Folketingets Finansudvalg Bilag Journalnummer Kontor 46.H.7-1-144. HUM 31. maj 2005 a. Udenrigsministeriet anmoder i nærværende skrivelse om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2005 ydes 62 mio. kr. i støtte til Dansk Røde Kors’ internationale humanitære hjælpearbejde, der udføres i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) og Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Halvmåne selskaber (IFRC). Forslaget medfører ikke merudgifter i forhold til det beløb, som allerede er bevilget på finansloven til udviklingslandene.   b. Baggrund Dansk Røde Kors (DRK) modtog i 2004 i alt 80 mio. kr. (heraf 45 mio. kr. ved akt 126 4/4-2004) til delegatprogrammet og det internationale humanitære hjælpearbejde, som gennemføres i samarbejde med ICRC, IFRC og de nationale Røde Kors-selskaber. ICRC yder primært bistand til ofre for væbnede konflikter og opererer hovedsageligt i krigs- og konfliktområder, mens IFRC yder bistand til flygtninge og ofre for natur- og sultkatastrofer. DRK’s kernekompetencer ligger inden for sundhed, katastrofeberedskab, katastroferespons, psykosocialt arbejde og logistik. Den foreliggende bevillingsanmodning vedrører bidrag til indsatser i en række humanitære kriser af længere varighed.   Projektbeskrivelse De palæstinensiske selvstyreområder: Formålet med ICRC’s indsats er primært at mindske problemerne i forhold til Israels overholdelse af international humanitær lov (IHL) over for den palæstinensiske befolkning, der lever under israelsk besættelse. Gennem fængselsbesøg og henvendelser til myndighederne i tilfælde af overtrædelser søges efterlevelsen af Geneve-konventionerne fremmet hos begge parter af konflikten. Der vil blive uddelt telte og husholdningsudstyr til hjemløse samt fødevarer, vand og medicin til samfund, som i perioder er afskåret fra adgang til basale fødevarer. Til disse aktiviteter ydes 4 mio. kr. Afghanistan: Formålet med ICRC’s arbejde er at yde beskyttelse til ofre for den væbnede konflikt samt at forbedre befolkningens levevilkår. Beskyttelsesarbejdet foregår gennem overvågning og dokumentation af
2 overgreb samt fremme af respekten for IHL. Civile og militære ofre for konflikten modtager medicinsk og kirurgisk bistand, og sårbare grupper sikres fødevarer og andre basale fornødenheder, rent vand og betryggende sanitære forhold. Desuden gives støtte til forebyggelse af mineulykker samt til mineofre. Til disse aktiviteter ydes 4 mio. kr. Burma: De overordnede mål for ICRC’s indsats er at sikre beskyttelse af civilbefolkningen og yde humanitær bistand i konfliktramte områder. Gennem fængselsbesøg og dialog med myndighederne søger ICRC at sikre værdige forhold for frihedsberøvede og deres familier. Endvidere sikres adgang til sundhedsydelser og til vand og sanitet for befolkningen i konfliktramte områder på grænsen til Thailand. Hertil kommer udbredelse af kendskab til IHL. Til disse aktiviteter ydes 4 mio. kr. Den Demokratiske Republik Congo: Formålet med ICRC’s program er at beskytte civilbefolkningen i konfliktramte områder samt yde støtte til sårbare grupper. Der fokuseres på uddeling af såsæd og redskaber, medicin og udstyr samt på forbedring af vand- og sanitetsforhold. Aktiviteterne omfatter tillige genforening af adskilte familier og udbredelse af kendskab til IHL. Til disse aktiviteter ydes 4 mio. kr. Liberia: ICRC’s indsats har til formål at bistå hjemvendte flygtninge, internt fordrevne og andre sårbare grupper med genetablering af deres eksistensgrundlag. Dette sker gennem uddeling af såsæd og redskaber samt sikring af adgang til sundhedsfaciliteter og rent vand. Endvidere indgår fængselsbesøg, udbredelse af kendskabet til IHL og genetablering af kontakt mellem adskilte familiemedlemmer i programmet. Til disse aktiviteter ydes 4 mio. kr. Sudan: ICRC’s program i Sudan er med baggrund i situationen i Darfur- regionen organisationens største hjælpeprogram. Der gives støtte til, at internt fordrevne, tilbagevendende flygtninge og fastboende i områder omfattet af konflikt får basale behov dækket i form af vand, husly, fødevarer og sundhed. Desuden udbredes kendskabet til IHL, og der gives støtte til etablering af kontakt mellem adskilte familier og gen- forening af børn med deres familier. Til disse aktiviteter ydes 10 mio. kr. Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea): Formålet med IFRC’s aktiviteter er at forbedre sundhedstilstanden blandt særligt udsatte dele af befolkningen, reducere antallet af vandbårne sygdomme samt begrænse skadevirkningerne af katastrofer i fem provinser. Røde Kors-selskabet vil blive støttet i opbygning af et katastrofeberedskab på landsbyniveau. Til disse aktiviteter ydes 5 mio. kr.   IFRC’s katastrofefond: Fonden giver IFRC mulighed for at reagere hurtigt i  katastrofesituationer. Til fonden ydes et bidrag på 1 mio. kr. Beredskabs- og varehjælpsprogram: For at sikre hurtig og fleksibel hjælp forestår DRK indkøb og forsendelse til nødhjælpsoperationer inden for
3 Røde Kors-bevægelsen. Hertil kommer bemanding, udstyring og udsendelse af operative enheder, der med kort varsel kan varetage logistik, lejradministration og uddeling af nødhjælp i akutte situationer. Til programmet ydes et rammebeløb på 9 mio. kr. Delegatprogrammet: Hensigten med delegatprogrammet er hurtigt og effektivt at kunne udsende kvalificerede delegater til Røde Kors- bevægelsens hjælpearbejde i katastrofe- og konfliktsituationer samt ved løsning af opgaver i forbindelse med rehabilitering og overgangsbistand. Til programmet ydes et rammebeløb på 17 mio. kr.   Budget Det samlede budget andrager 62 mio. kr. og er fordelt som følger: ICRC’s landeprogrammer  .........................................................30 mio. kr. IFRC’s program i Nordkorea  .................................................... 5 mio. kr. IFRC’s katastrofefond  .................................................................1 mio. kr. Beredskabs- og varehjælpsprogrammet  ....................................9 mio. kr. Delegatprogrammet ....................................................................17 mio. kr. I alt  ...............................................................................................62 mio. kr. Udgiften vil blive afholdt med 45 mio. kr. under §06.39.02.10. Ekstraordinære humanitære bidrag og 17 mio. kr. under §06.39.02.11. Internationalt Humanitært Beredskab (IHB). Væsentlige risikoelementer ICRC og IFRC arbejder ofte i områder, der er præget af vanskelige sikkerhedsforhold. Ændringer i sikkerhedssituationen og de humanitære behov kan nødvendiggøre tilpasning af programmerne. c. Sagen forelægges Finansudvalget, da der er tale om en humanitær rammebevilling, hvor totaludgiften overstiger 30 mio. kr. e. Under henvisning til ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2005 ydes 62 mio. kr. i støtte til Dansk Røde Kors’ internationale humanitære hjælpearbejde, der udføres i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) og Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Halvmåneselskaber (IFRC).    Udgiften vil blive afholdt af det beløb, som på finansloven stilles til rådighed for udviklingslandene under §06.39.02. Ekstraordinære humanitære bidrag og Internationalt Humanitært Beredskab (IHB).   f. Finansministeriets tilslutning foreligger.