Folketingets Kirkeudvalg Med brev af 22. september 2005 (Alm. del - spørgsmål 8) har udvalget bedt om min besvarelse af følgende spørgsmål: ”Efter gældende regler er det i dag muligt at få sin aske spredt i havet, og ministeren bedes uddybe, hvorfor det så ikke  kan være muligt at få en tilsvarende tilladelse til spredning/nedsættelse af urne i anden natur, på et sted, som er særligt udvalgt/godkendt hertil.” Svar: Spørgsmålet er reguleret i begravelsesloven, jf. lov nr. 346 af 26. juni 1975, og skal ses i sammenhæng med udvalgets spørgsmål 6, 7 og 9 af samme dato og mine svar på disse. Jeg kan oplyse følgende om den gældende retsti   lstand: Siden begravelseslovens ikrafttræden den 1. januar 1976 har Kirkeministeriet meddelt tilladelse til spredning af asken efter afdøde personer over det åbne hav, til deling af afdøde personers aske og til nedsættelse af askeurner på privat ejendom. Der er i altovervejende grad tale om en videreførelse af den administrative praksis, som blev fulgt af Justitsministeriet inden lovens ikrafttræden, hvor reglerne på o   mrådet henhørte under dette ministeriums ressort. Nedsættelse af askeurne på privat grund Det er i begravelseslovens § 1 bestemt, at lig enten skal begraves eller bræ  ndes. Begravelse skal ifølge § 2, stk.1, ske på folkekir  kens kirkegårde eller andre begravelsespladser, der er godkendt af kirkeministeren. Asken efter afdøde personer skal efter § 3, stk. 2, 1. pkt., ligeledes nedsættes på folkekirkens kirkegårde eller andre begravelsespladser, godkendt af kirkeministeren. Ifø lge sidstnævnte bestemmelse kan asken imidlertid også anbringes på et andet af kirkeministeren godkendt sted. Med hjemmel i denne bestemmelse er der fast, administrativ praksis for, at kirkeministeriet i særskilte, enkeltstå ende og ikke-kommercielle tilfæl  de under visse forudsætninger tillader nedsættelse af en urne med asken efter en afdød person på privat ejendom, - typisk i tilfælde, hvor den afdøde har haft en særlig tilknytning til ejendommen, f.eks. som ejer. Kirkeministeriet Frederiksholms Kanal 21 Postboks 2123 1015 København K www.km.dk Telefon   3392 3390 Telefax   3392 3913 e-post [email protected] Dato: 3. oktober 2005 Dokument nr. 257826 2. Kontor Sagsbehandler Rasmus Rex

Side 2 Dokument nr. 257826 Det forudsættes i den administrative prak  sis, at ejendommen har en vis stø rrelse - mindst 5.000 m² - , og i almindelighed også, at ejendommen ejes af den afdøde persons slægt. Tilladelsen gives endvidere på vilkår af: a)    at der på det sted, hvor urnen nedsættes, ikke anbringes sten, mindes mærke elle  r andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads. Dette skal forstås således, at der bl.a. ikke må anbringes sten, heller ikke natursten eller runesten på stedet for urnenedsættelsen. Det er i denne henseende uden betydning, om stedet for urnenedsættel  serne omgives af nabobebyggelse, skov eller andet, b)   at urnen, der skal bestå af materialer, der er opløselige i vand, f.eks. pap, støbt papirmasse eller lignende, nedgraves i mindst 1 meters dy bde, og c)    at der på ejendommen tinglyses en deklaration, hvorefter  den til enhver tid værende ejer forpligter sig til i 10 år fra urnens nedsættelse at regne ikke at grave så dybt, at urnen berøres. Den stedlige provst skal være på taleberettiget i henhold til deklarationen. Antallet af ansøgninger om nedsættelse af askeu   rner på privat ejendom er forholdsvis begrænset. I perioden 1992  -2003 har antallet været under 25 år ligt. Spredning af aske over åbent hav og deling af aske Ifølge begravelseslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., kan kirkeministeren tillade, at der forholdes med asken efter en afdød person på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Dette omfatter ifølge praksis såvel skriftlige som mundtlige tilkendegivelser fra afdøde, og adskiller sig ikke fra den form, som afdøde i øvrig  t har udtrykt sine ønsker i over for begravelsesmyndigheden med hensyn til begravelse eller ligbræ  nding. Med hjemmel i begravelseslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., er der praksis for, at Kirkeministeriet tillader spredning over åbent hav af asken efter afdøde personer. Ligeledes kan ministeriet i medfør af samme bestemmelse tillade, at der foretages deling af asken efter en afdød person. Antallet af sager om deling af asken efter afdøde personer er også forholdsvis begrænset og har i perioden 2000   - 2004 kun udgjort i alt ca. 100. Det drejer sig eksempelvis om asken efter personer, der er opvokset i udlandet, men som har levet det meste af deres liv i Danmark. I sådanne tilfælde tillader ministeriet, at asken deles, således at en del af asken nedsættes på en kirkegård her i landet, mens resten af asken føres til en kirkegård i udlandet. Der gives også ti lladelse, når asken ønskes delt med henblik på, at en del af asken nedsættes på en kirkegård, mens den resterende del af asken spredes

Side 3 Dokument nr. 257826 over havet. Ministeriet giver derimod ikke tilladelse til deling af en aske med henblik på nedsættelse på 2 eller flere kirkegårde her i landet. Begrundelsen herfor er, at Danmark udgør et så begrænset område, at det ikke forekommer rimeligt at imø dekomme ansøgninger om askedeling i  sådanne tilfælde. Særligt om spredning af aske over åbent hav Antallet af ansøgninger om spredning af aske over åbent hav har været stigende gennem de senere år, fra ca. 100 i 1990 til 1405 i 2004. Der gives tilladelse til spredning af aske over det åbne  hav. Hermed sidestilles visse fjorde og bugter. Det afgørende er, at der det pågældende sted er den fornødne strøm, sål   edes at asken hurtigt bliver opløst i vandet. Af samme grund gives der ikke tilladelse til nedsænkning af askeurner i havet, heller ikke hvis de er fremstillet af et letopløseligt materiale. Efter fast praksis meddeler ministeriet heller ikke tilladelse til spredning af aske over landjorden, indsøer eller van dløb, eller ti lladelse til anbringelse af asken i private hjem. Ansøgninger om ask espredning skal ikke være særligt motiverede for at blive imødekommet. Tilladelser gives såvel i tilfælde, hvor der er ansøgt om spredning af aske efter en afdød person, som i tilfælde hvor en person i levende live ansøger om, at den pågældendes aske til s in tid spredes over havet. Tilladelse gives på vilkår af, at spredning af asken ikke vækker opsigt. Askespredning skal ikke foretages af særligt autoriserede personer, men kan udfø hvordan en askespredning gennemføres. Kirkeministeriet fastsætter i sin behandling af sager om askespredning heller ikke en frist, inden for hvilken askespredning skal have fundet sted. Denne smidige praksis har ikke givet anledning til problemer. I efteråret 2005  har Kirkeministeriet meddelt afslag til tre private organisationer/sammenslutninger - herunder et aktieselskab - på deres ansøgninger e fter begravelseslovens § 3. stk. 2, om generelt at foretage nedsættelse af a  dskillige urner på samme sted. Ministeriet vu rderede i sin afgørelse, at begr avelsesstedet derved ville få karakter af en privat begravelsesplads for urnebegravelser og at ansøgningerne derfor måtte vurderes efter bestemmelserne i begravelseslovens § 16, der omhandler anlæggelse af begravelsespladser  . Kirkeministeren kan ifølge begravelseslovens § 16, stk. 1, tillade anlæg af kommunale begravelsespladser, og ifølge § 16, stk. 2, tillade trossamfund uden for folkekirken at anlægge egne begr  avelsespladser. Og endelig kan kirkeministeren ifølge § 16, stk . 3, ”under ganske særlige omstændigheder tillade anlæggelse af andre begravelsespladser end de i stk. 1 og 2 næv nte.”

Side 4 Dokument nr. 257826 Begravelseslovens nuværende udformning har baggrund i Betænkning nr. 688/1973 vedrørende revision af begravelsesloven og ligbrændingslove   n, som redegør for praksis inden vedtagelsen af begravelsesloven af 1975. Ifø lge førkonstitutionel praksis blev der i visse tilfælde givet tilladelse ved kgl. bevilling til indretning af særskilte begravelsespladser for stiftelser, hospitaler, enkelte familier eller enkelte personer. Om private begravelsespladser fremgår følgende af betænkni ngen: ”Da det må forekomme lidet tiltalende og tillige upraktisk af hensyn til tilsynet, at gravpladser på denne måde kan spredes over det ganske land   – uden forbindelse med det almindelige begravelsesvæsen   – har kirkeministeriet stærkt begrænset antallet af bevillinger til indretning af sådanne begravelse spladser, jfr. Ministeriets cirkulære af 30. april 1949 (bilag 18), hvori det udtales, at sådan tilladelse kun kan for ventes givet aldeles undtagelsesvis, når særlig stærke grunde taler derfor. Særskilte begravelsespladser, der kan benyttes af videre kredse   - uden tilknytning til en institution eller en bestemt familie - kendes ikke, og det er i praksis antaget, at f.eks. en forening, et andelsselskab eller et aktieselskab ikke kan få tilladelse til at anlægge egen begravelsesplads.” Det fremgår endvidere af udvalgets overvejelser og forslag, at der fremdeles bør være adgang til, under ganske særlige omstændigheder, at til lade anlæ  ggelse af institutionskirkegårde og private begravelsespladser i overensstemmelse med den på daværende tidspunkt hidtidige praksis. På baggrund af begravelsesloven og dens forarbejder har Kirkeministeriet ikke fundet at kunne godkende de tre nævnt  e ansøgni nger. Sluttelig kan jeg oplyse, at bl.a. spørgsmålet om privates adgang til at anlæ  gge begravelsespladser vil indgå i ministeriets overvejelser ved en eventuel kommende revision af begravelsesloven. Med venlig hilsen Bertel Haarder Carsten Dalsgaard Jørgensen