Folketingets Finansudvalg Bilag Journalnummer Kontor 403.Vestbalkan.2 NAB 3. juni 2005 a. Udenrigsministeriet anmoder i nærværende skrivelse om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2005 afgives tilsagn på 31,1 mio. kr. i støtte til udfasning af 4 nærområdeprojekter på det vestlige Balkan. Forslaget medfører ikke merudgifter i forhold til det beløb, som allerede er bevilget på finansloven til det bilaterale naboskabsprogram.   b. Baggrund Flygtninge og internt fordrevne udgør fortsat en stor byrde for opholdslandene på det vestlige Balkan. Etablering af varige løsninger for flygtninge, internt fordrevne og minoriteter er en væsentlig forudsætning for stabilisering. En stigende andel af disse grupper foretrækker forbliven og integration i det lokalområde, hvor de opholder sig, frem for tilbagevenden og reintegration. Nærområdeindsatserne må derfor komme hele lokalbefolkningen, herunder minoritetsgrupper, til gode for at fremme integration og undgå nye migrationsstrømme i regionen. Nærområdeindsatsen på det vestlige Balkan udmøntes dels gennem et min- dre antal afgrænsede projekter dels gennem et kommende større program for lokal økonomisk udvikling. Nærværende aktstykke omhandler den pro- jektbaserede nærområdeindsats og er en opfølgning på Akt 175  24/6 2004. Med Akt 175 bevilgede Finansudvalget 38 mio. kr. til gennemførelsen af nærområdeindsatser på Balkan.    På baggrund af analyserne og erfaringerne fra det sidste år gennemføres der med nærværende aktstykke en treårig gradvis udfasnings- og bæredygtighedsstrategi af fire udvalgte aktiviteter med henblik på at sikre, at aktiviteterne enten er succesfuldt afsluttede eller kan fortsætte efter ophør af dansk støtte ved udgangen af 2007.   Projektbeskrivelse Følgende indsatser indgår i udfasnings- og bæredygtighedsstrategien: Kapacitetsopbygning af kommuner i Bosnien-Hercegovina (10,6 mio. kr.): Dansk Flygtningehjælp forestår et samarbejde mellem fire bosniske og fem
2 danske kommuner med sigte på at undgå marginalisering af sårbare grupper, herunder tilbagevendte flygtninge, fordrevne og etniske minoriteter.   Fremme af muligheder for tilbagevenden til Kosovo (9 mio. kr.): Gennem fremme af multietnisk forståelse, accept og samarbejde sigter projektet på fremme af  tilbagevenden. Det sker i form af en række interetniske aktiviteter baseret på samarbejde mellem NGO’er i Kosovo og Serbien samt lokale og centrale myndigheder i Kosovo. Dansk Flygtningehjælp forestår projektet. Serbisk flygtningeråd (3,5 mio. kr.): Rådets formål er at være interesseorganisation for flygtninge, fordrevne og etniske minoriteter. Dansk Flygtningehjælps mangeårige samarbejde med serbiske NGO’er på flygtningeområdet resulterede i 2004 i dannelsen af en egentlig paraplyorganisation. I det første projektår er organisationen blevet registreret og etableret. Flygtningehjælpen har fokuseret på kapacitetsop- bygning af rådets medlemmer. Der er gennemført en række kampagner. Rådet har fået indflydelse på den serbiske regerings strategi for fattigdoms- bekæmpelse.   Fodboldskoler (8 mio. kr.): Den danske NGO Cross Cultures Project Association (CCPA) har udviklet et koncept, der fremmer forsoning mellem etniske grupper gennem boldspil og leg for børn. Både børn og voksne frivillige fra forskellige etniske grupper tager aktivt del i legen, der derigennem fremmer forsoningen mellem grupperne. I 2004 gennemførte Norge og Danmark en fælles evaluering af fodboldskolerne på Balkan og i Kaukasus. Evalueringen var meget positiv og fremhævede en række styrker ved projektet. Evalueringen pegede også på, at en ekstra indsats er påkrævet for at sikre projektets langsigtede bæredygtighed, når donorstøtten ophører. På den baggrund gives fodboldskolerne tilsagn på 8 mio. kr. Der sker dermed  en gradvis udfasning af det danske bidrag over tre år med udgangs- punkt i nationale og regionale bæredygtighedsstrategier og opfyldelse af delmål i forhold til disse. Projektet gennemføres af CCPA i samarbejde med blandt andet Dansk Boldspils Union og det norske fodboldforbund. Budget Det samlede budget andrager 31,1 mio. kr. fordelt på følgende poster: Kapacitetsopbygning af kommuner i Bosnien- Hercegovina……………………………………………..     10,6 mio. kr. Tilbagevenden til Kosovo……………………………….. 9,0 mio. kr. Serbisk flygtningeråd……………………………………. 3,5 mio. kr. Fodboldskoler…………………………………………... 8,0 mio. kr. I alt………………………………………………………    31,1 mio. kr. Tilsagnet vil blive afholdt med 31,1 mio. kr. under § 06.11.19.30. Naboskabsindsatser på Balkan, i Kaukasus, Moldova og Tyrkiet.
3 c. Sagen forelægges Finansudvalget, da der er tale om en bevilling under Naboskabsprogrammet, hvor totaludgiften overstiger 5 mio. kr. e. Under henvisning til ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2005 afgives tilsagn på 31,1 mio. kr. i støtte til nærområdeindsatser på Vestbalkan. Tilsagnet vil blive afholdt af det beløb, som på finansloven 2005 stilles til rådighed under § 06.11.19. Bilateralt naboskabsprogram.   f. Finansministeriets tilslutning foreligger.