NOTAT
Udenrigsministeriet
Nordgruppen
Til:
J.nr.:
NFG, 46.C.10.a
CC:
Bilag:
-
Fra:
NFG
Dato:
21. juni 2005
Emne:
IWC, Handel med hvalprodukter og
forholdet til CITES m. v.
Indledning:
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har i fortsættelse af et samråd den 15. juni 2005 bl. a.
udbedt sig følgende:
Ministeren bedes oversende et notat som redegør for reglerne under den internationale
hvalfangstkommission (IWC) og reglerne under CITES konventionen og samspillet imellem de
forskellige regelsæt.
IWC, CITES og handel med hvalprodukter
IWC har som primære opgaver beskyttelse og forvaltning af storhvalbestande, og giver sig ikke
af med regulering af handel med hvalprodukter.
CITES (Convention on International Trade in Endangered Species) regulerer den
internationale handel med truede arter, der kan påvirkes af international handel. Arter, der ikke
er truede, falder således umiddelbart udenfor CITES reguleringskompetence. Dog er det blevet
anset for hensigtsmæssigt, at man for at beskytte en truet art muligvis også kan regulere handel
med produkter af en ikke-truet art, såfremt man i praksis vil have svært ved at skelne mellem
produkter af denne art og en truet art, det såkaldte look-alike-princip.
I dag har CITES anbragt alle arter af store hvaler på liste I, som opregner arter, hvor al handel
er forbudt, bortset fra vågehvaler ved Vestgrønland, som er på liste II. Dog har Norge, Island
og Japan taget en reservation over for oplistningen fra liste II til liste I for så vidt angår
visse storhvaler. Dette betyder, at disse lande behandler disse hvaler, som om de fortsat var på
liste II, hvor kontrolleret handel er tilladt. Japan og Norge har i flere år under henvisning til
rådgivning fra IWCs videnskabelige komite foreslået CITES, at visse hvalbestande nedlistes til
liste II. Med den DNA-kontrol med kødet, der bl. a. praktiseres af Norge, er muligheden for
forveksling med kød fra andre hvalbestande blevet elimineret, og dermed er heller ikke look-
alike-princippet noget overbevisende sagligt argument for at opretholde listningen på liste I. Et
flertal eller blokerende mindretal i CITES har imidlertid hidtil forhindret en vedtagelse af disse
forslag..