J.nr. SN 2001-401-1452 Den 11. juli 2005 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 174 stillet af Folketingets Miljø  - og Planlægningsu   d- valg Spørgsmål    174 MPU alm. del Vil ministeren oplyse om det er korrekt, at den tværministerielle portal om gensplejsning og etik, www.biotik.dk, skal nedlægges, og kan ministeren i givet fald oplyse, hvilke initiativer regeringen agter at iværksætte i stedet, så der sikres bred oplysning og debat i Danmark om GM O'er? Svar Det er korrekt, at BioTIK-initiativerne, der blev gennemført med en midlertidig finanslovsbevilling i perioden 2001 til 2004, nu har nået sin afslutning. Ansvaret for initiativerne har siden 2001 ligget i Forbrugerstyrelsen, dvs. indtil 2004 under Økonomi - og Erhvervsministeriet og efter august 2004 under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Forbrugerstyrelsen har oplyst, at portalen www.biotik.dk lukker d. 30. juni 2005. Folketinget har ved Loven om Det Etiske Råd (nummer 440 af 9. juni 2004) vedtaget, at rådets virksomhedsområde, udover de etiske spørgsmål der knytter sig til forskning i og anvendelse af bio- og genteknologier, fremover også skal omfatte visse af de områder, der har ligget i BioTIK-regi. Rådet skal således varetage information, dialog samt de etiske spørgsmål om forskning i og anvendelse af bio- og genteknologier, der berører mennesker, natur, miljø og fødevarer. Rådet har til opgave at varetage informations- og debatskabende aktiviteter om de etiske problemstillinger og udfordringer, som samfundet står over for. Rådet sørger for løbende at holde offentligheden orienteret om udviklingen og om sit arbejde for, at de etiske spørgsmål gøres til genstand for debat i offentligheden. Rådet udgiver et månedligt nyhedsbrev om bioteknologi og etik. Det Etiske Råd er placeret under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.