Folketingets Boligudvalg Dato: 12. maj 2005 Under  henvisning  til  Folketingets  Boligudvalgs  brev  af  26.  april  2005 følger hermed – i 5  eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 11 (BOU alm. del). Spørgsmål nr.  11: ”Vil ministeren foreslå en lovændring, således at en lejeforhøjelse, som følge af en forbedring, højst  kan  udgøre ydelsen på sædvanlige langfristede rea l- kreditlån, dog maksimalt den dokumenterede ydelse, udlejer har på det lån, der er brugt til at finansiere den pågældende forbedring. ” Svar: I  mit  svar  på  boligudvalgets  spørgsmål  nr.  6,  jf.    boligudvalgets  brev  af  7. marts  2005,  redegjorde  jeg  nærmere  for  lejelovens  regler  om  beregning  af forbedringsforhøjelser,  herunder  om  udlejerens  forrentning  af  forbedrings- udgiften og baggrunden herfor. En ændring som den foreslåede rejser nogle principielle spørgsmål, som må afklares, før en regel herom kan udformes. Forslaget tager generelt udgangspunkt i, at et lån til enhver tid kan identific e- res med hensyn til lånets formål  . Dette er imidlertid ikke  tilfældet, idet det typisk ikke fremgår af  lånet, hvad det er brugt til . Efter min opfattelse må det  endvidere være en konsekvens af forslaget, at en fastsat  forbedringsforhøjelse  efterfølgende  skal  omberegnes,  hvis  det  lån, som har finansieret forbedringen, senere udskiftes med et andet, billigere lån. I modsat fald vil ejeren være tilskyndet til at finansiere med sædvanlig real- kredit og senere refinansiere  med  et billigere lån  og  derefter inkassere ren- temarginalen. Denne forudsætning fører imidlertid til det helt urimelige re- sultat,  at  en  forbedringsforhøjelse  skulle  bortfalde,  hvis  udlejeren  efterføl- gende skulle finde på at indfri lånet. Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] MPK/ J.nr. 80-404

2 Den  tilsvarende  problemstilling  gør  sig  gældende  i  tilfælde,  hvor  udlejeren selv  finansierer  forbedringer.  I  sådanne  tilfælde  vil  forbedringsforhøjelse n efter forslaget skulle beregnes på grundlag af ydelsen på sædvanlige langfr  i- stede  realkreditlån .  Hvis  udlejeren  senere  benytter  sig  af  muligheden  for  at optage lån evt. med sikkerhed i den pågældende ejendom, vil det ikke ent  y- digt  kunne  afgøres,  om  lånet  er  til  erstatning  af egenfinansieringen  eller til andre formål. Samlet set vil det efter min opfattelse ikke være muligt at indføre en operati- onel  ordning,  hvorefter  lejere  til  enhver  tid  betaler  forbedringsforhøjelser, som afspejler den faktiske renteudgift uden samtidig at indføre et urimeligt bureaukratisk  regelsæt.  Blandt  andet  på  de n  baggrund  er  beregningen  af forbedringsforhøjelser  efter  de  gældende  regler  knyttet  til  ydelsen  på  sæ d- vanlig langsigtet realkredit på tidspunktet for forbedringens færdiggørelse. Eva Kjer Hansen /Charlotte Kruse Lange