Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Formueretskontoret Sagsnr.: 2005-792-0081 Dok.: TPI40016 Besvarelse af spørgsmål nr.   162 af 8. juni 2005 fra Folketingets Retsudvalg (REU alm. del – spørgsmål nr. 162)  . Spørgsmål: ”Mener ministeren på baggrund af eksemplet bragt i BT den 26. maj 2005: ”Tr   afik- ofre må tigge om penge”, at lov  en udføres i overensstemmelse med de intenti oner, der var med den, og hvad mener ministeren om den konkrete sag, hvor vedkommen- de har problemer med at få erstatning?” Svar: I den omhandlede artikel omtales en sag, hvor en skadelidt efter et trafikuheld har stævnet   et forsikringsselskab med henblik på at få udbetalt   erstatning for tabt arbejdsfortj e neste frem til det tidspunkt, hvor den endelige erstatning kan fastsætt  es. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan tilkendes i medfør af erstatningsansvars lovens § 2,stk. 1,der har følgende ordlyd: ”Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste  ydes, indtil skadelidte kan begynde at  arbejde  igen.  Må  det  antages,  at  skadelidte  vil  lide  et  varigt  erhver v- sevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlerti- digt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige e rhvervsevne, jf. §§  5-8 om erhvervsevnetab og § 10 samt § 31 i lov om sikring mod fø l- ger af arbejdsskade.” Affattelsen af stk. 1 er sket ved lov nr. 463 af 7. juni 2001, der trådte  i kraft den 1. juli 2002. Hvis skaden ikke medfører et varigt erhvervsevnetab, kan den skadelidte kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil han eller hun kan begynde at arbejde igen, dvs. kan genoptage sit arbejde i væsentligt samme omfang   som tidligere, jf. bestemmelsens 1. pkt. Hvis den skadelidte efter at være begyndt at arbejde igen får et ”tilbagefald” og på ny bliver sygemeldt, er der i ret s- praksis i visse tilfælde ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også for perioden efter ”ti lbage- faldet”.
- Erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., omfatter de tilfælde, hvor der o  pstår spørgsmål om erstatning for varigt erhvervsevnetab. Hvis der lides et varigt erhvervsevnetab, skal der ydes er- statning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlert i digt eller ende- ligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Foreligger der en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, ophører retten til erstatning for tabt arbejd sfortjeneste. Der kan imid- lertid fra dette tidspunkt kræves en foreløbig erstatning for erhver   vsevnetabet. Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bortfalder derimod ikke, hvis Arbejdsskadestyrel- sens midlertidige udtalelse er en ”nul -afgørelse”  , dvs. en afgørelse om, at erhvervse vnetabet er mindre end 15 procent og dermed ikke berettiger til erhvervsevnetabserstatning. I modsat fald kunne der opstå et økonomisk ”hul” mellem erstatning for tabt a rbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning, hvis det skulle vise sig ved den endelige fastsættelse  , at erhvervsev- netabet alligevel er på 15 procent eller mere. Baggrunden for lovændringen i 2001 var, at det e  fter den tidligere erstatningsansvarslovs § 2 kun var muligt at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadens i ndtræden og indtil skad  elidte kunne begynde at arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand var blevet stationær   (dvs. det tidspunkt, hvor den skadelidte efter en lægelig bedømmelse ikke kunne antages at bl   ive yderlige- re helbredt). I de tilfælde, hvor   helbredstilstanden må tte anses for stationær samtidig med eller kort tid efter skaden, men før den skadelidte kunne  begynde at arbejde igen, kunne der således  opstå  et bety- deligt indtægtstab, som ikke kunne erstattes   efter den tidligere regel.Det drejede   sig f.eks. om tilfælde, hvor skadelidte afsluttede en vellykket revalidering eller omskoling efter stati  onærtid  s- punktet. Ofte ville den skadelidte have et indtægtstab under revalideringen, indtil skad  elidte blev ansat i et andet job. Der rejses i avisartiklen tvivl om, hvorvidt forsikringsselskaberne behandler sager om udbetaling af erstatning i overensstemmelse med intent ionerne bag de nye regler i erstatningsansvarsloven . Justitsministeriet er ikke bekendt med sager eller afgørelser, der giver grundla g for at antage, at forsikringsselskaberne ikke generelt udbetaler erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste i overens- stemmelse med loven. Justitsministeriet finder af principielle grunde heller ikke at kunne kommentere den konkrete sag, der ifølge avisar tiklen verserer ved domstolene, og som Justitsministeriet i øvrigt ikke har næ   r- mere kendskab til.
-