J. NR. 2004-8047-5
LIB
M I N I S T E R I E T
N O T A T
28. februar 2005
Til ministeren
Tale i forbindelse med samråd i Folketingets Kulturudvalg
den 2. marts 2005, Spm. G-H om udstilling i Kolding og arms-
længdeprincip
Kulturudvalget har med spørgsmålene G og H ønsket min vurdering af beslut-
ningen i Kolding Kommunes Kulturudvalg i forbindelse med en ansøgning om
økonomisk støtte til en udstilling på Koldinghus Museum om indvandreres liv i
Danmark.
Med spørgsmål G ønsker kulturudvalget min vurdering af Kolding Kommunes
Kulturudvalgs beslutning i sagen, som er omtalt i en række artikler i pressen.
I spørgsmål H ønskes med udgangspunkt i spørgsmål G min holdning til,
hvorledes armslængdeprincippet sikres opretholdt, hvis den foreslåede kom-
munalreform på kulturområdet gennemføres. Herunder om jeg vil indskrive
armslængdeprincippet som en del af grundlaget for den kommende reform.
Lad mig foretage en samlet besvarelse af disse spørgsmål.
De gældende principper for organiseringen af forholdet mellem stat og kunstliv
bygger i Danmark på armslængdeprincippet. Principperne bag en sådan organi-
sering af forholdet mellem stat og kunstliv præger i øvrigt i overvejende grad
kulturpolitikken i den vestlige verden.
Der findes flere definitioner af armslængdeprincippet. Men jeg vil her henvise
til den definition, som har dannet udgangspunkt for de senere års kulturpolitik,
herunder i forbindelse med oprettelsen af Kunstrådet. Armslængdeprincippet
betyder ifølge denne definition, at en række konkrete beslutninger om støtte til
kunst og kultur træffes efter en særlig sagkyndig og ikke en politisk vurdering.
Definitionen siger, at det er konkrete beslutninger, der skal tages efter særlig
sagkyndig vurdering. Omvendt har det politiske niveau regering og Folketing
pligt til at gøre sig nogle tanker om, hvad en lov og dertil hørende bevilling,
der bliver vedtaget, skal gå til. Det betyder ofte formulering af retningslinier,
kriterier og krav for støttetildeling. Politikerne (eller deres embedsmænd) må
også efterfølgende kunne føre kontrol med, om den pågældende bevilling
faktisk er blevet brugt til de formål, som den var tiltænkt. Derfor må der nød-
vendigvis være nogle rammelove eller andre retningslinier, inden for hvilke, de
sagkyndige skal bevæge sig, når de træffer konkrete beslutninger.