eks. udgifter til hunde-, ulykkes- og livsforsikring, leje af TV og hårde hvid e- varer,  privat-  og  efterskole,  Falck-abonnement,  tand- læge,   briller,   ydelse   til   trossamfund,   samvær   med børn og kontaktlinser mv. medtaget på budgettet, m  e- dens  andre  skifteretter  henviste  skyldnerne  til  at  af- holde de samme udgifter af rådi ghedsbeløbet.

- 3 - Der er ikke i konkursloven fastsat nogen beløbsmæ   s- sig ramme for størrelsen af   rådighedsbeløbet  . De fle- ste skifteretter har imidlertid fastsat (vejledende) sat- ser  for  størrelsen  på  rådighedsbeløbet.  Den  ovenfor beskrevne spørgeskemaunde rsøgelse   viste, at 80 pro- cent  af  de  skifteretter,  der  besvarede  spørgeskemaet, havde  fastsat  (vejledende)  satser  for  rådighedsb elø- bet. Af   undersøgelsen   fremgik   det,   at   rådighedsbeløbet ved skifteretterne i 1997/98 for enlige varierede mel- lem  2.500  kr.  og  3.500  kr.,  for  par  mellem  4.000  kr. og 6.000 kr., og for børn mellem 800 kr. og 1.500 kr. pr.  barn.  Enkelte  skifteretter  oplyste,  at  de  nedsatte rådighedsbeløbet pr. barn, når skyldneren havde mere end  et  barn,  og  nogle  skifteretter  anvendte  et  højere rådighedsbel øb  for  børn,  hvis  skyldneren  var  enlig forsørger. [note: Sø  - og Handelsretten opererer i 2004 med  vejledende  satser  på  3.500  kr.  for  en  enlig  og 6.000  kr.  for  et  par,  med  tillæg  af  1.100  kr.  pr.  barn med to forsørgere og 1.300 kr. pr. barn med en enlig forsørger, dog s å ledes at der ved flere børn kan ske en skønsmæssig nedsættelse af det samlede rådighedsb e- løb.]” Til brug for den del af besvarelsen, der drejer sig om politiets inddrivelse af sagsomkostninger, har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst fø lgende: ”Der  er  fastsat  nærmere  regler  om  opkrævning  og  inddrivelse  af  blandt  andet sagsomkostninger  i  bekendtgørelse  nr.  394  af  17.  maj  2001,  (bødebekendtgøre   l- sen). Det  fremgår  af  bekendtgørelsens    §  23,  stk.  1,  at  betales  en  bøde  ikke,  inddrives den af politiet, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er muligt eller v æ- sentligt vil forringe skyldnerens levevilkår. Det samme gælder for konfiskat   ions- beløb og sagso mkostninger. Det fremgår endvi dere af bekendtgørelsens § 23 stk. 3, at der i de enkelte tilfælde kun må træffes afgørelse om indeholdelse i skyldn e- rens  indtægter  i  et  omfang,  som  sikrer,  at  skyldneren  har  det  nø   dvendige  til  sig selv og til husstandens underhold. I vejledning nr. 11 af 5. februar 2003 om opkrævning og inddrivelse m.v. af b  ø- der, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt eftergivelse af bøder og konf  i- skationsbeløb (bødevejledningen) er det anført, at spørgsmålet om afdrag svis be- taling og henstand blandt andet skal afgø res ud fra skyldnerens aktuelle betalings- evne.

- 4 - Det  fremgår  af  vejledningens  kapitel  4  om  henstand  med  betalingen,  at  der  ved beregningen af skyldnerens betalingsevne tages hensyn til den eventuelle forbed- ring  eller  forringelse  af  skyldnerens  økonomiske  l evevilkår,  som  fremkommer ved, at skyldneren har daglig fælles hushold med andre. Betalingsevnen bere  gnes da  som  svarende  til  de  pågældendes  samlede  månedlige  indkomst  efter  skat  og fratrukket  betaling  af  eventuel  anden  gæld  til  det  offentlige.  Det  er  en  f  orudsæ  t- ning, at eventuelle afdrag og beløb, der inddrives, kan dækkes af skyldnerens in   d- komst. Til husstanden hører blandt andet hjemmeboende børn under 18 år, overfor hvem skyldneren har forsørgerpligt. Børneydelse medregnes ikke ved opgørelsen af indkomsten. Det  fremgår  endvidere  af  vejledningen,  at  den  gæld,  som  politiet  har  pligt  til  at inddrive,  skal  tilfalde  statskassen.  Staten  som  kreditor  skal  ikke  vige  for  privat gæld.  Det  er  dog  praksis  at  vige  for  udgifter  til  bolig,  til  energi,  forsikringer,    til børnepasning og bidragsforpligtigelser, samt nødvendige medicinudgifter, a  lmin- delige  telefonudgifter  (men  ikke  internetudgifter),  radio  og  TV  licens,  transport- udgifter, samt udgifter, der er led i den pågældendes erhverv eller beskæft igelse, herunder fagforeningskontingent. Der foretages efter fast praksis yderligere et fra- drag til sikring af, at skyldneren har det nødvendige til sig selv og til husstandens underhold.  Størrelsen  af  dette  fradrag  kan  fastsættes  efter  en  ko   nkret  vurdering, dog således at  der som udgangspunkt foretages et fradrag på 2.300 kr. pr. voksen person, som indgår i det fælles hushold, samt 750 kr. pr. barn under 18 år. Direktoratet for Kriminalforsorgen er ikke i besiddelse af oplysninger, der kan gi- ve et samlet og dækkende billed  e af, hvilke retningslinjer og vejledende satser der anvendes ved inddrivelse inden for den offentlige sektor i øvrigt, herunder ko m- munerne. Skatteministeriet  har  som  bekendt  fremsat  lovforslag  om  oprettelse  af  en  fælles restanceinddrivelsesmyndighed,  som  skal  stå  for  inddrivelsen  af  gæld  til  det  o   f- fentlige – sådan myndighed også skulle ses på muligheden for harmonisering af de ba   gved- liggende  inddrivelsesregler,  herunder  reglerne  om  vurdering  af  skyldneres  beta- lingsevne.”