Justitsministeriet Lovafdelingen Dato 23. maj 2005 Kontor: Menneskeretsenheden Sagsnr.: 2005-792-0045 Dok.: DBO40175 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Oversigt over Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis inden for de seneste år 1. Kategorier af klagesager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Klager,  der  indgives  til  Den  Europæiske  Menn  eskerettighedsdomstol  (herefter  ”Domstolen”), afvises eller slettes fra listen over anmeldte klager, hvis det konstateres, at kriterierne i konventi- onens artikel 35 for at antage klagen til realitetsbehandling ikke er opfyldt, eller at betingelserne i artikel 37 for at slette klagen af listen er til stede. Er dette ikke tilfældet, vurderer et kammer på syv dommere, om klagen skal antages til real   itets- behandling, og tager herefter stilling til klagens grundlag. Kammeret kan bede den stat, som kla- gen vedrører, om bemærkninger til    sagen – om realitetsbehandling af sagen (”admissibility”) og om klagens indhold (”m   erits”). Der anm o- des altid om bemærkninger inden en eventuel dom, der statuerer krænkelse. Sager om væsentlige spørgsmål om   fortolkningen af konventionen eller de dertil knyttede protokoller kan derudover henvises til Storkammeret, hvor 17 dommere træffer afgørelse i sage   rne. Til illustration af udviklingen i antallet af indgivne og afviste klager samt antal afsagte domme ved Domstolen indeholder nedenstående tabel tallene fra 1994 og fra de sidste tre år. 1994 2002 2003 2004 Antal indgivne klager 10.335 34.509 38.810 40.943

- 2 - Antal    klager    afvist    fra realitetsbehandling/slettet af retslisten 1789 17.868 17.272 20.350 Antal domme 50 844 703 718 Det bemærkes, at Domstolens sagsbehandlingstid medfører, at indgivne klager ikke nødvendigvis afgøres samme år, de er modtaget, og det er derfor ikke umiddelbart muligt at sammenligne tallene for indgivne klager, afviste/slettede klager og domme fra samme år. Dommene vedrører således typisk klager, der er indgivet et eller flere år før dom s- afsigelsen. Tabellen  viser,  at  Domstolen  i  2004  modtog  40.943  nye  klager.  Samme  år  blev  20.350  kl ager afvist fra realitetsbehandling eller slettet af Domstolens retsliste, og der blev afsagt 718 domme. Af disse 718 domme fandt Domstolen i 589 tilfælde, at mindst en bestemmelse i konventionen med tilhørende protokoller var blevet krænket, mens der i 40 sager ikke fandtes nogen kræ nkel- se, og i 68 sager blev der indgået forlig. De øvrige 21 domme omhandlede bl.a. fastsættelse af erstatning i anledning af tidligere konstaterede krænkelser af konventionen.   Ud af de 718 afsagte domme drejede 398 (dvs. over 55 procent af sagerne) sig om følgende fem sa gskategorier: 1)   Længden af retssager (280 domme) 2)   Tyrkiske sikkerhedsdomstoles manglende uafhængighed og upartiskhed 3)   Forsinkede udbetalinger af erstatning for ekspropriation i Tyrkiet 4)   Lovbestemt afskæring af adgang til domstolsprøvelse i forhold til allerede    anlagte erstat- ningssager i Kroatien om skader forårsaget af bl.a. myndighederne under borgerkr igen i Kroatien 5)   Manglende bistand fra politi og fogeder med at udsætte lejere i Italien efter misligho  ldel- se af lejeaftaler De lande, der blev afsagt flest domme over, var følgende (tallene i parentes angiver den pr ocent- vise andel af samtlige afsagte domme i 2004): 1)   Tyrkiet 171 domme (23,83 procent) 2)   Polen 79 domme (11,00 procent) 3)   Frankrig 75 domme (10,45 procent) 4)   Italien 47 domme (6,55 procent) 5)   Grækenland 40 domm  e (5,57 procent) Eftersom Domstolen ikke kan nå at behandle lige så mange klager hvert år, som der indbringes for Domstolen om året, skabes der uundgåeligt en sagspukkel. Med det stigende antal indgivne

- 3 - klager vokser sagspuklen støt, selv om Domstolen gø  r en ihærdig indsats. Det har ført til, at der pr. 1. maj 2005 verserer 80.200 klager ved Domstolen. 2. Danske klagesager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Nedenstående tabel viser udviklingen i de seneste tre år for klager mod Danmark (talle  t i paren- tes angiver antallet af forligte sager ud af det samlede antal domme det pågældende år, idet der også afsiges dom om sletning af en sag fra retslisten, når sagen er forligt). 2002 2003 2004 Antal indgivne klager 128 142 124 Antal    klager    afvist    fra realitetsbehandling/slettet af retslisten 40 65 88 Antal  domme  (heraf  for- ligte sager) 2 (1) 2 3 (1) Det bemærkes, at  Domstolens sagsbehandlingstid  medfører, at indgivne klager ikke  nødvendigvis afgøres  samme år,  de  er  modtaget,  og  det  er  derfor  ikk e  umiddelbart  muligt  at  sammenligne  tallene  for  indgivne  klager,  afvi- ste/slettede klager og domme fra samme år. Dommene vedrører således typisk klager, der er indgivet et eller flere år før domsafsigelsen. Hovedparten af de danske klagesager bliver behandlet og afvist af Domstolen, uden at den dan- ske  regering  bliver  bedt  om  bemærkninger.  Justitsministeriet  har  derfor  ikke  indsigt  i,  hvilke spørgsmål disse klagesager vedrører, og det er heller ikke muligt at få nærmere oplysninger he r- om via Menneskerettighedsdomstolens hjemmeside eller andet offentliggjort materiale . Af de to sager, der i 2002 blev afsagt dom i, drejede den ene sig om lang sagsbehandlingstid i en straffesag, og denne sag blev forligt (Jensen mod Danmark, dom af 14. februar 2002). Den anden sag omhandlede udvisning ved dom for kriminalitet, hvor den udviste var idømt tre års fængsel for  narkotikakriminalitet  og  udvist  efter  de  dagældende  regler  i  udlændingeloven .  Domstolen statuerede  kræ  nkelse  af  retten  til  respekt  for  familielivet,  jf.  konventionens  artikel  8,  idet  den udviste  havde  en  herboende  kone  og  børn,  som  ville  få  åbenbare  og  alvorlige  va   nskeligheder, hvis de skulle følge med den udviste til Iran. Hensynet til familielivet vejede sål  edes tungere end hensynet til at forebygge forbrydelse (Amrollahi mod Danmark, dom af 11. juli 2002). Den  ene  af  de  to  domme  fra  2003  omhandlede  hensynet  til  journalisters  ytringsfrihed  over  for hensynet til beskyttelse af andres gode navn og rygte, idet to tv-journalister var blevet straffet for at have fremsat ærekrænkende udtalelser mod en navngiven kriminalinspektør i en tv -udsendelse (”Politiets Blinde Øje”), hvorved journalisterne mente, at deres ytringsfrihed var blevet krænket.

- 4 - Domstolen  vurderede,  at  journalisternes  anklager  mod  kriminalinspektør en  korrekt  var  blevet vurderet  som  udtalelser  om  faktiske  forhold,  som  journalisterne  ikke  havde  ført  sandhedsbevis for, og derfor var det ikke en krænkelse af deres ytringsfrihed efter konve  ntionens artikel 10, at de var blevet idømt bøder for at have fre  msat ærekrænkende udtalelser ( Pedersen og Baadsgaard mod Danmark, dom af 19. juni 2003). Sagen blev herefter på beg æ  ring af journalisterne indbragt for Storkammeret, der afsagde dom i 2004, jf. nedenfor. Den anden dom fra 2003 omhandlede politiets tilbageholdelse af en ældre dame, der ha  vde taget bussen uden at indløse billet og nægtet at oplyse sit navn til billetkontrolløren, hvore fter politiet var blevet tilkaldt. Da hun heller ikke ville oplyse sit navn til politiet, som hun har pligt til efter retsplejelovens § 750, blev hun anholdt og anbragt i detentionen natten over. Hun var sammen- lagt frihedsberøvet i 13½ time. Domstolen vurderede, at det var uproportionalt at frihedsberøve hende i så lang tid under de givne omstændigheder, og statuerede derfor kræ nkelse af konventio- nens artikel 5 (Vasileva mod Danmark, dom af 25. september 2003).   Af de tre sager, der i 2004 blev afsagt dom i, omhandlede de to lang sagsbehandlingstid. Den ene var en civilsag, og klagesagen blev forligt (Petersen mod Danmark, dom af 22. april 2004), mens den anden var en straffesag, hvor Domstolen fandt, at der ikke var sket en kræ  nkelse af retten til en rettergang inden en rimelig frist, jf. konventionens artikel 6 (Pedersen og Pedersen mod Dan- mark, dom af 14. oktober 2004). Den sidste dom fra 2004 var Storkammerets dom i den ovennævnte sag om tv  -journalisters  yt- ringsfrihed ved fremsættelsen af ærekrænkende udtalelser. Storkammeret fandt ligesom kamm e- ret, at der ikke var sket en krænkelse af journalisternes ret til ytringsfrihed   (Pedersen og Baads- gaard mod Danmark, dom af 17. december 2004). Derudover kan det oplyses, at der er en række   verserende klagesager, hvor Domstolen har bedt om den danske regerings bemærkninger til klagen. Det drejer sig ud over fire klagesager om lang sagsbehandlingstid om følgende ni kl agesager: A. To klagesager om en påstået krænkelse af retten til foreningsfrihed efter konventionens a rtikel 11. Den ene sag drejer sig om en person, der inden ansættelsen som ferieafløser i et distribution   sfir- ma blev gjort bekendt med, at han skulle være medlem af en bestemt fagforening, som a  rbejds- giveren  havde  en  eksklusivaftale  med,  og  da  han  efter  ansættelsen  nægtede  at  melde  sig  ind  i denne fagforening, blev han fyret. Højesteret fandt ved dom af 8. juni 1999, at a fskedigelsen var lovlig efter foreningsfrihedslovens § 2, stk. 2, idet han ved ansættelsen var bekendt med, at me  d- lemskab af fagforeningen var en betingelse for hans beskæft  igelse.

- 5 - Den anden sag drejer sig om en person, der har klaget over, at han for at være ansat hos et b  e- stemt gartneri skal være medlem af en bestemt fagforening på grund af en eksklusivaftale. Han havde meldt sig ind i fagforeningen for at kunne få dette arbejde, selv om han ikke ønsk  ede at være medlem af den, og på tidspunktet for klag   ens indgivelse var han stadig medlem og havde stadig det pågældende arbejde. De  to  sager,  som  Menneskerettighedsdomstolen  har  antaget  til  realitetsbehandling,  behandles samlet, og der er berammet mundtlig domsforhandling ved Storkammeret den 22. juni 2005. B.  En  klagesag  om  varetægtsfængsling  i  isolation,  hvor  det  et  stykke  tid  efter  endt  varetægt s- fængsling blev konstateret, at den pågældende på grund af isolationen havde udviklet en ps ykisk sygdom. Han har derfor klaget over, at konventionens artikel 3 om forbud mod at udsætte nogen for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er blevet kræ nket. C. En klagesag om anvendelse af vidnetvangsmidler over for en psykiater, der nægtede at o  plyse navnene på nogle klienter, selv om han i et læserb   rev havde skrevet om, at de havde fortalt ham, hvordan  de  var  blevet  udsat  for  systematiske,  voldelige  overgreb  fra  politiets  side.  Han  var  af Højesteret blevet pålagt at oplyse navnene på disse patienter til anklagemyndigh   eden med hen- blik på, at statsadvo katen kunne efterforske de påståede strafbare fo  rhold begået af politiet. Han klagede over, at det var en krænkelse af hans ret til privatliv efter art  ikel 8 og ytringsfrihed efter artikel 10, samt af selvinkrimineringsforbuddet i artikel 6, at de danske domstole havde anvendt retsplejelovens vidnetvangsmidler mod ham for at få ham til at afgive de oplysninger, Højesteret havde pålagt ham at give. D. En klagesag om en tyrkisk mand, der blev idømt tre års fængsel og udvist ved dom for se ksu- elle overgreb på  sin mindreårige datter, og som  klager over,  at udvisningen er en krænkelse  af hans ret til familieliv med hans herboende børn. E. En klagesag om et dødsbo, der har klaget over, at Højesteret tillod opgravni  ngen af liget med henblik på at tage dna -prøver t il brug for en verserende faderskabssag. Dødsboet klager over, at dette er et indgreb i privatlivet, som der ikke er klar lovhjemmel til, hvorfor det er en kræ  nkelse af konventionens artikel 8. F.  En  klagesag  om  en  indisk  statsborger,  der  er  blevet  meddelt  afslag  på  opholdstilladelse  i Danmark,  hvor  hendes  mand,  der  også  er  indisk  statsborger,  bor.  Ma nden  er  ikke  flygtning  og har  ligesom  klageren  både  forældre  og  søskende  i  Indien,  og  parret  opfylder  ikke  tilknytning s- kravet for ægtefællesammenføring. Klage ren mener, at afslaget er en krænkelse af hendes ret til respekt for privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8.

- 6 - G. En  klagesag  om  tre  Greenpeace-aktivister,  der  er  idømt  bøde  for  at  være  trængt  ind  på  fo r- svarsområdet  ved  Thule  Air  Base  i  Grønla  nd  uden  tilladelse.  De  klager  bl.a.  over,  at  den  be- kendtgørelse, de er blevet dømt for at have overtrådt, er udstedt med hjemmel i hidtil gælde nde praksis og derfor tilsyneladende ikke har lovhjemmel. H. En klagesag om afslag på opholdstilladelse til en k vinde fra Filippinerne, hvis herboende dan- ske mand ikke opfyldte forsørgelseskravet i reglerne om ægtefællesammenføring, hvorfor klager fandt, at deres ret til respekt for familieliv var krænket. Det bemærkes, at den pågæ ldende kvinde i mellemtiden er blevet meddelt opholdstilladelse, idet Integrationsministeriet efter at have mod- taget yderligere oplysninger vedrørende  ægtemandens   helbredsforhold efter en samlet vurdering af sagen har fundet, at særlige grunde taler for at fravige kravene i udlæ ndingelovens § 9, stk. 3- 6, herunder kravet om godtgørelse af forsørgelsesevne  .     3. Udvalgte eksempler på klagesager, hvor der er statueret krænkelse af Den Europæ iske Menneskerettighedskonvention,  selv  om  klagen  efter  Justitsministeriets  opfattelse  ikke burde have været anset for omfattet af konventionen Flemming Petersen mod Danmark, Kommissionens afgørelse af 14. september 1998. I denne sag antog  (den  nu  nedlagte)  Menneskerettighedskommission,  at  parkeringsafgifter,  der  pålæ   gges efter færdselslovens § 121, er o  mfattet af konventionens straffesagsbegreb i artikel 6, stk. 1, uan- set  at  de  efter  dansk  ret  ikke  anses  for  strafferetlige  sanktioner,  og  herunder  ikke  er  forbundet med  forvandlingsstraf  eller  registrering  i  kriminalregisteret,  men  efter  lovforarbejderne  har  ka- rakter af en afgift for en for langvarig brug af offentligt areal. Kommissionen fandt, at afgifterne måtte anses for en sanktion mod en forbudt og uønsket adfærd og derfor havde et ”afskrækkende og straffende” formål. Behandlingen af sager om parkerin  gsafgifter skulle derfor ske i overens- stemmelse med de krav, der stilles i artikel 6, stk. 1, til behandlingen af straffesager. Sagen blev forligt  for  Menneskerettighedsdomstolen,  som  derfor  ikke  havde  lejlighed  til  at  tage  stilling  til spørgsm å let. Burghartz mod Schweiz , dom af 24. januar 1994. I denne sag klagede en schweizisk mand over, at han ikke kunne få lov til at tage sin kones efternavn, hvilket ikke var muligt i Schweiz, hvor et ægtepar  efter  schweizisk  navnetradition  fik  mandens  efternavn    – således  at  hustruen  også kunne beholde sit eget og dermed få et dobbelt efternavn. Domstolen fandt, at dette forhold var omfattet af konventionen, og at der var sket en krænkelse af artikel 14 sa  mmenholdt med artikel 8 (om retten til respekt for familielivet og privatlivet). VgT Verein gegen Tierfabriken mod Schweiz, dom af 28. juni 2001. Denne sag omhandlede en tv-reklame fra en dyreværnsorganisation, som et tv  -selskab afviste at sende, fordi den blev vur-

- 7 - deret til at være en politisk reklame omfattet af    et lovbestemt forbud mod at sende politiske re- klamer i tv. De nationale domstole fandt, at reklamen havde en klar politisk karakter og derfor med  rette  var  blevet  afvist  af  tv-selskabet.  Menneskerettighedsdomstolen  fandt  derimod,  at  af- visningen af reklamen var en krænkelse af ytringsfriheden efter artikel 10, uanset at de schweiz  i- ske lovgivere havde bestemt, at det skulle være forbudt at vise politiske reklamer i tv. Hatton m.fl. mod Storbritannien, dom af 2. oktober 2001. En række personer, der boede i n  ærh den  af  lufthavnen  i  Heathrow,  havde  klaget  over,  at  et  øget  antal  natlige  flyvninger  gjo rde  det svært for dem at sove om natten, hvorved deres ret til privatliv og hjem var krænket. Mennesk e- rettighedsdomstolen  lagde  vægt  på,  at  der  var  indtrådt  en  stig ning  i  det  natlige  støjn iveau  ved lufthavnen  som  følge  af  en  ændring  af  de  offentligt  fastsatte  grænser  herfor.  I  den  forbindelse fandtes myndighederne ikke at have truffet de nødvendige fora nstaltninger til at beskytte klager- nes forhold, idet der hverken var foretaget nogen egentlig vurdering af virkningen af støjgenerne eller  af  de  økonomiske  fordele  ved  den  øgede  beflyvning.  De  rfor  var  der  på  trods  af  statens skønsmargin  ikke  opnået  en  rimelig  balance  mellem  hensynet  til  samfundets  økonomiske  int   e- resser og klagernes ret til respekt for hjem og privatliv. Fem ud af syv dommere fandt således, at artikel 8 i konventionen var blevet krænket. Sagen blev dere  fter indbragt for Storkammeret, hvor 12 ud af 17 dommere imidlertid nåede til det modsatte resultat. Di sse dommere fandt, at en stat har en vid skønsmargin, når der    foreligger politiske spørgsmål af g  enerel karakter. Den britiske regering havde fastsat kvoter for, hvor meget nattestøj Heathrow lufthavn   måtte forårsage. De  n- ne regulering var af generel karakter og berørte ikke kun klage rne. Regeringen havde endvidere gennemført undersøgelser af støjens omfang og dens søvnfo rstyrrende virkning i de berørte o m- råder.   Desuden  tog  regeringen  med  regelmæssige  melle  mrum  spørg smålet  om,  hvordan  man konkret  skulle  regulere  omfanget  af  natlige  flyvninger  op  til  overvejelse.  Under  disse  omstæ  n- digheder  fandt  et  flertal  af  dommerne  i  Storkammeret,  at  staten  ikke  havde  overskredet  sin skønsmargin.   Selv  om  sagen  endte  med,  at  der  ikke  blev  statueret  krænkelse  af  konventionen, viser sagen, at Menneskerettighedsdomstolen i første o mgang fandt, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 8. Sahin mod Tyskland, dom af 11. oktober 2001. I denne sag havde faderen til et barn født uden for ægteskab fået afslag på samvær med b arnet ved de tyske domstole og klagede herefter til Men- neskerettighedsdomstolen over, at hans ret til respekt for familieliv var krænket. Den t  yske ap- peldomstol havde afhørt  adskillige vidner, herunder faderen, moderen og en ekspert i psykologi, der havde talt med både forældrene og barnet    i flere omgange. Eksperten forklarede bl.a., at det kunne  belaste  barnet  psykisk,  hvis  det  skulle  afhøres  i  retten.  Barnet  var  3  år  og  10  måneder gammelt, da ankesagen begyndte. På den baggrund traf den tyske appeldomstol  afgø relse i sagen uden at afhøre barnet. Fem ud af syv dommere   ved Menneskerettighedsdomstolen fandt, at den tyske stat ikke havde holdt sig inden for den begrænsede skønsmargin, som Do   mstolen ville til- lægge  staterne  ved  afvejningen  af  hensynet  til  barnet  s  bedste  over  for  hensynet  til  forældr  ene.

- 8 - Der var således sket en krænkelse af faderens ret til respekt for sit familieliv    efter konventionens artikel 8, fordi den tyske appeldomstol ikke selv direkte havde spurgt barnet, om hun ville have samvær  med  fade  ren.  Sagen  blev  dog  indbragt  for  Storkammeret,  hvor  17  af  Menneskerettig- hedsdomstolens dommere havde lejlighed til at vurdere sagen. De afsagde dom den 8. juli 2003, og  med  stemmerne  12  mod  5  nåede  de  frem  til,  at  man  ikke  kan  stille  et  g enerelt  krav  om,  at domstolene altid skal afhøre børnene i samværssager uanset børnenes a lder og modenhed. I den konkrete sag var det således helt acceptabelt og lå inden for rammerne af statens skøn   smargin, at det lille barn ikke var blevet afhørt i retten.  Selv om sagen endte med, at der ikke blev statueret krænkel  se af konventionen, viser sagen, at Menneskerettighedsdomstolen i første omgang fandt, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 8. 4. Udvalgte eksempler på klagesager, hvor  Domstolen ikke har statueret krænkelse under henvisning til medlemsstaternes skønsmargin Chapman mod Storbritannien, dom af 18. januar 2001. Sigøjneren  Sally Chapman  købte i 1985 et jordareal, som hun anbragte sin campingvogn på uden først at have opnået en byggetillade   lse, og her  boede hun med sin mand og sin gamle far. Hun blev efterfølgende nægtet tilladelse til at opstille campingvognen på grunden og til at bygge en bung alow på grunden, fordi hendes jor d- areal lå i et område, der i henhold til den relevante planlo  vgivning var udlagt som grønt område. Chapman  klagede  bl.a.  over,  at  planlovgivningen  kræ  nkede  hendes  ret  til  respekt  for  hendes hjem,  privatliv  og  familieliv.  Domstolen  fandt,  at  hendes  besiddelse  af  campingvognen  var  en integreret del af hendes etniske identitet som sigøjner, og at beslutningerne om afslag på tillade  l- ser  i  henhold  til  planlovgivningen  udgjorde  et  indgreb  i  hendes  ret  til  privat-  og  familieliv,  jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Indgrebet blev herefter vurderet i forhold til artikel 8, stk. 2, og Domstolen fandt, at det var  »i overensstemmelse med loven« og forfulgte det lovlige formål at beskytte  »andres  rettigheder«  gennem  bevarelse  af  miljøet.  Domstolen  udtalte  here fter,  at  de nationale myndigheder uundgå eligt har en bred skønsmargen i sådanne sager,   fordi de via deres direkte  og  kontinuerlige  kontakt  med  de  lokale  forhold  har  langt  bedre  forudsæ  tninger  for  at træffe beslutninger vedrørende planlovsmæssige overvejelser i tilknytning til et bestemt område. Bygningsinspektøre rne  havde  således  konstateret   tungtvejende  miljømæssige  indsigelser  mod Chapmans brug af landarealerne, som opvejede hendes individuelle interesser. Domstolen frem- hævede endvidere, at sigøjnere havde lov til at campere på enhver campin gplads, hvortil der var udstedt  en  byggetilladelse,  så  der  var  formentlig  tilgængelige  alternat   iver,  selv  om  antallet  af campingpladser var mindre end det registrerede antal sigøjnere i la ndet. Domstolen fandt, at arti- kel 8 ikke kunne fortolkes således, at den p å lægger staterne en pligt til at stille et t  ilstrækkeligt antal passende pladser til rådig hed for sigøjner ne. Artikel 8 indebærer ikke en ret til at blive fo  r- synet med et hjem, og afgørelsen af, hvorvidt staterne skal tilvejebringe midler til at sikre, at alle har et hjem, er en politisk og ikke en retlig beslutning. På den baggrund fastslog Domstolen (med stemmerne 10 mod 7), at der ikke var sket nogen krænkelse.

- 9 - Odiévre mod Frankrig, dom af 13. februar 2003. Sagen handlede om, hvorvidt et barn, der var blevet bortadopteret frivilligt umiddelbart efter fødslen, havde ret til at få aktindsigt i dok  umen- ter,  der  kunne  oplyse  moderens  identitet,  selv  om  moderen  ved  bortadoptionen  havde  anmodet om anonymitet. De franske regler gav ikke mulighed for at få adgang til disse dokume nter. Det bortadopterede  barn  klagede  derfor  over,  at  retten  til  respekt  for  barnets  privatliv  herved  blev krænket. Menneskerettighedsdomstolen fandt med stemmerne 10 mod 7, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 8 om ret til respekt for privatlivet, fordi st  aterne har en vis skønsmargin, når de skal foretage den vanskelige afvejning af modstående hensyn: Hens ynet til moderens privatliv over for hensynet til privatlivet hos det bortadopterede barn og tredjemand som f.eks.  adoptiv- forældrene. Det blev således overladt til Frank   rig selv at foretage denne afvejning. I den forbin- delse  tillagde  Domstolen  det  betydelig  vægt,  at  der  ikke  var  en  fælles  europæisk  tilgang  til spørg smålet. Vo mod Frankrig, dom af 8. juli 2004. I denne sag skulle en vietnamesisk kvinde have foretaget en rutinemæssig undersøgelse i forbindelse med hendes graviditet. På samme hospital sku lle en anden vietnamesisk kvinde med samme efternavn samme dag have fjernet en spiral. Da en læge kaldte  ”fru  Vo”  ind,  gik  klageren  derind,  og  uden  at  foretage  en  klinisk  un  dersøgelse  af  hende først , gik lægen i gang med at prøve at fjerne den ikke   -eksisterende spiral, hvorved han punkte- rede fosterhinden med et voldsomt tab af fostervand til følge.  Da det tabte fostervand ikke blev erstattet  af  nyt,  måtte  klageren  efter  nogle   dage  gennemgå  en  abort.  Klager  a nmeldte  herefter lægen for uagtsomt manddrab på fosteret, men han blev frifundet i tredje i   nstans, idet hans hand- ling  ikke  syntes  omfattet  af  definitionen  i  den  franske  straffelovsbestemmelse  om  uagtsomt manddrab. Efter konventionens artikel 2 skal ”ethvert menneskes ret til livet” beskyttes ved lov. Ved vurderingen af, om et foster er en person og derfor omfattet af begrebet ”ethvert menneske”, udtalte Domstolen, at spørgsmålet om, hvornår retten til liv b   egynder, falder ind under staternes skønsmargin, og der er ikke skabt klarhed omkring dette spørgsmål    – d- lemsstats lovgivning eller på fælles europæisk plan. Sådan som den politiske og etiske holdning i medlemsstaterne ser ud, fandt Domstolen det ikke på nuværende tidspunkt ønskeligt og ej heller muligt  at  besvare  spørgsmålet  abstrakt.  Domst  olen  foretog  i  stedet  en  hypotetisk  vurdering  af, om artikel 2 var blevet krænket, hvis beste  mmelsen havde fundet anvendelse. Da klagerens abort skyldtes en uagtsom handling, var det ifølge Domstolen tilstrækkeligt til at opfylde statens pos   i- tive  forpligtelser  efter  artikel  2,  at  klageren  havde  adgang  til  at  anlægge  et  civilt  erstatning  s- søgsmål. Det   udgjorde derfor ikke en krænkelse af   konventionens artikel 2 om retten til liv, at en fransk læge ikke kunne holdes strafferetligt ansvarlig for at have forårsaget et fosters død.