02-06-05 Justitsministeriet Lovafdelingen Dato:  11. maj 2005 Dok.:   DBO40164 Menneskeretsenheden - 1 - Udkast til tale Til ministeren til brug ved samråd i Folketingets Ret s- udvalg den 12. maj 2005. Samrådsspørgsmål C: ”Ministeren  bedes  redegøre  for,  hvilke  initiativer hun agter at tage som opfølgning på udtalelserne i Berlingske  Tidende  søndag  den  13.  marts  2005, hvor  ministeren  udtaler,  at  ”vi  som  politikere  har afgivet for meget magt til dommere ved Menneske- rettighedsdomstolen”. 1. Først og fremmest vil jeg gerne takke udvalget for at give mig lejlighed til at uddybe de synspunkter, jeg har

- 2 - givet  udtryk  for  i  anledning  af  debatten  om  græns  efla- den  mellem  Den  Europæiske  Menneskerettighed  sdom- stol og det politiske råderum herhjemme . Jeg er glad for, at vi har fået den ne gode debat. Den har nemlig  tvunget  os  til  at  standse  op  og  reflektere  over den indflydelse, som internationale menneskerettigheds- forpligtelser  efterhånden  har  fået  på  folkestyret.  D   et  er en debat, som jeg mener, er vigtig, fordi den peger på en række spørgsmål, som ikke hidtil har væ  ret fremtræde  n- de i den offentlige debat, og fordi den  forhåbentlig kan føre til en øget bevidsthed om den grundlæggende pr o- blemstilling,  der  består  i,  hvordan  vi  sikrer  balancen mellem menneskerettigheder og folkestyret. Og  selv om  debatten  herhjemme  måske ikke vil  få den store  betydning  her  og  nu,  er  det  alligevel  mit  håb,  at selve  det  at  skabe  en  øget  bevidsthed  om  den  nævnte problemstilling  i  sig  selv  vil  være  af  betydning    –   både for os som lovgivere, og når vi skal tage stilling til, om

- 3 - vi  skal  påtage  os  nye  internationale  forpligtelser   –   og også  for de dommere, der ved vore egne domstole eller ved  Den  Europæiske  Menneskere  ttighedsdomstol  skal tage  stilling til  rækkevidden  af de  menneskeretlige fo  r- pligtelser. Når Menneskerettighedsdomstolen går langt i retning af detaljeret  at  udfylde  de  meget  bredt  formulerede  be- stemmelser  i  Den  Europæiske  Menneskerettighedsko  n- vention,  har  det  nemlig  den  uomtvistelige  konsekvens, at staternes og folkestyrets råderum for en bestemt r egu- lering  begrænses  mere  og  mere.  Dette  potentielle  pr  o- blem bliver ikke mindre af, at Menneskerettighedsdom- stolen  gennem  sin  brede  fortolkning  af  visse  bestem- melser  efter  min  mening  har inddraget  for  mange  sam- fundsspørgsmål      under    paraplyen    ”menneskeretti ghe- der”. 2. Og tilsyneladende er den danske debat nået til Stra s- bourg.  Jeg  har  nemlig  lagt  mærke    til,  at  Menneskeret-

- 4 - tighedsdomstolens  præsident,    den  schweiziske  dommer Luzius  Wildhaber,  i  et  interview  i  Jyllands-Posten  den 3. april i år  kommenterer den danske debat og erklærer sig enig i, at Domstolen behandler for mange varierende sager.  Præsident  Wildhaber er  bl.a.  citeret  for  at  sige følgende: ”Jeg så gerne, at Domstolen fik muli   ghed for at sortere sager fra og selv udvæ  lge de sager, som vi op- fatter som principielle og afgø rende i forhold til de eu- ropæiske  landes  grundlovssikre  de  borgerrettigheder.  Vi har alt for mange sager, der venter.” (citat slut). Vi har derfor lov at håbe, at debatten  vil kunne påvirke den fremtidige udvikling og retspraksis, bl.a. således at staterne  gives  en  større   skønsmargin   i  klagesager,  der ligger i periferien af menneskerettighedsbegrebet. Det skal retfærdigvis siges, at    Menneskerettighedsdom- stolen  allerede  til  dels  i  et  vist  omfang  indrømmer  st a- terne en sådan skønsmargin  . Det kan vi f.eks. se i Men- neskerettighedsdomstolens   afgørelse    i   sagen   Odiévre

- 5 - mod Frankrig (dom af 13. februar 2003). Den sag hand- lede  om,  hvorvidt  et  barn,  der  var  blevet  bortadopteret frivilligt  umiddelbart  efter  fødslen,  havde  ret  til  at  få aktindsigt  i  dokumenter,  der  kunne  oplyse  moderens identitet,  selv  om  moderen  ved  bortadoptionen  havde anmodet  om  anonymitet.  De  franske  regler  gav  ikke mulighed  for  at  få  adgang  til  disse  dokumenter .  Det bortadopterede  barn  klagede  derfor  over,  at  retten  til respekt for barnets privatliv herved blev krænket. Menneskerettighedsdomstolen fandt med stemmerne 10 mod 7, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 8 om ret  til  respekt  for  privatlivet,  fordi  staterne  har  en  vis skønsmargin, når de skal   foretage den vanskelige afvej- ning af modstående hensyn: H ensynet til moderens pri- vatliv over for hensynet til privatlivet hos det bortadop- terede barn og tredjemand som f.eks. adoptivforældr  e- ne. Det blev således ove rladt til Frankrig selv at foretage denne  afvejning.  I  den  forbindelse  tillagde  Domstolen

- 6 - det betydelig vægt, at der ikke var en fælle s europæisk tilgang til spørg smålet. 3. Efter min opfattelse vil debatten om forholdet mellem menneskerettigheder   og  folkestyre   først   og  fre mmest kunne  være  af  betydning  for  os  politikere.  En  kons  e- kvens heraf kunne således være, at vi som lovg   ivere gør os mere umage med at vejlede om, hvordan vi mener, at ny  lovgivning  skal  forstås  i  forhold  til   internationale forpligtelser og Menneskerettighedsdomstolens praksis. Belært af erfaringerne med pusher  -loven i 1996 har vi i regeringen i de senere år faktisk  bestræbt os på at    rede- gøre mere detaljeret i bemærkninge   rne til lovforslag på f.eks.    udlændingeområdet    og    strafferets   plejeområ det for, hvordan de foreslåede regler forholder sig til  vores internationale forpligtelser. Der  er  dog  selvsagt  visse  områder,  h vor  det  kan  væ  re særdeles  vanskeligt  at   fastlægge   grænserne  pr æ  cist   i

- 7 - lovgivningen,  når  der  f.eks.  er  tale  om  skøn  smæssige afgørelser. Her er det de sagsbehandlende myndigh eder og i sidste ende domstolene, der skal foretage afvejnin- gen af de modstående hen syn i hver enkelt sag og skø n- ne, hvad der bør tillægges mest vægt i det ko nkrete til- fælde. Men det skal ikke afholde os fra –  i lyset af denne debat –   så   langt  som  overhovedet  muligt  at  give  den  vejled- ning, der måtte være relevant i forhold til Menn   eskeret- tighedskonventionen, selv i de sager, hvor der skal træ  f- fes skønsprægede afgørelser . 4. Det er også  mit håb, at debatten  –  og den øgede b e- vidsthed, den skaber –   vil få  os politikere til at tæ  nke os om en ekstra gang, før end  vi påtager os nye ,  bredt for- mulerede internationale forpligtelser på mennesk erettig- hedsområdet.

- 8 - Udviklingen   i   Menneskerettighedsdomstolens   fortolk- ningspraksis  viser  jo,  at  Den  Europæiske Menneskere  t- tighedskonvention i dag pålægger staterne langt vid   ere- gående  forpligtelser  i  fo rhold  til  borgerne,  end  nogen regnede med, da vi tiltrådte konventionen for over 50 år siden. Min pointe er, at der derfor kan være behov for at ove  r- veje  konsekvenserne  af  nye  internationale  forpligtelser ekstra  grundigt:  Hvad  indebærer  den  enkelte  b  estem- melse, og hvordan må det forventes, at f.eks. Mennesk e- rettighedsdomstolen   vil   fortolke   bestemmelsen   frem- over? Jeg  kan  som  eksempel  nævne,  at  både  den  tidligere  og nuværende regering siden 2000 har tøvet med at tiltr   æ  de den  12.  tillægsprotokol  til  Den  Eur  opæiske  Menn  eske- rettighedskonvention.  Denne tillægsprotokol  ind  eholder et  generelt  diskriminationsforbud  på  alle  sa mfundsom- råder. Det lyder umiddelbart meget positivt.

- 9 - Men  ved  nærmere  eftertanke  rejser  det  spørgsmål  sig, om det er rimeligt, at det i givet fald skal være Menn  e- skerettighedsdomstolen,  der  afgør,  hvornår  der  er  ti  l- strækkelig grund til at forskelsbehandle forskellige pe  r- songrupper i samfundet. Hvilke kriterier skal man f.eks. opstille ved en afgrænsning af, hvilke personer der kan have ret til invalidepension eller hjælp til bø   rnepasning eller lignende? Skal en domstol beskæftige sig med den slags  fordelingspolitiske  spørgsmål?  Mit  svar  er:  Nej. Det bør  som udgangspunkt være    politikernes opgave at foretage sådanne ford elingspolitiske valg og ikke en op- gave, som vi skal sætte dommere til at løse, uanset om det er danske eller udenlandske dommere. Et andet eksempel er FN´s konvention om beskyttelse af vandrende  arbejdstagere  og  deres  familiers  rettigheder. Denne konvention indeholder en række ret  tigheder, her- under menneskerettigheder, for vandrende arbejdstagere (”migrant  workers”).    Imidlertid  er  flere  af  bestemmel-

- 10 - serne i konventionen meget bredt formuleret, og rækk  e- vidden af dem kan kun vanskeligt forudses. Det er bl.a. i vidt omfang uklart, om bestemmelserne efter deres ind- hold  alene  er  udtryk  for  hensigtserklæringer,  eller  om der er tale om bindende regler. Konventionen trådte i kraft den 1. juli 2003, men  hver- ken  EU-landene,  de  øvrige  nordiske  lande ,  USA  eller Canada har ratificeret den. Vi er således ikke de eneste, der  er  bekymret  for,  hvilke  forpligtelser  vi  reelt  ville påtage os, hvis vi valgte at ratificere konv entionen. 5. Alt i alt håber jeg, at denne debat kan være med til    at gøre os alle mere opmærksomme på den grundlæ  ggende problemstilling:  Grænse  fladen  mellem  menneskerettig- heder    og    det    politiske    råderum .    Vigtige    politiske spørgsmål   bør ikke  henvises til domstolene.  I stedet bør folkestyrets indflydelse  fastholdes på de mange spørg  s- mål, der i bund og grund bør afgøres    af os politikere.

- 11 - Jeg vil gerne understrege, at også  jeg naturligvis læ  gger afgørende   vægt  på  de  grundlæggende  menneskere ttig- heder.  Det  er et  centralt  element i  folkestyret,  at  vi har sådanne rettigheder og tilhørende kontrolorg  aner. Mit  indlæg  i  debatten  skal  derfor    ikke  på  n ogen  måde forstås   som   et   opgør   med   menneskerettigh  ederne   – tværtimod    –   men  som  en  opfordring  til  konstant  at  ar- bejde  på  at  finde  den  rette  balance  mellem  kernen  i menneskerettighederne  og  folkestyret.  For  mig  er  det vigtigt, at vi både fastholder  respekten for menneskeret- tighederne  og  beholder  det  politiske  råderum,  vi  som lovgivere  nu  en  gang  bør  have  i  et  demokr atisk  sam- fund.